Tvillingerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 18 nov. 2014
  • Status: Igang
Så træningen havde gjort en del, men åbenbart ikke nok. Fordi hun var fanget igen. Hun forstod ikke hvordan det var sket. Hun skulle jo være en bekæmper og ikke en befrier. Det havde været planen lige fra starten. Planen der var blevet lagt for tvillingerne for flere år siden. Men tvillingerne Adrian og Katarina var anderledes, de var ikke som alle andre tvillingere. Der var mere end blot en ting der var specielle ved dem.

0Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

3. Dean

Turen fra trænings lokalet og tilbage til mit værelse gik betydeligt langsommere, men med kun en halv time til første periode startede så flere elever var på gangene.
"Hey Kat" Dean min nok bedste ven havde indhentet mig. Han havde ikke planlagt morgentræning som jeg havde, men jeg havde opdaget hvor ofte han var ude og løbe, og fik det altid til at passe, så vi kunne følges på vejen tilbage. Dog lignede han ikke en der havde været ude og løbe i dag. Han lignede en der havde stået i læ og holdt øje med mig.
"Hey Dean" et let flirtende smil kunne ses på hans læber, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Jeg vidste at Dean var vild med mig. Det havde han været siden at han var ankommet til skolen for to et halvt år siden. 
'Ingen skal snakke sådan om Kat' Adrians stemme lød pludselig i mit hoved. Det var ikke første gang det var sket, men følelserne der fulgte efter fik mig til at stoppe op. Adrian var rasen. Noget der meget sjældent skete, men når det skete var der ingen der var i tvivl og slet ikke mig. 
Dean kiggede undersøgende på mig. Jeg rykkede en smule ind mod væggen og lukkede øjnene
"Kat?" jeg hørte Deans stemme et sted i det fjerne, men koncenterede mig ikke om det. Jeg koncenterede mig om Adrian. 
Adrian og jeg har et specielt tvillinge bånd der ikke er nogle der kender til. Ingen af os kan huske hvordan det startede, men vi har altid haft en form for viden omkring hvordan den anden har haft det og følt. Nogle gange hvis vi koncentrerede os kunne vi fornemme hvor de var eller hvem de var sammen med. Adrian var god til det. Meget bedre end mig. Så det eneste jeg kunne fornemme var at det var Mia han stod overfor. 
"Er du okay?" Dean skubbede forsigtigt til mig, og min koncentration brød. Jeg mærkede at jeg let rystede af raser. Jeg skjulte mine hænder ved at knuge dem sammen ned langs siden. 
"Ja... fint" sagde jeg, og lagde ikke mærke til at jeg snerrede en del mere end det var nødvendigt. Jeg forsatte ned af gangen. Da vi nåede til mit værelse gik jeg ind uden at sige noget. Jeg var for opslugt i mine tanker. Derfor hørte jeg heller ikke at Dean havde været ved at spørge mig om noget.
"Adrian hvor er du??" jeg stillede spørgsmålet ud i rummet, selvom jeg ikke forventede at han ville svare. Jeg tog et par ting, smed tøjet og gik i bad.
Ude i badet prøvede jeg igen. Jeg lukkede øjnene, lænede mig op af væggen og koncenterede mig om Adrian. Det var Adrian der var den gode af os til det her. Det var ham der bedst kunne koncentere sig. Ham der havde mest udholdenhed. 
'Adrian hvor er du?' spurgte jeg igen, men denne gang koncentrede jeg mig så kræftigt om ham at jeg ike var i tvivl om at han ville hører mig.
'Uh, Kat, jeg...' Adrian virkede på ingen måde rasen længere. Nærmere overrasket over at jeg var hos ham. Han sagde ikke hvor han var, men billeder af bøger i alle størrelser på borde, reoler og stole afslørende at han var på biblioteket.
Jeg færdig gjorde mit bad. Fandt noget tøj og bevægede mig ned mod morgenmaden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...