No Control - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Færdig
En grund. Hvad kunne det være? Hun havde ikke gjort ham noget, alligevel svigtede han hende og skubbede hende ind i afdelingen. Hun var ikke sindssyg. Liam forstod ingenting. Hvorfor ville Andy gøre sådan noget? Imod hende? Hun var ikke sindssyg, hvorfor så se en grund ved at få hende ind på stedet, hvor alle andre syge mennesker er. Et sted, hvor ingen andre gider at kontakte en. I 7 år havde Faith været på psykiatrisk afdeling, og da hun endelig kommer ud, er hun blevet en 17-årig, flabet pige. Hun lægger ikke skjul på sin flabethed, men hendes indre sorg? Hvem var Faith egentlig? Hvem var Andy? Hvad betyder det med at svigte hende? Og hvem er det hun i sidste ende finder trøst hos? Hvad sker der når Sophia og Harry finder ud af noget meget vigtigt omkring Faith. Hvad er det? Kan det påvirke hendes hver dag?

29Likes
28Kommentarer
6894Visninger
AA

3. Eleanor's friend - Faith


 

" A lie can't cover the truth.." 

 

Jeg kunne ikke beskrive mine følelser. Jeg var virkelig vred. Andy havde fucking slået mig og det var ikke lige noget man kunne råbe hurra for, slet ikke - faktisk blev jeg mere ked af det, end vred. Jeg vidste ikke at han kunne finde på at gøresådan noget imod mig. Jeg var forhelvede hans lillesøster og han havde ikke ret til at slå mig på den måde - og da slet ikke når jeg ikke fortjente det. Han kunne bare lade vær med at opføre sig som en overbeskyttende storebror når han ikke længere var noget som helst for mig - når han ikke betød noget som helst for mig. 

Jeg var faktisk også skuffet, skuffet over at komme hjem igen. Hvorfor blev jeg ikke bare ved Daisy, eller tog et eller andet sted hen istedet for at tage hjem til netop DET hjem, jeg boede i for syv år siden? Det var fandme bedre at leve ude på gaden end det lorte hus. 

Rent ærligt, vidste jeg ikke hvor jeg var lige nu. Jeg gik stadig, og mine ben rystede af kulde, men jeg gad ikke at give op - bare fordi Andy slog mig. Hvad ville man ikke tro om mig? Jeg var ikke svag, og jeg var ikke så nem at irritere, så de skulle bare skride ad helvedes tid. Da jeg ikke kunne gå mere, satte jeg mig ned på en bænk, og jeg ville ønske jeg kunne smide en taske eller en kuffert ned ved siden af mig, men sandheden er, jeg fucking ikke havde pakket noget som helst, så jeg sad her og frøs som en gal, med en tynd jakke, shorts og jeg ved ikke hvad. Min dag kunne ikke gå bedre, forhelv- 

"Hvad laver du herude, midt om natten?" hørte jeg en stemme trække mig ud af mine tanker, og jeg blev forskrækket, for kort efter hørte jeg mit hjerte galopere afsted. "Eh.. Det rager ikke dig," røg det hårdt ud af mig, og det var først efter jeg havde sagt det, at jeg lagde mærke til, hvem der egentlig stod foran mig. Det gjorde selveste Louis Tomlinson. NU kunne min dag ikke forbedres. Hele mit liv består af ironiske tanker, huh? "Slap dog af," hørte jeg ham mumle og han var ved at gå, da jeg tog hans hånd, hvorfor ved jeg ikke. "Hey, du må ikke gå. Undskyld. Vil du ikke sætte dig ned? Jeg keder mig alene," prøvede jeg på at sige roligt, selvom det måske lød lidt for sukker sødt. Nu hvor han var her, så kunne jeg vel godt udnytte det, ikke? Han var sikkert på vej hen til Andy, og hvis han var det, så kunne han komme for sent, og så, wupti, det ville blive min skyld.

Louis satte sig ned ved siden af mig, og kiggede på mig med et utålmodigt blik. Han ville sikkert vide, hvorfor jeg sad her, med det tøj som jeg havde på, og ikke havde en ordentlig jakke på. "Jeg kom op at skændes med en dreng som skulle forestille sig at være min bror, han slog mig og jeg forlod huset." sagde jeg og slog ud med armene. 

"Wauw," mumlede han, og jeg kiggede på ham. Et skævt smil kom frem på mine læber, ja, wauw. "Mh, så her er jeg.. har intet sted at tage hen," sukkede jeg, og kiggede på ham med et trist blik - selvom jeg ikke var så ked af det. Min hævn skulle bare tages, og jeg var ligeglad med hvad jeg skulle gøre.

Selvfølgelig ville jeg hverken bruge drengene eller komme sammen med en af dem, jeg skulle bare prøve på at få Andy til at forstå hvordan jeg havde det. 

"Hallo?" IGEN, blev jeg afbrudt i at tænke, og fuck hvor jeg tænkte for meget. "Oh, undskyld. Hvad sagde du?" Mit blik landede på ham

"Jeg sagde, at du kunne få lov til at sove på et af gæsteværelserne jeg har derhjemme, så finder vi ud af noget imorgen." Vent.. Spurgte Louis Tomlinson mig lige om det? "Hvor ved du fra at jeg ikke er fan og bare gør det her for at få lov til at komme tættere på dig?" spurgte jeg og løftede et øjenbryn. Han smilede lidt; "Er du da fan?" jeg rystede ivrigt på hovedet og grinte hysterisk. "Nej, slet ikke." "Godt så, kom," sagde han, tog min hånd og hjalp mig op at stå hvor vi gik. 

 

******

 

Jeg skulle ikke have sagt ja til at komme med ham hjem. Fanden tage mig, jeg skulle have vidst, at det var en dum idé. 

Jo, ser du.. Fucking Harry fandme Styles var der. Jeg nåede ikke engang at flygte, før jeg væltede ind i ham. Det der skete, var, at mig og Louis kom ind ad døren, og vi skulle ind i stuen, men jeg hørte en stemme - hæs stemme snakke i telefon. Hvem tror i det var? Selvfølgelig Harry. Da jeg så valgte at gå tilbage, trak Louis mig tilbage og jeg væltede ind i Styles. Fedt, ikke? Nope. 

 

Jeg sad på hans mave, og kiggede ned på ham. "Ikke igen," sukkede jeg, uden at tænke over at Louis var til stede. Louis vidste jo ikke at vi kendte hinanden. "Faith?" røg det ud af Harry. Flot Harry. Din idiot. Jeg rejste mig op og Louis kiggede mærkeligt på ham, jeg gjorde alt for ikke at se anstrengt ud. "Kender I to hinanden?" Åh, Louis, du skulle bare vide. 

"Eh.. Ne-" "-Ja," afbrød jeg Harry, og jeg kunne seriøst flække over Harry's ansigt, for han så ud som om han var ved at dø. "Altså.. Hvem kender ikke til Harry Styles og hans band?" smilede jeg overbevisende, at lyve, det var jeg god til. "Nåh, så hvordan kender Harry til dit navn?" spurgte Louis om. Kloge nar. "E-h, j-e-" "Hun er en af Eleanor's veninder.." afbrød Harry mig denne gang, og jeg kunne ikke andet end at smile stort. Selvom det var løgn, og en virkelig dum idé, nikkede jeg. "Ja, altså, vi VAR veninder, men da vi blev uvenner, snakkede vi ikke sammen igen, og jeg havde boet hos hende i lidt tid der, men så tog jeg hjem til min bror, og gæt så resten.." mumlede jeg og håbede på at han troede på mig. "Nåh okay.. Hun har ellers ikke fortalt noget om det.." sagde han og trak på skuldrene. "Men eh, Faith bliver her i nat fordi hun skændtes med sin bror, så.." Jeg kiggede på Harry der nikkede. "Du kan bare gå ud i køkkenet hvis du er sulten. Jeg går i seng, jeg er træt.." Jeg vidste ikke engang hvad klokken var, så hvis Louis gik i seng, måtte den være mange. Med et suk, gik jeg forbi Harry, men så let var det åbenbart heller ikke, for han tog fat i min arm og trak mig tilbage. "Nå Faith, er der noget du vil fortælle mig?" Han var så irriterende, hvorfor skulle han også vide alt.. "Næh, udover at jeg vil sige tak, men hvis Eleanor finder ud af det - jeg kender hende ikke engang - så er jeg død." sagde jeg og han slog bare en kort latter op. 

"Bare rolig. Eleanor er Louis' kæreste, og hun er sød. Vi finder ud af noget. Kom, så laver jeg en kop te til dig." Vi gik sammen ud i køkkenet, jeg satte mig ned ved køkkenbordet, mens Harry lavede te. "Jeg forstår ikke.. Du er hos Andy, jeg ser dig der, og så pludselig kom du op at skændes med din bror.. " Med sammenbidte tænder, lukkede jeg kort øjnene og spekulerede over hvordan jeg mon skulle fortælle ham det. 

"Du spørger for meget, Styles," klukkede jeg og så på hans ryg fordi han stod med ryggen til mig. Nice ryg.. Ej. Det var først der, jeg lagde mærke til hvordan hans år var store og krøllede. Sig mig, havde den dreng aldrig tænkt sig at klippe sit hår? 

"Det er da dig der heletiden kommer frem fra et eller andet mærkeligt sted hen. Selvfølgelig er man nysgerrig, du er jo mystisk.." Damn, det var ikke løgn. Spørg Andy om det, hah, han skulle nok fortælle sandheden. Nu hvor Payne allig- VENT! Liam vidste hvem jeg var, og han måtte IKKE fortælle det til nogen. Specielt ikke Harry. 

Okay, hvorfor specielt Harry? Arh, fuck det. 

 

Mig og Harry drak teen i en akavet stilhed, for ingen af os gad at starte en samtale op - hvad skulle vi egentlig snakke om når han ikke engang vidste hvem jeg var? 

 

*****

 

Jeg blev vækket af drengestemmer inde fra stuen af og jeg var lige ved at skrige, for det var virkelig for irriterende. Hvorfor kunne de ikke bare holde deres kæft og ba- En velkendt stemme fik mig til at falde ned fra sengen, og jeg rejste mig hurtigt op. 

Selvfølgelig. Jeg burde have vidst at han kom her, hvor var jeg dog dum. Fucking Payne's stemme kom fra stuen og hvad mon han ikke havde fortalt drengene. Sikkert alt. Pis altså. 

Med et suk, fik jeg taget mit tøj på, og jeg gik listende ud fra værelset, for derefter at sætte kurs mod badeværelset. Bare de ikke f- "Faith?" Fuck. Jeg vendte mig om, og kiggede ind i nogle grønne øjne, som kun Harry fucking Styles tilhørte. Tror bare jeg stopper med at sige fucking heletiden, for det må da være irriterende heletiden at høre det, eller læse det, er det ikke det i gør? Arh, whatever. 

"Eh... shh!" tyssede jeg på ham og løftede øjenbrynet før han rystede på hovedet. "Drenge, Faith er vågnet!" Fuck. Fuck. Fuck. Den dreng, aaaarrhh!

"Det får du betalt, Styles.

 

 

 

----------------------------

 

Virkelig, virkelig undskyld fordi jeg ikke publicerede i fredags, men ser i, jeg har haft SÅ fucking travlt med projekt uge og så videre. Vil publicere hurtigere fra nu af, håber jeg...

 

Nåh, hvad synes i? Liam fandt ud af det med Andy og Faith, Harry ved stadig intet.. Haha. 

Glæder i jer til mere Farry/Haith? xD xx 

I må gerne komme med kritik om hvad jeg kan gøre bedre.. xx 

 

 

love ya, bye - Yaren K. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...