One Direction | A Night With Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
Den 18 årige Mary var en glad pige med masser af ballade og sjov, men det er hun ikke længere. Efter hendes far døde af kræft er alt gået ned af bakke. Hun har lukket sig selv inde, men da hun får en rejse til London af hendes mor kan det måske ændre hele hendes syn på livet. Under en fest i centrum af London ender hun op med at flirte med Harry, som i Harry Styles fra One Direction. Den næste morgen vågner hun op på One Directions hotelværelse ved siden af Harry. Det er starten på et venskab med One Direction, men det er ikke problemfrit at hænge ud med One Direction. Rygter de spredes og snart er Mary på forsider af sladderblade. Tjek traileren ud! :D

12Likes
8Kommentarer
394Visninger
AA

3. Wings

1.

 

Marys Synsvinkel:

Her stod jeg. For første gang efter fars begravelse. For første gang stod jeg foran gravstenen. Alt var ugenkendeligt. De 3 måneder var gået så pokkers langsomt, men alligevel så stærkt. Jeg ved det. Det giver ingen mening. Nej.

Okay det her kommer slet ikke til at gå. Jeg er forvirrende og mine punktummer er lort og kommasætningen fungerer ikke. Jeg er lort. Mit liv er lort.

Lad mig starte ud med hvorfor jeg står her og hvad der er grunden til det.

Min far han døde for præcis 3 måneder siden og siden da har mit liv forgået bag en dør i tryghed. Jeg blev bange for hverdagen og satte mit liv på en stopper. Det følte jeg var det bedste - hvilket det ikke var. Alt er gået ned ad bakke, for ikke at tale om skolen. Jeg har fået en del hjemmeundervisning, men jeg lukker allermest af når læreren begynder at åbne munden for at tale om noget der mest af alt er fuldstændig ligegyldigt. Jo, tilbage til min far. Han døde af kræft i hjernen, som blev opdaget sent. Han var mit et og alt. Den jeg havde alt med. Nu er det gone.

Og ikke for at lyde som en fucked op taber, men jeg lagde alt i min far. Altså ment på den måde at hvis han ikke fandtes, så ville jeg være godt som en gulerod.

Og nej tak til de kloge hoveder der nu stiller mig det dumme spørgsmål "Du havde været en gulerod hvis din far ikke fandtes. Han skabte dig"

Fuck logik okay?

Nej, det var en underlig tanke der slet ikke burde poppe op i mit hoved. Det var for længst gået væk det der med at stå at grine over sine egne jokes der forgik inde i skallen på en selv.

Ja.

Back to reality.

Som sagt stod jeg her foran graven sammen med min mor. Tårerne trillede ned langs kinderne på hende. Jeg holdte dem inde.

Jeg ved ikke hvorfor. Følelser burde ikke blive holdt inde. Det plejede jeg heller ikke at gøre. Jeg gjorde det bare.

No comments.

"Han var en dejlig mand," sukkede mor svagt så det næsten ikke kunne høres. Jeg nikkede blidt, men sagde ingenting.

"Det var alt for tidligt at hans tid kom," fastslog hun ret blidt. Jeg nikkede igen som svar.

"Hvordan har du det?" Spurgte hun mig om og det lød som om at hun tog sig sammen for ikke at knække fuldstændig i spørgsmålet.

"Forfærdeligt." Jeg kunne proppe så mange ekstra tillægsord ind som svar, men lod være. Det ville ikke få mig til at føle bedre, nærmere værre.

Denne gang var det mor der nikkede uden at give mig et svar. Et hulk lød fra hende og hun tog hænderne op for at dække ansigtet. Jeg fjernede blikket fra hende og stirrede bare ud i luften. Den var dækket til med nogle skyer, men ellers skindede solen højt. En fugl fløj over himlen. Den var smuk, ligesom far.

Jeg lagde buketten med blomsterne ned ved siden at gravstenen.

Til ære for den dejligste mand læste jeg på gravstenen. Det var sandt.

 

"Skal vi tage hjem?" Forslog mor og sendte mig et smil som næsten var gemt bag det forfærdelige udtryk der lå placeret på hendes kønne ansigt. Jeg nikkede. Hjem til trygge omgivelser.

 

❋❋❋

 

"Så er der mad!" Råbte mor nede fra køkkenet af. Normalt plejede jeg at lade som om at jeg intet havde hørt, men sådan ville jeg ikke være længere. Det må havde været nok at være sådan i 3 måneder. Now it's time to get back to reality.

Jeg tog den lange vej ned ad trapperne og endte i køkkenet. Hun stod med et forbavset udtryk i ansigtet, som var skjult med glæde.

"Du hørte mig," stammede hun og hendes øjne lyste af glæde. Jeg smilede.

"Jeg hørte dig," sagde jeg lavt.

Hun gik hen til mig og slog armene om mig. Jeg lagde mit hoved på hendes skulder og det samme gjorde hun. Sådan stod vi længe. Det gjorde mig tryg og varmen spredte sig i kroppen på mig. Hun trak sig tilsidst væk fra krammet og sendte mig et stort smil.

What the fuck? Det var længe siden at det smil havde været plantet på hendes mund. Wauw.

"Skynd dig at få dækket bord. Jeg har nyheder der venter dig," sagde hun hemmelighedsfuld.

Hvaaaaaaaaaaaad???

Jeg nikkede og sendte et smil tilbage - dog ikke så stort som hendes.

Jeg fandt tallerkner, glas og bestik frem og satte det pænt på bordet.

Skills darling.

Fra far.

Stilhed.

Mor kom gående ind med hjemmelavet pizza.

Fars livret.

"Mmmm..." Sukkede jeg da det blev sat på bordet. Hun sendte mig et smil og nikkede.

De der smil gik mig på nerverne!

"Hvorfor så glad?" Spurgte jeg om da det virkelig gik mig på. I need to know!

"Sæt dig," forklarede hun og jeg gjorde som der blev sagt. Jeg tog to stykker pizza over på min tallerken, samme gjorde hun og vi begyndte så at spise.

Tavshed.

"Kom så med det," sagde jeg og brød derfor også tavsheden. Hun sendte mig et smil og begyndte så at samle sine ord. Dette var vigtigt.

Jeg vil vide det nuuu, kom med det!

"Ser du," startede hun ud og jeg så forventningsfuldt på hende.

"Det er virkelig dejligt at du endelig viser fremskridt." Fik hun fremstammet og hun lignede en der var ved at springe af glæde.

Kom til sagen mor!

"Og derfor har jeg tænkt mig at give dig en ekstra booster, så du får en rejse til London."

Hvad? Nej vel?

"Jeg ved ikke rigtig," mumlede jeg kort. "Jeg er virkelig taknemmelig og alt muligt, men jeg ved ikke om jeg er klar," forsatte jeg og sendte et usikkert smil.

"Det var din fars yndlingsby. Han ville havde været meget stolt og glad på dine vegne. Tag chancen. Du kan altid tage hjem igen," plagede hun. Jeg tænkte mig om. Det var en chance og tage. Enten kunne det ende i fiasko og jeg ville tage hjem, eller også kunne det blive en rejse der ændrede alt plus mit syn på livet.

"Okay." Mit valg var taget. Jeg skulle til London.

 

❋❋❋

 

Har du husket alt? Bind? Tandbørste? Trusser?" Spurgte hun om for tyvende gang og jeg sukkede højlydt og undslap et lille fnis.

"Mor for tyvende gang ja," sukkede jeg og klappede hende blidt på skulderen.

"Jeg skal nok klare mig. Ellers så findes der butikker hvor jeg kan købe det jeg har glemt," beroligede jeg mor som næsten lignede en der snart ville fælde en tårer.

"Jeg vil jo bare være sikker på at du er okay," mumlede hun og undslap et lille grin.

Jeg gav hende et sidste kram.

"Vi ses," sagde hun. Jeg vinkede og forlod hende så.

Nu skal jeg sku til London.

Som du jo nok kan høre er mit humør forhøjet med 100%, så jeg er bare tip top klar.

Jeg skal være væk i 4 uger og har lejet min egen lejlighed midt i centrum.

Nu skal jeg gøre London usikker!

Wings - Birdy

 

 

Det var første kapitel! Jeg håber at i kunne lide det. Jeg skal lige vænne mig til at skrive som hende da hun er meget besværlig. Hun skifter humør hele tiden og har mange følelser blandet med de lidt underlige tanker.

Hun kommer til at ændre sig meget igennem historien.

Kapitlerne bliver længere, men jeg starter altid ud med korte kapitler. Dårlig vane, hahahha.

Den er sat til at være grøn lige pt. Da man skal være 13 for at bruge på Movellas, men den er på grænsen til at være gul. Hvis i mener at farven er sat forkert, så skriv det i kommentaren :*

Giv movellaen en chance og giv den et like<3

Tak :*

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...