Not Your Usual School Love Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 20 okt. 2015
  • Status: Igang
En samling af kærlighedshistorier baseret på mine bedste venner.

3Likes
2Kommentarer
583Visninger
AA

2. Prolog

Jeg hørte det fra hans egen mund, selvom det mere lød som om, han lavede sjov. Om det bare var en måde at skjule sin forlegenhed på, kunne jeg ikke sige på det tidspunkt; vi sad alle bare sammen og grinte af Tobias, der - fuldstændig rød i hovedet, med et stort smil - grinte med, mens han fortalte, han og Andreas var sammen. Altså, som i et par. Måske burde jeg have opdaget det der, da lyset i Tobias' øjne langsomt slukkede i takt med, at Andreas grinte mere og mere med på "joken". Da det sidste lys var helt væk, alt slukket, rejste han sig, og gik med den undskyldning, at han skulle på toilettet og en tur i kantinen. Ingen bed rigtig mærke i det, for Anders snakkede om noget med Tanks. Dog lagde jeg mærke til at smilet på Tobias' læber var væk, idet han vendte ryggen til os. 

Ingen lagde videre mærke til, om Toby var kommet tilbage, selvom pladsen ved min side var tom. Ingen rubiksterning kørte rundt. Da jeg spurgte de andre, vidste de det ikke, vi havde jo arbejdselv. Han var måske gået i Lidl? lød et gæt. Normalt ville jeg være lidt lige glad, men i det fag var vi makkere, så jeg rejste mig for at finde ham. 

Efter godt 20 minutter, hvor jeg gik rundt på hele skolen, fandt jeg ham til sidst i et afsides klasselokale, der var henlagt i mørke. 

"Toby," kaldte jeg, og den sammenkrøllede silhuet rykkede på sig. "Hey, du okay?" Jeg gik langsomt tættere på ham, og da jeg til sidst stod foran ham, opdagede jeg rigtig, hvordan han sad halvt inde under et bord, med hætten over hovedet og armene omkring benene. Jeg satte mig på hug foran ham, og prøvede at se hans ansigt, men uden held. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg, oprigtig bekymret. Et snøft lød inde fra hætten, og den ene arm bevægede sig. 

"Kan du holde en hemmelighed?" hviskede Tobias lavt. Jeg nikkede, og satte mig ved siden af ham, klar til at lytte. 

"Kan du huske, hvad vi snakkede om?" vaklede stemmen, og jeg nikkede igen. "Det altså sandt." Af en grund overraskede mig det ikke synderligt, men pludselig kunne jeg se sammenhængen.. 

"Så I er virkelig sammen?" 

Han trak på det, og knugede sine ben strammere. 

"Sammen og sammen..." Jeg lagde en hånd på hans knæ. "Fortæl," sagde jeg opfordrende. Han var stille lidt, som om han tænkte om over om han virkelig skulle gøre det.

"Du ved godt den julefrokost, mens Matias og Lizette stadig var sammen, ikke?" startede han nervøst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...