Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49877Visninger
AA

4. Forhandleren.


Rachels synsvinkel:

Lokation: National Banken, 7.52 pm.

Dette var langtfra alt hvad jeg havde drømt om at tilbringe min ferie med min onkel og tante i New York. Jeg fortrød bitterligt, at jeg var gået ind i banken. Hvorfor pokker skulle jeg være så uheldig? Jeg var både træt, utålmodig, men selvfølgelig også bange for hvert minut der ville komme.

Sådan en situation, som jeg og alle de andre gidsler var i, så var alt overladt til tilfældigheder, uden nogen form for planlægning. Jeg sukkede hårdt og ømmede min bagdel for 117'ende gang ved at læne mig lidt til siden for at gnubbe lidt uden på mine skinny jeans. Røven sov og prikkede konstant, af at jeg havde tilbragt flere timer på gulvet.

Bankrøverne sad i en gruppe ovre bag skrankerne og snakkede vidst planer? Jeg kunne dårligt høre dem, eftersom alt var mumlen. De bankrøvere var slet ikke til at blive kloge på. Deres bandeleder Mac, var vendt tilbage fra baglokalet for et stykke tid siden. Selv om ingen havde givet dem til kende, hvem de var, så kunne jeg forestille mig, at de snart ville dø af hedeslag over deres tildækkede elefanthuer. Det havde de også bare godt af. Det kunne forhåbentligt lære dem, at med forbrydelser, betaler det sig aldrig. Jeg smilte frydende over tanken om at de pludseligt ville besvime hele bundet - Gid det var så vel?

"Hvad fanden sidder du og smiler sådan for tøs?!"

Stemmen kom ovre fra min venstre side og jeg så nu klokken 10 for mig hvor fyren med den grønne hættetrøje, brune skinny jeans, hans sorte elefanthue, og hans grå-grønne kolde blik så ned på mig.

"Lad hende dog være, Hazza!"

Jeg flyttede blikket en anelse og så mere frem for mig og opdagede nu Mac stille sig ved siden af Hazza. Mac havde seriøst de vildeste karamelbrune øjne og det var som om, at der skjulte sig en varme og ømhed i hans blik. Ja, kald mig direkte rablende sindssyg, men selv om jeg ikke havde set ansigtet på ham "Mac", eller nogle af de andre bankrøvere, så havde jeg seriøst forelsket mig i Macs karamelbrune øjne. De havde et sært magnetiserende og sorgfuldt udtryk i sig. Tænk, at jeg ligefrem kunne forelske mig i sådan nogle smukke brune øjne, som sad på sådan en brutal og kold type, der ikke havde omtanke for andre?

Jeg følte det som om, at Mac bare stod og betragtede mig med sine tanker fulde, men hvad vidste jeg overhovedet om det? Han nikkede på en kort og overlegen facon med armene over kors.

"Hvad er så pokkers morsomt, dukke-fjæs?", spurgte han med en kold stemme.

Jeg sukkede og så væk fra både ham og Hazza ved hans side.

"Ikke noget...", mumlede jeg med en lav stemme.

Jeg kunne fornemme Macs stirrende blik ned på mig, selv om jeg så hen mod vinduespartiet med de sølvgrå persienner ned over, som Mac havde fået én af de bankansatte til at gå hen og trække for. Garanteret på grund af snigskytters udenfor?

"Jeg skal tisse!", kom det for tredje gang fra den samme tykke mand med runde briller.

Han hverken så velsoigneret ud eller ligefrem duftede godt. Seriøst, havde den mand problemer med blæren eller hvad?

"Det er kraftedeme tredje gang, din odder!", røg det olmt ud af "Brownie"

Ja, jeg havde efterhånden fattet alle deres navne, men det kunne tydeligvis ikke undgås efter flere timer i samme rum med dem. Manden, der brokkede over sin tissetrang, begyndte helt seriøst at tude. Jeg sukkede opgivende og tillod mig, at rejse mig på grund af min sovende røv og mine efterhånden sovende ben. Vildt ubehageligt faktisk. Jeg vidste godt at det var stik imod Mac og hans bandes regler, eftersom de ønskede at have deres gidsler samlet ét sted, men jeg gad seriøst ikke mere.

"Hey! Sæt dig tøs!", fløj det olmt ud af Hazza.

Mac vendte straks sin opmærksomhed mod mig igen. Jeg nægtede at sætte mig lige nu.

"Hvorfor står du op?!", røg det irriteret ud af Mac.

Jeg fnyste irriteret igen.

"Både mine ben og min røv sover, okay?!", svarede jeg sarkastisk igen. Ja, det kunne måske godt virke en anelse flabet, men det sked jeg rent ud sagt på i øjeblikket.

- Og ja, det var måske ret risikabelt, det jeg havde gang i, men jeg nægtede at sætte mig lige nu. Mac sendte mig et skulende blik, kunne jeg fornemme.

"Du går ingen steder, okay?", svarede han med en bestemt stemme igen.

Jeg nikkede blot og stod selvsamme sted, hvor jeg havde siddet før og rystede mine ben på skift, mens jeg gnubbede på mine balder. Jeg kunne mærke en tunghed i mine ben dukke op og det var en pokkers ubehagelig følelse, men også rart at tænke på, at blodomløbet havde godt af det efterhånden. Macs overvågende blik på mig, gjorde mig lettere utilpas.

"Hvad hedder du egentligt?!", fløj det prompte ud af Mac.

Jeg måbede lettere chokeret. Alle omkring os blev stille og betragtede os på skift.

"Mac, det er sgu da for helvede ligegyldigt hvad tøsen hedder.", kom det fra Hazza ved Macs side, mens Hazza prøvede at få Macs fulde opmærksomhed, ved at hive let i Macs sorte hættetrøje.

Ja, han havde smidt sin læderjakke over på én af kontorstolene i edb-området. Der var seriøst også hedt her i banken. Man kunne slet ikke være nogen steder. Mac så straks på Hazza.

"Luk røven, okay?!", svarede Mac igen og Hazza nikkede blot og gik hen og satte sig på en stol længere væk fra os andre.

Mit hjerte røg mere og mere op i halsen, da Mac gik hen mod mig med rolige skridt, til han stod lige op ad mig og så lettere ned på mig. Ja, jeg var ikke høj. Jeg var kun 1.67 cm, men denne Mac, der var så stor i slaget, havde dog ikke højden med sig, for så høj var han virkelig ikke. Jeg turde dårligt se ham ind i hans smukke øjne, der dragede mig, men jeg kunne ikke dy mig for at lade være med at skule på ham ud af øjenkrogen.

"Hvad hedder du?", kom det lavt fra mig og jeg kunne nu lugte hans svedlugt fra den svagt blottede hals.

Han lugtede ikke decideret grimt, men det var tydeligt, at han havde det afsindigt varmt. Jeg sank en klump og sagde ikke noget og så blot ned i gulvet.

"Kig på mig!", kom det lettere hårdt, men stadig i dæmpet tone.

Jeg så op og fandt hans blik der så ud til at betragte mig indgående.

"Hvad hedder du?", spurgte han igen.

"Rachel...", svarede jeg med svag nervøs stemme.

En antydning af smil, var at finde på ham, selv om jeg ikke kunne se hele omkransningen af hans mund.

"Kønt navn...", svarede han lavt.

Jeg sank en klump og nikkede svagt og så ned i gulvet igen.

"Tak...", mumlede jeg forlegent.

"Kønt navn til en køn pige...", hørte jeg en hvisken ved mit øre.

Jeg sank en klump og så straks op og fandt et smørret smil fra ham, mens han fugtede sine læber, inden han vendte sig om og gik væk fra mig. Jeg var pænt målløs. Flirtede han seriøst med mig, eller hvad? - Det var måske lige lovligt chokerende, og så fra en bankrøver? Jeg satte mig ned igen og lukkede øjnene lidt, på grund af trætheden og varmen...

"Rachel... Kønt navn til en køn pige..."

"Kys mig, Mac..."

"Du er så dejlig... Dukke-fjæs..."

"Rachel... Rachel, vågn op!"

Jeg glippede øjnene svagt op og mærkede én stå og sparke blidt til min ene skosål. Jeg så lettere forvirret op og så nu en fyr med elefanthue ned over sig og de typiske tegn, som jeg havde forvekslet med Gucci, men nej, det var Channel og ret underordnet. Mac så spørgende ned på mig.

"Nå?!", kom det fra ham. Jeg sank en klump.

"Må jeg slet ikke sove?", spurgte jeg forvirret. Han viste et tandsmil i sekunder, der virkede sarkastisk, men for pokker nogle flotte tænder han havde.

"Jeg har et lille job til dig, Rachel!", kom det bestemt fra ham. Jeg sank en klump og så flygtigt over på alle de andre gidsler, der både sov og var vågne. Jeg så op på Mac igen.

"Hvad er det for et arbejde?", spurgte jeg målløs. Mac hintede med hovedet.

"Rejs dig nu bare, ikke?!", kom det lettere hårdt fra ham.

Jeg nikkede og rejste mig træt og så flygtigt hen på det store vægur i den anden ende af lokalet. Hold da kæft, var klokken allerede ved at være ti om aftenen? Jeg gnubbede mig lidt på min sovende bagdel og gik roligt fremad og endte lettere ved siden af Mac, som jeg utroligt meget havde lyst til at flå huen af på, bare for at se hvordan han så ud - Særligt efter den foruroligende drøm jeg lige havde haft om ham. Total creepy faktisk!

"Vi skal over til telefonen, der henne. En forhandler er i telefonen og han forlanger at vide, at du og de andre gidsler er i god behold.", forklarede Mac. Jeg så målløs på ham.

"Jamen... Hvorfor mig? - Jeg aner intet om den slags?", svarede jeg lettere chokeret. Mac puffede lettere til mig på ryggen.

"Fordi, jeg føler, at vi to forstår hinanden et eller andet sted - Så derfor synes jeg klart, at det job tilfalder dig!", svarede han bestemt. Jeg sank en klump og nikkede svagt og kom hen til to andre bankrøvere. Det var et par af de andre, som jeg ikke rigtigt havde haft kontakt til.

"Butzy og Insane, ryk jer lidt, så der er plads og råderum for Rachel her!", kom det kontant fra Mac. De to andre nikkede og rykkede dem en anelse væk. Jeg satte mig på kontorstolen foran mig og greb ud efter telefonrøret, der lå på kontorbordet foran mig. Jeg tog røret op til øret.

"H..Hallo?", spurgte jeg svagt nervøs og så lettere til højre for mig og fandt Macs blik på mig.

"Dette er Andrew Collins - Jeg er forhandler i dette fortagende! Hvem taler jeg helt præcist med?"

Jeg sank en svag klump og følelserne overtog en anelse over at høre, at der måske var håb om hjælp udefra.

"D.. Du snakker med Rachel...", snøftede jeg svagt. Jeg nægtede at se på Mac eller nogen af de andre lige nu.

"Rachel - Er du gidsel?"

Jeg nikkede febrilsk med flere tårer rendende.

"Ja...", svarede jeg spagt og snøftede.

"Rolig Rachel, det skal nok gå... Vi skal nok få dig og de andre ud i god behold - Vi arbejder på højtryk for sagen - Så tag en dyb indånding og svar mig, så godt du nu kan på mine spørgsmål, som jeg vil stille dig, er det forstået, Rachel?"

Jeg nikkede febrilsk og snøftede svagt og gned lettere mine forvildede tårer væk fra mine kinder.

"Ja, det er forstået...", svarede jeg stille.

"Hvor mange bankrøvere er der derinde?"

"De er seks...", svarede jeg med en klump i halsen og så flygtigt op på Mac, inden jeg så væk igen.

"Godt Rachel - Hvor mange gidsler er i alt?"

Jeg havde egentligt ikke tænkt over det selv og så flygtigt hen til alle de andre gidsler, der sad ved endevæggen. Jeg talte hurtigt i hovedet og kom frem til 22 gidsler. Jeg sank en klump.

"Vi er 23 med mig inklusive...", svarede jeg spagt.

"- Og i har det alle sammen godt?"

Jeg nikkede febrilsk.

"Ja..."

"Rachel, hvor gammel er du?"

Jeg begyndte at græde stille igen.

"Jeg er atten år...", hulkede jeg stille.

"Du klarer det flot, Rachel... Vil du være sød at indsamle alle gidslernes fulde navne og fortælle mig dem?"

Jeg hulkede endnu mere.

"Ja...", hulkede jeg.

"Godt Rachel, jeg lægger på nu og så ringer jeg op om femten minutter, forstået?"

Jeg nikkede med en klump i halsen.

"Okay Andrew...", svarede jeg med et snøft og lagde på.

"Hvorfor fucked lagde du på?!", om det lettere hårdt fra Mac. Jeg tørrede mine våde kinder.

"J... jeg skulle indsamle alle gidslerne fulde navne, så vil forhandleren ringe i gen om et kvarter...", svarede jeg spagt.

Mac så med et undrende blik på mig.

"Nå! Hvad fucked skal de bruge jeres navne til?", spurgte Mac på en opgivende måde. Jeg sukkede svagt og tog mig mere sammen end før.

"De vil vel gerne vide præcist hvem der er her inde, så de kan kontakte familie og venner? - Virker det ikke rimelig fair?", forklarede jeg med et svagt smil.

Mac blinkede et sekund med øjet, men det var tydeligvis af lettere forvirring. Han rystede i sekunder på hovedet.

"Nå ja, det er vel fint nok!", svarede han på en stram facon.

Jeg greb ud efter en lille blok, der lå på skrivebordet og tog en kuglepen fra holderen og rejste mig og begav mig hen mod de andre gidsler.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...