Lille spejl på væggen der

Novelle

1Likes
0Kommentarer
167Visninger

1. Refleksion

   

     Lyden.

     Den var der igen.

     Mørket gjorde mig blind, da mine øjne brat åbnede sig.

     Klik, klik

     Et ur?

     Jeg ændrede stilling og dynebetrækket knitrede svagt.

     Ja, det var nok uret.

     Tik, tik

     Øjnene var langsomt ved at glide i, da noget gik op for mig.

     Uret hang i køkkenet.

     Klik, klik

     Men det var nok bare den dryppende vandhane eller vinden der fik en gren til at ramme vinduets glas.

     Selvom den var alt for regelmæssig til at være dryp eller grene.

     1, 2, 3

     Klik, klik

     To klik hvert fjerde sekund.

 

    Jeg plantede mine bare fødder på gulvbrædderne og gøs ved temperaturskiftet. Jeg famlede mig frem i det mørke værelse og trykkede på kontakten. Pæren kom blinkende til live og oplyste rummet.  Jeg gik over i den anden ende af værelset. Døren knirkede stille, da jeg langsomt åbnede den. Der var helt mørkt ude på gangen. Og stille. Det var ikke her lyden kom fra.  Jeg gik over mod vinduet, for at se om det var noget derude, og kiggede forsigtigt ud mellem de tynde hvide gardiner. Dråber trillede ned af den modsatte side af ruden. Regnen var beroligende, men kunne ikke overdøve lyden.

     Jeg gik over mod sengen igen, da lyden pludselig syntes kraftigere. Det lød nu som om, at jeg befandt mig lige ved siden af lydens udspring. Der var noget dragende ved den, som en kalden. Mit blik søgte mod vinduet igen, men stoppede på halvvejen. Spejlet. Lyden kom fra spejlet.

    Jeg ændrede tøvende retning, stadig med øjnene rettet mod spejlet, indtil jeg stod der hvor jeg havde stået hundredevis af gange før. Men noget var anderledes. Efter omkring et sekunds reaktionstid, så jeg det. Og med ét var jeg vågen. Indrammet af en slukket lyskæde stod en perfekt gengivelse af rummet bag mig klart frem. Men mit spejlbillede var væk. Det tog lidt tid, før jeg igen huskede at trække vejret. En trommehvirvel var i gang i mit bryst.

 

     Klik sagde det, da min fingernegl berørte glasset. Og med ét stoppede lyden. Rundt om det punkt, jeg havde berørt, bølgede cirkler ud fra, som krusninger på en vindstille sø. Jeg rakte frem igen og gispede, da min hånd brød igennem det forvrængede spejlbillede nøjagtig som en vandoverflade. Hurtigt trak jeg den til mig igen. Langsomt faldt spejlet faldt til ro og blev igen blankt. Mit hjerte var helt oppe i halsen. Jeg var bange, nej rædselsslagen, men samtidig også nysgerrig. Og da jeg vidste, at jeg alligevel ikke kunne sove efter dette, så stak jeg igen hånden hen mod spejlet. Det føltes køligt, men ikke vådt. Mere som når man læner kinden mod en vinduesrude. Behageligt.

     Spejlet opslugte snart hele min arm i takt med, at jeg lænede mig længere ind i mod det. Jeg tøvede, men tog så en stor mundfuld luft og trådte ind. Lys blændede mig og kulden omgav mig med det samme. Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg havde ingen forbindelse til mine lemmer. Hele min krop var følelsesløs.

 

     Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg tilbage på værelset. Jeg var på vej tilbage til sengen, da en pigestemme lød bag mig: ”Hvem der?”

     Jeg vendte mig om, og der lød et gisp fra os begge to. Pigen foran mig havde en T-shirt fra den samme sommercamp, som jeg var på sidste år og småblomstrede pyjamasbukser. Og så lignede hun mig på en prik.

     ”Liva?!” spurgte hun overrasket, og jeg blev forvirret. Kendte hun mig? ”Hvad laver du her?”

     ”Hvem er du?” spurgte jeg, uden at svare på hendes spørgsmål. ”Og hvorfor ligner du..,”

     Jeg lod den sidste del af sætningen hænge i luften. Hun så helt forkert ud i ansigtet, det ansigt der lignede mit så uhyggeligt meget. Udtrykket skiftede fra undrende til panisk og så til et mere roligt udtryk på under få sekunder. Hun kiggede på mig.

     ”Jeg hedder Avil og jeg er, jah,” sagde hun og bed sig i læben. ”Jeg er vel dit spejlbillede,”

     ”Du er hvad?” spurgte jeg dumt, selvom jeg hørte hende udmærket. Det vidste hun tilsyneladende også godt, for hun nikkede bare. Jeg åbnede munden halvt for at sige noget mere og lukkede den så igen. Noget gik op for mig.

     ”Dette er ikke mit værelse, vel?” spurgte jeg. Avil rystede på hovedet.

     ”Jeg er ikke fuldstændig sikker selv,” sagde hun og trak en lys lok om bag øret. ”Men jeg tror det må være parallelverden af en slags.”

     ”Og indgangen er…” sagde jeg og rettede blikket mod den vej, jeg var kommet fra.

     ”… spejlet,” afsluttede Avil og nikkede. Hun så lidt utilpas ud og kiggede hele tiden rundt i værelset i stedet for at møde mit blik. Jeg kiggede på den brede kommode, der stod ved siden af spejlet. I mellem de forskellige parfumer og cremer, så jeg at glattejernet stadig sad i stik. Det var nok ikke så klogt. Jeg kiggede over mod spejlet igen og skulle lige til at gå derover, men ombestemte mig så.

     Hvorfor var Avil her?

     Jeg lod mig dumpe ned på sengen bag mig og kiggede rundt i værelset. Det lignede godt nok en perfekt kopi af mit. Lige fra rækkefølgen af bøgerne i den skrøbeligt udseende reol til lektierodet på skrivebordet til placeringen af nipsgenstandene i vindueskarmene. Dette var mit værelse og så alligevel ikke. Ligesom, at selvom hun lignede mig, var hun jo ikke mig. Hun var en anden.

     ”Avil?” spurgte jeg. Hun havde sat sig ned ved siden af mig og nu vågnede hun op, rystede lidt på hovedet som for at smide en tanke bort og vendte opmærksomheden mod mig.

     ”Hvem er du egentlig?” spurgte jeg.

     Hun kiggede undrende på mig, men så glattede rynken mellem hendes øjenbryn sig mere ud, og hun forstod.

     ”Jeg…,” startede hun og rynkede brynene igen. ”Jeg ved det faktisk ikke. Måske var jeg nogen før jeg kom her, måske var jeg ikke. Men jeg kan jo ikke bare være dukket frem ud af den blå luft, kan jeg vel?” Det lød, som om hun havde spurgt sig selv om det samme før.

     ”Nej, det kan du jo ikke…” svarede jeg, selvom det jo ikke rigtigt havde været et spørgsmål.

     Vi sad lidt og blev holdt hen af vores egne tanker. Det, der var det eneste ved os der ikke var ens og som heller aldrig blev det.

     Avil rejste sig pludselig op og gik over mod reolen. Hun lod fingrene glide langsomt henover bogryggene indtil hun stoppede og trak en ud.

     ”Dette er din yndlings, ikke sandt?”

     Hun lagde en slidt paperback i mellem os og satte sig ned igen. Selvom titlen stod spejlvendt, genkendte jeg bogen. Jeg nikkede og smilede til hende.

     ”Vi, jeg mener, du læser den bare så tit, så det gik jeg ud fra,” sagde hun, mens hun strøg de flossede kanter. Hun kiggede hastigt op på mig.

     Det var de samme blå øjne, jeg så tit så hos min far, min søster og mig selv. Men ikke helt. Der var noget sørgmodigt over de runde øjne. Den blå farve, udenom den udvidede pupil, var en smule køligere, og selv da hun smilede forblev øjnene de samme. Hun virkede også usikker. Hun hvilede kun blikket på mig et flygtigt øjeblik, før det sprang videre til en anden ting bag mig eller ned på hendes hænder.

     ”Så du læser altså kun det samme, som jeg gør?” sagde jeg og hentydede til bøgerne på reolen.

     ”Ja da, jeg kan jo ikke rigtigt andet,” hun sendte mig et hurtigt smil. Jeg forstod ikke.

     ”Hvad mener du?” spurgte jeg. Hun satte hovedet lidt på skrå, åbenbart også forvirret, men over at jeg ikke forstod.

     ”Formålet med et spejlbillede er, at det spejler en, så det er det jeg gør,” hun så hurtigt op på mig og kiggede så ned på hendes hænder. ”Det samme som dig,”

     ”Det gør du ikke lige nu,” konstaterede jeg og blinkede et par gange.

     ”Godt set,” sagde hun med et lille grin. ”Det er også lidt nyt for mig..,” så bed hun sig i læben og så lidt mere alvorlig ud. ”Jeg har selvfølgelig min egen vilje udenfor en vis afstand til spejlet, men jeg skal jo sørge for at være ved spejlet samtidig med dig, så det er lidt begrænset..,” hun tog en indånding og smilede så igen. ”Men ellers er det stort set det samme,”

     Avil var ikke mig. Lige meget hvor ens vi så ud, og selvom hun groft sagt levede det samme liv som mig, ville hun altid være en anden. Det kunne ses i hendes øjne og i andre små karaktertræk, som jeg ikke kunne genkende fra mig selv. Men hvorfor var hun her?

     ”Avil, kan du..,” jeg prøvede at finde de rette ord. ”Hvor er du, når jeg ikke er her?”

     Avil kiggede lidt forskrækket op på mig og kiggede så ned igen, så det halvlange hår dækkede for hendes ansigt. Hun sagde noget, som jeg ikke hørte, fordi det var så lavt.

     ”Undskyld, men jeg kunne altså ikke..,”

     ”Så er jeg her ikke, sagde jeg!” lød det fra Avil, der pludseligt stirrede op på mig. Noget gnistrede i hendes øjne, men var væk, inden jeg kunne nå at se hvad det var. ”Nå du er væk, så er jeg også væk..,” fortsatte hun lidt lavere. ”Bare i en lidt mere bogstavelig forstand,”

     ”Hvad mener du?”

     ”Kom,” sagde Avil, rejste sig op og rørte min underarm. Hånden var kold, som spejlets overflade og gav mig et chok. Kulden bredte sig op ad min arm, men forsvandt så ligeså pludseligt som den var kommet. Avil måtte også have mærket noget, for hun stod et stykke tid og gloede på sin hånd. Hun gjorde et lille kast med hovedet som tegn på, at jeg skulle følge efter.

     Det var fascinerende at bemærke, at selvom der ikke engang var en millimeter til forskel på os, så følte jeg alligevel, at jeg var højere end hende. Det var den måde, hun stod og gik på. Avil havde en anspændt holdning med skuldrene trukket halvt op til ørerne og med lidt bøjet nakke. Hendes højre hånd pillede konstant ved kanten af hendes T-shirt. Gulvet knirkede, da vores fødder trådte henover det og det samme gjorde døren, da Avil åbnede den lidt efter. Jeg så først en lille sprække lys, og så blev den bredere og bredere i takt med, at døren åbnede. Til sidst stirrede vi ind i et gab af lysende, hvid ingenting.

     ”Når du går ud af din dør, så træder jeg ud i dette,” sagde Avil dæmpet. ”Jeg går i noget der føles som dage, men som sikkert ikke er mere end et par timer, bare går og går. Der er intet, og jeg er ingen. Og efter et langt stykke tid ser jeg en dør. Mange gange har jeg troet, at jeg var kommet væk eller bare håbet på det. Men når jeg kommer ind af døren, er jeg her igen.”

     Hun lukkede døren igen. Vi stod lidt i tavshed. Jeg var ikke så lidt påvirket, af det hun havde fortalt.

     ”Så du er fanget herinde?” spurgte jeg lidt efter.

     ”Det er jeg, ja,” sagde hun og bed sig i læben. ”Men jeg har vel vænnet mig til det,”

Hun trak på skuldrene, men virkede ikke uberørt.

     Avil gik tilbage mod sengen, men vendte sig om på halvvejen.

     ”Din yndlingsfarve er blå, ikk?” spurgte hun med et fint smil.

     ”Jah,” svarede jeg lidt forvirret over det pludselige emneskift, gik forbi hende og satte mig på sengen. ”Hvordan vidste du det?”

     Hun hævede blot det ene øjenbryn lidt og satte sig ved siden af mig.

     ”Når man ikke har så meget andet at lave, lægger man mærke til de små ting,” forklarede hun. ”Den blå neglelak går du med ofte og det samme med de blå øreringe,” hun holdt en pause. ”For ikke at glemme halvdelen af tøjskabet og den væg der,”

     Vi grinede.

     Vi talte om andre små ting, som Avil havde bemærket. Sad der i et stykke tid bare og snakkede. Aldrig gik samtalen tilbage til hende, men det gjorde hun ikke noget ved. Langsomt mærkede jeg mine øjenlåg blev tungere og tungere.

    

     En svagt bimlende lyd vækkede mig den næste morgen. Søvndrukkent fandt jeg frem til mobilen under min pude og slog alarmen fra. Et par sekunder efter slog jeg øjnene helt op. Jeg svang benene ud af sengen og ville skynde mig hen til den modsatte væg, men måtte sætte tempoet ned da jeg stadig var døsig. Jeg frøs og min hud var kold, som om jeg ikke havde sovet under en varm dyne, men i stedet begravet i en snedynge. Gulvet knirkede under mine langsomme skridt, indtil jeg til sidst standsede op foran spejlet. Et lettet suk undslap mine læber, da mit spejlbillede kiggede tilbage på mig med et træt blik.

      Det var bare en drøm.

 

     ”Liva, er du vågnet?” lød mors stemme pludseligt fra den anden side af døren.

     Jeg ville svare, men noget kom mig ligesom i forkøbet og ordene flød ud af min mund: ”Ja, jeg kommer nu,”

     I spejlet kunne jeg se, at mine mundvige bevægede sig opad. Jeg prøvede at undertrykke det, men et stort, selvsikkert smil brød frem på mit ansigt, inden jeg nåede at gøre noget. Min kæbe værkede fra modstanden. Mit spejlbillede bed sig i læben, og til min frygt gjorde jeg det samme.

     Kulden bredte sig, som en bidende vintervind, igennem hele min krop. Panikken fik min mentale barriere til at briste, og kulden fortsatte. Den lod kun et lille stykke inderst inde være tilbage.

     Jeg så til mens min krop skridt for skridt bevægede sig fremad og trådte ud i intetheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...