No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6867Visninger
AA

1. My story.

Faith's P.O.V

 

At jeg sad her, i en bil igen, det var mærkeligt. Efter så lang tid. Hvor havde jeg dog savnet den velkendte duft af bilen, en duft, som kan få en til at lukke øjnene og bare takke gud for at have givet det. Dér var der ikke biler, intet andet end en sølle seng og et skrivebord, hvis man nu ville tegne eller ville skrive noget. Aha, som om jeg gad det. Hvorfor jeg egentlig var endt der ind, og aldrig var blevet besøgt, det havde jeg endnu ikke forstået. Hvem ville kunne det? De ville alligevel ikke forstå det, ingen. Hvem ville lytte til en pige der lige var kommet ud af en psykiatrisk afdeling? Ups, det var vel mig. Mig der lige var kommet ud, og mig som ingen ville lytte til. Nu ville alle tro, jeg er sindssyg, men sagen er.

 

Jeg er ikke sindssyg? Jeg havde aldrig været sindssyg. Det troede de bare, de troede at jeg var syg, og at jeg skulle skubbes derind, et sted hvor jeg rent faktisk ikke tilhørte. Altsammen var hans skyld.

Sikke et stort spørgsmål, ikke? Hvem er han? Det var en lidt for indviklet historie, den får i senere, nu ville jeg bare gerne hvile min skønne hjerne, haha. Det da godt at jeg stadig kunne lave sjov, selvom jeg var kommet ud af en afdeling? Jo ser du, faktisk var jeg jo ikke syg, så det gav mening, gjorde det ikke? 

Det gjorde det for mig i hvert fald. 

"Vi er kommet," kom det fra en alt for kølig stemme - Ham - som i virkeligheden trak mig ud af mine tanker, dejlige tanker, huh? Jeg steg ud af bilen, og lod ham tage mine ting, selvom det ikke var meget, kun tøj. Jeg måtte jo ikke bruge parfumer, og makeup der, selvom min privatsøster, som hed Dasy - det var en som arbejdede der, jeg fik særbehandling, jubi - og hun gav mig lov til makeup, og en lille bitte smule parfume. Det var dog kun om weekenden, for ellers ville de andre opdage det. 

Nu spørger du sikkert, hvorfor kan de ikke opdage dig om weekenden? Ser du, Dasy havde fået tilladelse og tog mig altid hjem til hendes nummer 2 lejlighed. Det var en lejlighed, kun for dem hun passede på, dem der var syge. Dér tog jeg makeup på, og fortæl ikke til nogen at jeg faktisk udspionerede ham engang imellem. Dasy forstod mig, for hun troede på mig, hun vidste at jeg ikke var syg, for i virkeligheden var det hende, som tog imod mig, da jeg blev skubbet derind. 

Hvorfor jeg heletiden tænker 'skubbet'? Fordi de svigtede mig. Han svigtede mig, og så var det som om han skubbede mig derind. 

"Kommer du?," kom det fra ham. Andy, hed han. Ham der var en kæmpe nar. "Ja, jeg kommer," vrissede jeg af ham. Jeg blev sur af mine tanker, og han blev sikkert bange. Bange for at jeg ville gøre ham noget, hah. Som om jeg gad at bruge min tid på det. Andy sukkede, og gik indenfor, hvorefter jeg fulgte med. Da jeg kom indenfor, var det som om, at jeg for et kort øjeblik havde glemt alt om at bo hjemme. Var det mit hjem? Godt nok, var det den samme lejlighed, men der var ændret lidt på tingene, der var trods alt gået syv år.

 

Vil du høre noget der er mærkeligt? - igen? Okay, godt så. Dengang jeg var ti, og jeg STADIG boede derhjemme, så var mig og Andy bedstevenner. Han passede på mig, han elskede mig og gjorde alt for mig. Spørgsmålet er bare, hvor den gamle Andy var? Ham der elskede mig? Hvorfor fuck fik han mig ind på en afdeling, hvor jeg ikke tilhørte? Ovenikøbet i SYV fucking år? 

Jeg havde ikke grædt siden. Aldrig. Jeg husker stadig mit farvel til ham.

 

Hvorfor gik han? Hvor var jeg? "Andy, hvor skal du hen?!" råbte jeg efter ham, men han kiggede tomt på mig, mens en tåre trillede ned af hans kind. Hvad var der galt? "Andy, hvor er jeg?" græd jeg. 

Endelig stoppede han op, og løftede han hånden op, hvor han lod håndfladen vende opad. 

"Dit nye hjem." og så var han væk. Han kørte hurtigt væk, og jeg græd bare mens der var en ung pige, da prøvede på at få mig med sig. 

Da jeg indså at han var taget af sted uden mig, og at han havde svigtet mig - at jeg ikke længere havde en bedsteven der hed Andy, så blev jeg sur. Jeg gik med pigen, stadig med tårerne ned af kinderne. 

 

Han var ikke min bedsteven. Ikke mere. Han var en idiot. Om han kun var min bedsteven? Åh forhelvede nej da, fanden tage ham. Hvorfor skulle min mor også føde ham? Rigtigt nok, så var Andy min fucking bror. 

Det bedst hvis jeg præsenterer mig selv, er det ikke? Jo. 

 

Mit navn er Faith Samuels, jeg er 17 år gammel, og er en utrolig sød pige - løgn. Efter at have været derinde i så langtid, har jeg fået opbygget en facade - flabet. Jeg har ikke så meget at fortælle om mig selv, intet andet end at jeg i syv år havde tilbragt min tid på en psykiatrisk afdeling - og at jeg havde en klam bror, ved navn Andy Samuels, han VAR min bror, gud nej, om han var min bror nu. Jeg skulle bare bo med ham, intet bånd. Jeg havde ikke andre søskende, og så havde jeg ikke forældre. De døde skam da der var en uge til min ti-årsfødselsdag, og der var gået en måned siden jeg fyldte ti, hvor jeg blev sendt til psykiatrisk afdeling, så må du gætte resten. Folk troede jeg var sindssyg, fordi mine forældre døde, og jeg havde en deprimeret uge. Den skide dreng, Andy, gav mig ikke engang lov til at blive hjemme fra skolen, selv den dag hun skulle begraves. Jeg var med, men altså, efter skole. Han sagde at jeg ville få det bedre ved at gå i skole, åh, jeg fik det jo bedre, hvor jeg blev sendt til mit nye hjem. Dejligt ikke? Mærk ironien. 

 

Jeg gik op på værelset, som var mit. Det var det i hvert fald engang, hvis ikke de havde overtaget det, ligesom mit liv. Idioter. Jeg kom derind, og så at mine ting stadig var der, intet var anderledes, udover at mine ting var blevet slidte, af at vente i syv år. Sikke et værelse, ligner et værelse, ejet af et barn, åh gud, jeg var godt nok blevet stor, jeg var da også blevet smuk, det vidste jeg da, ahah. Selvtilliden var der stadig, uhh. 

Jeg satte mig ned på min seng og kiggede rundt omkring. Min irriterende bror kom ind med mine ting. "Jeg bestiller pizza, hvis du stadig ved hvad det er," mumlede han og kiggede fraværende på mig. Jeg løftede et øjenbryn, engang elskede jeg det mere end noget andet, og jeg gjorde det stadig, jeg spiste med Dasy haha. "Selvfølgelig ved jeg hvad det er, jeg er ikke så dum, kære," svarede jeg irriteret, og kiggede på ham. Han trak bare på skuldrene og gik nedenunder, han kunne bare skride ad helvedes til. 

Jeg vidste godt at jeg bandede for meget, men who cares? Jeg havde da ret til det efter så langtid. 

 

“Der er pizza!” råbte Andy, havde jeg nogensinde fortalt dig hvor meget jeg hadede den drengs stemme? Hvis ikke, så fortalte jeg det I hvert fald nu. Jeg gik nedenunder, og kom ind I køkkenet hvor der var mad. Jeg blev ikke overrasket, for jeg fik også god mad der, ikke kun klamme hospitals mad, aha, jeg havde særbehandling, did you know that? Så længe Dasy var der, havde jeg det luksust, og nu savnede jeg hende allerede, hm. “Du ser ikke overrasket ud,” urrgg, hans stemme igen. “Næh, hvorfor skulle jeg være overrasket? Det jo bare mad?” Jeg kiggede på ham, og han så mærkeligt på mig. “Hm, hvis du siger det. Det kunne jo være, at hospitalet ikke gad at give god mad, fordi man er sindssyg.” Han mumlede det, ja, men jeg hørte det god tog det pissede mig ærligtalt af. “Nu holder du din kæft, og du skal ikke nævne det igen, for jeg er fuckng ikke sindssyg. DU er sindssyg!” røg det hårdt ud af mig, jeg foretrak ikke en mine, sagde det bare på en hård måde og satte mig ned. Han sukkede, “Slap af..” han fik hans hænder op foran ham, for sådan at beskytte sig, hvis du ved det. Han opførede sig som om at jeg ville angribe. Uden at sige noget, begyndte jeg bare med at spise. Mh, pizza smagte altid godt, aaltid. I’m lovin’ iiiit.

Okay, nu var det tidspunktet, hvor jeg skulle smide min pizza, og slå Andy ned med en heksekost, eller noget i den stil, for han var pisse hamrende irriterende, sådan som han sad og spiste mens han skrev på sin telefon. Arh, jeg hadede sådan noget, og det havde jeg altid gjort. “Du sidder stadig og spiller imens vi spiser? Fuck, du har jo slet ikke ændret dig.” Det var ikke meningen at jeg skulle sige det højt, for det ville jo næsten lyde som om at jeg havde savnet det, og det havde jeg I den grad IKKE.

 

Han kunne bare spise snot.

Ad, snot. Det smager faktisk godt, mh, og så med nutella.

Okay, det havde jeg ikke prøvet, jeg er ikke mærkelig, det siger vi, OKAY?

 

“Mh, du har stadig din hukommelse, det er da altid noget.” Nu pissede han mig af, sådan at han tissede på mig, så mit kød røg af.

Jeg rejste mig vredt op, så gaflen og kniven faldt ned på tallerkenen. “Nu stopper du fandme.” “Fa-“ “Du skal ikke sige mit navn igen, Andy Samuels!” råbte jeg ad ham, og gik hurtigt ovenpå. Jeg gad ham virkelig ikke mere, han gjorde mig så.. vred, og så.. jeg havde ikke et ord for det, sorry.

 

Min bror var 21 år, ligesom hans ven, Niall.

Uh, om jeg kendte til One Direction? Yeah, Dasy havde opdateret mig om alt det der. Han havde også en bedsteven som hed Liam Payne, også en af medlemmerne.

 

Med et suk, lagde jeg mig ned og faldt I søvn.

 

 

 

 


Jeg vågnede op ved lyden af drengestemmer nedenunder, og jeg satte mig derfor op på min seng.

“Niall, giv mig nu chipsposen!” råbte en eller anden, og drengen, som nu hed Niall, blev ved med at råbe nej. De skreg, og det fik min kvalme til at vokse sig. Hvor klamt, de er så klamme som noget kan være. Hver gang Dasy fortalte noget om bandet, blev jeg sur. De betød mere for Andy end jeg gjorde. Nu var jeg ligeglad, men altså. Det kunne godt være, at Andy ikke altid var sammen med dem, men alligevel ville jeg vide hvem han mest var sammen med.

 

Jeg skulle virkelig på toilet. Andy havde tidligere sagt at jeg ikke skulle komme nedenunder når hans venner var tilstede. Han ville ikke have at de skulle tænke dårligt om ham. Skid på ham man, jeg var da ligeglad med om de tænkte dårligt om ham. Vent.

Hvorfor skulle de tænke dårligt om ham? You want to know the answer? Okay, her kommer det..

..

FORDI JEG VAR HER, wuup wup, godt svaret.

Jeg rejste mig op, og tog en top på, samt et par stramme shorts. Ingen ville alligevel kigge, og fuck det, hvis de gjorde. Andy hadede det, det havde han altid sagt da jeg var mindre. Han havde sagt at ligemeget hvad, ville han have at jeg skulle passe på med mit tøj, når jeg blev ældre, hah. Nu var jeg så ligeglad, han kunne re- okay, Faith stop dig selv.

 

Gangen var varm, ellers også var mit værelse koldt, eftersom Andy ikke lod mig tænde for radiatoren, fordi det var mange penge – og selvom han nærmest sked penge ud, så ville han gøre alt for at irritere mig og få mig til at dø. Da jeg var mindre, lod han mig ikke engang fryse I et sek- nok med den klamme Andy.

 

Lige da jeg skulle dreje for at komme til toilettet, gik jeg ind I en person, og fuck, hvor blev jeg forskrækket, for jeg var lige ved at skrige, hvis ikke personen holdte mig for munden. Jeg kiggede langsomt op, og da mit blik røg op til personens øjne, så sværger jeg, at I et sekund, havde jeg lyst til at besvime.

Øjnene strålede, de var mørkegrønne, og når lyset ramte, gjorde det farven lidt tydeligere. Der var kun én I bandet, som jeg vidste havde sådan nogle øjne, og det var..

Det var.

Eh..

H- Styles.

 

Hvad hed han nu?

 

“Hvem er du?” han løftede et øjenbryn, og kiggede mærkeligt på mig. Han trak mig ud af mine dejlige tanker, og denne gang var det virkelig ment. “Jeg kunne spørge dig om det samme,” mumlede jeg og slog blikket væk. “Aha, det mener du ikke, vel?” Han smilede let, og jeg kunne ikke lade vær med igen at kigge på ham – at kigge på ham, betød øjenkontakt. “Nåh, er du så Andy’s åh så lækker nye kæreste?” og der, ikke? Ja, der. Jeg var næsten lige ved at kaste op, og jeg sværgede at Harry bare ville ligne en kage der, ej.

Men altså, jeg skulle til at grine så højt jeg kunne, da jeg tænkte på at Andy var nedenunder. “Du ser nu heller ikke dårlig ud,” komplimenterede han, og så kom jeg til at rødme som en tomat, og faldt ned af trappen af glæde. Jeg sukkede, og gav ham et elevator blik, og det der med at rødme, det var ikke rigtigt. Jeg rødmede ikke.

“Du ser heller ikke værst ud, Styles.” Sagde jeg koldt, og det måtte lyde morsomt, for han slog en lille latter. “Men nej, jeg er ikke Andy’s åh så lækker kæreste, jeg er-“ “Harry, hvor bliver du af? Du skulle bare hente en dyne!” hørte jeg Andy’s grimme stemme råbe, og det fik mig til at skære en grimasse. “Jeg smutter,” vinkede jeg og gik ind på toilettet. Lukkede døren og lænede mig op ad døren, hvor jeg kort lukkede øjne. Wauw, sikke et møde med Henry.. Han.. Harry! Ja, Harry! Mit hjerte galoperede afsted, for jeg havde ikke prøvet at være så tæt på nogen før, ikke i syv år. Hun havde i virkeligheden ikke været ved siden af et menneske i syv år, kun Dasy og de andre fra hospitalet. 

 

 

------------------------------------------------------

 

Hej med jer, piger!

 

Det var kapitel 1, wuhuuu, og den var nok kedelig, men hvad forventer man af 1. kapitel? xD ahaha. Jeg er glad for at skrive på den her movella og vil gøre det med glæde, yay. 

 

Hvad synes i? Er den god, og hvad kan jeg gøre bedre? 

I må gerne komme med foreslag, osv. <3 xx 

 

FORRESTEN, så er vi to om den her novelle, som i sikkert kan se. Vi har ikke helt fundet ud af, hvem der skriver hvis' synsvinkel. 

God aaaaafteeen.<3 

 

 

 

- Yaren. xx 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...