Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49825Visninger
AA

18. Gris på gaffelen!


Rachels synsvinkel:

"Rachel?"

For helvede! - Kunne han ikke bare lade være med at have sådan en pokkers sexet stemme?

- Jeg . kunne . ikke . holde . til . det!

- FAT DET!

Zayn så spørgende hen på mig med et skævt smil og nærmest hintede med blikket til, at jeg nok burde give Jason den anelse opmærksomhed, som han nu prøvede på ved at spørge til mig - ved at sige mit navn Rachel...

Ligesom smør, eller NEJ - Ikke som smør!

Den stemme gav mig de dejligste sommerfugle i maven og det var til trods for, at min hjerne kæmpede med at få mig til at indse, at Jason bare VAR et SVIN!

"Buuuhuhuhuuuu! - Lad mig græde snot over ham!", tænkte min hjerne modstræbende.

Jeg pustede hårdt ud og smilte sarkastisk til Zayn og tog endnu en bid af min kartoffel.

En . VARM . kartoffel!

"Hah! Nogen der har sagt, at jeg er ved at blive en smule vanvittig og POKKERS naiv?!", fløj mine tanker rundt, mens jeg smilte det mest falske og vanvittige smil til Zayn, mens jeg gumlede lige lovligt længe på den kartoffel.

- En varm kartoffel!

"Rachel, kan vi li..."

"DU SKAL FANDEME IKKE SNAKKE TIL MIG!", fløj det rasende ud af mig, mens jeg så mig bag over skulderen og truede Jason, der stod bag mig og min stol med min gaffel.

Jason stod som en målløs og sukkede. Jeg smilte stramt.

"Uha! Hvor har du det hårdt, hva'?!", fløj det sarkastisk ud af mig og jeg rejste mig resolut fra havebordet og fik nok en hel del opmærksomhed fra alle drengene.

Med beslutsomme skridt traskede jeg ned gennem den store have.

Jeg . skulle . have . luft!

"Rachel, kan vi ikke go..."

Jeg fløj omkring og truede ham med min gaffel.

"Guuuud, har jeg stadig den?!", tænkte jeg forbløffet over mig selv.

"Du skal ikke sige et ord - ET ORD, Jason, eller det går ud over dig selv. Jeg er SÅ træt af din behandling over for mig - Du er et svin og du ved det!", truede jeg ham med min gaffel mod ham. Han sukkede og så træt på mig.

"Er du færdig?", spurgte han på den mest uinteressante og RØVSYGE måde.

"Ååååh gab! Må jeg lige være her?!", tænkte jeg med et stramt smil og slappede af i mine skuldre og sænkede gaffelen ned mod siden på mig.

"Ja! - Så længe jeg skal slippe for alle dine trusler, Jason, for jeg er efterhånden SÅ træt af din klamme attitude! Jeg bliver vanvittig af dem! VANVITTIG JASON! Hører du?!", svarede jeg fnysende.

Ja, alle kunne vel gætte dem til, at jeg var en tikkende bombe nu? Meget havde jeg skulle udsættes for, bare fordi det svin og nok så pokkers lækker og fræk og og og nej nej nej, hvad er det jeg siger? Ikke mere Jason Mccann, jeg havde fået nok af ham - NOK, siger jeg dig!

Jason nikkede med et skævt smil.

"Godt! Jeg har fattet det Rachel - Du behøver ikke at skære det ud i pap mere...", svarede han stille og med en kvalmende rolig stemme. Sig mig, prøvede han mig af eller hvad? Jeg følte pludselig en trang til at grine og Jason grinte akavet med.

"Nej nej nej, Jason, fuck, du tror bare du er så pokkers snedig!", grinte jeg balstyrisk og vendte mig grinende omkring og gik videre ned gennem haven.

"Sig mig, lider du af personlighedsspaltning?!"

Hans spørgsmål bag mig, fik mig til at stoppe op og stoppe mit grin brat op. Jeg vendte mig omkring og gloede olmt på ham og tyrede min gaffel hårdt ind i den bløde bark i træet ved min side.

"Næææh, gør du?!", fløj det sarkastisk ud af mig.

Jason begyndte seriøst at grine helt uhæmmet. Jeg så chokeret på ham.

"HVAD FUCKED GRINER DU AD?!", fløj det olmt ud af mig, mens jeg stod med hænderne placeret i hofterne på mig selv. Jason grinte endnu mere og rystede på hovedet.

"Hahaha, kan du ikke se det? - Vi to? Os to der skændes og truer løs på hinanden?!", grinte han uhæmmet. Jeg så mærkeligt på ham.

"Skal du forestille at være SJOV?!", fløj det sarkastisk ud af mig, mens jeg stod med armene over kors.

Jason stoppede lidt efter lidt sit grin og prøvede at tørre sit smørrede grin af sit pokkers smukke ansigt. Damn, hvor det faktisk klædte ham at grine. Han lignede seriøst en rigtig mors dreng, men... Nej vel?!


"Altså Rachel, hør lige her, je....."

"NEEEJ, jeg vil ikke høre på dig!", afbrød jeg olmt.

Jason prustede hårdt og tog sig opgivende til håret hvor han førte sine fingre igennem.

"Det bløde lækre hår, suk! - NEJ RACHEL! Han er ikke lækker - FAT DET!", kæmpede jeg en evig kamp i mine flyvske tanker.

"Hvorfor skal jeg gøre mig fortjent med sådan et utrætteligt pigebarn?!", røg det opgivende ud af ham og jeg betragtede ham falde til jorden og ligge sig opgivende fladt på ryggen hvor ved han så op i den dunkle aftenhimmel.

Jeg stod og betragtede ham målløst og vi sagde INGENTING. Blot stod jeg og betragtede ham målløst. Efter flere minutter i kvældende stilhed, besluttede jeg mig for at ligge mig ned på græsset ved siden af ham. Ja, jeg vidste ikke hvorfor, men måske vi begge bare trængte til at komme ud med al den dårlige luft. Jeg lå på hans højre side og så flygtigt på ham. Han stirrede bare op i luften og sagde ingenting. Hans ansigt var som forstenet at se på.

"Er jeg virkelig så forfærdelig?", spurgte jeg stille med en undren.

Han så pludseligt på mig uden at sige noget. Før jeg fik protesteret yderligere, tvang han sine læber over mine. Jeg skubbede ham lettere modstræbende på brystet af ham.

"Mmfr...", mumlede jeg med et skævt ansigtsudtryk. Han så med et tomt blik på mig.

"Nej, det var forkert af mig...", mumlede han og han rejste sig straks og gik tilbage mod de andre.

Jeg vendte målløst mit blik op mod aftenhimmelen.

Hvad . var . det . der . lige . skete?

Jeg satte mig målløs op og det gik endelig op for mig, at Jason med garanti havde skjulte følelser for mig, som jeg havde med ham? Men han var jo min kidnapper? Sådan noget skulle bare ikke ske. Jeg sukkede hårdt og begyndte irriterende at hive græstotter op mellem mine ben. NEJ, det var ikke perverst ment, vel!

Jeg hørte skridt nærme sig bag mig. Yup, jeg har en fantastisk hørelse, men jeg magtede ikke at se mig omkring hvem pokker det var. Dog blev min nysgerrighed hurtigt stillet, da vedkommende satte sig ned ved siden af mig. Jeg så målløst til venstre for mig og betragtede ham.

"Sig mig, gik du ikke lige?", spurgte jeg målløst.

Han så ikke på mig, men så bare frem for sig, mens han lænede sine arme på hans lettere bøjet ben.

"Vi skal seriøst snakke!", fløj det bestemt ud af ham.

Jeg så på ham med et undrende løftet øjenbryn og jog min rigtige interesserede kropssprog frem over for ham.

"Lad mig høre?", spurgte jeg med et sarkastisk smil og fik endelig hans fulde opmærksomhed. Han smilte med et bid i underlæben.

"Du kender mig ikke..."

"Mmmh nej, men jeg kunne komme til det!", tilføjede jeg hurtigt på hans ord.

Han så sig flygtigt bag ud, for derefter at se på mig igen og han grinte akavet.

"Altså Rachel, jeg ved ikke hvad pokker det er du gør ved mig, men det virker!", udbrød han som en forvirret. Jeg fniste kort og trak på skuldrene.

"Tja, du er godt klar over, at du er noget af en mundfuld, ikke?", svarede jeg med et spørgsmål. Jason smilte sarkastisk.

"SIGER DU? - Hvad med at se lidt på dig selv også?", forsvarede han sig selv med et sarkastisk grin.

Jeg smilte ikke ligefrem, men damn, hvor satte han tankerne i gang på mig. Jeg så med et skævt blik på ham, mens jeg bed mig i underlæben.

"Jason, du forvirrer mig hele tiden!", slog jeg fast. Jason så med et løftet øjenbryn på mig.

"Det gør du sgu også med mig! Hvorfor kan du ikke bare holde din kæft, være bange for mig og opføre dig som det gidsel, som du burde være?", forklarede han med et kort sarkastisk grin. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Fordi, der bare er visse ting, som jeg bare ikke finder mig i...", svarede jeg undskyldende og så ned i græsset, hvor jeg plukkede flere græstotter.

Der var atter en kvældende stilhed mellem os og det eneste jeg kunne høre fra Jason var hans tunge åndedræt.

"Undskyld for alt...", brød han pludseligt stilheden og jeg så målløst på ham.

"Du undskylder?", spurgte jeg med en klump i halsen, som jeg kæmpede med at synke. Jason nikkede med et undskyldende blik.

"Jeg har været et fjols og unfair over for dig, så undskyld...", svarede han lavt. Jeg smilte svagt.

"Jason, jeg er jo dit gidsel...", svarede jeg lavt og lagde min venstre hånd oven på hans højre skulder og lænede mig mod ham.

Han smilte undskyldende og nikkede svagt.

"Det er du, men jeg opfatter dig ikke sådan...", svarede han stille.

Jeg fniste og følte sommerfuglene gå amok i min mave.

"Hvad gør vi?", spurgte jeg lavt med et lille smil. Jason trak opgivende på skuldrene og lagde sig ned på græsset og så op på mig.

"Jeg ved det ikke? - Jeg ved kun, at du faktisk betyder ret meget for mig...", svarede han lavt, så jeg ikke kunne lade være med at smelte over hans ord.

"Awww!", udbrød jeg med et forelsket smil.

Han grinte svagt og jeg lagde mig ned på hans højre arm og puttede min højre arm over hans brystkasse og fandt hans blik tæt på. Jeg kunne mærke hans varme ånden fra hans lettere adskilte læber. Jeg lukkede øjnene og sukkede svagt, da jeg smagte hans dejlige bløde læber og sekunder efter, hans dejlige tunge......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...