No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6887Visninger
AA

21. No Control - Faith Audrey Payne.


"Wanted to love you

i did

wanted to hate you

i did

but where is my control? 

I realised that.. 

i really have no control. " 

 

- IGEN KAN STAVEFEJL FINDE STED

 

Der var gået en uge siden mit kys med Justin. Jeg tog derhen for at sige undskyld, og ja, det endte med at vi kyssede - intet andet. Vi gjorde ikke andet, det lover jeg. Men ja, jeg var så kommet hjem nu, da jeg havde tilbragt min uge sammen med ham, og så sad jeg med et brev som jeg åbenbart havde modtaget af..

Harry. 

Jeg satte mig ned på sengen, og foldede indholdet ud hvorefter jeg tøvede inden jeg begyndte med at læse. Allerede de første sætninger fik mig til at eksplodere, og jeg blev ret... forvirret?

 

Hej Faith.. 

 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive.. Virkelig.

Faktisk undrer det mig, at jeg skriver et brev istedet for en besked, men jeg har bare ikke haft lysten til at tage min mobil op for at skrive til dig. 

Det her er brev vil måske være det sidste brev eller den sidste hilsen jeg kommer til at give dig. Faith.. Jeg kan ikke give dig en god grund til det, jeg gør nu, men nu gør jeg det altså.

Jeg vil ikke have at du kontakter mig, hverken over besked, opkald eller når jeg er hos drengene. Fint, du bor sammen med Liam, men du skal ikke snakke med mig. 

Jeg kommer ikke hjem før om fire måneder, så jeg skal nok komme over vores 'venskab', og det håber jeg også du gør. Intet er galt med dig, Faith, men jeg kan ikke det her. Kend mig som Harry Styles fra One Direction, og ikke din ven.

Jeg er så ked af det. Du må forstå det og så lad være med at kontakte mig, det er for vores eget bedste. Du er alligevel sammen med Justin, jeg ved godt han vil passe på dig, mere end jeg vil kunne gøre. Han elsker dig, Faith. Jeg forstår ikke hvordan vi er endt her. Ikke kun dig, men også mig, Liam og de andre drenge. Jeg er så ked af det jeg har gjort, for jeg burde aldrig mistænke ham. Du hjalp ham og det elskede jeg - jeg gør det stadigvæk. 

Da jeg fandt ud af at Andy var din 'bror' fik jeg et chok, og ikke mindst da jeg fandt ud af din baggrund. Jeg forstod ikke hvordan en pige som dig kunne ende på et sådan sted som hospitalet, men nu ved jeg det.. Andy svigtede dig. 

Da jeg senere fandt ud af at Liam var din bror, kunne jeg ikke andet end at bebrejde mig selv. Bror og søster sammen? Hell no. 

Han er din bror Faith, og det er jeg stolt af. Liam er verdens venligste fyr, og at du er hans søster, siger spar to.. 

Men ja, nu er vi i sidste ende. Enden hvor vi må sige farvel. Jeg er ked af det, men..

Farvel, Faith. Farvel. 

Hilsen

Harry. 

 

Et underligt halv skrig fløj ud af min mund, hvorfor vidste jeg ikke, men ja, det skete altså. Jeg blinkede et par gange med øjnene, bed mig i læben og rejste mig så op hvor jeg styrtede ind i stuen. "Drenge," halvråbte jeg og fik efter opmærksomheden fra alle drengene, de sad og kiggede underligt på mig - jeg så også panikslagen ud. "Faith, hvad sker der?" spurgte Liam bekymret, og selvom jeg ikke ville have at de skulle indblandes i noget, så smed jeg alligevel brevet hen på bordet. 

"Hvad fanden er det?" spurgte jeg med sammenbidte tænder, og lagde armene over kors. Jeg havde ingen anelse om hvorfor jeg forventede et rigtigt svar fra drengene, men på en måde følte jeg at de kendte til svaret - de var trods alt bedstevenner, de delte alt hvad de havde på hjertet. 

"Liam," mumlede Niall chokeret efter at have læst det. Liam tog brevet ud af hånden på ham og skimmede det igennem inden hans forvirrede blik ramte mit, hvilket resulterede i at jeg vidste han ikke havde hørt noget som helst. "Jeg ved ikke hvad det her er," sagde han forundret og rynkede på panden. 

"Jeg ved det," sagde en hæs stemme der kun kunne tilhøre Zayn, og derfor rettede jeg mit blik over mod ham, og løftede et øjenbryn. "Godt, hvad mener din bedsteven med at han ikke vil snakke med mig mere? Hvad sker der for din ven, Zayn?" spurgte jeg irriteret om, da jeg mere end gerne ville vide om alt det her, om hvad Harry mente med brevet, og hvorfor han ikke ville have noget med mig at gøre længere.

 

"Han er forelsket i dig, Faith," røg det ud af ham, og hans blik røg over på Liam, hvilket mit også gjorde. Vent hvad? Harry, forelsket i mig? Den verdensberømte Harry, og Liam's bedsteven, forelsket i mig? 

"Hvad?" røg det chokeret ud af både mig og Liam - samtidig. "Han var vred da han kom hjem for en uge siden, og jeg var ude og ryge. Jeg hørte jeres telefonsamtale, og så spurgte jeg ham hvad der skete. Han fortalte mig at han var forelsket i dig. Han havde set dig kysse med Justin fra det der kamera der, og han var såret. Det er derfor han ikke ville tage med os på ferien, og hellere ville hjem til hans forældre," fortsatte Zayn, indtil Liam løftede sin hånd som et tegn på at han skal stoppe. "Harry er forelsket i Faith?" mumlede han for sig selv. "Hvordan kan det passe?" spurgte jeg mig selv om, og sukkede. 

"Så Justin havde ret.. Han er virkelig forelsket... i mig?" spurgte jeg endnu engang, og dumpede ned i sofaen ved siden af Niall. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke fik mig til at skælve indeni. Jeg fik en eller anden underlig følelse, og jeg kunne ikke lade være med at smile, det blev dog ikke mere end et lille smil, og om drengene så det eller ej, så kunne jeg bare ikke lade være. 

"Hvad sidder du og smiler sådan over?" spurgte Louis mig sjovt om, så det fik smilet til at forsvinde hurtigt. "Intet, jeg er bare overrasket," sukkede jeg, for det var rigtigt. Harry havde formået at gøre mig underlig tilpas. 

"Det er for langt ude," sagde Liam, og tog sin mobil op, men jeg fik den taget ud af hans hånd. "Liam, du skal ikke skrive til ham. Hvis han ikke vil snakke med mig mere, så er det vel hans problem. Det er ikke vores eller hans skyld at han pludselig begyndte med at kunne lide mig," forklarede jeg ham, og sendte ham et roligt smil, som så ud til at virke, for lidt efter nikkede han, tog sin telefon og lod et smil komme på hans læber. 

Jeg kunne ønske at smilet også var at finde på mine læber, men jeg kunne simpelthen ikke gøre det. Jeg forstod stadigvæk ikke hvorfor Harry ikke havde sagt noget, han lignede ikke engang en person der kunne lide mig. Ikke for at dømme ham, men han havde slet ikke vist mig nogen form for følelser. 

Frustreret rejste jeg mig op, hvilket tiltrak drengenes opmærksomhed og sukkede. "Jeg går en tur," mumlede jeg til sidst, og gik ud i gangen hvor både jakke og sko blev taget på. Jeg åbnede døren og gik ud hvor jeg bare smækkede døren i - det var ikke koldt, men det var heller ikke varmt, og jeg kunne ikke lade være med at sukke tilfreds over vejret der mindede mig om dengang Harry havde taget mig med ud og spise, fordi Andy ikke ville give mig mad. 

Andy.

Hvad lavede han mon? 

Uden at jeg kunne stoppe mig selv, begyndte jeg bare med at gå hen mod elevatoren, der stod åben. Jeg kom ind, og varmen voldtog mig næsten, hvis ikke det var fordi der kom lidt luft ind af døren der stadig var åben. Jeg ventede til elevatoren stoppede, og jeg lukkede øjnene for jeg havde aldrig sådan været vild med elevatorer, de gjorde mig virkelig irriteret. Jeg trådte ud og begyndte så bare med at gå. 

Den velkendte vej var ikke til at tage fejl af, og jeg vidste det var forkert, men hvor jeg ellers skulle gå hen, vidste jeg ikke. Måske var det godt, at jeg tog derhen? Måske ville personen tage godt imod mig, og ikke være sur over at jeg bare svigtede den person som rent faktisk betød noget for mig. Et suk røg ud af mig, og jeg ville ønske at jeg kendte svaret, men tiden skulle vise alt.

Jeg gik, og gik. Det føltes som timer, men egentlig gik jeg kun i en halv time før jeg kom frem til det velkendte hus. Jeg sank en klump, lukkede kort øjnene og gik så op til hoveddøren. Jeg trykkede på ringeklokken, den samme som var der for et par måneder siden - næsten et år, ville jeg vædde med. 

 

Der gik lidt tid inden døren gik op og da personen så mig, fik hun et stort chok. 

"Faith!" udbrød hun, og lagde hænderne over hendes mund mens hun fik et gisp ude. Jeg kunne ikke se om det var vrede eller tristheden der var skyllet ind over hendes øjne..

 

"Hej Daisy," snøftede jeg. "Må jeg ikke komme ind? Jeg tror at jeg har mistet kontrollen, eller.. jeg tror at jeg ingen kontrol har længere.." 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...