No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6874Visninger
AA

17. Jealous? - Harry Styles. "I love her." - Justin Bieber.


"We met again, but i don't know you..

I thought you loved me.." - Justin Bieber

"I did love you, but you lost my respect.." - Faith Payne. 

"I don't understand anything. Tell me, what happens?" - Harry Styles.

"Let me tell you something..

This is a war now. I have no control " - Justin Bieber

- ENDNU ET KAPITEL, FORKÆLER JER I WEEKENDEN - 

Harry's P.O.V

 

Jeg forstod ingenting. Hvordan han kom bag mig, hvordan han fik sine mænd til at slå mig. Alt skete så hurtigt, at jeg ikke nåede at opfatte at jeg lå på jorden, og prøvede på at beskytte mig selv. Hvis jeg havde vidst at en person ville komme bag mig, så ville jeg kunne slå igen, men de havde mig før jeg nåede at gøre noget. 

Hvordan jeg kom hen til Faith og Liam, vidste jeg ikke, men jeg skulle have hjælp. Faith og Liam var blevet chokerede, og da Faith rensede mit ansigt, fik jeg rigtig ondt. De havde ikke bare slået lidt, de havde gennemtæsket mig. Det var jeg ikke bange for at indrømme. 

 

Jeg var faldet i søvn, og da jeg vågnede, gik det bestemt ikke godt. Både fordi jeg havde hovedpine, og fordi jeg hørte høje stemmer fra et rum af, hvilket rum kunne jeg ikke opfange, men jeg var også for sløret til at kunne vide det. 

"Faith, du ved jo ikke om h-" "Det er ham!" råbte Faith, så Liam måtte tysse på hende. Jeg forstod ikke hvad der foregik, men jeg havde på fornemmelsen at de snakkede om mig. 

"Hvorfor skulle han gøre sådan noget mod Harry? De var venner engang?" Spurgte Liam, og lød en anelse træt. Jeg var ved at falde hen igen, da jeg hørte en tredje stemme. "Så du siger at Justin og dig var.." "Ja," afbrød Faith Danielle. Hvad lavede Danielle i det her hus? Hvem snakkede de om? Justin, men hvem Justin? 

Min nysgerrighed overtog, og jeg fik bekæmpet mig op på benene, også selvom jeg havde ondt - jeg gjorde alt for ikke at falde, og stønne af smerte. Da jeg kom hen til døren, lænede jeg mig op af væggen og lukkede øjnene mens mine ører arbejdede for at lytte til hvad de havde at sige. 

"Jamen jeg forstår ikke hvorfor Justin vil gøre sådan noget imod Harry. Altså.. Dig og Harry er ikke ligefrem kærester eller noget," sagde Liam, måske lidt for hurtigt. Jeg åbnede øjnene. Mig og Faith, kærester? Da fuck? 

"Jeg er mere sammen med Harry end jeg er med ham, og han har gode grunde til at hade Harry. Alt det der er sket, og ja, så snakker Harry godt med mig. Jeg håber virkelig ikke at det er ham, for hvis det er, så klipper jeg nosserne af ham. Han skal ikke komme og tro at han er noget. Den lille lorte Bieber," vrissede hun. Jeg var ved at grine over det hun sagde, men da hun nævne Bieber, forblev jeg tavs, og var ved at gispe. 

Justin? Som i Bieber? 

Havde han gjort mig noget? Alt det her? 

Hvorfor fanden skulle han gøre det, og hvad var han til Faith? 

Trods min nysgerrighed, fik vreden kæmpet sig frem og jalousien spillede høj tone indeni mig. 

"Fuck," udbrød jeg, da hovedpinen tog over, og gav mig de værste smerter. Jeg væltede ind i køkkenet, hvor jeg blev grebet af en. Det var faktisk ret komisk, haha. 

"Harry?!" røg det chokeret ud af Faith. "Hørte du lige....?" spurgte Danielle, og jeg nikkede lidt. Jeg fik sat mig ned på gulvet, ved hjælp af personen der greb mig - som kun kunne være Liam. Liam.. "Vand," sukkede jeg og lænede mig op af væggen med lukkede øjne. Lidt efter fik jeg proppet et glas i hånden af en af personerne. Glasset førte jeg op til munden og tog tre store slurke. "Er det Justin?" spurgte jeg, og det gik åbenbart bag på dem, at jeg sagde noget omkring det der var sket. Egentlig gik det også bag på mig selv. "Vi ved det ikke.. Faith tror, at det er ham," hørte jeg Danielle sige. 

Liam havde ikke sagt noget til mig siden. Han havde stadig ikke tilgivet mig. 

"Hvorfor ville han gøre det her imod mig?" spurgte jeg, "Jeg har ikke gjort ham noget," afsluttede jeg. Denne gang kiggede jeg op på Liam, som kiggede tilbage på mig. Vores øjne mødtes, og han kiggede hurtigt væk. Jeg sukkede kort, og vendte opmærksomheden hen mod Faith. "Nej ikke fysisk, men psykisk har du. Du gør ham jaloux ved at være sammen med mig," sagde hun. "Jaloux? Jaloux over hvad?" klukkede jeg, men det mislykkes da jeg havde ondt, så jeg stoppede mig hurtigt i at grine, og skar en grimasse istedet. 

"Jeg har en fortid med Justin," mumlede hun. "Hvad?" spurgte jeg overrasket og kiggede på hende. "Var du ikke på... det der hospital der? Hvordan kan du nå alt det der?" spurgte jeg, og det var ikke meningen at jeg skulle sige det på den måde. "Undskyld, jeg mente i-" "Det okay," sagde hun med et lille smil. "Jeg har ikke altid været derinde.. Jeg fik hjælp af en af medarbejderne, og så begyndte jeg med at bo med hende om weekenderne. "

Wow, den pige er sær. 

"Hun vidste jeg ikke var syg, så jeg gik ud og jeg udspionerede jer. Mens jeg gjorde det, mødte jeg Justin. Han hjalp mig, og vi begge to blev tiltrukket af hinanden, ikke på den seksuelle måde, men på den gode måde. Jeg troede at jeg var forelsket i ham, men det var kun fordi han hjalp mig. Justin er en god fyr, jeg kan godt lide ham, men forelsket er jeg ikke. Han mente det modsatte. Han havde følelser for mig, og nu prøver han på at ødelægge det for dig, for at du ikke skal komme tæt på mig. Vi kom sammen et tidspunkt, og så da jeg mødte Harry hjemme hos Andy... så ændrede det alt. Jeg begyndte med at fokusere på jer, end på ham." 

 

Det gav mening. Synd for drengen. 

Mine smerter blev værre, hvilket gjorde at jeg trak vejret lidt hurtigere. "Liam.." Hvorfor sagde jeg HANS navn? Jeg nåede ikke at sige mere, da han hurtigt nikkede og tog en flaske med hovedpinspiller, som han gav mig. Hurtigt fik jeg det ned, og gav ham et taknemligt blik. Altid havde Liam vidst hvad blikkene betød, og hvad jeg ville, det overraskede mig at han stadig huskede det. 

Det bemærkede han også selv, for han så ret så overrasket ud. "Tak," sagde jeg til ham og kiggede på ham. Denne gang fjernede han ikke blik, han smilte faktisk lavt. 

 

"Så lidt.." 

 

 

 

Justin's P.O.V

 

Jeg havde det mærkeligt. Virkelig mærkeligt.

 

Hvorfor havde jeg gjort ham ondt? Hvorfor? 

Min vrede og mine depressioner overtog, og jeg kunne ikke stoppe mig selv i at gøre ham ondt. Jeg hadede mig selv lige nu. 

Måske var jeg jaloux. Jeg var forelsket i Faith, og at de så snakkede godt sammen efter alt det han havde gjort, gjorde mig så fucking sur og stresset.

Lige nu sad jeg sammen med Chaz og Ryan, som jeg fik talt med. Mine fødder rystede, i kender sikkert det med at sidde og så ryster man sit ben af ren vane. Det samme her, og jeg var ret stresset, det sagde spar to. 

"Justin, hvad sker der?" Det var Ryan der spurgte. "Ikke noget," sagde jeg hurtigt, men det hoppede han ikke på. "Justin, fortæl," hørte jeg Chaz sige alvorligt. "Jeg har gjort noget forfærdeligt," sagde jeg og rystede kort på hovedet hvorefter jeg lagde hovedet lidt ned mod mit ben, for at vise at jeg var så dum. 

"Hvad har du gjort?" Chaz lød en anelse bekymret og alvorlig på samtidig. "Harry.." startede jeg med.. "Jeg har gjort ham ondt. Jeg fik drengene til at.." mere kunne jeg ikke sige. "Hvad har du gjort ved ham?" spurgte Ryan mere alvorligt, og mere irriteret. "Han gik rundt med Faith, jeg kunne ikke holde det ud," sagde jeg bare og rystede på hovedet.

"Justin!" sagde Chaz hårdt. "Jeg fik dem til at slå ham... Virkelig hårdt," fik jeg til sidst sagt. "Af hvad gjorde du?" Vreden og skuffelsen var nem at høre i Ryan's stemme. "Du hørte det godt," mumlede jeg og kiggede så på dem. "Jeg er så ked a-" "Ja Justin, det er du sikkert. Det vil bare ikke ændre på noget. Er du godt klar over at det kan ødelægge både din karriere, og Harry's karriere? Det kan ødelægge det imellem dig og Fa-" "Der er intet imellem mig og Faith mere! Hun skred for Harry!" råbte jeg og kunne mærke adrenalinen fungere på høj niveau. "De er ikke sammen, Justin. Du skubber hende væk ved at gøre hende bange, når du gør noget imod hendes nærmeste venner. Slap lidt af, inden du flipper ud," sagde Ryan roligt. 

Jeg var dog ikke enig, for jeg var allerede sur. "Holder i med mig, eller med hende?! I er forhelvede mine venner!" råbte jeg og rejste mig irriteret op. "Ju-" "Nej! Ikke mere Justin!" jeg slog hånden ned på bordet og råbte. Chaz' øjne blev fra vred til skuffet. "Wow Justin, du kan virkelig ikke styre dig. Virkelig," kommenterede han og rystede på hovedet, inden de rejste sig op. Jeg løftede et øjenbryn. "Skrider i bare, idioter?" snerrede jeg. 

"Hvis vores ven ikke kan vise os respekt, og hvis han flipper ud på os, så ja. Justin, hvis du bliver ved med det der, mister du alle dem du holder af," vrissede Chaz. "Chaz, lad os bare gå," mumlede Ryan og inden jeg kunne gøre noget, var de skredet.

Hvad fanden havde jeg nu gjort? "Arh!" stønnede jeg vredt, og sparkede til bordet. Måske lidt for hårdt for både min fod gjorde ondt, og bordet væltede. Frustreret, tog jeg min jakke og var den der var skrevet. 

 

Luften føltes brændende mod min hud. Jeg forstod ikke hvad der skete, jeg var ude af kontrol. Et suk røg afslappende ud af mine læber. Selv mine suk er afslappet, og jeg er bare så.. underlig, sorry. 

Jeg havde gået lidt over en tre timer, det var mørkt, og var på vej tilbage. Jeg ville sige undskyld til drengene. 

En bil's lygter fik mig til at gemme mit ansigt med min hånd. Lyset var skarp. "Hop ind," hørte jeg en person sige, og jeg kunne ikke rigtig vide hvem det var. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte jeg. "Hop nu bare ind, Bieber," sagde stemmen igen. Stemmen var mørk og følelsesløs.. 

Uden protest, satte jeg mig ind. Jeg kunne ikke se ansigtet på personen ordentlig, da det var mørkt. Der var noget over personen der fik mig til at adlyde ham, det kunne være fordi hans stemme var grov, og jeg ville for guds skyld ikke slås. 

"Jeg har hørt nogle ting om dig, Bieber," sagde stemmen i mørket. "og de ting er?" spurgte jeg flabet, jeg kunne ikke lade vær. "Spil nu ikke dum, Biebs. Alle ved da at du ikke kan klare Styles. Han har noget du måske ikke får," grinede personen og jeg blev faktisk vred. 

"Hvem fuck er du? Hvad vil du?" vrissede jeg, og først da bilen stoppede ved et sted jeg kendte alt for godt, sagde personen noget, og det var ikke de ord jeg forventede at høre.

"Jeg er Faith's far," sagde han, og åbnede bildøren. Jeg steg ud, og kunne mærke nervøsiteten i mit blod. "Faith's far? Faith's far er død," sagde jeg og kunne nu se personen ordentlig. Han var høj, og han var en flot mand. Hans hår var lidt brunt og lidt sort, sådan mørke farver. Hans skæg var meget kort, og hans smil var kold. 

"Hah.. Du ved ingenting? Faith har fundet sin familie. Faith Audrey Payne," sagde han, og jeg tog et skridt tilbage. Payne? Som i Liam Payne? 

"Jeg ved hvad du tænker," sagde han. "Lad mig præsentere mig selv. Jeg er Geoff Payne. Liam's far," grinede han koldt. "Og dermed også Faith's far.. Og jeg vil bede dig om at holde dig fra min datter," sagde han. 

"Hvorfor? Jeg elsker hende," sagde jeg og kiggede på ham. Han grinede kort.

"Tro mig, du elsker hende ikke.. Hold dig væk," "Eller?" spurgte jeg. "Hvad gør du?" spurgte jeg. "Det vil du ikke vide. Hold dig væk Bieber," sagde han, lidt hårdere.

"Jeg gør det ikke," svarede jeg igen, selvom det nok var dumt. "Jeg elsk-" mere nåede jeg ikke at sige, før jeg fik en knytnæve i ansigtet. "Av," mumlede jeg og tog mig til kæben. "Jeg er lig-" denne gang gav han mig en knytnæve den anden side af ansigtet. "Uf," sukkede jeg og nussede mig selv. Jeg havde sikkert fået mærker. Den nar. Det lignede ikke Liam's far, for Liam var sød, hvorfor var hans far sådan et monster? 

 

"Men jeg elsker hende!" råbte jeg igen, og jeg forventede endnu en knytnæve, men der var en der råbte. 

 

Faith..

"Hvad fanden laver du?!" råbte hun og skubbede manden væk. "Min pige," sagde Geoff hurtigt og ville gå hen til hende, men hun skubbede ham. "Hvad fanden?!" råbte hun. "Hold dig væk fra mig, sindssyge mand!" Hun gik hen til mig, og hjalp mig op. "Selvom det burde være mig der havde tortureret dig, må jeg godt nok sige at han har slået hårdt." Hun smilede hånligt, og hjalp mig mod en bil. "Næste gang Bieber. Bland dig udenom mit liv." 

 

Jeg sukkede, og lidt efter begyndte det at sortne for mine øjne.. 

 

Jeg elskede Faith, og det ville jeg altid gøre. Harry kan ikke tage hende fra mig, og slet ikke faren.

 

------

 

Det var svært at skrive dette kapitel, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle skrive. Jeg håber ikke det er dårligt. Nu har i også fået fra Justin's side af. JEG HADER IKKE LIAMS FAR I VIRKELIGHEDEN, det var bare noget jeg fandt på. Hvad tror i der sker? Er den god nok til at kunne fortsætte eller skal jeg bare stoppede mens jeg nu er igang? :i :o xx Lidt af det, skete jo også i As long as you love me videoen, den her er bare mere anderledes, muaha. 

 

Yaren. xx  

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...