No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6867Visninger
AA

12. Impossible - Faith Samuels.


"if i could turn back time, i promise i would take care of you.. 

i wish i understood what they did to you..

 i'm sorry.." - Liam Payne

 

- IKKE RETTET IGENNEM - 

 

Hvis ikke det var fordi jeg var sulten, så havde jeg aldrig forladt mine dejlige seng. Seriøst, den dreng, kaldet Liam payne, havde virkelig god sengsmag, hvis det overhovedet gav mening, ha. Med blikket rettet mod køkkenet, begyndte jeg med at gå derhen af. Dog var heldet ikke med mig, og jeg snublede over mine egne ben, hvilket resulterede i at jeg faldt. 

"Er du okay?" kom det fra en grinende Liam. Jeg sendte ham et irriteret blik, selvom jeg selv synes at det var lidt komisk. Han gav mig sin hånd, så jeg kunne komme op og uden tøven, gav jeg den. Da jeg havde rejst mig op, fortsatte jeg min hemmelige opgave - nemlig at gå ud i køkkenet, virkelig hemmeligt, huh? 

 

"Bare rolig, jeg har lavet mad," klukkede Liam, og hans svar fik mig til at stoppe med at trække vejret. Han.. havde.. lavet.. mad?! 

"Du har lavet mad!" hvinede jeg og krammede ham, hvilket fik et grin til at bryde igennem hans smil. Måske var jeg mærkelig, bare kald mig det, men altså.. jeg havde sovet i jeg ved ikke hvor langtid og så var jeg blevet sulten. Der var gået en uge, siden mig og Liam kom hjem fra hospitalet, eller han gjorde, jeg hjalp ham bare, ah. Et smil plantede sig på mine læber, da jeg uden at foretrække en mine, gik hen til sofabordet, hvor maden var dækket på bordet - så sød havde han været. 

Jeg havde op til flere gange bedt ham om ikke at lave alt for mig, han var kommet ud for en ulykke, og var næsten lige kommet hjem, han skulle ikke stræbe sig så meget som han gjorde. Det var bare ikke godt. Dog kunne jeg heller ikke sige nej til hans madlavning, for Liam var bare god til at lave mad. 

Lige da jeg skulle til at finde nogle ting frem, ringede det på døren og jeg var ærligt ved at ryge bagover. Både mig og Liam blev forskrækkede, for hvis ikke det var fans, hvem var det så? For at få svar på vores spørgsmål, gik vi sammen ud til døren hvor jeg uroligt kiggede hen på Liam.

 

Han sendte mig et anspændt smil. "Skal vi?" Spurgte han og det tog mig lidt tid inden jeg kunne svare. "Ja.." Mumlede jeg. Han åbnede døren langsomt, og vi stirrede begge to på personen ude foran.. "Harry?" Spurgte jeg. Hverken hårdt eller blidt. "Hej.." stammede han. "Må... Jeg komme ind?" "Ne-" "ja," afbrød jeg Liam og sendte ham et strengt blik.

Harry nikkede taknemmeligt og trådte ind. Jeg kunne se hans øjne analysere stedet og man kunne se at han havde det svært ved at trække vejret. Jeg fik lukket døren bag ham, og vi gik allesammen ind i køkkenet. Hurtigt fik jeg sat tallerkener, og glas på bordet hvorefter jeg satte mig ned. Liam satte sig også ned, men Harry blev stående..

"Harry, bare sæt dig ned.." Sagde jeg. Hvorfor jeg pludselig var så blid, kunne jeg ikke forklare, men der var noget ved Harry der fik mig til ikke at kunne blive sur på ham. Hvad end han så havde gjort. Han var den første person jeg mødte og han var så sød ved mig. Han gav mig med, og pressede mig ikke til at fortælle hvem jeg var. Han satte sig ned og vi begyndte med at spise i stilhed. Harry spiste ikke så meget, nok pga. at Liam heletiden kiggede bebrejdende på ham. "Hvorfor er du kommet?" Liam fik sagt noget, og det blev den hårde tone der røg ud. "Jeg..." Startede Harry ud med.. "Jeg har fundet ud af nogle ting.. Og i skal vide det.. Men først, bliver jeg nødt til at fortælle dig noget, Liam.." Liam kiggede bare på Harry, så jeg valgte at være moden, så jeg svarede ham. "Bare fortæl. Vi begge to lytter." Jeg sendte Liam et sigende blik. Han sukkede bare og nikkede til Harry som tegn til at han skulle fortsætte. 

"Jeg troede aldrig rigtig på de sladderblade. Jeg så det og blev chokeret. Sophia blev chokeret. Jeg var ikke i stand til at gøre noget som helst. Da jeg så tænkte på alt der skete mellem dig og Faith. Du blev sur på hende, råbte og alt muligt, så vælger i at flytte sammen, og så var i søde ved hinanden. Det blev bare for meget, og jeg forstår st-" "Du troede på det," sagde Liam koldt. "Liam," sagde jeg. "Lad ham snakke."

Liam sukkede, inden Harry fortsatte; "Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg kunne tro på det, især efter jeg fandt ud af det med Andy, og jeg fandt ud af det med at du ville fri til Sophia. Zayn fortalte det." Jeg kiggede på Harry, nu mere mærkeligt.

"Har Zayn fortalt dig at Liam skulle fri til Sophia?" spurgte jeg. "Ja.. eller nej. Jeg læste hans twitter beskeder, og så at en fan skrev det. Hvorvidt jeg kunne tro det eller ej, det vidste jeg ikke - men jeg var villig til at tro på at den fan havde ret. Undskyld Liam. Der hvor du forlod, var jeg ude af mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og det gør ondt." Han lukkede kort øjnene. "Liam, du er vores bedsteven, vi vil ikke miste dig. Vi savner dig." "Det er jeg bange for, at i allerede har gjort, Harry." Røg det hårdt ud af Liam. Det var næsten for meget. Jeg var glad for Liam, men altså.. han kunne være for hård. "Han skal nok tilgive jer. Bare rolig, Harry." sagde jeg, ligeglad med om Liam var der. For første gang, smilede Harry en lille smule, hvilket fik mig til at sætte mig bedre op på min stol. Han smilede? Det trak lidt på smilebåndet. 

"Jeg går lige på toilettet," mumlede Liam, og inden vi nåede at sige noget, var han gået. "Er han okay?" spurgte Harry. Jeg sukkede, før jeg rystede på hovedet. "Det går.. Han er vred, skuffet og virkelig trist. Han laver ting han ikke skal, han laver mad og rydder op, selvom han lige er kommet ud af hospitalet. Han er vred på jer, Harry. I har virkelig ødelagt jeres venskab." det jeg sagde, fik Harry til at spænde i kroppen. Egentlig var det synd for ham. "Faith, jeg var på hospitalet igår.. psykiatrisk afdeling." Jeg stivnede, og rettede mit forvirrede blik mod ham. 

"Jeg fandt ud af nogle ting.." Jeg blev endnu mere forvirret, og var faktisk bange for hvad den her samtale førte hen. "Dine biologiske forældre." stammede han, og hvis ikke det var fordi jeg så frygten i hans øjne, så var det fordi jeg selv blev forskrækket, at jeg spærrede øjnene op. "Hvad fabler du om, Harry? Har du fundet ud af noget om mine biologiske forældre?" røg det stille ud af mig, og jeg var snart ved at græde. "Ja," svarede han kort. "Men jeg synes at Liam skal kom-" "Jeg er her," hørte jeg Liam sige over fra døren af. "Faith.." sagde Harry, og jeg kiggede bare på ham. 

 

"Faith, du er Liam's lillesøster. Du hedder Faith Audrey Payne." 

 

----------------------------------

 

DUM DUM DUM, heeeeej! 

Så fandt i ud af Faith's hemmelighed, eller hun vidste det jo ikke selv, men hun vidste at hun var adopteret. Hvad synes i om at det er Liam der er broren? x 

undskyld for forsinkelsen, YAREN K. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...