Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
50059Visninger
AA

6. "Amar!"


Rachels synsvinkel:

"Nu må du være stærk, min pige - Både din mor og jeg, ved at du nok skal klare den. Bare hold ud, skat!"

Jeg nikkede med tårerne rendende ned ad kinderne.

"Ja... Det skal skal jeg nok...", snøftede jeg svagt, og lod mit blik ramme hans i flygtige sekunder.

Han sad på en kontorstol foroverbøjet, mens han sad halvt fordybet i hans egen mobil. Hans varme blik ramte mit, som et behageligt stød, inden jeg så ned i gulvet igen. Min mave gjorde urolige ting, som jeg ikke kunne beskrive. Jeg havde aldrig set hans ansigt, men hans stemme, øjne og hans smil, når han endelig smilte, gjorde et eller andet ved mig. Ja, jeg var slet ikke i tvivl. Bankrøveren gjorde mig blød om hjertet.

- Det var faktisk en sørgelig kendsgerning, at jeg havde tabt mit hjerte for en kriminel. Jeg sukkede hårdt og valgte at fjerne tankerne fra Mac. Det var nok hele situationen, som den var nu, der gjorde, at jeg tænkte så desperat om sådan en kold type?

"Er du okay, skat?", spurgte min far yderligere i telefonen.

Pis osse! Han kunne med garanti høre på mine dybe suk, at alt ikke var helt som det skulle være. Jeg rystede modstræbende på hovedet.

"Nej, der er ikke noget far... Jeg vil smutte, da jeg vil spare på strømmen på min telefon...", forklarede jeg stille.

"Det er forståeligt skat... Prøv at få lidt søvn, ikke?"

Jeg nikkede med et meget svagt fremtvungen smil.

"Det skal jeg nok, far - Giv mor et knus fra mig... Jeg elsker jer...", svarede jeg med et lille knæk i stemmen.

"Elsker dig, min pige..."

Jeg snøftede svagt og fjernede min iPhone fra mit øre og lagde på. Jeg så op og fandt atter hans blik på mig. Det var dog utroligt, som han kunne tryllebinde mig med hans smukke karamelbrune øjne. Jeg smilte meget falsk til ham og lagde mig ned på det hårde gulv. Jeg lagde min bløde pelsjakke som en bylt på gulvet, så den kunne fungere som en midlertidig hovedpude. Jeg lukkede øjnene i og prøvede at slappe af i kroppen, men det var sindssygt svært, eftersom alt det der havde været foregået gjorde mig anspændt og jeg skulle lige hilse at sige, at dette gulv heller ikke var det mest skønne sted at sove. Hårdt og ukomfortabelt.

"Godnat Rachel..."

Hans rolige stemme, fik mig til at åbne øjnene et øjeblik og jeg opdagede hans smil nede på mig. Jeg følte varmen stige lidt i kinderne. Jeg smilte træt.

"Godnat...", svarede jeg lavt med et rødmende smil og vendte mig om på den anden side.

Bare tanken om, at han måske sad og stirrede ned på mig, gjorde mig ret utilpas. Det var ikke sådan, at jeg ikke ville have det, men det var måske bare ikke så passende heller. Jeg følte at der var noget i mellem os - mere end der skulle være mellem en kriminel bankrøver og et gidsel. Kunne man snakke om noget mere upassende? Jeg havde alligevel svært ved at falde i søvn, så jeg lå nu og gloede ind i den svagt oplyste væg. Jeg valgte dog at lukke øjnene og tænke på alle de gode ting jeg ellers havde i livet og inden kort tid faldt jeg lettere i en urolig søvn....

~

Jeg vågnede ved lugten af læder og følte mig ret afbrækket i kroppen på grund af det hårde gulv. Jeg slog undrende mine øjne op og opdagede at der lå en læderagtig ting oven på mig. Jeg rejste mig lettere besværet og opdagede straks at det var en læderjakke. Jeg så undrende på den og kiggede nu i inderforet, hvor der stod:

"Belongs to: J.McCann."

Jeg sank en klump i halsen og så over mod Mac, der sad og sov i selvsamme kontorstol, som da jeg faldt i søvn.

"Jason McCann...", mumlede jeg chokeret og til min chokerede forventning, glippede Mac øjnene op og så fortumlet hen på mig.

Han rettede sig lidt op. Jeg rejste mig straks og gik hen til ham. Han vågnede mere op og rystede lettere forvirret på hovedet, til jeg stod lige foran ham og så ned på ham. Jeg smed jakken ned til ham og fnyste.

"Tak for lån, MC!", slog jeg fast på en olm og sarkastisk måde, og lod ham bemærke, at jeg havde bemærket foret og navnet i hans jakke. Jeg skulede ned på ham, hvor ved han så overrasket på det blottede for i jakken.

"Jeg kan forklare...", hviskede han, netop for ikke at vække de andre sovende i lokalet.

Jeg vendte med ryggen til ham med armene over kors.

"Tak, du behøver ikke at forklare...", svarede jeg lavt med ryggen til.

Pludseligt blev jeg puffet i ryggen og en varm hånd greb min. Han trak af sted med mig over mod døren, som han og de andre havde benyttet dem så meget af de sidste mange timer. Han puffede mig ind i lokalet og lukkede døren efter sig. Jeg fnyste over ham.

"Hvad fanden har du gang i?!", fløj det ud af mig, mens jeg betragtede ham frustreret med armene over kors.

"Shhhhyy! - De kan sgu sagtens høre os, hvis du har tænkt dig at råbe, så vær sød at dæmpe dig lidt, okay?", tyssede han på mig og jeg sank en klump og trak vejret så roligt jeg kunne, mens jeg betragtede ham trække sin elefanthue af sit hoved.

Synet af ham, gjorde mig lettere åndeløs. Nok havde jeg været betaget af hans smukke brune øjne og det charmerende smil, men at se hans ansigt i helhed, fik mit hjerte til at slå en masse kolbøtter. Fyren var jo vildt smuk! - Og ja, det kan man fandeme godt sige om en mand. Jeg kunne ikke få blikket væk fra ham. Han smilte på en lettere ubekvem måde.

"Så, navnet Mac, er bare et kælenavn?", spurgte jeg forsigtigt og nærmede mig ham langsomt. Han smilte svagt og nikkede.

Noget gik yderligere op for mig. Jeg havde set den fyr før, men jeg kunne ikke helt pejle mig ind på hvor?

"Jeg kan jo nok ikke ligefrem påstå, at jeg er en anden, nu hvor du opdagede mit navn i min læderjakke...", forklarede han med et hårdt suk og så i sekunder ned i gulvet. Jeg nikkede blot og han så op igen på mig.

"Er dit fulde navn, Jason McCann?", spurgte jeg ligeud. Han nikkede med en smal streg om munden.

"Det kan jeg nok ikke løbe fra? - Det kan du jo ligesom også se nu, hvor du ser mit ansigt?", svarede han med et sarkastisk kort grin.

Jeg slappede af i kroppen og smilte svagt og rystede på hovedet.

"Jeg kender ikke denne Jason McCann, hvis jeg skal være ærlig... Han var bare én jeg læste om i avisen på Starbucks cafeen i går. Før den avis, havde jeg aldrig nogensinde hørt om Jason McCann før...", forklarede jeg stille med et svagt smil. Jason så forbløffet på mig.

"Seriøst?", spurgte han med et lille grin. Jeg nikkede med et smil.

"Det er helt seriøst, Jason... Det eneste jeg ved om dig, er at du er bankrøver, og at du som syttenårig blev anholdt og fik en dom på tre år i åbent fængsel på grund af stofhandel... Jeg ved at du er tyve år og lige løsladt, men det er også alt...", forklarede jeg behersket.

Jason smilte skævt til mig og satte sig ned på gulvet op ad væggen. Jeg smilte svagt og turde sjovt nok godt sætte mig ned ved siden af ham.

"Men jeg må indrømme, at jeg føler, at jeg faktisk har set dig et sted før, men jeg kan ikke helt pejle mig ind på hvor?", sagde jeg yderligere.

Jason så på mig med et smil, der sjovt nok ikke viste, om han overhovedet var overrasket over mine ord.

"Så kan jeg lige så godt sige, at det slet ikke kommer bag på mig overhovedet - og hvis du nu tænker dig rigtigt godt om, Rachel, så er jeg måske ikke helt så fremmed for dig alligevel?", grinte han svagt.

"Men på den anden side, så er det vidst godt det samme, at du ikke ved mere end det om mig...", sagde han stille.

Jeg vendte min opmærksomhed mod ham med forundring.

"Er der da noget jeg ikke bør vide?", spurgte jeg undrende. Jason smilte næsten ikke, men det var der da. Han rystede på hovedet.

"Det er ikke videre interessant, Rachel. Jeg mener bare, at du nok ikke lige bør kende mere til mig, end det du gør nu... Din familie vil med garanti heller ikke sætte pris på det, trust me!", forklarede han. Jeg så med undren på ham.

"Min familie?", spurgte jeg undrende.

Ja, jeg kunne ikke ligefrem se, hvorfor pokker min familie skulle blandes ind i samtalen og så lige nu og her? Jason nikkede med et lille smørret smil. Han så direkte på mig med et drilsk blik, så jeg følte en sværm af sommerfugle i maven.

"Rachel - Stop det fnidder! Han er kriminel og farlig og SLET ikke dig!", tænkte jeg skamfuldt, men jeg kunne slet ikke få mine tanker væk fra hvordan hans bløde læber ville smage.

Puha, jeg vidste ikke hvor jeg skulle få den idé fra, men sådan en attraktiv og vildt lækker fyr, kunne garanteret noget særligt med sine kys?

"Ja altså, de vil vel næppe sætte pris på, at du omgås kriminelle fyre, eller i hele taget kriminelle mennesker? - Har jeg ikke ret?", svarede han med et spørgsmål. Jeg grinte svagt og nikkede.

"Jo, du har nok ret, Jason...", svarede jeg med et skævt smil.

Jason grinte svagt og lænede sit hoved op ad den hvidmalede murvæg.

"Det er på en måde ret sjovt, det her...", sagde han stille mens han stirrede lige ud i luften. Jeg grinte svagt.

"Hvad er sjovt?", spurgte jeg eftertænksomt.

Han vendte ansigtet mod mig og vores blikke mødtes tæt på hinanden. Seriøst, han havde virkelig de mest dragende øjne - Hvad fanden skete der for det? Jason kradsede sig lidt i nakken og så med et lettere undskyldende blik på mig.

"Kan du da ikke mærke det?", spurgte han med et særligt blik.

Jeg så forundret på ham og rystede svagt på hovedet.

"Mærke hvad?", spurgte jeg undrende.

Han fugtede sine lækre læber i et smørret smil.

"Ja altså, os to? - Vi har en eller anden særlig connection her...", forklarede han. Jeg grinte svagt og så væk fra ham.

"Det er da bare fordi, at du har bedt så meget om min hjælp til forhandlingerne og sådan?", forklarede jeg stille og så bare lige ud i luften. Hørte et svagt fnys fra ham.

"Tja, det er det vel?", sukkede han. Jeg så atter på ham med med undren.

"Føler du da, at der er mere?", spurgte jeg dumt.

Tænk at jeg kunne få mig selv til at spørge om den slags? Jeg var jo ligesom klar over det selv med alle de små flirts vi havde haft nu og da. Jeg var da for fanden ikke født i går. Han smilte skævt og trak på skuldrene.

"Tja, du kan måske ikke mærke det?", spurgte han med et smil.

Jeg fandt hans intense blik på mig og mit hjerte slog flere kolbøtter, da han lagde sin ene hånd på min kind og nussede min kind blidt med hans tommelfinger. Jeg sank en klump og lod ham trække mig tættere mod hans indbydende mund.

"Det her...", hviskede han og bare følelsen af hans varme ånden tæt på mine læber, fik min mave til at opføre sig vanvittigt.
"Mac?!"
En gennemtrængende stemme og lyden af døren der gik op, fik Jason til at fjerne sig omgående fra mig. Han rejste sig hurtigt og jeg så nu fyren med den grønne hættetrøje og brune skinny jeans - Hazza! Hvor typisk, at han lige skulle dukke op nu. Jeg så op mod Jason, der lignede én, der langtfra havde styr på sin vejrtrækning.

"Hvad fanden laver du, main?!", fløj det ud af Hazza, der gik med faretruende skridt hen mod Jason.

Jason stod og rystede lettere på hovedet.

"Ja eh, alts...."
"Du afslører os kraftedeme! Og du skal forestille og være lederen i det her foretagende, Mac?!", afbrød Hazza frustreret.

Jeg rejste mig forsigtigt og vidste langtfra om jeg overhovedet skulle sige noget nu?

"Hazza... Hun ved godt, at jeg er Jason McCann - det er ingen hemmelighed...", kom det overraskende roligt fra Jason. Hazza så målløs på Jason.

"Ved hun så også hvem jeg er?", spurgte Hazza, mens han pegede mod sig selv. Jason rystede på hovedet.
"Nej, hun kender kun til mig og ikke nogen af jer andre - Jeg er sikker på, at hun nok skal holde sin kæft omkring dette...", forklarede Jason.

Jeg nærmede mig forsigtigt dem og så på Hazza.

"Jeg lover ikke at sige noget som helst til de andre - Jeg lover det, Hazza...", sagde jeg bestemt.

Hazzas grå-grønne øjne virkede ikke videre overbevist. Han så væk fra mig og så på Jason.

"Du kan godt stole på Rachel, det er jeg sikker på!", sagde Jason bestemt. Hazza skulede på Jason.

"Det siger du jo kun fordi, at du og Rachel øjensynligt har noget kørende! Trust me, jeg så jer begge to fra døren af!", kom det bestemt fra Hazza. Jeg sukkede svagt og så blot på Hazza.

"Jeg siger ikke noget - Amar!", svarede jeg yderligere og valgte at forlade Hazza og Jason i baglokalet, for at gå ind til de andre...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...