Gå nu væk

Da et forelsket par fik et barn i meget ung alder valgte de at sende barnet væk. Barnet, som var en pige, blev sendt til et sted hvor man kunne adoptere hende. Da hun blev fire var der meget der tydede på at hun havde skizofreni. Derfor blev hun sendt på hospitalet allerede som seks årig. Hun lever nu et farligt liv i jagten på at blive normal.

2Likes
1Kommentarer
182Visninger
AA

2. Udskrevet

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. De ville jo ikke lade mig komme ud herfra. Eller måske? Jeg var sikker på at jeg ikke måtte komme ud, men alligevel sagde jeg: "Måske kommer vi ud!" Jeg smilte et af mine store, falske smil. Louie kunne ikke se når det var falsk. "Ja, du kan komme ud... Jeg kan ikke," begyndte hun, "Jeg er ikke syg som dig. De tror at jeg vil holde op med at spise hvis jeg kommer derud. Der kan de jo ikke tvinge mig." Hun havde ret. De ville ikke lade hende komme derud. Hun skulle blive på hospitalet hvor de kunne holde øje med hende.

Det jeg ikke vidste var at jeg kunne komme ud. Da jeg havde spist gik jeg op på mit værelse igen. Der var stille et øjeblik, men så kom stemmerne. Jeg kunne høre en kat miave og jeg vidste ikke om den var ægte eller ej. Lægen fra tidligere kom ind til mig og satte sig på en stol. "Sæt dig," sagde hun. Jeg satte mig og kiggede ud ad vinduet. Hvad nu? Lægen kiggede alvorligt på mig og sagde: "Du kan komme ud om tre dage. For evigt. Hvis det altså ikke bliver slemt igen. Du er 16, ikke?"

"Jo.."

"Godt. Du kan godt bo selv. Hvis du selv tror at du kan klare det, selvfølgelig. Vi har jo opdraget dig godt her så det skulle ikke være noget problem. Men øh, du ringer bare til os hvis der bliver problemer, ikke?"

"Jo.."

Lægen nikkede og hjalp mig med at pakke de få ting som jeg ejede. Hun hjalp mig også med at få et job i en tøjbutik. Jeg var ret sikker på at jeg ville blive fyret, men det var vel okay. Lægen var rigtig sød. Hun gav mig også nogle penge og hun fortalte mig at jeg skulle bo i en lille lejlighed. Det hele gik så stærkt. Da jeg havde pakket alt hvad jeg ejede var klokken kvart i seks. Jeg var ikke sulten, men jeg gik alligevel ned i kantinen og satte mig ved siden ad Louie.

"Hej," sagde jeg.

"Hej. Jeg måtte ikke komme ud. Jeg spurgte en læge, men hun sagde at jeg var for syg.." Louie lød bedrøvet.

"Åh. Det er jeg ked af. Jeg skal ud om tre dage. Jeg har allerede pakket. Men øh, vil du gerne have at jeg bliver?"

Louie rystede hysterisk på hovedet og svarede: "Nej, nej, nej! Du SKAL ud herfra! Ud, ud, ud! Det her sted er forfærdeligt! Du må bare love mig at du kommer og besøger mig. Ikke?"

"Selvfølgelig."

Jeg gik op og tog en skål suppe og en skive brød. Det var tomatsuppe. Louie sad og studerede min suppe.

"Kartofler, tomater, selleri, løg og en smule pasta?" spurgte hun.

Jeg nikkede. "Pastaen er valgfri. Du burde tage noget." Louie tænkte et øjeblik også begyndte hun at tælle. Hun løftede min skål og kom frem til sit endelige tal. Så halverede hun det og besluttede sig for at tage en lille portion. Hun spiste dog ikke det hele. Kun nogle få mundfulde, men man kan jo ikke forvente mere af hende. Hun var syg. Mere syg end mig. Hun havde engang fortalt mig om en stemme som talte til hende. Først troede jeg at hun havde det ligesom mig, men det var anderledes. Hun havde navn og ansigt på stemmen. Og det var altid den samme person. Ana hedder hun. Louie har fortalt at Ana starter med at være sød, men hvis man ikke gør som hun siger bliver hun rasende. Ana er selvfølgelig ikke en rigtig person. Hun er mental.

Louie sad længe og kiggede på hendes suppe. Jeg var færdig, men ventede alligevel. "Den bliver snart kold," sagde jeg. Louie brugte det som en undskyldning til ikke at spise resten. Hun havde travlt med at komme op på sit værelse bagefter. Hun ville nok forbrænde det hun havde spist af. Jeg havde prøvet at sige at hun ikke skulle forbrænde det, men hun blev rasende. Det var ikke Louie der snakkede. Det var Ana.

Jeg gik i seng lidt efter aftensmaden. Jeg drømte om verdenen udenfor. Hvordan mon det er derude? Er folk rare? Kan jeg bo helt alene? Vil jeg blive mere syg end jeg er nu? Der var så mange spørgsmål som snart ville blive besvaret.

Næste morgen vågnede jeg allerede klokken ni. Jeg var så spændt. Nu måtte jeg bare bruge dagen på at sige farvel. Der var ikke så mange jeg skulle sige farvel til, men det var okay. Jeg tog tøj på og vaskede mit ansigt, så gik jeg ind til Marie. Hun lå i hendes seng. "Fik du sovet i nat?" Hun rystede på hovedet. Hun havde en meget vanskelig form for Insomnia og nogle gange besvimede hun fordi at hun ikke havde sovet i længere tid. Jeg fortalte hende at jeg skulle ud næste dag og vi fik sagt farvel. Jeg gik ind til en anden ven. Han hed Luke, men vi kaldte ham for Den Skøre Hattemager fordi han altid havde to hatte på. Jeg sagde også farvel til ham.

Derefter fandt jeg Louie i kantinen hvor hun sad og drak et glas vand.

"Jeg tænkte lige at jeg ville være lidt sammen med dig," sagde jeg og satte mig ved siden ad hende. Louie kiggede på mig og smilte svagt.

"Det lyder som en god idé."

"Ja. Det virker alt sammen så anderledes i dag. Jeg ved ikke hvorfor. Er du sikker på at du ikke vil have at jeg skal blive?"

"Jeg klarer mig. Når jeg så en dag kommer ud herfra kan vi tilbringe hver dag sammen som vi plejer."

Mine øjne begyndte at løbe i vand. Tænk at jeg skulle sige farvel til mit nuværende liv. Louie sagde ikke et ord. Hendes øjne løb også i vand nu. Jeg kan ikke huske hvor lang tid vi sad der og kiggede på hinanden, men det varede længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...