No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6873Visninger
AA

2. My name is Faith..

 

Harry's P.O.V

 

Det var mærkeligt. Hvem var hun? Jeg havde ikke set hende før, og Andy havde heller ikke sagt at hans kæreste skulle komme? Forvirret, gik jeg nedenunder igen, hvor jeg så de andre kigge undrende på mig. "Hvor er dynen?" hørte jeg Andy spørge, men jeg var for forvirret til at svare. Da jeg havde sat mig ned, slog jeg blikket ned, og kiggede på mine hænder. 

Jeg kom først til mig selv, da en dyne blev smidt i hovedet på mig. "Harry, så vær dog med her!" en irriteret Louis kiggede på mig, jeg vidste ikke hvorfor jeg sad og tænkte til jeg ikke kunne høre de andre, men når jeg er forvirret, er det sådan. 

Med et suk, nikkede jeg og kørte en hånd gennem håret. "Okay okay, må man nu ikke tænke?" jeg grinede kort, og tog dynen omkring mig. De var åbenbart igang med at lede efter en film, for de flød bare på gulvet med hver sin film i hånden. "Hvad ser vi?" det var først nu jeg havde lagt mærke til at Liam var gået på toilettet, han stod nu over ved dørkammen med korslagte arme. "Hm, hvad med Abduction?" Udbrød Niall med et kæmpe smil og vi allesammen sukkede højlydt. Vi havde set den film over femhundrede gange, og han ville stadig se den. 

"Fint, men efter, så bestemmer vi andre," sagde Louis hurtigt, og de andre nikkede enige. 

Jeg tænkte stadig på hvem pigen var, og når man tænker på solen, så skinner den, okay, gav det mening? 

Der kom i hvert fald en høj lyd fra et af værelserne ovenpå, det lød som om at nogen havde væltet en stol eller sådan noget. Drengene kiggede mærkeligt rundt, selvfølgelig, det var kun mig der havde mødt hende, så jeg vidste at der var en anden. "Hvad var det?" spurgte Niall, og kiggede på Andy med store øjne. "Det var nok bare vinden der væltede noget, jeg havde åbnet vinduet på værelset," sagde Andy hurtigt, og rejste sig op; "Jeg lukker det lige." og så var han væk. Hvorfor fortalte han ikke drengene at der var en pige? 

 

Faith's P.O.V 

Jeg lukkede øjnene, og ønskede mig bare at det ikke var sket. Selvfølgelig skulle jeg straffes, for døren gik op og Andy kom ind med et vredt ansigtsudtryk. "Hvad tænker du på, tøs?" snerrede han af mig, og skubbede mig ned at sidde. Det var ikke min skyld, at jeg tabte stolen da jeg skulle bruge den til at sidde og glatte mit hår. Jeg kedede mig altså, inde på det her kedelige værelse, dog var jeg vant til det - det var bare irriterende at selvom jeg var hjemme, så kunne jeg ikke føle mig det, for jeg blev altså lukket inde af den klamme Andy. "Hvad? Det var altså ikke med vilje, alle kan jo lave fejl, ikke?!" sukkede jeg og kiggede irriteret på ham. Han tog fat i min arm, og fuck, hvor gjorde det egentlig ondt. "Du har bare med at være stille, mine venner er her, og hvis de opdager dig, så går det ikke g-" "Hvorfor, Andy? Hvad er der galt med mig? Jeg er ikke et dyr, fatter du?!" snerrede jeg af ham, og skubbede ham ud af værelset, hvor jeg lukkede og låste døren. Stolen tog jeg op, hvor jeg satte mig ned på den, for derefter at begynde med at glatte mit hår. Jeg fik øjenkontakt med pigen i spejlet, og bed mig selv i læben. Jeg havde ændret mig rimelig meget.

 

Istedet for brunt hår, havde jeg brunt med blonde striber. Egentlig passede det mig rimelig meget, hvis man skulle spørge mig. 

 

*** 

 

Jeg havde virkelig brug for at komme ned til danselokalet, for jeg var ved at springe. Ser du, Andy irriterede mig igen, da drengene gik, og han advarede mig. Da jeg bare svarede ham igen, gav han mig ikke mad. Ja, jeg måtte ikke få mad, og det var så fucking barnligt - come on, jeg var altså 17 år, og han prøvede på at sulte mig, bare fordi jeg var for flabet? Han var selv uden om det altså - og selvom jeg ikke indrømmer det, så gjorde hans ord faktisk ondt. 

 

Han var så irriterende, sådan som han kiggede på mig. Hvis øjne kunne dræbe, så tror jeg at han havde dræbt mig for længe siden. Han kiggede på mig som om jeg var den største fjende han havde i den her verden,

måske var jeg også hans største fjende? 

"Jeg gider ikke advare dig igen, okay?!" 

"Hvad fanden fatter du ikke, ANDY? Jeg er fucking ligeglad med hvad du siger, 

fatter du det ikke snart? Du er bare en idiot, der efterlod sin egen søster!" 

Han var målløs, men hans øjne viste stadig vrede. "Skrid, og du får ikke mad! Så kan du lære at jeg ikke er din mor eller din far! Hvis de var her, ville de være så skuffet over dig, over at se hvor ynkelig du er blevet!" Damn. Ordene ramte mig perfekt, og jeg åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. 

 

Han brugte mine og hans egne forældre mod mig, bare for at få mig til at tie stille. Han var forfærdelig, og det er også derfor, jeg lige nu pakkede min taske for ligesom at tage ned til dansehallen. Ja, jeg dansede, og jeg elskede det så fandens meget, det var mit liv. Jeg ville ikke kunne leve uden at danse, så hvorfor ikke gøre det for at få sine frustrationer ud? 

Det var i hvert fald min tanke, så jeg tog bare et par sorte jeans og en hvid dejlig sweater på, hvorefter jeg gik nedenunder, og da Andy så mig, løftede han et øjenbryn. "Hvad skal du?" spurgte han koldt og jeg trak bare på skuldrene. "Dansehallen," mumlede jeg og gik ned af trapperne, som vi havde ude på gangen. Da jeg kom til en dør, mere kendt som dansehallen, blev jeg stående. I flere minutter kiggede jeg bare på døren, da jeg kom i tanke om alle de minder jeg havde derinde. Minder med Andy, hvor vi legede, og hvor jeg faldt, så han blev bange - han græd endda mere end jeg gjorde. 

 

Jeg rystede på hovedet for at lægge tankerne bag mig, og gik derind. Der var stadig hyggeligt derinde, det var som om at det var forladt, at ingen havde været der efter jeg var taget afsted. Omklædningsrummet brugte jeg til at skifte mit tøj. Et par mørkeblå danse shorts og en sort sports bh var alt der skulle til for at et smil blev plantet om mine læber - igen. Da jeg kom ind til selve hallen, smed jeg min flaske vand hen i hjørnet, og kiggede mig på det kæmpe store spejl. Jeg tændte stearin lys og satte dem på gulvet, så der stod tre stearin lys på hver side af hallen. Jeg smilede for mig selv og tændte for musikanlægget. 

Imen

Lige nu var det Chris Brown - Goodbye der spillede og jeg begyndte med at danse de trin, jeg havde lært. Siden jeg var ti år, havde jeg danset. Eftersom jeg var vred da en vis person svigtede mig, fandt jeg ligesom ud af at jeg kunne komme af med min vrede ved at danse. 

 

En virkelig dejlig følelse, i burde prøve det.

 

***

 

I to timer, havde jeg tilbragt min tid på at danse, og jeg måtte indrømme - det var behageligt; det kunne ikke beskrives.

Jeg var igang med at danse noget ballet, hip hop noget, som jeg bare gjorde for sjov, og det fik mig til at grine - jeg var virkelig mærkelig, indrømmede det. 

Problemet var bare, at da jeg skulle til at danse noget ballet, blev døren åbnet, og jeg faldt ind i personen, da personen gik ind i mig. Først da jeg sad ovenpå personen og at jeg mødte et par grønne øjne, lagde jeg mærke til hvem der lå lige under mig - jep, rigtigt - Styles. 

 

"Eh.. undskyld?" mumlede han, og kiggede på mig, hvilket igen betød øjenkontakt. Jeg bed mig i læben, og rejste mig hurtigt op, hvor jeg hjalp ham, så han kunne komme op at stå. "Mh, hvad laver du her, Styles?" en lidt for irriterende tone legede med min stemmebånd og jeg kiggede på ham. Da jeg så at han gav mig elevatorblikket, så jeg lidt væk. "Du ser godt ud," komplimenterede han, og jeg kiggede mærkeligt på ham. Okaay, det var virkelig akavet. "Jeg skulle bare.. jeg glemte noget her, den anden dag mig og drengene øvede," sagde han og jeg kiggede mærkeligt på ham. "I brugte hallen til at øve på JERES dans?" spurgte jeg med en virkelig underlig stemme. "Eh ja? Hvorfor, og hvad laver du her? Altså. Jeg fik jo ligesom ikke fat på dit navn, eller hvem du egentlig var?" han trak lidt på sit smilebånd, og jeg kunne ikke lade vær med kort at betragte hans læber. Jeg tog hurtigt en hættetrøje over mit hoved og så på ham. "Har Andy ikke fortalt dig at der var en hernede? Tro mig, du vil ikke vide hvem jeg er. Tag så dine ting, og g-" jeg nåede ikke og sige mere før jeg næsten var ved at falde, da Harry greb mig. 

 

Jeg himlede med øjnene, da jeg blev svimmel, og fik lidt kvalme. "Hey, er du okay?" spurgte en bekymret Harry. "Mh," mumlede jeg og idet jeg troede at jeg havde reddet den, rumlede min mave virkelig højt, som om en bjørn lige havde set en tiger, men ikke kunne få fat på den, fordi tigeren var for hurtig - ej, bare en joke, men min mave rumlede okay højt.

En latter lød fra Harry, og han kørte en hånd gennem sit hår. "Du er sulten, huh?" grinte han. Det var tydeligt at han morede sig over mig, men hvis han vidste hvad der i virkeligheden skete, oh, så ville han ikke grine. 

"Ærligt ja, jeg er fucking sulten." mumlede jeg og mødte hans blik igen. "Andy er ikke hjemme, og hvis du accepterer det, så vil jeg gerne tage dig med ud at spise på en café, som jeg kender, og som sælger de bedste burgere, jeg nogensinde har smagt." Bare ved at han sagde burger, rumlede min mave, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at råbe, at det var Andy's skyld. Hvis jeg besvimede, var det hans skyld. 

 

"Okay," sagde jeg før det gik op for mig hvad jeg egentlig havde sagt. Hvis Andy fandt ud af at jeg gik ud og spiste med en af hans venner, så ville han spærre mig inde for altid. 

Lige nu var jeg dog ligeglad, jeg skulle bare spise! 

 

***

 

Seriøst, jeg kunne omfavne Harry og kysse ham over det hele (Det lød forkert, ah) for han havde ret. Burgeren smagte himmelsk, virkelig. Jeg elskede den så meget, og da jeg blev færdig, var jeg skuffet over at den var væk. Selvom Harry havde tilbudt mig en til - jeg havde spist to - så ville jeg ikke have en, for jeg var blevet mæt, og han skulle altså betale, det ikke sødt bare at udnytte det. Godt nok hadede jeg Andy, men altså, nu fandt jeg ud af at Harry slet ikke var værre end jeg havde troet. Han var faktisk utrolig sød, han ventede på mig i en halv time, da jeg gik i bad og tog noget andet tøj på og så tog han mig med ud at spise, istedet for at være sammen med sine andre venner fra bandet. Hvor var det sødt. Det skal lige siges at jeg IKKE kan lide ham, han var bare sød. 

 

"Jeg ved stadig ikke hvad du hedder," klukkede Harry, og jeg stirrede kort på ham hvorefter jeg forstod hvad han mente. ikke fordi jeg ikke forstod sproget, men altså, jeg havde jo helt glemt at give mit navn til ham, SE, endnu en grund til at han var sød, han kendte ikke mit navn, og han vidste ikke hvem jeg var, og alligevel tager han mig med sig. "Jeg hedder Faith," sagde jeg lidt lettet, og kørte en hånd gennem mit hår imens jeg betragtede Harry smile over mit svar. "Faith.. " han tyggede lidt på mit navn. "Jeg kan godt lide dit navn," sagde han med en sukker sød stemme. Med et smil, trak jeg på skuldrene. "Tak, tror jeg?" mumlede jeg, og kiggede på ham. "Eh.. jeg tror det er bedst hvis jeg kommer hjem," sagde jeg og rejste mig op; "Tak for idag." Han nikkede lidt da jeg snakkede færdigt, og gav mig et kort kram. Hvorfor gjorde han nu det? "Vises," sluttede jeg af med og nåede ikke at høre hans svar, før jeg gik ud af caféen, og dækkede mig til med min hættetrøjes hue. Der var faktisk ikke så langt fra caféen til vores hus, så jeg kom hjem efter fem minutter. Med et tilfreds suk, gik jeg op af trapperne og da jeg skulle til at låse op, gik døren op og en Andy kom ud. "Hvor fanden har du været?!" hvæsede han af mig og jeg gik bare ind. "Ude. Jeg ville bare gå en tur." Han gav mig elevator blikket. Han ville sikkert vide hvorfor jeg hade det tøj på som jeg hade. Efter badet, orkede jeg ikke at finde tøj, så det blev bare mine afslapnings shorts og en top, med en hættetrøje over. "Hvad er det for noget tøj?" røg det ud af ham, og man kunne se irritationen bag hans blik. 

 

"Det er tøj," sagde jeg inden jeg gik ovenpå og gik ind på mit værelse. Han var virkelig for meget nogle gange. Da jeg havde sat mig på sengen, tog jeg Andy's macbook frem. Jeg havde efterhånden lært at bruge bærbar, da Dasy havde sådan en, og jeg blev nødt til at søge på nogle ting. 'Harry Styles.' skrev jeg, og da der kom info, tænkte jeg lidt. Hvorfor søgte jeg efter ham? 

 

Mit blik røg hen på et billede som blev lagt ind på instagram, og jeg fik et hjertestop. Mine vejrtrækninger blev tunge, da jeg så hvordan de havde taget et billede af Harry og mig der sad på caféen og spiste. Folk troede vi datede? Hvad var instagram for noget? Jeg så at det var en app hvor man kunne dele billeder, og jeg sukkede højlydt. Helt seriøst. 

 

Jeg kom i tanke om at Harry jo var kendt, så selvfølgelig skete det. Hvorfor tænkte jeg ikke p- Mine tanker blev afbrudt, da døren gik op og en vred Andy kom ind. "Hvad fanden er det her?!" råbte han og smed en avis foran mig. Jeg lukkede computeren ned og tog avisen op. Se og hør. Jeg sukkede irriteret da jeg så billedet af mig og Harry, mens jeg samtidig fik et lille smil frem. Et smil, som Andy lagde mærke til for han skubbede til mig. "Hvad fanden tænker du på, Faith?! Jeg fortalte dig at du ikke skulle forstyrre mig i mit liv, du skulle ikke blande dig ind i mit liv, eller mine venner! De skulle slet ikke kende noget til dig! Forstår du ikke det her?!" råbte han af mig, og jeg sukkede. "Andy,  det eneste jeg har gjort, er at spise med din ven. Du gav mig forhelvede ikke mad, hvad fanden er det for noget? Hvad skete der for den gamle Andy? Jeg savner min storebror der faktisk bekymrer sig for mig og vil gøre alt for mig ligesom dengang, men nej, du er blevet til en fucking irriterende idiot. Du er så flov over mig, at jeg kunne kaste op over det. Du er så klam, som noget kan være!" det var nok til at Andy flippede ud, for lidt efter mærkede jeg en hånd på min kind, og kæft, det gjorde ondt. 

Han slog mig? 

Jeg kiggede chokeret på ham, og han så lige så overrasket og chokeret ud. Jeg skyndte mig bare at gå ud af værelset, og gid jeg ikke gjorde. Liam Payne stod der faktisk med et virkelig forskrækket ansigtsudtryk. Han havde hørt det hele. Med vrede, skubbede jeg ham og gik nedenunder, for derefter at tage sko på da jeg ville ud. 

 

Jeg løb.. løb som aldrig før, for jeg var vred. Virkelig vred. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...