One Direction | A Night With Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
Den 18 årige Mary var en glad pige med masser af ballade og sjov, men det er hun ikke længere. Efter hendes far døde af kræft er alt gået ned af bakke. Hun har lukket sig selv inde, men da hun får en rejse til London af hendes mor kan det måske ændre hele hendes syn på livet. Under en fest i centrum af London ender hun op med at flirte med Harry, som i Harry Styles fra One Direction. Den næste morgen vågner hun op på One Directions hotelværelse ved siden af Harry. Det er starten på et venskab med One Direction, men det er ikke problemfrit at hænge ud med One Direction. Rygter de spredes og snart er Mary på forsider af sladderblade. Tjek traileren ud! :D

12Likes
8Kommentarer
395Visninger
AA

2. Prolog

18/5 2013

 

Jeg kastede hårdt iPhonen ud af hånden. Tårerende væltede ned ad kinderne og dannende en sø ved min fødder. En saltsmag dannede sig i min mund og mors ord sad stadig fast.

“De tror ikke at han har lang tid tilbage skat.”

Jeg skreg og slog hårdt ind imod væggen og det næste øjeblik var et par arme lagt om mine skuldre og havde vendt mig rundt, så personen kunne trække mig ind til sig. Jeg hulkede voldsomt og kunne næsten ikke trække vejret.

“Så, så,” mumlede personen imens hånden kørte op og ned ad min ryg. Jeg havde det forfærdeligt.

“Jeg må hen på hospitalet,” hulkede jeg voldsomt, så det næsten var umuligt at forstå hvad jeg sagde.

“Lige nu,” fastslog jeg og trak mig ud af krammet for at se personen der havde krammet mig. De brune store bambiøjne var genkendelige og det sortpjuskede hår der dækkede det ene øje gav mig en hvis varme igennem min krop. Min elskede emobror, som der havde passet mig alle de gange far eller mor skule noget. Det var så længe siden at jeg havde set ham. Han må havde fået det af vide før mig siden at han kunne være her.

“Er det virkelig dig?” Snøftede jeg kort og han nikkede, som om han var tom for ord, hvilket han nok også var.

“Kom,” sagde han og vendte sig om. Han havde aldrig kunnet lide at vise sine følelser - modsat til mig.

Jeg tvang mine ben til at følge efter ham. Ud gennem døren, ned ad trapperne, ind igennem stuen, ud i gangen og igennem hoveddøren. 

Min emobror, som hed Nate, åbnede bildøren og lod mig komme ind.

Inden længe nåede vi hospitalet hvor jeg spurtede ind på hospitalet for at komme op til min far. En læge stoppede mig på vejen for at sige at jeg ikke måtte løbe, men da hun så min tilstand lod hun mig løbe videre. 

Jeg nåede en velkendt stue hvor jeg så mor står og se helt forfærdelig ud. Vi kastede armene om hinanden, da hun så mig og tårerende væltede fortsat ned ad kinderne, på os begge. 

“Jeg må snakke med ham.” Fik jeg fremstammet imellem hulkende og trak mig fra krammet for at åbne døren ind til stuen.

Og der lå han. I en helt almindelig hospitalsseng, ligeså bleg som sneens hvide fnug og helt igennem et forfærdeligt syn man fik da man så ham. Jeg havde det som om en kniv gik igennem hjertet på mig. De få sekunder jeg bare kiggede på ham føltes som år. 

Jeg bevægede mig hen til ham og han vendte hovedet om da han hørte mig. Han tog hånden op mod min kind for at nusse den blidt.

“Jeg elsker dig,” mumlede han med en svag stemme som var fyldt med smerte.

“Jeg elsker dig,” snøftede jeg kort.

Jeg lagde mig ned ved siden af ham i hans seng og lå der ind til det sidste.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...