No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6882Visninger
AA

8. He knows the truth - Faith Samuels


"I'm sorry, i don't know why i'm sorry, but i'm sorry. I just can't anymore, i don't want 

to feel this pain anymore.. We can keep this love in a photograph and forget everything.." - Yaren. 

(Det med den sidste sætning, ja, den er fra ed sheeran's sang, men kan bare godt lide sætningen,

så du behøver ikke høre den for at læse.) 

- Små fejl kan finde sted i kapitlet. - 

 

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville græde, men lige nu kunne jeg ikke holde mig - jeg havd det så dårligt og jeg følte at det var min skyld, det hele. Det med at Liam kørte galt og ikke ville vågne. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg sad ved siden af hospitalssengen, hvor Liam lå, og holdte hans hånd imens jeg hviskede at det var min skyld. Hvis ikke jeg havde ladet ham gå, ville han ikke køre galt - eller i det hele taget, hvis ikke jeg var vandret ind i hans liv på den måde, ville hans liv ikke blive ødelagt. 

Lidt efter hørte jeg små banken på døren, og drejede derfor hovedet den retning - mod døren. Hurtigt, tørrede jeg mine kinder, og gik hen til døren hvor jeg åbnede den. Det kom som et chok, for pludselig stod fire drenge foran mig, bedre kendt som Harry, Louis, Niall og Zayn - hvor de bare kiggede på mig. Louis og Niall havde tårer ned af kinderne, Harry og Zayn var følelsesløse. "Hvad vil i? Hvorfor er i kommet?" røg det hårdt ud af mig. De fortjente den behandling de fik, de fortjente ikke en skid godt. "Må vi ikke nok se ham? VI sav-" "Arh, spar mig for jeres bullshit. I vil jo bare se ham lide igen, ikke? Hvis i så gerne vil se ham i smerte, jamen værsgo'." åbner døren helt, så de kan se Liam. "Har i fået det bedre ved at se ham sådan der? Var det sådan i havde planlagt hans fremtid? Først få ham til at tro at i var venner, og så gøre ham berømt, for derefter han stikke ham i ryggen og lade ham være i smerte? Kalder i jer selv for venner?" røg det igen ud af mig, og jeg kiggede bare på dem. Jeg kunne se at de var i smerte - i smerte over fortrydelse, men det kunne de glemme. Jeg ville ikke tro på det. "Faith.." startede Niall ud med, efterfulgt af Louis; "Vi ville aldrig lade ham dø, Faith! Er du sindssyg? Han er vores bedste-" "ven?" afbrød jeg ham. "Det tror jeg nu ikke. Hvem ville lade alle i verden tro at ens bedsteven har været hans kæreste utro? HVEM?!" råbte jeg, og inden jeg nåede mere, fik jeg en hånd på munden. Jeg kiggede på personen, Harry. Han havde lukket min mund, så jeg ikke råbte. Smart. Hurtigt skubbede jeg ham væk. "Hvis du aldrig var kommet, ville det her ikke ske," sagde Harry, mumlende, men jeg hørte det godt. "Hvis jeg aldrig var kommet, havde Liam aldrig indset hvor tillidsløse i var! Jeg hjalp ham bare med at indse det, din idiot. Du kommer og skændes med mig her, jeg ved ikke engang om han vågner, og du sk-" "Han er vågnet!" hørte jeg Niall's stemme sige. Hurtigt var jeg henne ved Liam, og smilede. "Liam.." sagde jeg og han blinkede et par gange, for at vænne sig til lyset. "Hey.." sagde han - hans stemme var hæs - og kiggede på mig. Pludselig blev hans blik irriteret, og han kiggede på noget bag mig. Drengene. Selvfølgelig. "Hvorfor er de kommet?" spurgte han lavt, så kun jeg kunne høre det. "De ville se dig." sagde jeg, ligeglad med om de hørte det. Hans blik var tomt. 

 

Skulle jeg være helt ærlig? Okay..

Helt ærligt, hundrede procent, så troede jeg faktisk på Louis og Niall. Jeg troede på at de ikke troede på det, avisen havde skrevet - de ville ikke miste deres bedsteven, selvom det var forsent. Jeg kunne se det i deres øjne, deres tårer, og den måde de snakkede på. De var ikke glade for det der var sket. De savnede Liam, og ville gøre alt for ham. Louis og Niall troede på Liam. 

Så var der Zayn og Harry. De var følelsesløse, man kunne ikke se hvordan de havde det. De troede ikke på Liam, eller det var, hvad jeg så. Zayn så sørgmodigt hen på Liam, og der viste det sig, at han ikke ønskede at tro på det. Han ønskede ikke at vende ryggen mod Liam, men han kunne ikke andet, når der var beviser. Han var også ked af det.

Men Harry. Man kunne se det i hans øjne, han var ligeglad, og fuldstændig besat af medierne. Hans øjne var blanke, og hvorfor han var kommet, anede jeg ikke. Dog kunne man se, at han ikke ønskede at være en del af det, han var igang med. Han ville ikke se Liam, for så vidste han at han ville fortryde alt. Han vil inderst inde ikke tro på alt det, medierne beskriver Liam med, men faktisk har han ikke tillid til sin bedsteven og det gør det hele meget værre. Han har indset det og piner sig selv ved at være kold og hadende. 

"Få dem væk," sagde Liam og lukkede kort øjnene. Man kunne se hvor hårdt han havde det. Smerterne fysisk og smerterne psykisk. Jeg nikkede lidt, rejste mig op og vendte mig om, men straks fortrød jeg min handling, for dér.. lige foran mig stod Andy. 

"Faith," sagde han, men jeg afbrød ham. De andre drenge vidste det ikke, og de måtte ikke vide det endnu. "Skrid Andy.." sagde jeg.. "og jer. Gå. Liam vil ikke se jer." Jeg kiggede på de andre drenge, mest på Harry. "Liam, du må ikke gøre det her mod os. Liam, undskyld, vil du ikke nok bare tale med os? Vi savner dig.." det var Louis der sagde det, med gråd i stemmen. "Liam.. Please.. bare sig noget," nu var det Niall's tur. 

"Drenge, jeg mene-" "Gå.." afbrød Liam mig. Han snakkede til drengene og kiggede tomt på dem. "Lia-" "GÅ!" råbte Liam nu af dem, og han lukkede øjnene, da det nok gjorde ondt på ham at råbe. "Liam, du skal ikke råbe.. Du får ondt," sagde jeg og satte mig ved ham. "Jeres kærlighed er virkelig klam." hørte jeg Harry sige, inden han forlod værelset. Med et suk, kiggede jeg på Liam, der sendte mig et undskyldende smil. "Niall, og Louis. Bliv herinde, og jer andre, gå ud." sagde jeg. Liam kiggede uforstående på mig, men jeg smilede bare til ham. De andre gik triste ud, og Niall samt Louis blev - overrasket. Jeg gik hen til dem, og lagde en hånd på hver af deres skuldre. "Jeg tror på jer," sagde jeg med et lille smil. "Gør du?" spurgte Louis. "Ja, jeg gør. I vil aldrig lade Liam være sådan der. I stolede på ham, det kunne han bare ikke se." "Faith.." stoppede Liam mig. "Nej Liam. Det kan godt være at Zayn og Harry ikke tror på dig, men det går ud over dem der rent faktisk vil dig noget godt. Jeg kan se det på dem. De er dine bedstevenner." sagde jeg roligt. "Liam," snøftede Niall; "Du må tro på os. Vi savner dig, Liam.." Liam kiggede på os, og han havde nu selv tårer ned af kinderne - stakkels ham. Alt var min skyld. "Jeg går.." sagde jeg, og gik ud, hvor jeg blev mødt af tre drenge - Zayn, Harry og Andy. "Faith.." sagde Zayn og jeg kiggede på ham. "Zayn." sagde jeg. "Kan vi lige snakke alene?" jeg nikkede til hans spørgsmål og gik med ham udenfor. Selvom han havde svigtet Liam, betød det jo ikke at jeg skulle være ond mod ham. "Er det rigtigt?" spurgte han, hvilket fik mig til at kigge mærkværdigt på ham. "Er det rigtigt at Liam ville fri til Sophia, og du derfor boede hos ham?" Chokeret kiggede jeg på ham, og lagde hovedet på skrå. "Hvem har sagt det?" spurgte jeg anspændt, og han trak på skuldrene. "En fan skrev det på twitter, og jeg så det.." wauw. En fan skrev det. "Ja, det er rigtigt. Hvis i stolede nok på ham, ville i få det at vide.." sagde jeg irriteret og skulle til at gå, da han tog fat i min arm, jeg blev trukket tilbage; og landede ind i ham. Hurtigt fik jeg mig rettet op og kiggede på ham. "Faith, Liam betyder alt for mig. Han er min bedsteven. Jeg kan ikke lide at se ham sådan, men at alle sagde det samme, gjorde at vi troede på det. Harry er også ked af det, men viser det ikke. Faith please, hjælp os." 

 

Jeg lagde mærke til tårerne der trillede ned af Zayn's kinder, så jeg tørrede dem hurtigt. "Zayn, okay. Du skal ikke græde, jeg vil gøre alt hvad jeg kan. Jeg prøver ikke på at skille jer ad." Jeg snøftede og trak ham ind i et kram. Han lagde hovedet mellem mine skulder, mens jeg kunne mærke at min trøje blev våd af hans tårer. "Zayn?" hørte jeg en bag mig vrisse. Jeg vendte mig om og kiggede ind i et par grønne øjne - Harry. Zayn trak sig og tørrede sine kinder. "Harry, jeg vil ikke være en del af det.. Jeg stoler på Liam, og det har jeg gjort lige fra starten af.." at høre Zayn sige de her ord, gjorde mig glad, men at Harry pludselig fik den idé om at skubbe mig hårdt ind i væggen, gjorde mig virkelig vred. Jeg tog mig til hovedet. "Det er DIN skyld at vi svigtede Liam. DIN!" råbte Harry. Jeg ville ikke indrømme det, men Harry havde på en måde ret. Det var min skyld, og jeg vidste at han kun råbte det fordi han selv blev ked af det. Hvorfra jeg vidste det, har jeg ingen idé om. 

"Harry, hvad fanden laver du?!" Kom det fra Louis som åbenbart havde set det hele. Han var henne ved mig, og hjælpe mig. Jeg blinkede med øjnene et par gange, før jeg kunne komme til mig selv igen. Harry så ud til at være chokeret over sin handling. Han vendte sig om og begyndte med at gå. 

 

Aldrig i mit liv havde jeg oplevet det her før. At blive behandlet på den måde. Aldrig i mit liv havde jeg savnet en person så meget, som jeg havde savnet Daisy. Hun var den eneste jeg var tryg hos. "Er du okay, Faith?" spurgte Louis og jeg nikkede. "Ja.." mumlede jeg og forsvandt ind igen. Jeg gik ind til Liam, og prøvede på at skjule min svimmelhed. Jeg satte mig ned ved siden af Liam og smilede stille. 

"Snakkede i?" spurgte jeg, og håbede at de havde, men han skuffede mig ved at sige, "Nej.." Det var så typisk. "Hvorfor?" sukkede jeg og sendte ham et skuffet blik. "Vi skrev. Jeg skrev, de snakkede. Jeg ville ikke snakke med dem," uddybede han og jeg smilede stort. "Dejligt!" udbrød jeg. Han havde ondt. Jeg kunne se det. "Hvordan har du det?" spurgte jeg, selvom jeg kendte svaret. "Jeg ved det ikke. Jeg har ondt." indrømmede han.

 

Jeg følte som om at jeg straffede ham. Måske burde jeg straffe mig selv for at være sådan her? Det var jo ikke meningen at jeg skulle være en del af Liam's hverdag. Han spurgte mig bare om hjælp, og jeg accepterede det, for jeg skyldte ham så meget - nu kunne det være ligemeget. 

 

*** 

"Zayn ved sandheden," sagde jeg. Liam var stadig på hospitalet, og jeg sad her sammen med ham, så han ikke var alene. "Hvad?" spurgte han mig om. Han sad og drak noget te som jeg havde været så sød at hente hjemme fra, mens han læste i en bog - typisk Liam. Han læste heletiden, hvordan kunne han holde det ud? "Zayn. Han ved at du ville fri til Sophia. Han troede på dig fra starten af, men da alle talte om det samme, blev han usikker. Da en fan så skrev til ham at du ville fri til Sophia, spurgte han mig, og jeg sagde at det var rigtigt. Undskyld Liam, men jeg tænkte bare ikke på det. Und-" "Hey hey. Det er okay Faith. Slap nu af. At Zayn ved det, gør mig glad. At det er en fan der skrev det, gør mig endnu mere glad." sagde han og hans smil blev større for hver et sekund der gik. 

Døren gik op, og ind kom en person. Først da vi begge to kiggede hen mod døren, så vi, hvem der kom ind - og tro mig, vi blev begge to virkelig chokerede. Liam så virkelig forskrækket, vred og ked af det ud. 

 

"Hej Liam og Faith.

 

 

--------------------------------------------------------------

 

UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD! Jeg kunne ikke publicere i fredags, da jeg havde travlt

og imorgen er det jul, så kan ikke publicere, men jeg fandt lige tid til at få skrevet det sidste lige før!

Selvom det blev kort (Kortere end planlagt) elsker jeg selv det her kapitel.

 

Hvem tror i personen er? Hvem er den person der kom ind af døren? 

I må gerne komme med jeres bud! Og så fandt i ud af, hvad Faith rent faktisk skulle hjemme hos Liam! 

Elsker jer! Bye! - Yaren K.. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...