A love story


1Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

1. Lang tid siden.

Det var mandag morgen og jeg var på vej i skole da min Tlf ringede

"hallo? Hvem er det" sagde jeg da det var et skjult nummer der ringede.

"En du elsker og savner inderst inde vil snart komme til skade, hvis du ikke gør noget ved det"

Det var en meget dyb stemme, jeg tror det var en mandestemme, men var ikke sikker. "Hvad? hvem? Hvornår? Hvem er du?" Spurgte jeg grædende men fik intet svar. Personen havde lagt på.

Jeg tænkte ikke mere over det da, jeg jeg før havde været offer for telefonfis.

Men burde jeg være bekymret?

~~i frokostpausen i skolen~~

"Halløj" sagde en sød og blid stemme bag mig, jeg vidste præcis hvem det var.. "Hej Emma" sagde jeg og krammende hende, vi var bedste veninder og fortalte hinanden ALT!

Selvom vi havde kendt hinanden siden vi var 2 år gamle følte jeg altså ikke for at fortælle hende dét om den person der havde ringet mig op med skjult nummer.

"Skal du noget efter skole Idag?" Spurgte hun

"Kun lektier men det tager vel ikke hele dagen" sagde jeg og grinte lidt

"Skal vi tage ud og shoppe?"

"Ja! Lad os gøre det, jeg har alligevel brug for noget nyt tøj"

Det var efter skole og vi havde besluttet, at vi skulle til fisketorvet og bagefter i fields.

"Skal du ikke have den her?" Spurgte Emma mig.

"Jeg kan da prøve den"

Jeg gik ind i prøverummet og tog min bluse og bukser af..

Jeg stod og kiggede længe på dem, de var over det hele på min krop, mine arme, mine lår og mine hofter var dækket af dem. Det var forfærdeligt, hvordan kunne jeg overhovedet havde gjort sådan noget mod mig selv.

Jeg kunne mærke en hånd på min skulder, det gav ét sæt i mig. Jeg vendte mig rundt og det var bare Emma.

"Cecilia?"

"Ja?" Snøftede jeg.

Hun sagde ikke noget..

"Kan du ikke gå ud så jeg kan prøve kjolen?" Spurgte jeg.

"Jo selvfølgelig" hun kiggede mig i øjnene hele vejen ud af prøverummet.

Jeg prøvede kjolen, den var flot, den var sort med et blåt bælte. Den sad faktisk helt perfekt, næsten, den dækkede ikke mine arme..

"Hvordan sidder den?" Spurgte Emma ude fra den anden side af prøverummet.

"Den sidder godt, rigtig godt" svarede jeg, jeg prøvede at lyde glad men det gik ikke så godt.. Emma kom ind og kiggede mig i øjnene indtil hun trak mig ind i et langt og dejligt kram, det var lige hvad jeg havde brug for. Der begyndte langsomt langsomt at trille tårer ned ad mine kinder.

Jeg trak mig stille fra krammet "undskyld" sagde jeg snøftene til hende og tørrede mine øjne.

"Lov mig at du aldrig gør det igen? Fortid er fortid"

"Lover det" svarede jeg med en knækket stemme.

Jeg havde købt den sorte kjole med det blå bælte og Emma havde købt en rød kjole. Den var meget flot. Vi gik lidt rundt da vi så en MEGA lækker fyr gå ind på Starbucks.

"Fuck, så du ham?" Spurgte Emma.

"Selvfølgelig, han er ikke en man bare lige undgår" svarede jeg grinende.

"Hahah, nej ikke med de brune øjne" grinte Emma.

Vi gik selvfølgelig ind i Starbucks, jeg købte en cappuccino og Emma købte en varm kakao med flødeskum. Vi satte os ned ved et vindue. Før jeg vidste af det fik jeg øje på ham den lækre dreng, han sad og kiggede på mig eller vi sad og kiggede på hinanden, dybt i øjnene. Han havde helt nøddebrune øjne, dejlige varme øjne at kigge på.

"Cecilia?!"

"Ja?"

Jeg kiggede stadig på ham den lækre, han mindede mig om en Christian. Gad vide om han hed det ;)

Jeg gav ham et lille smil og han smilte tilbage.

"Hvem kigger du på?" Spurgte Emma.

"Ikke nogen" sagde jeg og kiggede væk fra ham den lækre og op på Emma.

"Når okay, skal vi gå?"

"Ja det kan vi godt" sagde jeg og tog min jakke og svingede den om armen, tog min cappuccino i hånden og min taske om skulderen.

Vi gik fordi en masse borde for at komme ud, og da vi endelig kom ud..

"Cecilia, hvor er din jakke?"

"Åh nej!" Sagde jeg trist.

Men til mit held kom der én løbende ud med den. Jeg gik over imod ham.

"Værsgo"

"Åh tusind tak, du har lige reddet min dag!"

"Det var så lidt"

Der gik lidt tid før en af os sagde noget.

"Hvor har du smukke nøddebrune øjne" sagde han.

Jeg kunne mærkede at jeg rødmede. "Tusind tak, og i lige måde"

Jeg kiggede ham dybt i øjnene, og tænkte på om jeg skulle spørge om hans nummer?

Men før jeg vidste af det spurgte HAN om det "må jeg få dit nummer?"

"Ja selvfølgelig" sagde jeg hurtigt og smilte. Jeg gav ham mit nummer og sagde farvel. Jeg skulle til at gå d han trak mig ind i et kram, jeg krammende hurtigt igen, da jeg kunne mærke hans læber på min kind. Jeg rødmede igen. Han kyssede mig meget tæt på munden. ;)

"Farvel".

"Farvel".

"Hvad gik det lige ud på?" Spurgte Emma da vi var gået ud af centeret.

"Jeg har set ham før" sagde jeg.

"Har du?! Hvis du har ikk!, så er jeg sur på dig! Du kan da ikke tillade dig at holde sådan en lækkerhed væk fra mig!"

Vi begyndte begge at grine. ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...