At leve i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Igang
Akira har altid haft nogle meget livagtige drømme, de er først for alvor taget til i den seneste tid. Akira går ellers i en hel normal skole, og er en hel normal pige...

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

1. Drømmen

”hold dig væk” Snerrede Akira. Hun stod i en overfyldt bus og den lille 1. års elev havde nærmet sig, hende med et helt forkert ansigts udtryk, havde næsten selv bedt om det. Akira var godt blot en 2. års elev, men det betød ikke at de små kunne regne med noget. Bussen var proppet, og chaufføren kørte af lort til. Akira mærkede at hun stille blev køresyg, og dette var også grunden til at fyren ikke skulle komme nærmere. Hun havde travlt ved at holde sin mave i ro. 

Akira tog altid den samme bus om morgen. Det var den eneste der kørte til hendes skole, men den var altid fuldkommen proppet. Det havde undret hende meget at man ikke satte ekstra busser ind på denne strækning, men det var ikke noget Kira kunne tillade sig at blande sig i. hun have kun gået på skolen i snart tre måneder, men det føltes meget længere fordi der hele tiden var sket noget.
Bussen holdte ind og alle maste for at komme ud. Akira var en af dem. Hun ville bare ud i den friske luft.

”Kira kom nu!!” Yume var allerede kommet og vinket oppe fra døren hvor hun ventede på Kira. Hun gik til skole, da hun boede ret så tæt på, mens Kira boede noget længere væk. Kira smilte stille. Yume var den første der havde snakket til Kira, og hun havde gerne ville snakke med Yume. Der var dog stor forskel i deres verdner. Yume var en af de pæne og rige piger i byen, hun var omkring 167 høj. Havde slanke pæne ben, en flot flad mave, og en god barm. Fyldige læber uden at de var for fyldige. Hendes øjne brune og let skæve, samt flot mørkebrunt næsten sort glat hår, mens Kira havde noget færre penge, og ikke helt var så populær, men sådan havde Kira det bedst. Kira slæbte sig op til trappen hvor Yume stod. Yume tog Kira under armen og de gik sammen ind i deres klasse.

”årh ham fra D klassen er altså bare vild lækker” Kira kiggede rundt. Kamilla var kommet, hende og hendes slæng sad allerede og diskuterede weekendens fangster. Kira var ligeglad, hun gad ikke høre på dem, men var tvunget da hun sad bag Kamilla og Chelsea. 

”Ja og jeg var bare såååå tæt på at få hans mobil nummer!!” Chelsea var den dummeste af de piger. Hun var det ikke nødvendigvis virkeligt, men hun havde fundet ud af at det betalte sig at være en dum gås fordi, på den måde fik hun flere fyre, og Kira var også meget sikkert på at det var Kamilla der havde bestemt at hun skulle være det.

Akira trådte op af trappen. Den var flot udsmykket med banner, og bånd. Træet i gelænderet var udskåret med en masse små detaljer så man kunne bruge flere timer på bare at sidde og kigge. Akira smilte, hun elskede alt dette, og trådte så ud på store balkon, hvor der også var en masse bånd og bander. Udsmykninger og udskæringer i gelænderet. Hun så ned på hendes folk der råbte hendes navn. Akira fik et sug i maven. Der var så mange, men hun var slet ikke nervøs. De holdte mund så snart Akira kunne ses nede fra menneske mængden, og man kunne høre en knappenål falde til jorden så stille var der.

”Hey Kir er du vågen??” Kira kiggede op og så lige i ansigtet på Yume. Og gned sig søvnigt i øjet 

”sover hun nu igen??” Kamilla vendte sig rundt, og kiggede overlegent på Kira. Kira sukkede, hun var ved at være godt træt af Kamilla og alle hendes dårlige kommentere, men det var vel ikke Kiras skyld at hun sov så dårligt om natten. Kira kiggede over på Yume, og kiggede så op på tavlen. De havde matematik. Kira kiggede ned på hendes bord, der lå hendes historie bog fra sidste time. Kira tog sig kort til hoved. Hun havde ikke engang fundet hendes bog frem. Kira gik i hendes taske og fandt hendes bog frem.

”så kan vi måske komme videre??” læren kiggede ned på Kira, Kamilla og Yume. Kira begyndte at gemme sig bag hendes bog og fulgte så med i timen. (Mere Kamilla)

”Kir det er altså ikke så godt at du hele tiden falder i søvn” Yume kiggede på Kira, de var på vej fra Matematik timen og over til dansk timen. Den skulle de have i edb lokalet, der lå oppe på etagen over dem, og så nede i den anden ende af gangen. Skolen var rimelig stor. Og lå for det meste i tre etager. Til første års elever, anden års elever og tredje års, men over i hoved bygningen hvor 2.A, B og C har lokaler, ligger musik, edb, fysik og gymnastik salen. Når det ikke bliver holdt ude. Skolen fungerer sådan at der er tre trin. 1. 2. og tredje. Som derefter er delt fra a – f klasser alt efter hvor god man er. Alderen 14 – 18 fordi dumper du, må du gå året om.

”hvorfor sover du ikke om natten??” Yume kiggede på Kira og skubbede til hende. Kira lignede igen en der gik i sine egne tanker. Hvilket hun også gjorde. Hun tænkte over de drømme som var blevet mere og mere livagtige.

”hvad??” Kira havde igen skubbet sig lidt ud af den virkelige verden. ”altså jeg ligger og sover hele natten, men jeg har sådan nogle virkelige drømme at det virker som om at jeg slet ikke har sovet” Kira sukkede og kiggede på Yume.

Hun smilte uskyldigt og Yume skubbede til Kira. Kira satte farten op, hun ville helst ikke skubbes af Yume igen, og sendte hende derfor et drillende smil.

”tja det er der jo ikke noget at gøre ved så” sagde Yume med et smil, og de gik sammen ind i EDB lokalet. Timen i edb gik nemt nok. De var begge rigtigt gode til computere, og de ting de skulle der var ikke særligt svære. Næste time skulle de have i deres eget lokale, og hele klassen gik igen tilbage til deres lokale. 

”det er da utroligt som vi altid skal vade frem og tilbage” brokkede Yume sig. Kira smilte. Fordi for hende gjorde det intet. Så kunne hun måske holde sig lidt vågen. Dagen forsatte og de gik ikke mere frem og tilbage, men holdte deres sidste timer i 2.C’s klasse lokale. Klokken ringede for sidste gang ud for dem.

”Kira du må nok hellere komme hjem og få sovet” Yume kiggede på Kira der igen gabte. 

”det har du vidst meget ret i” sagde Kira og smilte, men glædede sig ikke særligt meget til at hun skulle hjem, der var problemer der hjemme, hvilket også kunne være en af grundende til at hun ikke sov. Det var hvert fald den undskyldning hun havde brugt det første halve år. Hendes forældrenes skænderier havde stået på nu i omkring et års tid. Kira var ene barn, men alligevel var det som om hun bare var et problem for hendes forældre. 

”Kira glem det ham han er en idiot” Yume trak i Kira. Kira kom tilbage til den virkelige verden igen, og kiggede på Yume og forstod ikke hvorfor hun sådan trak i Kira, men så, så at Kira havde stået og set ud som om hun havde kigget på skolens lækre og populære fyr Caspian. Nærmere kendt som Cass. Kira sukkede, hun var som en hel del andre tøser på skolen ramt af Cass-fortryllelsen, og hun var godt træt af det. Yume vidste det, og hun gjorde mere eller mindre alt for at få Kira til at glemme, og det samme gjorde Kira. 

”ja jeg ved det” sukkede Kira så og lod sig trække væk af Yume. De gik over mod bussen. Yume ventede altid sammen med Kira på bussen efter skole. Bussen passede godt om morgen, men Kira og Yume ventede, gerne en halv time efter skolen, på bussen. 

”søde kom nu hjem og få sovet” Yume sendte Kira med bussen, og Kira smilte bare, og gik helt ned bagerst i bussen og satte sig, fordi til forskel fra om morgenen så var der næsten ingen mennesker med bussen nu. Kira tog hendes musik frem og lænte hoved op af vinduet, og lukkede øjnene.

Akira trådte op af trappen. Den var flot udsmykket med banner, og bånd. Træet i gelænderet var udskåret med en masse små detaljer så man kunne bruge flere timer på bare at sidde og kigge. Akira smilte, hun elskede alt dette, og trådte så ud på store balkon, hvor der også var en masse bånd og bander. Udsmykninger og udskæringer i gelænderet. Hun så ned på hendes folk der råbte hendes navn. Akira fik et sug i maven. Der var så mange, men hun var slet ikke nervøs. De holdte mund så snart Akira kunne ses nede fra menneske mængden, og man kunne høre en knappenål falde til jorden så stille var der.
”Akira vores dronning befri os fra alt vores sorg” Akira smilte ned til forsamlingen. Der var en enkelt mand der havde råbt op til hende, men det var det alle tænkte. Akira smilte til dem. Hun trak vejret dybt

”Hey hey pas lige på!!” Kira vågnede ved at en fyr stødte ind i hende, og en anden råbte. Hun glippede lidt med øjnene og gabte, og kiggede på fyren som var stødt ind i hende. Det var den lækre fyr fra skolen. Cass. Kira slog blikket ned, og kiggede ud af vinduet, men hun sagde intet. Drengene begyndte at snakke, og Cass sad halvt om halvt med ryggen til hende, men da bussen drejede væltede en af fyrene ned mod Cass som blev skubbet tilbage mod Kira.

”Flyt dig!!” hvæsede Kira og kiggede på Cass. Det var ikke hendes mening at hun ville være sådan overfor ham, men hun hadede når folk stødte ind i hende, og da han så endelig fik flyttet sig sukkede hun lettet.

”hey se katten har klør” var der en der grinende påstod. Kira sukkede opgivende og vendte sig mod vinduet.

”hey hey, nu ikke så sur” sagde Cass med et smil og lagde armen om Kira. Kira vristede sig løst. Og kiggede på ham. Hun sagde intet, men ord var ikke behøvet. Han skulle nok flytte sig. Sådan var det normalt, folk flyttede sig fra hendes blik. Cass blev siddende med armen om hende.

”Flyt dig!!” Kira kiggede på Cass, hendes stemme var ikke ligefrem sød, mens Cass bare kiggede på hende og sendte hende det der irriterne charmerende smil.

”nej jeg kan godt lide at have min arm omkring dig” sagde Cass med et smil, og så bare drillende på Kira. Hun prøvede at ryste hans arm af sig igen, men det var slet ikke så nemt. Drengene snakkede videre, og Kira var glad for at hun ikke skulle være en del af deres samtale. Hun prøvede at lukke verden ude igen, men det var ikke muligt. Cass blev ved med at hive den ene øreprop ud af hendes øre.

”har jeg ikke set dig før??” Cass sagde det helt ved siden af Kiras øre. Kira kiggede på ham. Hun havde fået kuldegysninger, men hun lod som intet.

”sjovt spade vi går på samme skole” sagde Kira bare koldt og prøvede endnu engang at lukke sig inde.

”hey hey, jeg er ikke færdig med at snakke med dig” sagde Cass med et smil, og hev den ud igen ”jeg tænkte nok at jeg havde set dig. Du går i C klassen ikke??” Kira kiggede på ham, og himlede med øjne.

”Ja og du går i B klassen. Du er ikke ligefrem en man undgår at lægge mærke til” hun bed sig i tungen, hvad var det lige hun havde sagt. Hun var jo vild med ham, og nu havde hun ødelagt enhver chance for nogen sinde at få fat i ham. Hun sukkede stille igen.

”nåår du kan måske også godt lide mig” han så stor smilende på Kira. Kira kunne mærke at hun rødmede en smule, og slog så blikket ned, og mumlede noget men kiggede så direkte op på Cass igen.

”Nej men hele skolens piger kan jo godt lide dig!” Kira kiggede ikke på ham, hun kiggede bare væk, og lagde så mærke til at hun skulle af næste gang. Hun rejste sig.

”hvor skal du nu hen??” sagde Cass og kiggede på hende. Han var nu nød til at slippe han greb i hendes skulder. 

”øhm jeg skal af” sagde Kira og kiggede på ham. Hun fik bevæget sig ud, og imellem alle fyrene. Og kom så over og stå ved døren.

”årh hun var sku da meget lækker” kom der som kommentar fra en af fyrene lige i det da Kira trådte ud af bussen. Hun nåede dog ikke at høre at Cass sendte en kommentar.

”hvorfor skal han være sådan en smart ass” sukkede Kira og begyndte at bevæge sig hjem af. Hun havde heldigvis ikke så lagt fra bussen til hendes hus. 

”jamen hvorfor tager du hende så ikke??” Kira var knap kommet ind af døren, men det var tydeligt at hendes forældre ikke lige var startet.

”et barn behøver hendes mor” det var blevet hendes fars argument til næsten alt. 

”jamen så slipper hun for at flytte skole” Kira lukkede ørene, og gik mod hendes værelse. Hun havde opgivet at prøve på at få dem til at opdage at hun var kommet hjem, når de havde gang i deres skænderi. Kira gik ind på hendes værelse, lukkede døren og tændte musikken og skruede op. Hun skruede så meget op som hun vidste hun måtte.

Problemet var bare at det ikke hjalp. Væggene i denne ejendom var så tynde at hun alligevel kunne høre alt hvad de skændes om, og som oftest var hun emnet. Kira smed sig på hendes seng, hun krammede hendes pude og lukkede øjne. 

Akira trådte op af trappen. Den var flot udsmykket med banner, og bånd. Træet i gelænderet var udskåret med en masse små detaljer så man kunne bruge flere timer på bare at sidde og kigge. Akira smilte, hun elskede alt dette, og trådte så ud på store balkon, hvor der også var en masse bånd og bander. Udsmykninger og udskæringer i gelænderet. Hun så ned på hendes folk der råbte hendes navn. Akira fik et sug i maven. Der var så mange, men hun var slet ikke nervøs. De holdte mund så snart Akira kunne ses nede fra menneske mængden, og man kunne høre en knappenål falde til jorden så stille var der.
”Akira vores dronning befri os fra alt vores sorg” Akira smilte ned til forsamlingen. Der var en enkelt mand der havde råbt op til hende, men det var det alle tænkte. Akira smilte til dem. Hun trak vejret dybt, smilte til hendes folk.
”Jeg forstår godt jeres dybe sorg. Tabet af min far og mor, vores alle sammen konge og dronning, har været en tung sorg at bære”

”Akira, vi flytter. Du skal bo sammen med mig og jeg flytter!” Kira spærrede hendes øjne op. Og kiggede direkte ind i hendes mors øjne. Hun forstod først ikke hvad der var blevet sagt og satte sig så op og kiggede på hende.

”A hvad skal jeg!?” Kira kiggede forundrende efter hendes mor som forlod hendes værelse. Kira kunne høre at hun rodede rundt ude i det store skab i gangen, og sukkede stille. Det kunne hun da bare ikke mene.

”Akira jeg forventer at vi forlader dette hus i om en uge, jeg har fået en ny lejlighed.” hendes mor satte en kuffert fra sig på Kiras gulv. Kira kiggede på den. Kunne hun var seriøs, skulle Kira virkelig til at skifte skole igen. 

”MOAR!?” råbte Kira og rejste sig og forlod hendes værelse for at finde hendes mor, en ting hun dog ikke havde set var den ting der lå på gulvet lige foran hendes værelse, hun væltede og da hendes værelse ligger lige foran trappen væltede hun videre ned af den.

Akira trådte op af trappen. Den var flot udsmykket med banner, og bånd. Træet i gelænderet var udskåret med en masse små detaljer så man kunne bruge flere timer på bare at sidde og kigge. Akira smilte, hun elskede alt dette, og trådte så ud på store balkon, hvor der også var en masse bånd og bander. Udsmykninger og udskæringer i gelænderet. Hun så ned på hendes folk der råbte hendes navn. Akira fik et sug i maven. Der var så mange, men hun var slet ikke nervøs. De holdte mund så snart Akira kunne ses nede fra menneske mængden, og man kunne høre en knappenål falde til jorden så stille var der.
”Akira vores dronning befri os fra alt vores sorg” Akira smilte ned til forsamlingen. Der var en enkelt mand der havde råbt op til hende, men det var det alle tænkte. Akira smilte til dem. Hun trak vejret dybt, smilte til hendes folk.
”Jeg forstår godt jeres dybe sorg. Tabet af min far og mor, vores alle sammen konge og dronning, har været en tung sorg at bære” Akira kiggede ud på hendes folk som alle som en sukkede, og Akira vinkede ”selvom det lige nu virker som om der er en stor sort sky over hele kongeriget skal vi nok komme igennem det og klare os” Akira var fast og klar. Hendes beslutning lå fast, dette sorte skulle ikke have lov til at vinde over dem. Akira kiggede ud over hendes folk. Hun mærkede en hånd på hendes skulder og så op på Markus, hendes rådgiver. Akira sendte ham et smil, og lod ham tråde ud foran folket mens hun selv gik ind i hendes slot igen.
”Lady Akira har De behov for noget??” så snart Akira var kommet ind for døren stod der straks fire tjeneste damer til at tage imod hende. Akira smilte til dem alle.
”nej tak, jeg tror jeg trækker mig tilbage til mit kammer” sagde Akira, og begyndte at med faste skridt ned af gangen til venstre hvor hendes værelse lå. Hun havde beholdt hende pige værelse. Hun havde ellers fået hendes forældres værelse gjort klar til sig, men Akira havde haft problem med at overtage det og derfor boede hun stadig på hendes pige værelse. Akira trådte ind i forkammeret. Her havde Tomoko værelse. Hendes egen personlige hofdame, som altid havde været tættest på Akira. De to var faktisk vokset op sammen. Moko var knap 3 år ældre end Akira. Det føltes dog meget ofte som meget ældre. Moka havde så mange gange hjulpet Akira når hun havde et problem, men lige nu var det ikke hende hun var kommet for. Akira gik videre ind i hendes værelse. Her var en sofa i smukt udskåret træ og med blomstret betræk. Der var også en stol foran den varme kamin som var i marmor. Der var også en skrivepult og en behagelige stol hun kunne sidde i. De store dobbelt døre ind til hendes sove kammer var lukket. Hendes dag havde været lang, og nu ville hun ind og have den stramme ydre kjole af. Hun slog dørene til hendes sove kammer op, og gik hen foran hendes store skab. 
”Kira hvad er det De har gang i??” Moka kom hurtigt ind på værelset og gik over til Akira og ville hjælpe hende af med kjolen. Akira vendte sig rundt og kiggede på Moka.
”Moka hold nu op. Vi er blevet dus, det blev vi da vi var små” Akira kiggede strengt på Moka, som sendte hende et smil. 
”undskyld Kira, det er bare så svært. Vi er jo ikke dus når der er andre til stede” Akira vendte sig rundt så Moka kunne komme til. Der var en snører lukning i ryggen, og den blev ofte strammet lidt ekstra så man ikke kunne se den begyndende mave som Akira havde fordi hun havde spist dobbelt så meget siden hendes forældres død. Akira kiggede taknemligt på Moka da hendes kjole kom af. 
”jeg tror jeg vil sove mig lidt” sagde Akira og smilte til Moka. Mens hun hængte hendes kjole op. Akira gik over og kiggede ud af vinduet. Hun havde værelse ud mod haven. Den store smukke have som havde over tusind forskellige roser, og liljer. 
”Kira du burde få sovet lidt” Moka holdte tæppet oppe så Akira lige kunne smutte ned under den. Akira smilte taknemmeligt til Moka og kravlede ned under, og inden hendes hoved ramte puden sov hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...