No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6874Visninger
AA

18. Maybe i can try to love you - Faith Payne.


"i just can't love you." - Faith Audrey Payne.

"But i love you. You have to feel something for me." - Justin Drew Bieber. 

"Maybe, i can try to love you." - Faith Audrey Payne.

 

Justin sov stadig, da vi andre var vågne. Da jeg tog ham med hjem igår, tænkte jeg mig ikke rigtig om, men jeg kunne ikke - ligemeget hvad - lide at se Justin på den måde. Jeg tænkte på ham manden, der mente at han skulle tæske en jeg holdt nær, og at jeg var hans datter. Hvad fanden skulle det til for? Min far var død, eller.. ja okay, selvfølgelig var Liam's far, min far, men jeg troede ikke på at det var Liam's far. 

Han kunne ikke være så hjerteløs, siden han skulle tæske Justin. 

"Han sover," sagde Liam da han kom tilbage fra gæsteværelset af. "Mh," mumlede jeg bare fraværende, og kiggede på glasset foran mig. "Er du okay?" spurgte Liam, og lagde en hånd på min skulder. Jeg vidste ikke hvordan jeg havde det. På blot få måneder, var mit liv vendt op og ned som aldrig før, hvilket gjorde at jeg ikke kunne finde ud af hvad jeg rigtig følte. Var jeg glad? Tja, på en måde var jeg. Jeg var virkelig glad for Liam, og de andre drenge selvom jeg ikke snakkede så meget med dem. 

Harry var den der nok havde ændret alt. Bare ved at støde ind i ham hjemme hos Andy, havde ændret mit syn på mange mennesker, hvilket skræmte mig. Jeg burde ikke elske folk, jeg burde tage min hævn. 

Et suk røg ud af min mund, og jeg lukkede kort øjnene. "Ja, jeg er okay," svarede jeg Liam til sidst. "Er Harry taget hjem?" spurgte han og kiggede på mig, eller, jeg havde lukkede øjne, men regnede med at han kiggede på mig når nu han snakkede til mig. Hm. "Ja, han tog hjem da Justin faldt i søvn. Jeg tror at det er en dårlig idé at lade dem være ved siden af hinanden," svarede jeg ham, og prøvede på at smile en smule, men det mislykkedes lidt, så jeg droppede det. 

Han nikkede lidt og satte sig ned ved siden af mig, hvis han ikke allerede gjorde det. Mine tanker er virkelig indviklede nu, ha. 

"Liam?" spurgte jeg og kiggede på ham. "Ja?" spurgte han, og smilede stille til mig. "Du hjalp Harry idag," sagde jeg, og så straks at hans smil forsvandt. "Du sagde jeg sk-" "Nej, jeg sagde ikke at du skulle give ham hovedpinspiller da han sad på gulvet i køkkenet," sagde jeg hurtigt og smilede roligt til ham, "der er fremskridt," tilføjede jeg. "Faith," mumlede han, men jeg tyssede på ham, han skulle ikke sige at han ikke ville. 

"Nu stopper du med at snakke, og prøver på at indse hvad der er rigtigt og forkert. Det er rigtigt, hvis du tilgiver ham for Harry fortjener det. Han er ikke sådan, og det ved du også godt. I har været bedstevenner i jeg ved ikke hvor langtid," sagde jeg, og kiggede seriøst på ham. Hvis Liam ikke snart forstod alvoren i det her, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var jo på en måde min skyld, at alt det her skete. 

 

Og igen, jeg blev ved med at beskylde mig selv, suk. 

"Audrey, stop," sukkede han, og igen, kiggede jeg overrasket på ham. Hvorfor blev han ved med at kalde mig for Audrey? Ikke fordi jeg havde noget imod det, men.. det lød underligt. 

"Hvorfor bliver du ved med at kalde mig for Audrey?" fløj det bare ud af min mund, selvom det skulle blive oppe i mit hoved. Noglegange handlede jeg uden at tænke først. Faith, altså. 

"Da min mor var gravid, snakkede hun altid om navnet Audrey. At barnet skulle hedde det, og at hun bare elskede navnet. Hun var virkelig glad fo-" "Hvorfor fanden adopterede hun mig så væk?" røg det irriteret ud af mig. Det med vrede og mig, det var ikke så godt. 

Måske ligende jeg Justin lidt? 

Nej, slet ikke. 

"Jeg.. ved det ikke," sagde Liam mens han kiggede forundret på mig. Han var sikkert overrasket over noget som jeg ikke vidste hvad var, eller jo, jeg gjorde. Han var overrasket at se at jeg var sur på min rigtige mor. 

Men hun havde adopteret mig væk, var det ikke idiotisk? Hvis hun forhelvede ikke kunne passe på mig, hvorfor parrede hun sig så? 

Okay, man kan godt bruge sproget pænt nogle gange, hvis man var mig. 

 

Tag jer ikke af at jeg er underlig, kald mig bare for det, for det er jeg blevet kaldt mange gange før. Ha-ha. 

"Undskyld, det skulle ikke gå ud over dig," sagde jeg til Liam, og han trak bare på skuldrene. "Du har alligevel ret," sukkede han. Jeg skulle til at sige noget mere, da jeg hørte en lav mumlen fra værelset af. Hvordan jeg hørte mumlen? Det med at den var lav, det var løgn, for jeg hørte at Justin mumlede et, "forhelvede." 

Jeg rejste mig op, og kiggede på Liam. "Vores gæst er vågnet," smilede jeg og gik hen til værelset. Da jeg havde åbnet døren, så jeg Justin sidde på sengen med hånden på hovedet - smerter. "Hej Bieber," sagde jeg og han kiggede straks op på mig, med et irriteret blik. "Hvorfor er jeg her?" spurgte han, "har du virkelig tænkt dig at torturere mig mere, ved at være så tæt på mig uden at lade mig røre dig?" 

Jeg grinede lidt, selvom det faktisk var synd. Ja, jeg havde ondt af Bieber. 

"Jep, det har jeg.. For du fortjener det ikke," sagde jeg stift og satte mig ned foran ham. "Så.. lad mig kigge på det der," pegede jeg på hans hoved. "Nej," svarede han bare og kiggede væk fra mig. 

"Justin," sukkede jeg og lagde en hånd på hans lår, men han skubbede den væk.

"Lad mig nu kigge, søde," sagde jeg og fik til sidst hans opmærksomhed, det var nemt. Jeg lod min hånd glide op til hans ansigt, og lod mine fingre glide hen over sårene. Han sendte mig en grimasse. 

"Hvorfor skal alle dem jeg elsker, ende med at have alle de her mærker og sår?" hviskede jeg, og sukkede. 

Der var noget ved Justin, som fik mig til ikke at kunne tage magten her. Han gjorde mig svag. Jeg var svag, og derfor hviskede jeg. 

"Så er det godt at du ikke elsker mig," kommenterede Justin lavt og lukkede øjnene. Jeg rystede kort på hovedet, og nussede ham på kinden.

"Jeg elsker dig, men jeg er ikke forelsket i dig, Justin," mumlede jeg. "Jeg er bare afhængig af dig," det sidste var en fejltagelse. Jeg skulle ikke have sagt det. 

"Men du kontaktede mig aldrig efter alt det her," sagde han, og kiggede lidt skuffet på mig, hvilket fik mig hurtigt til at fjerne min hånd, men inden jeg nåede det, tog Justin fat i min hånd. "Du glemte mig, du brugte mig," mumlede han og hans øjne vise svagt vrede. 

"Justin," startede jeg med at sige, men kunne ikke sige mere. Var det rigtigt? Havde jeg virkelig brugt ham for at kunne spionere og få hævn over Andy? 

"Er det sandt?" spurgte han. "Har jeg ret?" spurgte han lidt hårdere. Jeg gik hen til døren og låste den, hvorefter jeg satte mig ned over ved hjørnet. "Jeg ved det ikke," sagde jeg ærligt. "Jeg ved det virkelig ikke Justin. Hvis jeg havde brugt dig, ville jeg ikke stadig føle mig afhængig af dig, hvis jeg ikke brugte dig, hvad gjorde jeg så?" Jeg snakkede mest til mig selv, mens jeg så kiggede over på Justin der bare bed sig i læben. 

Damn. 

Der var noget ved ham d- Nej, Faith, stop dig selv. Justin gjorde noget forfærdeligt.

"Hvorfor slog du Harry?" røg det ud af mig, men på en normal måde. Jeg orkede ikke at skændes, eller råbe, for jeg var træt af det.

"Jeg... jeg slog ham ikke, jeg fik andre til det. Jeg ville ikke selv kunne gøre det," stammede han. "Hvorfor?" spurgte jeg, og begyndte med at blive ked af det. Harry fortjente ikke det her, og han burde hade mig, hvorfor gjorde han ikke det? 

"Jeg blev jaloux, tror jeg," svarede han mig.

"Jaloux over hvad Justin? Han er hverken min kæreste, eller min bedsteven," sagde jeg irriteret. Jeg stirrede stift ind i hans øjne, men hans blik søgte ned i gulvet.

"Det er derfor, Faith. Hvis bare jeg vidste om der var noget imellem jer. Hvis jeg vidste at der var noget, ville jeg lade dig være, men når der ikke er, er jeg bange for at han tager dig fra mig. At jeg ikke kan se dig længere, at jeg mister dig," røg det hurtigt ud af ham. Hurtigt og hurtigt. 

"Jamen Justin," sukkede jeg, "Der bliver aldrig noget mig og Harry. Der bliver heller aldrig noget dig og mig. Jeg kan ikke forelske mig, Justin, det er det sidste jeg behøver i mit liv. Der er alt for meget i mit liv lige nu, jeg vil holde mig væk fra," svarede jeg ham. Han rejste sig op og gik hen til mig, eller nærmere haltede hen til mig, hvor han satte sig ned. "Hvis jeg giver dig tid nok, lærer du så at elske mig mere?" spurgte han og lignede en der fortrød sit spørgsmål. 

"Spørgsmålet har jeg ikke et svar på.. Det må tiden vise," sagde jeg, og kiggede på ham. Vores øjne mødtes, og jeg lod dem blive, for hans øjne viste ikke andet end sorg. Jeg havde virkelig ondt, jeg ville ikke såre folk, og det var måske også derfor at jeg gjorde verdens dummeste handling.

Jeg gav ham håb, jeg gav ham mere end jeg burde. 

Først da jeg mærkede at jeg smeltede mine læber sammen med Justin's, tænkte jeg over det. 

Måske var han virkelig forelsket i mig? 

Mine hænder røg op til hans nakke, og jeg nussede ham mens kysset blev mere og mere intens. Jeg gav ham håb, mental lussing til mig selv. 

Jeg hader mig selv lige nu, men jeg kunne ikke lade vær. 

Måske burde jeg lære at elske ham mere, måske burde jeg blive forelsket i Justin?

Afhængigheden - var det forelskelse? Var jeg forelsket i Justin? 

 

Jeg trak mig lidt efter, og kiggede ham stadig i øjnene. "Men jeg vil prøve," smilede jeg og puttede mig ind til ham med hovedet på hans bryst.

Kan i se hvordan planen ændrede sig hurtigt? Jeg ville have slået ham, ville have kritiseret ham, men istedet for viste jeg ham kærlighed, og kyssede ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre andet, det var forkert efter min mening. 

Vi sad sådan, og jeg lukkede øjnene. Det var rart. Jeg følte mig elsket. 

Måske kunne jeg godt se mig selv med Justin.<333 

Han var med mig lige fra starten af. 

 

 

---------

OMG, Justin og Faith? Hvad shipper i? 

Fustin/Jaith eller Farry/Haith? :) 

Er de ikke bare søde? Indrøm da, at Justin er ret dejlig.

Men elsker Faith ham eller er det noget hun bilder sig selv ind?  

Forkæler helt jeres weekend med kapitler, hva'? haha. love u

Yaren K. xx 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...