At leve i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Igang
Akira har altid haft nogle meget livagtige drømme, de er først for alvor taget til i den seneste tid. Akira går ellers i en hel normal skole, og er en hel normal pige...

0Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

2. Forældrene

”Akira, Kira kan du høre mig!!” Kira følte sig meget omtåget og så sig rundt. hun glippede med øjnene, men der var intet af det der sagde hende noget. Rummet hun lå i var ikke nogle af dem der hjemme. Her var hvidt. Og kun hvidt. Der hang et tv på væggen, og så var der et vindue. Hvor hun var, kunne hun ikke finde ud af.

”skat, hun er vågen” Kira kunne tydeligt høre gråden i hendes moders stemme, og undrede sig lidt over hvem skat kunne være. Kira havde ikke hørt hendes mor kalde nogen som helst skat i over et år. 

”Hej Kir. Det rart at se dig vågne” hendes far kom over til sengen, og Kira kiggede fra hendes mor til hendes far og så at de pludselig stod tæt op af hinanden. Kira tog sig til hendes hoved, og opdagede så at hendes hænder var spændt fast. Kira kiggede forvirret på hendes hænder.

”jeg tror ikke dette er nødvendigt længere” hendes far spændte dem op, og hendes mor kaldte på en sygeplejerske. Kira var kommet på et hospital.

”hr. Wakayama, jeg bedte dem om før at hente en sygeplejerske før de løsnede hendes bånd, men jeg ser at Akira er helt vågen, så denne gang er det i orden” sygeplejersken gik over til Kira og lyste med en lampe hen over hendes øjne, og lave en masse andre tests som ligger på standart proceduren. ”Akira kan du huske hvad der skete??” Sygeplejersken havde fjernet lampen, trukket en stol hen og kiggede på hendes drop, og på hendes negle, samt nogle andre ting. Kira kiggede på hende.

”øhm, jeg husker at jeg var sur, og at...” Kira var ved at sige at hun gik i seng, men kom så til at tænke på at det jo var fra hendes drøm. De var bare så livagtige. ”øhm, jeg væltede over noget” sagde hun så til sidst og kiggede på hendes forældre. De stod og holdte om hinanden, og det var som om der var kommet en ny gnist i deres øjne. Kira ønskede bare at denne gnist ville blive der, men hun tvivlede. 

”det er nok for i dag.” Sagde sygeplejersken og rejste sig op. ”du lå fastspændt fordi du lå meget uroligt mens du sov, og da du havde fået drop mente vi at det var det bedste” sygeplejersken henviste til det stativ der stod ved hendes seng med en pose som næsten var tømt. Kira kiggede blot på den, og så forlod sygeplejersken dem igen. Kira kiggede på hendes forældre. Hendes far gav slip på hendes mor og kiggede på hans arbejdesur.

”når jeg må nok også hellere se at komme af sted på arbejde” hendes far så smilende på Kira og kyssede hende på kinden og forlod så værelset. Kira lagde sig tilbage ned på sin pude, og lukkede kort øjnene, men faldt ikke i søvn.

”vi var så urolige for om du var død” hendes mor begyndte at snakke, og hun havde fået betydeligt meget mere kontrol over sin stemme nu. Kira kiggede bare op i loftet. Tankerne farede stadig bare rundt i hendes hoved. ”men nu bliver alting godt igen” sagde moderen. Kira sagde stadig intet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.

”KIRA!!” Kira satte sig op, i det Yume råbende, kom ind på stuen. Yume kom styrtende hen til Kira, og slog armene omkring hende. Kira havde lidt svære ved det, da hun jo stadig havde drop i den ene arm.

”rolig nu Yume” sagde Kira mor, men så dog stadig smilende på Yume. Det kunne kun være godt for Kira at få lidt opmærksomhed. 

”du var ikke i skole i dag, så jeg var bare såååå nervøs” Yume begyndte at plapre igen. Kira sad op og kiggede stille og smilende på Yume. Der gik dog ikke særligt længe så begyndte Kira at gabe igen. 

”Yume jeg er nød til at sende dig hjem nu” sagde Kiras mor stille og rejste sig op fra den stol hun havde siddet på henne ved vinduet og læst, kiggede nu over på Kira og Yume.

”det er helt okay Fru Wakayama, jeg skal alligevel også hjem og lave lektier” sagde hun med et smil og forlod stuen

”hov Kira, jeg sender dig lige en sms omkring hvilke lektier vi har fået for” Yume sendte Kira et smil og forlod så stuen. Kira kiggede på hendes mor der lagde bogen fra sig og gik så over til Kira for at ligge hende ned igen.”sygeplejersken sagde at de beholder dig til i morgen. De mener du har en hjerne rystelse, så det bare for observation” sagde hun med et smil og kiggede på Kira. Kira kiggede på hendes mor. ”men se nu så at få sovet lidt mere, jeg tager snart af sted, men far kommer om lidt og bliver her natten over” hendes mor så kærligt og ømt på hende og Kira fald i søvn igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...