FORTABT

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
"Haymitch. Som var fastlåst i et par stærke arme. Haymitch. Som var mindst lige så grå og smertefuld i ansigtet, som det ujævne grus under mine fødder. Haymitch. Som så meget større ud end pælen foran mig, som jeg antog at jeg skulle fastspændes til. Haymitch. Som havde brudt sit løfte. " //Deltager i The Hunger Games konkurrencen, i valgmulighed 1 og 2.

7Likes
5Kommentarer
324Visninger

1. Oneshot


 Vi så dem ikke komme. Vi hørte dem ikke komme. Døren blev bare sparket ind, uden den mindste tøven. Fredsvogtere. I deres stive uniformer og skjulte ansigter. Geværer og monotone stemmer blev slynget mod os, uden at vi havde nogen chance for at forsvare os selv. De gennede os ud foran huset, ud i mors elskede blomsterbede. 

 Da de begyndte at puffe os frem mod bymidten, slog erkendelsen mig. Han havde advaret os. Han havde sagt, at vi bare skulle smile og styre uden om de spørgsmål, som de magtfulde mennesker ville have svar på. Han havde lovet at der ikke ville ske os noget. Jeg vidste allerede hvad der skulle ske, da jeg så mors blide ansigt, blive erstattet af en mørk rædsel. Vi blev ført hen foran øjnene af alle, selvom alle disse udmærket vidste, at denne forstiling kun var bestemt for en enkelt person.

 Haymitch. Som var fastlåst i et par stærke arme. Haymitch. Som var mindst lige så grå og smertefuld i ansigtet, som det ujævne grus under mine fødder. Haymitch. Som så meget større ud end pælen foran mig, som jeg antog at jeg skulle fastspændes til. 


 Haymitch. Som havde brudt sit løfte. 

 

 "Jeg er bange, lillebror," hvisker han. Bange? Haymitch kan ikke være bange. Han er den store. Han er den stærke. Han er vinderen af Jubilæumsspillet! 

 "Bange..." gentager jeg, lettere forskrækket. Jeg hæver min arm for at lægge en beroligende hånd på hans skulder, men han trækker sig lynhurtigt væk. Som om...som om han tror jeg ville skade ham. Som om han er bange for mig.Jeg stirrer på ham.

 "De hader at jeg vandt på den måde," mumler han tøvende til husets hvide vægge. "De hader at jeg snød dem."
Jeg vil spørge hvem 'de' er, men min tunge er som limet til ganen og min hals har tilsyneladende trukket sig sammen.
"De vil have mig...de vil have jer,"

 Haymitch ryster over det hele. Først da hans ben giver efter og han falder sammen på knæene, går det op for mig, at han græder. Tårerne falder tungt mod køkkengulvets rene fliser. Han hulker. Han klamrer sig til mine knæ og borer hovedet dybt ind i buksernes stof. Jeg er splittet mellem at begynde at skrige ad ham eller sige de lullende lyde man som regel siger til urolige babyer.

 Hvorfor græder han? Han har jo vundet! Han overlevede! Hvorfor har jeg det som om at det er MIG der ikke må græde?

 "Jeg lover, jeg lover, jeg lover, jeg lover," messer Haymitch igen og igen, uden at være i stand til at gøre sætningen færdig. Han bliver bare ved med at ryste hovedet frem og tilbage og stramme grebet mere og mere omkring mig. 

 "Jeg lover, lillebror.." begynder han grådkvalt "at de ikke får lov til at sætte én eneste fod i vores hus. De får ikke lov til at gøre dig eller mor noget. De får ikke lov til at straffe jer på grund af mig. De får jer ikke." Efterhånden som ordende kommer, bliver hårdheden i hans stemme mere markeret. 

 "Jeg vandt for fanden da ikke Dødspillet for ingenting," kan jeg hører ham hvæse sammenbidt. Da han kigger op på mig, er der en blanding af mord og smerte i han øjne. 

 "Vi vinder." 

 

 Ingen prøvede at lade som om at de ikke stirrede. Nogle få var så venligtsindede ikke også at måbe, men til gengæld, var der dem som havde rædslen malet i ansigtet. Jeg selv...ja, jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle. Alt forekom stadig så surrealistisk. Som når man vågnede fra et mareridt, men stadig kunne mærke visualiseringerne som kravlende insekter under huden.

 Jeg kiggede over på mor. Som hun stod der, i midten af to brutalt udseende skabninger, lyste modviljen ud fra hende. Men hun stod med ret ryg. Med knejsende hage. Og med blikket rettet stift mod mig. Hun troede stadig på Haymitchs løfte, og hun ville have mig til at gøre det samme. Hun ville have mig til at kæmpe. Jeg prøvede at skubbe skuldrene tilbage i en mere maskulin position, men de var for tunge af udmattelsen. De blev oppe omkring mine ører, som for at forhindre mit hoved i at falde af.

 Hvorfor kæmpe, når vi ikke havde nogle som helst chancer for at vinde? Hvorfor være modig, når magt og autoritet betød meget mere i denne sølle verden, som åbenbart både var mit fødested og skulle blive mit dødsted? Hvorfor håbe, når tunge våben allerede skinnede i hænderne på Fredsvogterne? Hvorfor overhovedet bekymre sig om at overleve, når Haymitch var holdt op med at kæmpe i mod?

 Hvorfor tænke på Haymitch, når det var mig der lige om lidt skulle dø?

 

 Vores hus er tyst. Mor går hvileløst frem og tilbage på det hårde, kolde trægulv. Jeg sidder længere ude end på kanten på den lurvede lænestol, som udgør det blødeste møblement i vores stue. Begge vores øjne er bundet til det lille, skramlende fjernsyn. Inde bag det elektrisk fremkaldte billede på skærmen, bløder Haymitch.

 Han og pigen fra Distrikt 1 er de sidste i Jubilæumsspillet. De to sidste. Pigen bløder også, men hun har i modsætning til Haymitch et våben. En solid, smidig økse, som jeg ikke tvivler på vil blive kastet om lidt. Dødsstødet. Dødsstedet. Dødsspillet. Haymitch vakler. Hans øjne snurrer rundt i deres huler. Pigen slæber sig efter ham, men ser også desorienteret ud.

 Da de når udkanten af klippen, svinger pigen sin økse tilbage over skuldren med en forbavsende styrke. Den hvisler gennem luften, med en imponerende kraft og fart. Det lyder som om den hvisler Haymitchs navn. Som om den allerede kan føle blodet flyde mod klingen. Haymitchs stirrer bare ufokuseret. Da øksen er få centimeter fra hans tinding, vælter han tungt til siden.Øksen forsvinder ud i det blå. Haymitch er helt hvid i ansigtet.

 Jeg koncentrerer mig så meget om Haymitch, at jeg ikke registrerer Distrikt 1 pigens forskrækkede skrig, før øksen sidder begravet i hendes kranium. Et kanonskud, som lyder alt for øredøvende, fortæller, at pigen ikke længere er levende. Trompeterne begynder at gjalde. Haymitch bliver præsenteret som vinderen af det 50. Dødsspil. Han har vundet. Han vandt. Han kommer hjem. Han kommer herhjem. Han brugte et forbudt våben. Han har vundet. Det kan umuligt være godt. Men han vandt.


 Hvad har han dog gjort?

 

 De ville ikke afhøre os. Det vidste jeg udmærket godt. Haymitch havde trodset Capitol inde i arenaen, og ikke planlagt det hele fra han blev trukket. Det havde han jo ingen mulighed for. 

 Vi kunne ikke svare på nogen af deres spørgsmål. Vi kunne ike svare på, om Haymitch nogensinde havde antydet en anden form for fornægtelse overfor Capitol. For det var indbyrdes en realitet, at alle afskyede Capitol. Deres Spil, deres styring, dem. Han havde aldrig sagt noget højt om dem. Vi snakkede aldrig om dem. De betød ikke mere for os, end vi gjorde for dem.

 Jeg vidste også godt at vi skulle dø som en straf for Haymitch. De var ligeglade med, at vi ikke havde gjort noget forkert, for i deres øjne, var dét at dræbe et menneske indefra, langt mere effektivt end udefra. Udefra-metoden gik ganske vist hurtigere og blodigere, men hvor var morskaben så henne i det? 

 Det var bare et spil for dem.

 Vi var brikkerne.

 Jeg skulle dø for hånden af uretfærdigheden. Fordi Capitol var ét stork psykologisk pust. Fordi dét at ville overleve, åbenbart er det samme som er være opfostret til at være rebel. Haymitch ville bare overleve. Det skulle han nok også få lov til, det krævede bare, at han først så de mennesker han elskede dø, uden at kunne stille noget op.

 

 Han skal sige farvel nu. Hans sidste chance for at sige noget til os. Han står nærværende og kampberedt foran mig. Uden at vige fra mit blik og uden selv at blinke, siger han fem ord; "Jeg elsker dig, lillebror. Kæmp."

 

 Lige inde det kolde metal berørte min pande, fangede jeg Haymitchs desperate og sørgmodige blik. Jeg blinkede ikke. En sidste tanke fyldte mit hoved og jeg håbede at han på en eller anden måde opfattede den;

 Undskyld Haymitch, men vi har tabt. 


 

 

 

 

OBS. Bare for at undgå forvirring, så er den kussiv-markerede tekst flashbacks. 
 

 

 

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...