No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6888Visninger
AA

9. I need your help - Sophia Smith


 

"I don't know what to say, so we got to shut up and listen to the love song.." 

 

Jeg vidste ikke hvorfor jeg var kommet, eller hvad jeg havde i sinde da jeg kom ind af døren, men jeg vidste at jeg blev nødt til at se til Liam, om jeg så var vred eller skuffet, jeg skulle bare se ham - men da jeg kom ind på hans stueværelse fortrød jeg straks at jeg var kommet. Han så så smadret ud, og så vred ud - det gjorde mig virkelig trist. Burde jeg ikke være vred på ham? Jo, jeg burde nok, men alligevel var der noget ved ham der fortalte mig at jeg tog fejl et eller andet sted i alt det her. Da jeg så magasinet, blev jeg så vred og så sindssyg, at jeg handlede før jeg tænkte. Jeg stolede ikke på ham, og måske var det derfor at han så på mig som om han kiggede på sin værste fjende. 

"Hej Liam og Faith." sagde jeg, efter at have kigget på Liam. Jeg trådte ind og lukkede døren efter mig, hvorefter jeg hørte en alt for bekendt stemme snakke, sikkert til mig; "Hvad laver du her, Sophia?" Liam. Hans stemme var så kold. "Jeg.." sagde jeg; "jeg ved det faktisk ikke.." det var rigtigt. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede der. "Jeg ville se til dig.. Er du okay?" Det var nok dumt af mig, men altså.. "Hah," grinte han sarkastisk og lavt - han så lidende ud. "Om jeg er okay? Er du dog sindssyg? Er du dum? Hvis du er kommet her, for bare at se mig sådan her, så må du gerne gå igen. Du fortjener ikke engang at se mig have det dårligt." røg det ud af ham, og jeg måtte give ham - han havde ret. "Liam, jeg.." jeg stoppede mig selv i at snakke. "Du hvad? Er ked af det? Oh, det forventer du ikke jeg tror på, vel?" han kiggede fjendeligt på mig. Med et suk, vendte jeg mig bare om og skulle til at forlade stedet, da jeg hørte en anden stemme blande sig, en som ikke havde snakket siden jeg kom; "Sophia, vent." Jeg vendte mig om og kiggede på Faith. Jeg skulle til at se vredt på hende og svine hende til for at have taget min kæreste, men jeg stoppede mig selv da jeg kunne se at hun var trist. Det gjorde mig trist, spørg ikke hvorfor. "Liam mener det ikke. Han er bare.. overrasket over at du er her.." sagde hun, og prøvede på at smile. Jeg kiggede på Liam, og håbede på at hun havde ret. "Faith, drop det. Jeg gider hende ikke," mumlede Liam, højt nok til jeg hørte det. Han vendte ryggen til mig og lagde sig ordentligt ned. "Helt ærligt, JEG burde være sur, og så er du sur?!" røg det chokeret ud af mig, det fik ham til at vende sig om og sætte sig om. "Hvad fanden snakker du om Sophia? Hvorfor skal DU være sur? DU har ikke tillid nok til mig, DU tror at jeg er dig utro, DU vendte ryggen til mig. Forventer du at JEG skal prøve på at få dig tilbage? Glem det. Hvis du havde elsket mig bare en lille smule, ville du stole på mig, nok til at kunne vide at jeg aldrig ville være dig utro!" Han gjorde noget med sine fingre, for at vise 'En lille smule' Jeg elskede ham, og jeg forbandede sådan at jeg havde troet på magasinet, men som nævnt før, var det svært når alle i hele verden sagde det samme. "Jamen forhelvede Liam, jeg elsker dig jo, hvad forventer du når alle siger det samme, og jeg ikke ved hvad jeg skal tro på?" sagde jeg ærligt. "Du kunne da prøve på at stole lidt mere på mig," vrissede han, hvorefter han lagde sig ned i sin seng igen.

Han havde ret. Jeg stolede ikke på ham. Det han sagde, fik for alvor mine tårer til at trille ned af kinderne. Jeg vendte mig om og forlod stuen, hvor jeg tørrede mine kinder. "Er du okay, Sophia?" spurgte Harry og jeg rystede kort på hovedet inden jeg gik ud af stedet. 

Tænkt at jeg havde troet på Harry. Det kunne godt være at jeg burde stole på Liam, og at jeg burde tage den med ro, men jeg kunne bare ikke tænke, nogle gange reagerede jeg uden at tænke. Med et snøft, fik jeg mig maset igennem alle de fans der nu begyndte med at råbe til mig; "Sophia, Liam er en idiot!" og, "Din kælling! Liam har ikke været dig utro, hvorfor lyver du?!" Det sidste gik mig på - selvom jeg vidste hvor rigtigt det var, så kunne jeg ikke lide at fans hadede mig. Dog kunne jeg godt forstå det, jeg havde løjet og jeg havde svigtet min kæreste. Jeg elskede ham jo så højt, det vidste han bare ikke - ikke mere. Måske ville han ikke have noget med mig at gøre længere, det gjorde virkelig ondt at tænke på. 

Jeg ville finde ud af, hvad han havde gang i, og jeg måtte finde ud af, hvem Faith i virkeligheden var. Jeg kunne ikke bære på det her mere, jeg ville ikke få dårlig samvittighed. Hvis Liam talte sandt, måtte jeg finde ud af det - gå hen og undskylde. Gøre alt for tilgivelse. Hvis han så derefter ikke vil have mig, så kunne jeg intet gøre - så måtte jeg bare prøve på at glemme ham. 

Tanken var virkelig skræmmende. Jeg kunne ikke leve uden Liam. Han var mit et og alt. Min kæreste. 

 

****

Jeg sad på nettet og søgte på hende, hun burde stå et sted, nu hvor hun kendte Andy. 

Men jeg kunne ikke finde hende, ingen steder. En skuffelse skød ind i mig, da jeg opdagede at det ville blive svært. Hvorfor fanden var hun så svær at finde? Det var ikke til at forstå. 

Hastigt tog jeg min mobil op, og tastede et velkendt nummer ind. 

"Sophia?" spurgte stemmen, og man kunne høre tristheden i hans stemme, jeg forstod ham ikke. Hvis han virkelig var trist, hvorfor gjorde han så alt det her? Folk er svære at læse. 

 

"Harry, jeg har brug for din hjælp.. Vi skal finde ud af, hvem Faith er. " 

 

 

 

-------------------------------------------------------

 

Undskyld det blev kort. Havde ikke tid i fredags, og indtil nu, såeh, i får et kapitel nu.

 

I må også godt tjekke What about the test novellen ud, som jeg skriver med dejlige Louise. x 

 

Men ja, håber i kan lide det. I fik lige fra Sophia's synsvinkel.. :') xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...