Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3569Visninger
AA

9. There's no one else to blame.

Who's gonna' be the first to say goodbye?

Zayns synsvinkel

Ordene kørte stadig i hovedet på mig, det havde de gjort siden episoden. Jeg kunne ikke glemme hvordan hendes ord ramte mig, og hendes skuffende blik. På et eller andet punkt havde hun ret, men på et andet overdrev hun. Ja, jeg havde set meget til Perrie på det seneste, men der var intet sket. Noget af det der faktisk gjorde mest ondt var nok hun ikke stolede på mig. Det var efterhånden 2 dage siden, og jeg havde ingen kontakt haft med Evelyn. Jeg vidste dog hun lige nu ”boede” hjemme ved Liam og Sophia.

Hej Zayn, hvordan har du det? X Perrie.’

Sms’en tikkede ind og jeg skyndte mig at tjekke. Et eller andet sted ønskede jeg det var Evelyn der havde skrevet, men jeg vidste godt det var mig der skulle tage kontakt først.

’Det går vel fint.’

Ja, det var enkelt og koldt, men mit humør var ikke i top i dag. Men det skulle blive bedre, ellers ville jeg ødelægge koncerten. Vi skulle holde en lille intim koncert for nogle hjemløse børn og jeg ønskede at give dem en koncert de ikke ville glemme. Jeg ved hurtigt mobilen frem igen og skrev.

’Vil du have noget imod at tage med mig og drengene til en intim koncert? Jeg skal af sted lige om lidt, tror lige jeg kan nå forbi og hente dig? Zayn.' 

Der gik ikke lang tid inden jeg fik et ja og jeg gik ud i bilen. Jeg vidste det måske ikke var smart, da Perrie var en del af Evelyn ”forlod” mig, men jeg havde brug for støtte i dag, og jeg vidste drengene ikke rigtig ville kunne gøre det, uden af dømme mig. Men det var altså mit liv og sådan var det.

20 minutter efter holdte jeg foran Perries lejlighed, og hun kom løbende ud til bilen. Hun havde en lille sød kjole og et par sorte hæle på. Jeg vidste jeg ikke bare burde tænke det, men hun så godt ud. Hun havde forandret sig siden vi gik fra hinanden.

”Hej du.” Hun kyssede mig kinden og jeg kørte. Jeg ville ikke komme for sent, så vi havde ikke tid til at holde og sludre.

”Har du fået snakket med Evelyn?” Perrie var den første der brød stilheden, og det var fint nok. Hun bekymrede sig for mig, og det kunne jeg ikke blive sur over. Nu var det også mig der inviterede hende.

”Nej. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.” Jeg drejede og kiggede på uret. 12:13. Jeg skulle være der om 17 minutter, og vi var kun 5 minutter fra stedet. Så havde vi ikke haft så travlt som jeg troede. ”Jeg må nok indrømme det var lidt latterligt det hun blev sur over.”

”Hvad blev hun egentlig sur over?” Jeg havde ikke fortalt alt til Perrie, mest fordi jeg ikke ville have hun fik dårlig samvittighed. Perrie kunne ikke med Evelyn, og Evelyn kunne ikke med Perrie. Det var altså ikke nemt.

”Hun blev sur over jeg ikke fortalte hende jeg skulle indspille en sang med jer, og at vi var sammen uden jeg fortalte hende det.” Hun ville vel finde ud af det på et tidspunkt, så hvorfor ikke bare fortælle hende det selv. Det var ligesom den gang jeg offentlige gjorde mit forhold med Evelyn, der ønskede jeg også at være den første til at fortælle Perrie det.

”Mmh.” sagde hun bare og jeg parkerede bilen. Jeg ville ikke snakke med Perrie om dette, et eller andet sted måtte det være svært for Perrie, at jeg snakkede om en anden pige foran hende, eller med hende. Jeg ville bare ind og give denne koncert og komme hjem igen. Ja, jeg var ked af det, men jeg viste det ikke. Jeg var ikke den type der viste sine følelser.

”Zayn!” Jeg vendte mig mod stemmen, og så Paul holde en hånd i vejret. Jeg nikkede til ham og lagde en hånd om Perrie. På den måde ville hun ikke blive væk.

Vi kom hen til Paul og jeg kunne se drengene lidt længere væk. Inden jeg stoppede nåede jeg lige at se Pauls grimasse. Han kiggede mærkeligt på min arm der lå om Perrie, så jeg fjernede den. Jeg gad ikke de rygter det kunne bringe. Jeg sendte hende et smil, og gik hen til drengene.

”Hey.” Jeg fik et mandeligt kram af alle, men stoppede dog ved Liam. Han rystede på hovedet inden han hurtigt lagde en arm om mig. Jeg vidste han var skuffet, men jeg havde brug for Perrie i dag. Egentlig ville jeg havde spurt Liam omkring hvordan Evelyn havde det, men jeg smed den til side, mest fordi jeg kunne se han var skuffet over mig - hvilket han ikke ligefrem lagde skjul på. Det var dog lidt irriterende at han skulle dømme mig. Det var mit liv, ikke hans.

”Og nu, giv en stor hånd til One Direction!” Jeg hørte det kun lige, smilede til Perrie, tog imod en mikrofon og gik ud på scenen. Der var ikke mange, måske omkring 100. Det plejede at være vildere, men jeg ville give disse skønne børn en oplevelse.

”Hej! Tak fordi vi måtte komme. Den første sang vi gerne vil synge for her er spaces.” Det var Harry der præsenterede os, og lidt efter begyndte musikken. Jeg kunne svagt høre deres skrig og det varmede mit hjerte de var glade.

 

“Who's gonna' be the first one to start the fight?

Who's gonna' be the first one to fall asleep at night?

Who's gonna' be the last one to drive away?

Who's gonna' be the last one to forget this place?”

 

Jeg betrækkede Louis og Niall synes deres del. Mens jeg sad her, og kiggede ud over alle de smilende børn tænkte jeg på Evelyn. Jeg havde lige fået hende tilbage, og nu skulle jeg miste hende igen?

 

“We keep taking turns, will we ever learn?”

 

Jeg sang mit lille stykke og kiggede rundt. Jeg blinkede lidt, og lagde mærke til Liam kiggede på mig. Han sendte mig et blik jeg ikke helt kunne tolke, men det mindede meget om medlidenhed.

 

“The spaces between us keep getting deeper

It's harder to reach ya'

Even though I've tried

Spaces between us, hold all our secrets

Leaving us speechless and I don't know why

Who's gonna' be the first to say goodbye?”

 

Denne sang mindede mig om Evelyn, og jeg hadede mig selv for det. Jeg burde ikke side og tænke på hende, jeg burde tænke på alle børnene. Hun distraherede mig. Jeg kiggede ud til siden af scene, og så Perrie. Hun smilede sødt til mig, og holdte begge hendes tommelfingre oppe. Det gav mig et smil på læben, og kiggede igen på børnene.

 

“Who's gonna' be the first one to compromise?

Who's gonna' be the first one to set it all on fire?

Who's gonna' be the last one to drive away?

Forgetting every single promise we ever made”

 

Louis og Liam sang og jeg tog mig selv I at nyde det. De var skide dygtige begge to, og deres stemmer havde virkelig forandret sig siden x factor. Det havde vi alle. Vi var alle blevet en del mere moden, og jeg gav mig den fornøjelse at nyde denne sang og dag. I dag var jeg på arbejde. Et arbejde jeg var herre stolt over.

 

The spaces between us keep getting deeper

It's harder to reach ya'

Even though I've tried

Spaces between us, hold all our secrets

Leaving us speechless and I don't know why

Who's gonna' be the first to say goodbye?

 

We keep taking turns, will we ever learn?

When will we learn?

 

The spaces between us keep getting deeper

It's harder to reach ya'

Even though I've tried

Spaces between us, hold all our secrets

Leaving us speechless and I don't know why

Who's gonna' be the first to say goodbye?

 

Who's gonna' be the first to say goodbye?”

”Wow, de var fantastiske.” Vi var lige nu på vej hjem. Jeg havde smidt Perrie af, og jeg havde lovet lige at køre Liam hjem. Jeg gjorde mig nikkende enig med Liam. Børnene havde så meget energi og det strømmede bare ind i os. Jeg elskede sådan nogle koncerter. Bare en ud af mange grunde til jeg elskede mit job.

”Så.” Vi holdte ude foran hans hus, men Liam trådte ikke ud. Han sad nervøst og pillede ved sine fingre. ”Hvad har du på hjertet?”

”Du ved jeg til hver en tid ville invitere dig med ind, men tror bare ikke det er en god ide i dag.” Han mumlede det, men jeg kunne sagtens høre det. ”Evelyn er såret, og hun har ikke brug for at se dig.” Det gjorde ondt at høre, selvfølgelig. Evelyn var min, og jeg sårede hende dybt. Alt dette var min skyld.

”Det skal du ikke tænke på.” Han sendte ham et falsk smil. Liam plejede næsten altid at invitere mig ind til te eller kaffe, men jeg forstod godt han ikke kunne i dag. Jeg savnede selvfølgelig Evelyn utrolig meget, men hun havde brug for rum, og jeg havde brug for at tænke. ”En anden dag.” Jeg klappede ham på skulderen og så forsvandt han.

Jeg holdte lidt foran hans hus med blikket rettet mod deres køkken. Sophia stod og vaskede op, men lige da jeg skulle til at fjerne mit blik dukkede Evelyn op. Jeg slap gearstangen og kiggede på hende. Hun havde grædt, det kunne man tydeligt se. Hendes hår sad i en rodet hestehale, og hun grinte lidt af noget Sophia sagde. Det falmede dog hurtigt igen, hvilket sendte en masse signaler rundt i min krop. Det her var min skyld, og det kunne jeg ikke komme udenom.

Hej kære læsere. Jeg ved det er længe siden, men har været syg, og bliver lidt doven så. Men i hvert fald, jeg er ved at være toppen igen. Jeg håber i kan lide kapitellet. Næste bliver spææændende!

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...