No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6874Visninger
AA

4. I'm just so mad - Liam Payne


"Our little secret.." 

- ikke rettet igennem -

"Det får du betalt, Styles.." hørte jeg en velkendt stemme sige.. Hvad lavede hun her? Det.. var ret underligt det her, virkelig. Før var hun hos Andy og.. Andy. Den idiot. Han troede virkelig at de var bedstevenner. Han troede at de fortalte hinanden, og selvom de ikke havde tid til hinanden, så løj man da ikke over for sin bedsteven, gjorde man? Nope. 

Men var det hende der var her eller var det bare mig der drømte? 

Mit spørgsmål blev bekræftet da en brunette kom ind i stuen; kendt som Faith Samuels. Min 'bedste' ven's søster. Det var ikke til at tro på. 

 

"Eh.. hej.." hørte jeg hende sige, med et akavet smil. Hun kiggede rundt på alle drengene, men da hendes blik landede på mig, forsvandt hendes smil og bed sig hårdt i læben. Selvfølgelig. Jeg havde lige fundet ud af en hemmelighed hendes søde bror havde holdt fra os allesammen i fucking syv år. Jeg bandede sjældent, jeg blev sjældent sur, men jeg kunne stadig huske mit vredesudbrud hjemme hos Andy..

 

Jeg var lige kommet over til Andy, men da jeg stod foran døren, hørte jeg råb indenfor. Det hele. Noget med en Faith, søster eller bror. Pludselig kom en pige ud mens hun holdt sig for kinden, da hun kiggede på mig, var hun chokeret. Jeg så hendes øjne, angsten og vreden. Hun skubbede til mig, og forsvandt. Hvad foregik der? "Andy, hvad sker der?" spurgte jeg og Andy vendte sig forskrækket om mod mig. Han forventede ikke at jeg stod der.. bag ham. "Ikke no-" "Du skal ikke lyve overfor mig Andy, fortæl mig hvad der sker.. Hvem var hun?" spurgte jeg små irriteret. Han tøvede, før han satte sig ned på sengen og kiggede på mig med sine blanke øjne. 

"Min søster.." "HVAD?!" råbte jeg. Jeg blev både chokeret og vred. "Hvorfor fanden i helvede ved jeg ikke at du har en søster?!" råbte jeg endnu engang og han bed sig i læben. "Fordi hun har været på et hospital i syv år.." Mere nåede han ikke at sige, før jeg havde givet ham en knytnæve i ansigtet. Derefter var jeg den, der var skredet.

 

Ja, det gik ikke som planlagt.. Jeg skulle over til min bedsteven og fortælle ham at jeg ville fri til Sophia. Glem det med Sophia, men Andy.. hvordan kunne han gøre det? Jeg forstod det ikke. Jeg hørte jo ikke efter da han prøvede på at fortælle mig det, jeg stak ham en knytnæve i ansigtet, og så forsvandt jeg. 

"Liam?" jeg kiggede over på Niall som snakkede til mig. "Hvad sker der?" Nu var det Zayn's tur til at spørge mig. Jeg rejste mig op, kiggede kort på Faith, og gik så ud på altanen, hvor jeg placerede mine hænder på stangen der stod der. Med et tungt suk, kiggede jeg ud over byen - hvor kunne livet dog ændre sig på blot få sekunder. Først er man en lille dreng der intet rigtig har, derefter bliver man klasket sammen med fire drenge, hvor alle i verden pludselig kender en. Man er glad, men det varer ikke altid fordi man så finder ud af at ens eneste normale bedste ven ikke fortæller ham noget vigtigt - Andy var bare en normal dreng, som skulle forblive min bedsteven fordi jeg havde tillid til ham. Ham, jeg stolede hundrede procent på fordi han stadig var min bedsteven efter vi blev kendt, nu havde jeg ikke engang tillid til ham.. ikke længere. 

 

Jeg kunne fornemme at der var en der stod ved siden af mig, forhåbentlig ville personen lade mig være i fred ved at gå igen, men næ nej, det skulle ikke gå sådan åbenbart. Jeg kiggede på personen, og seriøst, hvor kunne jeg dog råbe nu. Faith stod foran mig, og smilede svagt til mig - hvorfor lod hun mig ikke være? "Hvad vil du?" vrissede jeg, og kiggede så udover byen igen - med en lidt akavet stemning, stod vi der i lidt tid. "Er du okay?" Spurgte hun seriøst lige om det? "Hvad tror du selv? Jeg har lige fundet ud af at min bedste-" "Shh," tyssede hun på mig og jeg kiggede uforstået på hende. "Hvad?" Hun sukkede. "De andre på ikke finde ud af noget. Liam. Jeg beder dig, du skal ikke fortælle noget." Gnisten forsvandt, måske den gnist med at hun ikke var anderledes, hun var fucking som sin bror. 

"Er du sindssyg Faith?! Du skal ikke komme og tro at du bare kan vade ind i vores liv, og bare kan fucke alt op ligesom Andy! Jeg vil ikke være jeres lille keeper eller hvad fuck i vil have mig til! Kan du ikke bare skride tilbage og blive der hvor du var før? På et hospital? Hvor du end så var før!" røg det råbende ud af mig, og overrasket over min egen stemme, tog jeg et skridt bagud. "Undskyld.. Jeg tror bare jeg går nu." mumlede hun inden hun forsvandt fra altanen. Hvad skete der? Jeg vidste godt at mine ord havde ramt hende hårdt, det kunne enhver se, men hendes sociale kompetencer omkring os var virkelig faldet ned. Hun kunne ikke bare pludselig komme og snakke med os, i så fald, var hun virkelig dårlig til at kommunikere med andre - siden hun ikke snakkede med os noget før. Måske var det dumt af mig at bedømme hende sådan, men jeg var så sur på Andy. "Liam, hvad er det du har gang i?" Harry stod ved døråbningen, og kiggede på mig. "Hun er gået Liam, hun har altså intet sted at tage hen. Forstår du det slet ikke? Hvor er den gamle Liam henne? Ham der beskyttede alt og alle, og skulle forestille sig at være daddy direction? Hvad sker der for dig?" Først der gik det rigtigt op for mig, hvad jeg havde gang i. "Fuck," mumlede jeg, stadig overrasket over at jeg bandede. "Okay, der er noget galt med dig," sagde Harry og forsvandt væk derfra. Hvorfor forsvandt alle bare? Jeg gik indenfor og ud på gangen, ligeglad med at drengene kaldte - med en hastighed på nul komma fem, fik jeg mine sko og jakke på, hvorefter jeg løb ud af døren og hen til elevatoren. Der skulle ikke meget til, før jeg var ved at smadre hånden ned i muren, men da døren gik op til elevatoren, gik jeg bare ind og lænede mig op langs væggen. 

Hvad gik der af mig? 

Det var jo ikke hendes skyld det her.. 

Hun måtte jo være syg, hvis hun var på hospitalet.. 

Da døren gik op, og jeg endelig kunne komme ud, lagde jeg mærke til at det var ved at blive mørkt. Faith havde sovet virkelig længe, og nu var klokken fem om aftenen, det var trods alt vinter. Jeg gik ned af London's gader, og kiggede rundt. Hvordan i alverden kunne jeg finde hende nu hv- jeg fik øje på hende længere nede. Hun sad nede på jorden med ryggen til væggen og med lukkede øjne. Jeg fik helt ondt af hende. 

 

Med tanken om hvor et dårligt menneske jeg var idag, gik jeg derhen og satte mig ned ved siden af hende. Hun gispede kort, sikkert fordi hun troede jeg var en random farlig person, men da kiggede på mig og indså at det var mig, faldt hun til ro - det fik hende dog ikke til at stoppe med at være bange. "Hvis du har lyst til at svine mig mere til, så kan du bare snakke - jeg lytter." mente hun seriøst det der? "Hvad?" røg det ud af mig. Det lå ikke i mig, at kritisere nogen. "Du havde da rimelig travlt med at svine mig til hjemme hos drengene.." mumlede hun og jeg sukkede højlydt. Det var ikke meningen at jeg sagde de ord til hende. "Undskyld," sagde jeg og kiggede på hende. Første gang lod hun sit blik ramme mig i øjenkontakt og vi stod der uden at sige noget. 

"Jeg er bare så sur..." lod jeg hende vide og lukkede mine øjne. "Andy var min bedsteven, han fortalte mig alt.. eller det troede jeg i hvert fald.." Hun nikkede lidt til det jeg sagde, og hun svarede mig, denne gang med et smil; "Jeg forstår dig.. mere end noget andet. Siden jeg kom ud, har han ikke været specielt glad for mig, han ville ikke vise mig frem.." Et venligt smil gled henover mine læber i det jeg lod min hånd lande på hendes skød. "Vil du fortælle mig det?" spurgte jeg, der gik ikke lang tid før hun svarede mig; "Jeg var ti år.. vores forældre døde, eller Andy's forældre døde.. jeg var deprimeret, men fik ikke lov til at blive hjemme. Mig og Andy var som bedstevenner. En uge efter døde en dreng på skolen, en der altid blev mobbet - folk beskyldte mig selvom de godt vidste at han bare begik selvmord. De sagde jeg var sindssyg, og for at Andy's venner ikke skulle gøre ham til grin, valgte han at sende mig til en afdeling.. psykiatrisk afdeling.. Jeg var der i syv år og forbandede hver eneste dag, det bånd mig og Andy havde. Grunden til at jeg sagde Andy's forældre, var at jeg faktisk er adopteret. Jeg blev adopteret da mine biologiske forældre ikke ville have et barn, da de var for unge. Derfor troede Andy også mere på andre folk der kritiserede mig. De sagde at jeg var et uartigt barn, og at de derfor skulle straffes istedet.." Mit ansigtsudtryk fik hende til at stoppe med at snakke. Jeg var så chokeret.. 

"Faith.. det er jeg utrolig ked af. Virkelig.." Jeg nærmede mig hende, hvor jeg kort sendte hende et trygt smil inden jeg lagde armene om hende og krammede hende ind til mig. "Jeg lover dig, han vil ikke komme til at gøre dig noget, eller kalde dig for søster igen." "Tak, Liam." Sagde hun og smilte, hvorefter hun trak sig fra krammet. 

Jeg kunne ikke forstå hvordan det her kunne ske. Bare en enkelt grund kan føre til at ens liv ændres på det groveste. Faith's liv var ikke noget at råbe hurra for. 

 

"Skal vi gå?" sagde jeg og sendte hende et smil - hun nikkede, så jeg rejste mig op, tog hendes hånd og begyndte med at gå. Jeg lagde armen om hende, da hun sikkert frøs - og vi gik hjemad. "Vi får en til at hente dine ting imorgen, så kan du bo hos mig i lidt tid, indtil du fylder atten og vi så finder en lejlighed til dig." Hun smilede taknemmeligt til mig og kyssede mig på kinden. Hende her Faith, hun var faktisk en sød pige.

Foran døren, lænede jeg mig frem mod hendes øre og hviskede hende blidt i øret, med en sød stemme; 

"This is our little secret.." 

 

 

---------------------------------------

 

Heeeej! 

hvad synes i så? Endelig kom der et kapitel haha. 

Det er fredag og vi alle elsker fredage for så er der weekend, men desværre er jeg syg,

så det er ikke sådan en god fredag for mig, øv øv. 

Håber at i nyder decembermåned. Måske kunne jeg lave noget jul halløj i novellen.

 

Nåh.. Hvad tror i der sker? I fandt ud af at det ikke var hendes rigtige forældre, så den her novelle er IKKE ligesom de andre hvor forældrene dør, som i sikkert havde troet. Der kommer masser af drama! 

Hvad med Liam? Hvorfor er han så tæt på Faith? 

Tror i at han er Sophia utro? Det må tiden vise. xx 

HÅBER I KAN LIDE DEN! x

i må gerne komme med kritik og skrive hvad jeg kan gøre bedre. :) 

Byeee - Yaren x LOTS OF LOVE

 

- Fra nu af vil der komme små citater som 'A lie can't cover the truth' og 'Our little secret' der kommer nogle citater jeg selv skriver. :) Håber i kan lide dem. :) xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...