Tvillingerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 18 nov. 2014
  • Status: Igang
Så træningen havde gjort en del, men åbenbart ikke nok. Fordi hun var fanget igen. Hun forstod ikke hvordan det var sket. Hun skulle jo være en bekæmper og ikke en befrier. Det havde været planen lige fra starten. Planen der var blevet lagt for tvillingerne for flere år siden. Men tvillingerne Adrian og Katarina var anderledes, de var ikke som alle andre tvillingere. Der var mere end blot en ting der var specielle ved dem.

0Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

2. Træning

"Wow.... sorry.... undskyld mig...." jeg var endnu engang ved at være for sent på den. Det var ved at ske lidt for ofte for tiden. Jeg skulle til min personlige morgen træning, og havde sovet over mig. Jeg havde gjort det før, altså sovet over mig, men denne gang var det ikke helt min skyld. Eller jo var det, jeg kunne bare lade være med at slukke mit vækkeur, men da Adrian, min tvilling havde formået at vække sig med sit mareridt, havde jeg opgivet at sove mere. Indtil jeg altså åbenbart var faldet i søvn inde ved ham, og havde sov over mig. 
Jeg var blevet irriteret på Adrian over at han ikke havde vækket mig. Jeg var trods alt gået ind til ham da hans følelser havde vækket mig i løbet af natten. Vores værelser ligger heldigvis ikke så langt fra hinanden, og da det ikke var første gang jeg have sneget mig ud om natten var det ikke svært.
Dog var jeg åbenbart ikke alene om at komme for sent op. Fordi Adrian havde også brokket sig, hvilket undrede mig da min morgen træning startede en del før morgenmad og de normale perioder. På skolen var der to slags klasser. Beskyttere og Befriere, for efter at den sidste krig næsten havde udraderet hele vores befolkning havde vores konge besluttet at i hver familie skulle der være en beskytter. Beskytterne var folk der var blevet lært op i kampsport, sporings tekniker, og andet godt. Vi lærte at forsvare os selv, men vigtigts af alt, vi lærte at beskytte vores befrier. Ikke i alle familier, men i mange var der et barn eller voksen med magiske evner. Primært vand, jord, ild eller luft. Dog skete det at der var andre former for magi. Adrian var en af de elever der havde en magisk evne. Han havde flere af de før nævnte elementer han kunne kontrollere som han ville. 
Befriernes evner var blevet opdaget i sidste krig og var blevet fuldkommen misbrugt. Så meget at der egentligt ikke var mere end halvtreds tilbage. Derfor havde Kong Arram besluttet at åbne denne skole for at kunne beskytte de få der var tilbage. Antallet af Befriere havde udviklet sig, og i takt med det var programmet for beskytterne også blevet oprettet.  
"Jeg beklager" Der var en del elever på gangene. Også selvom der stadig var over en time til morgenmad og de første perioder. Flere end der plejede. Hvilket undrede mig i et kvart mili sekund. Men jeg havde for travlt med at undgå at støde ind i folk. Jeg måtte zigzagge mig ned af gangen. 
Da jeg kom hen til enden var der ikke flere elever. Det var de færreste der brugte denne udgang. Jeg åbnede døren, og mødte kulden og den nyfaldne sne. Jeg skyndte mig videre, hen over den lille sti der kun for nyligt var blevet rydet for sne. Hvilket var mit held. Jeg ville helst undgå at være alt for våd. Ud til det næste hus. Hen til trænings salen. 
"Katarina, du er forsinket" Vlademir kiggede ikke engang på mig da jeg var trådt ind. Jeg mærkede at det faktum at han ikke blot kaldte mig 'Kat' som alle andre påvirkede mig, mere end løbeturen. Mit hjerte galopperede og jeg kæmpede for at få min vejrtrækning under nogen lunde kontrol igen. Desværre uden den store held. Døren lukkede i med et højt smeld bag mig. 
Vlademir stod ved en af de mange trænings dukker der var i rummet. Jeg vidste at dukkerne var noget resten af skolens Beskyttere havde lært at arbejde med i det forgående år. Det år hvor Adrian og jeg havde haft andre ting at tage os til. 
"Jeg ville egentligt mene at det var tid til at vi arbejdede mere med disse" han klappede let dukken på skulderen og kiggede på mig. "Men når du mener du har tid, til at komme forsent så er det måske forkert antaget af mig."
"Men... Det var ikke..." jeg nåede ikke at færdig gøre min sætning før han afværgede mig med en enkelt håndbevægelse.
"Start du hellere med at løbe" hans stemme var rolig, og under fuld kontrol. Jeg sukkede.
"Alt det løberi hjælper ikke i kampen mod Tian" Jeg havde lagt mine arme over kors. "Jeg kan ikke forsvare Adrian, hvis jeg aldrig laver andet end at løbe" jeg mærkede den bitchede tone havde meldt sin ankomst i min stemme. Sådan var det bare altid. Den var der, hurtigere end jeg kunne nå at stoppe den.
"Hvis du var..." Vlademir startede, men stoppede så sig selv. Hans anstigtsudtryk blev det rolige og afbalanceret han alt for ofte havde. "Det er typer du ikke, kan bekæmpe på andre måder end med hastighed og udholdenhed" Han kiggede blot på mig. Jeg ville ikke få mere ud af ham lige nu. 
Jeg skulle lige til at sukke igen, men denne gang fik jeg stoppet mig selv. I stedet lagde jeg, min trøje og vandflaske fra mig, og begyndte at løbe. Jeg havde aldrig kunne fordrage at løbe, men her på de sidste 3 måneder vidste jeg at jeg var blevet bedre til det. Jeg havde også opdaget hvor ofte det kunne skubbe alle andre tanker og følelser væk. Dog ville jeg hellere arbejde med dukken, men jeg sagde intet. Ville ikke risikere at Vlademir bestemte sig for at rykke træningen uden for. Var sikker på at jeg nok skulle nå at få timer, nok udenfor til at blive fuldkommen gennemkold. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...