Træer der spiser børn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Uhm, noget jeg engang skrev xD Don't judge me ;3

0Likes
0Kommentarer
101Visninger

1. One shot :D

En lille landsby, et sted langt væk fra alt. Den lille landsby lå omgivet af en stor skov. Skoven var stor, mørk og havde været hyggelig, fredelig og rolig indtil for blot 14 dage siden. Der var begyndt at ske noget meget underligt. Folk, der enten skulle til den lille landsby eller ud af den lille landsby, blev aldrig set igen efter at have trådt ind i skoven. Ingen vidste hvad der skete inden i skoven, men efter at der var forsvundet tre voksne mænd, to kvinder, og seks børn, var det blevet forbudt at gå igennem skoven. Der var snak om, at det var et monster, der boede i skoven. Andre troede, at der var ulve i skoven, men der havde altid været ulve i skoven, men de havde aldrig nogensinde før givet problemer.

Et skrig lød. En lille pige var på vej ind i skoven.
Luminta kiggede på sin søster, skældte hende ud og trak og hev fat i sin søster Cosmina. De var på vej hjem fra deres kusines fødselsdag, og for blot 14 dages tid havde det været i orden at gå igennem skoven, men pludselig var det blevet ulovligt. Lu holdt godt fat i Cos og trak hende afsted. De skulle på ingen tænkelig måde tættere på skoven. Nu skulle de blot hjem.
Lu trak sin søster med sig og fortalte, at de ikke kunne gå den vej. Der var ingen, der helt vidste, hvorfor de ikke længere kunne bevæge sig i skoven. Lu havde flere gange overvejet at prøve på at finde ud af det, men hun vidste, at fandt hendes far ud af det, ville de få en stor skideballe. Hendes far havde altid været en god mand, men da deres mor pludselig var faldet om og fundet død, var deres far gået i baglås. Han havde fået en lidt for stor trang til flasken, og den var alt for ofte bundløs, og når far havde fået lidt for meget af den bundløse flaske at drikke, så blev han ofte voldelig, og derfor ville hun ikke have problemer med ham.
 Cos mokkede og begyndte at trække af sted med sin søster. Lu satte hælene i jorden, hun skulle ikke videre. Cos kiggede på hende og gav så slip på Lu og begyndte at gå mod skoven. Lu brokkede sig, men Cos hørte intet, hun forsatte bare ind mod skoven. Lu stod og overvejede om hun skulle forsætte hjem, eller om hun skulle løbe mod Cos. Hun ville ikke selv dø, men hun ville heller ikke hjem uden Cos. Lu stod og bestemte sig så for at løbe ind i skoven efter sin søster, som allerede var forsvundet ind i mørket. Lu havde haft en ide om, hvorfor skoven var så farlig. Træerne var blevet som levende. De bevægede sig og snakkede underligt til hinanden. Lu var sikker på, at træerne spiste børn. Lu blev bange. Hun blev meget bange. Hun begyndte at kalde på sin søster, men der kom intet svar. Hun blev mere og mere bange, men hun skyndte sig videre. Hun var nødt til at finde sin søster. Hun løb og kaldte efter sin søster, men der kom stadig intet svar fra hende. Lu skreg, og hele skoven blev stille. Ikke engang hendes stemme kunne høres. Det var, som om skoven stjal hendes stemme. Hendes hjerte hamrede, men det eneste hun kunne lige nu var at mærke det. Ikke engang det hørtes i skovens dyb. 
Der lød en hvisken igennem skoven. Lu kunne høre stemmen, men hvor kom stemmen fra? Lu kunne ikke afgøre det. Det var, som om stemmen kom alle steder fra og ingen steder. Stemmen lød igen og kaldte igen på Lu. Lu kunne ikke finde ud af, hvor hun kendte stemmen fra. Hun vidste blot, at hun kendte stemmen.

”Luminita Cosmina Wandall du skal op nu!! Klokken er 06.45, og om præcist 24 minutter skulle du gerne sidde i bussen på vej mod skole!?” Lu vågnede med et sæt og satte sig op i sin seng. Hun følte sig våd over det hele. Hun havde endnu en nat drømt om sin søster Cosmina, som egentligt bare var en del af hende selv, og alligevel ikke. Cosmina var en pige som engang havde været Lu’s tvilling, men hun var død for flere år tilbage, og derfor havde Lu taget hendes navn til sig. Da Lu var yngre brugte hun ofte undskyldningen, af det var Cosmina, der lavede ulykker og ikke Luminita. Hun er to personer i et. 

Hendes liv var altid det samme. Lu stod op om morgen. Kom altid for sent op. tog tøj på, spiste alt for lidt morgenmad, alt for hurtigt. Børstede tænder og løb ud af døren for at nå hendes bus. Lu nåede som altid lige akkurat hendes bus. Hun satte sig på sædet lige bag midter døren, og ventede. Det næste var altid det samme. Næste stop stod to små piger og deres far på. Stoppet efter, tre snakkende piger, og sådan forsatte det til hele bussen var fuld. Lu sad altid ved siden af den samme fyr, som så meget godt ud, men som altid lugtede alt for meget af parfume. Det var forfærdeligt. Forfærdeligt kedeligt. Endelig skulle hun af. Stoppet før ham. Det vidste hun, fordi hun var engang kørt for langt. Lu rejste sig op, og inden da havde han rejst sig op. det var altid de samme rutiner om morgen. Hun stilte sig hen til døren. Lu vidste at der var blevet trykket stop, hun var ikke alene om at skulle af, men i dag var åbenbart ikke som alle de andre dage.

Han stod lige der. Lige ved siden af døren. Det virkede som om at ingen af de andre i bussen lagde mærke til ham. Han havde en underlig sort katte hue på. Hans hår var sølvgråt, men han var ikke gammel. Han så ud som om han var på hendes alder. Han havde en åben kortærmet lyseblå skjorte på, og en sort stram mavebluse på inden under. Han havde shorts på og kondisko. Lu kiggede ned af sig selv. Lu mente ellers at hun havde haft hendes blå jeans, og den store tykke jakke på da hun var gået hjemmefra, men nu da hun så ned af sig selv, var det ikke ligefrem det hun så. De stramme blå jeans var skiftet ud med en noget stor nederdel, som gik til lige før knæende. Den havde klart flere lag. Mange flere lag. Den var sort men havde en kræftig lyserød kant. Hun havde strømper på til knæene som var i sort og lyserød stribet, og et par sommer sko. Hendes taske havde hun stadig, men ingen stor jakke. I stedet for var der en stram t-shirt som viste alle de former hun næsten ikke have. Hun kiggede på ham, og han vinkede hende nærmere. Bussen stoppede, han stod af, og hun stod med af. 

Lu havde slet ikke opdaget at bussen for længst var kørt forbi hendes skole. Da hun kiggede sig omkring, kunne hun slet ikke kende stedet. Lu var usikker på om hun stadig var i Danmark. Hun stod på noget der mindede om en græsmark. der var nogle få enkle træer hist og her, men de stod helt alene. I det fjerne kunne Lu se bjerge og flere træer.

Den underlige fyr stod og kiggede på hende, og sendt hende et underligt smil. Han trak et lomme ur frem. Kiggede på tiden og så helt forkert ud i hoved. Hen vendte rundt og hoppede syv hop frem og satte så i løb. Lu kiggede på ham og råbte så efter ham, og satte så i løb efter ham. Lu løb og løb, men kom ingen vejne. Lu kiggede ned af sig selv. Hun opdagede at hendes nederdel var blevet kortere, og det samme var blusen. Hun hev ned i blusen og nederdelen, men intet af det blev længere. Hun tog syv hop og begyndte så at løbe igen. Pludselig bevægede landsskabet omkring hende meget hurtigere. Hun holdte op med at kigge på det, fordi ellers ville hun blive svimmel. Lu stoppede op, men omgivelserne bevægede sig stadig. Lu lukkede øjnene og landsskabet stod stille igen. 

Den underlige kattehat fyr stod lige der foran hende og kiggede på hende. han vinkede til hende. Lu kiggede meget underligt på kattefyren, og løb så efter fyren, men lige gyldigt hvad hun gjorde så var fyren hele tiden foran hende. Lu hamrede med hoved først ind i en væg. Hun kiggede mistænktsomt på den. Hvor var den væg kommet fra? Hun havde da ikke set den lige før havde hun? En stemme lød, og hun kiggede efter stemmen. Det var en pige med små engle vinger, og kanin øre, som sad og skrev noget i en sort bog. Engle kanin pigen kaldte hende ved et nyt navn. Lu forstod det ikke. Navnet var Cosmina. 

Cosmina fik en banan og tog en bid af bananen. Bananen smagte ikke godt. Hun var lige ved at spytte den ud, men hele verden blev pludselig meget stor. Eller også var det bare hende der skrumpede. Cos var ved at skrige. Cos var pludselig lille nok til at komme ind af døren som var lige foran hende. 

Et skrig lød. En lille pige var på vej ind i skoven.
Luminta kiggede på hendes søster, skældte hende ud og trak, og hev fat i hendes søster Cosmina. De var på vej hjem fra deres kusines fødselsdag, og for blot 14 dages tid havde det været i orden at gå igennem skoven, men pludselig var det blevet ulovligt. Lu holdte godt fat i Cos, og trak hende af sted. De skulle på ingen tænkelig måde tættere på skoven. Nu skulle de blot hjem.

Der lød en hvisken igennem skoven. Lu kunne høre stemmen men, hvor kom stemmen fra? Lu kunne ikke af gøre det. Det var som om stemmen kom alle steder fra og ingen steder. Stemmen lød igen, og kaldte igen på Lu. Lu kunne ikke  finde ud af hvor hun kendte stemmen fra. Hun vidste blot at hun kendte stemmen.

”Luminita Cosmina Wandall, du skal op nu!! Klokken er 06.45 og om præcist 24 minutter skulle du gerne sidde i bussen på vej mod skole!?” Lu vågnede med et sæt og satte sig op i hendes seng. Hun følte sig våd over det hele. Hun havde endnu en nat drømt om hendes søster Cosmina som egentligt bare var en del af hende selv, og alligevel ikke. Cosmina var en pige som engang havde været Lu’s tvilling, men hun var død for flere år tilbage, og derfor havde Lu taget hendes navn til sig. Da Lu var yngre brugte hun ofte undskyldningen af det var Cosmina der lavede ulykker og ikke Luminita. Hun er to personer i et. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...