Gå nu væk

Da et forelsket par fik et barn i meget ung alder valgte de at sende barnet væk. Barnet, som var en pige, blev sendt til et sted hvor man kunne adoptere hende. Da hun blev fire var der meget der tydede på at hun havde skizofreni. Derfor blev hun sendt på hospitalet allerede som seks årig. Hun lever nu et farligt liv i jagten på at blive normal.

2Likes
1Kommentarer
183Visninger
AA

1. Hospitalet lugter af død

Jeg er ikke som andre. Jeg ser ting. De siger at jeg er skør, men det er jo ikke mit eget valg. Jeg har jo ikke lyst til at være sådan her. Tror de virkelig at jeg har valgt dette? Nej, nej, nej...

 

Jeg boede på et hospital hvor jeg fik medicin og en masse opmærksomhed. Jeg hadede det. Lægerne sagde altid at jeg skulle ignorere skikkelserne og stemmerne. Jeg kan bare ikke. Måske bliver jeg aldrig rask?

Der skete aldrig noget nyt før jeg endelig fik lov til at komme ud fra hospitalet for første gang i lang tid.

Jeg vågnede op klokken tolv som jeg plejede at gøre. Stemmerne begyndte allerede fra morgenen af. "Du kan bare gå væk," sagde de. En skikkelse kom ind ad døren. Jeg troede først at det var noget jeg kun så, men så gik det op for mig at det var en læge. Hun kom ind til mig og fortalte at der var morgenmad nede i kantinen. Jeg havde egentlig mest lyst til at sove. Det tog mig væk fra virkeligheden i et lille øjeblik. Da jeg endelig tog mig sammen til at stå op var klokken halv et. Jeg tog mit tøj på og gik ud på badeværelset. I spejlet var der ikke kun mig, men også en anden skikkelse. Det var en kvinde med sort tøj på. Hun gik lidt frem og tilbage. Jeg prøvede at ignorere det som lægerne altid sagde. "Dit hår er godt nok noget rod," Sagde kvinden og grinte svagt. Jeg sukkede og vaskede mit ansigt.

Kantinen var næsten menneske tom. Det var det eneste sted på hospitalet som ikke lugtede af død. Alligevel følte jeg mig dårligt tilpas. Maden var ikke særlig godt, men jeg var jo ikke vant til bedre. En af mine venner gik ind i kantinen.

"Hej Katelyn," sagde hun og krammede mig, "Jeg tænkte nok at du ikke havde spist endnu." Hun kom altid herned omkring klokken et, men hun spiste aldrig noget. Af en eller anden grund kunne hun godt lide at tilbringe tid i kantinen og køkkenet. Det får hende måske til at føle sig normal. "Hej Louie," svarede jeg og satte mig ned. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik. Det var det jeg gjorde for at føle mig normal, bare i et kort øjeblik. "Skal jeg hente noget brød til dig?" spurgte Louie muntert. Jeg nikkede svagt og lagde hovedet på bordet. Jeg var ikke træt, bare udmattet. Louie kom tilbage med en skive fransbrød og lagde det foran mig. "Har du hørt at nogen af os må komme ud herfra i dag?" spurgte hun og satte sig ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...