Kampen for livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige, hvis mor kæmper med at komme igennem sygdommen, samtidig med at hun gerne vil opretholde forholdet med datteren. (gammel skoleopgave)

0Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. Sygdommen

Mit vækkeur ringede, men jeg havde ikke lyst til at stå op. For mig blev dagene længere og længere, i takt med at min mor blev mere og mere syg. Lægerne blev ved med at sige til mig at hun nok skal klare den, men jeg tror ikke rigtig på hvad de siger længere. De siger jo så mange ting, og det meste af det forstår man alligevel ikke. Hun har været syg i mange år og har fejlet lidt af hvert, da vi endelig troede hun var rask, fik hun konstateret kræft. Det er snart et år siden nu. Hun har kæmpet bragt for at klare sig igennem det, men det er en meget hård kamp, som er svær at vinde. 

Hun siger altid at hun vil blive ved med at kæmpe til det sidste, for hun vil ikke efterlade mig. Der er kun hende til at passe mig, min far skred da han fandt ud af at min mor var gravid, og så har min gamle tante Karoline hjulpet til i huset. Hun er blevet fast hjemmehjælper for min mor og jeg. Hun er ved at være gammel, men hun hjælper så godt hun kan, hun ser i hvert fald ud til at hygge sig med det. Jeg synes også at det er meget hyggeligt at hun er her, selvom jeg ville foretrække at det var min mor. Hun plejede altid at have så travlt på arbejde, i huset, med veninderne osv. men lige meget hvad så havde hun altid tid til mor og datter hygge. 

I starten kunne man ikke mærke på hende at hun var syg, hun havde skåret lidt ned på arbejdet, men ellers var det det samme. Men som tiden gik, og sygdommen blev værre, så kunne hun færre og færre ting. Hun begyndte at arbejde hjemme, havde ikke tid til hverken veninder eller at købe ind. Men hun fandt stadig tid til mig. Det var ikke noget specielt, vi sad bare i sofaen med noget slik og så film, men det at hun gerne ville have tid sammen med mig betød rigtig meget. Nu kan hun knap nok rejse sig fra sengen, så der er ikke plads til særlig meget mor og datter tid mere. Nogle gange ville jeg ønske, at hun bare ville give op og få en endelse på sine lidelser. 

Jeg følger ikke rigtig med i skolen, hvis jeg overhovedet kommer ud af sengen om morgenen, jeg sidder bare på min stol, kigger på klokken og venter på, at jeg kan komme hjem. Jeg bliver altid så bange når telefonen ringer i klassen, mange er bange for at de skal til tandlæge, men jeg er bange for at det er sygehuset der ringer. Det skete da min mor fik konstateret kræft, hun var pludselig faldet på gaden, der var ingen der kunne få kontakt til hende, hun var bevidstløs i næsten en time og der var ingen der vidste hvad de skulle gøre. Jeg husker tydeligt den højlydte gråd i telefonen da tante Karoline ringede til skolen og fortalte hvad der var sket.

Men i dag var ekstra hård, min mor havde ikke spist i flere dage, hun havde ikke engang forladt sengen. Jeg kunne ikke sidde stille i skolen, jeg overvejede at spille syg, så jeg kunne komme hjem. Men det ville Karoline ikke tillade, hvis jeg blev syg så skulle jeg holde mig så langt væk fra min mor som muligt, så jeg ikke smittede hende. Så jeg var nødt til at holde ud, selvom jeg mest af alt havde lyst til at løbe ud af døren. Og så skete det der ikke måtte ske, det jeg havde frygtet hele dagen, telefonen ringede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg var helt alene nu.

Jeg styrtede ind på hospitalet, det kunne ikke gå for langsomt. Tårerne væltede ned af mine kinder, elevatoren var for langsom, så jeg styrtede op af trapperne. Så stod jeg der, kræftafdelingen på rigshospitalet. Jeg havde været der mange gange før, jeg ville aldrig lade min mor tage derind alene. Så sad vi altid og snakkede imens hun fik kemo, ellers lavede jeg nogle lektier imens hun læste i en bog. Jeg havde aldrig set gangen som forfærdelig, før nu. Først nu kunne jeg se hvilket mareridt det endt lig var at være her, for nu lå min mor i en af sengene, helt livløs. 

Jeg fandt Karoline grædende i en af venteværelserne, hun havde begravet ansigtet i hænderne så jeg kunne næsten ikke genkende hende. Hun kiggede op, maskaren løb ned af kinderne på hende. Jeg satte mig ned ved siden af hende uden at sige et ord, så sad vi der og ventede på at lægen kom. Det føltes som en evighed før der endelig kom en ung sygeplejerske og spurgte efter os. Hun førte os ind på et kontor, hvor mors læge sad. Han sad midt i lokalet bag et skrivebord, han snakkede med en høj og dyb stemme, det var ham der havde undersøgt hvad der var sket med min mor osv. 

Men jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad han sagde, jeg ville bare ind og se min mor. Han snakkede i lang tid, han gik hele forløbet igennem fra start til slut. Men jeg vidste jo allerede hvordan forløbet var gået, jeg havde også snakket med ham mange gange før, så jeg havde ikke lyst til at høre det igen. Han blev endelig færdig med sin lange forklaring og sygeplejersken kom ind på kontoret. Hun første os hen til værelset, hvor min mor lå. Karoline kunne ikke bære at se min mor ligge livløs i sengen, så hun satte sig i venteværelset, og ventede til jeg havde sagt farvel. 

Jeg stod og kiggede på døren, den var grå og kold. Jeg fik kolde fødder og skulle lige til at gå, men tanken om ikke at have sagt farvel trak i mig. Jeg gik tilbage til døren og åbnede den langsomt. Der var koldt i værelset, væggene var hvide og kedelige. Midt i værelset stod sengen, hvor min mor lå. Det var meget mærkeligt at se hende på den måde, hun lå bare der helt stille. Når jeg havde kigget ind af døren til hendes værelse derhjemme, kunne jeg altid se om dynen bevægede sig pga. hendes vejrtrækning. Men dynen flyttede sig ikke en millimeter.

Jeg tog brevet i hånden, kyssede min mor på panden en sidste gang og gik ud til Karoline. Hun var holdt op med at græde og sad nu og læste i et ugeblad. Jeg satte mig ned ved siden af hende og viste hende brevet. Hun fik tåre i øjnene, men denne gang var det glædeståre. Karoline fortalte mig at hun havde reserveret plads på forskellige efterskoler, så jeg skulle bare vælge den jeg helst ville på. Jeg gav hende et kram og så kørte vi hjem. Resten af ugen gik med planlægning af bisættelsen, jeg ville have at det blev helt perfekt, så hun fik den afsked som hun fortjente. Bisættelsen endte med at være lige som jeg havde forestillet mig. 

Sommerferien gik med at købe alt hvad jeg skulle bruge på efterskolen, jeg glædede mig rigtig meget til at komme afsted. Det ville blive godt at komme lidt væk. Da sommerferien var slut pakkede vi bilen og kørte mod efterskolen. Det tog lidt tid, for skolen lå et godt stykke væk. Efter en times kørsel var vi på efterskolens parkeringsplads. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg blev siddende i bilen et stykke tid.

–Skal jeg gå med ind? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...