Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3596Visninger
AA

7. The truth.

We keep taking turns, will we ever learn?

Evelyns synvinkel

Jeg var ikke en af de piger, hvis verden gik helt i stå på grund af en fyr. Eller det havde jeg altid troet. De seneste dage havde Zayn været fraværende, og hvis jeg spurte ind til hvordan det var gået i studiet havde han svaret i korte sætninger. Egentlig burde det ikke irritere mig, men det gjorde det. Det gik og nagede mig, nok også fordi han ikke rigtig var tilstede når vi snakkede sammen, eller bare hele tiden.

”Jeg køre nu.” Jeg vendte mig om, forskrækket over han snakkede til mig. Jeg var så dybt i mine tanker jeg ikke ænsede ham. Jeg smilede til ham og tørrede mine hænder. Jeg var i gang med at vaske noget op, og forventede Zayn ikke gad til at være våd. Men uden videre gik Zayn ud af døren, og der stod jeg så. Zayn plejede altid at kysse mig farvel, men de sidste dage var han bare skyndt sig ud af døren. Jeg troede egentlig bare det var fordi han havde travlt, men nu fik jeg denne dårlige følelse i mave - jeg tog derfor hurtigt fat i min telefon.

”Sophia?” Jeg var taknemmelig for telefon blevet taget hurtigt for den anden ende.

”Hva så? Er du okay?” Jeg gættede på Sophia kunne høre på min stemme noget var helt galt. Jeg havde en virkelig dårlig mavefornemmelse, og aldrig havde jeg følt alt dette på grund af en fyr. Men sandheden var nok at Zayn ikke bare var en eller fyr. Han var så meget mere end det.

”Jeg tror der er noget helt galt mellem Zayn og jeg, og jeg ved ikke hvor lang tid jeg kan holde det inde mere.” Da jeg havde fået det ud kom det første hulk. ”Vi kommer nu.” Der blev smækket på og jeg bøjede mit hoved i skam. Det her lignede mig virkelig ikke. Jeg tog mig derfor sammen og gjorde resten af opvasken færdig.

10 minutter efter stod Eleanor og Sophia i mit køkken. Jeg vidste Eleanor og Sophia skulle være sammen i dag, og selvfølgelig hadede jeg at de skulle aflyse deres planer bare fordi jeg var ked af det. Men da de så mig skyndte de sig hen til mig og omfavnede mig hårdt.

”Kom.” Eleanor tog min hånd og førte os alle ind i stuen. Jeg blev placeret i midten af dem.

”Jeg er virkelig ked af skulle aflyse de planer i havde i dag.” Jeg tørrede mine øjne. ”Og undskyld fordi jeg ligner noget lort.” Jeg grinte af hvor latterlig jeg sikkert så ud lige nu. Come on, græde over en dreng?

”Det gør slet ikke noget! Du ved vi vil gøre alt for du er glad. Plus vi ved du vil gøre det samme.” Jeg nikkede til deres svar og gav dem hver et kram og mumlede et ’tak’. ”Nå, hvad der så søde?” Eleanor tørrede mine kinder og jeg sendte hende et taknemmeligt smil.

”Jeg ved godt jeg ikke burde blive så ked af det, men Zayn har bare været så fraværende på det sidste. Efter den første dag i studiet sagde han ikke meget, og jeg følte han holdte et eller andet tilbage, men jeg smed tanken væk igen. Men de sidste dage er det bare gået ned af bakke. Og igen jeg ved det lyder latterligt, men han plejer altid lige at kysse mig farvel inden han går, men ikke de sidste dage. Jeg er så bange for jeg har gjort eller sagt et eller andet forkert til ham.” Igen trillede der en tåre eller to ned af kinderne.

”Hør her skat, jeg er sikker på du intet galt har gjort.” Eleanor tog mine hænder og kiggede mig dybt i øjnene. ”Jeg er sikker på det er ingenting, og det bare er fordi de har rigtig travlt. Louis har også været meget træt for tiden, og det ved jeg Liam også har været. ” Jeg vendte mig om mod Sophia og hun nikkede.

”Men..” Jeg nåede ikke længere i min sætning inden Eleanor skar mig af. ”Ikke noget men. Tør de tåre væk og få det fantastiske smil frem. Jeg ved godt Zayn og dig har været meget igennem, og jeg ved i også kommer igennem det her.” Jeg bøjede mit hoved i skam. Var jeg virkelig begyndt at græde, fordi jeg ikke havde fået så meget opmærksomhed af Zayn? Det var latterligt nu når jeg tænkte på det.

”Hvad siger i til vi glemmer mit lille udbrud, og tager en tur på julegave køb/shopping?” Og med et begejstret skrig fra dem begge gik jeg ind og tørrede min ansigt. Jeg havde bare brug for at tænke på noget andet, og dette var en god underholdning.

Nialls synsvinkel

“Going out tonight, changes into something red, her mother doesn't like that kind of dress, everything she never had, she's showing off.”

Jesy og Harry afsluttede deres stykke af sangen og jeg betrækkede Liam og Leigh-Anne overtage. Jeg kiggede rundt I hele studiet. Jesy, Harry, Liam og Leigh-Anne var de eneste inde I ‘boksen’ for at optage. Jade sad sammen med mig og betrækkede dem synge, mens Louis overvågede Zayn og Perrie. De havde været klisteret op af hinanden de sidste dage, og selvom hun intet skulle optage de sidste dage, var hun kommet alligevel. Louis kiggede over på mig, lavede en grimasse og jeg bøjede mit hoved. Jeg ønskede, eller havde ikke brug for, at skulle bekymre mig om Zayn igen. Og det er slet ikke for at lyde ond, men Perrie lavede bare virkelig rod i det hele, og legede med Zayns følelser.

”Perrie vil du ikke lige være en skat og hjælpe mig?” Og idet øjeblik kunne jeg kysse Jades pande. Jeg gættede på hun heller ikke helt støttede alt det der lige skete for tiden. Jeg sendte hende et taknemmeligt smil og hun tog Perrie med udenfor. Det gav os tid til at snakke lidt med Zayn. Jeg gjorde derfor et tegn til de andre i ’boksen’. Jesy og Leigh-Anne gik ud for at finde Perrie og Jade, mens vi satte os hen til Zayn.

”Hvad sker der boys?” Zayn flettede hans fingre sammen og placerede hans albuer på hans knæ. Jeg kiggede rundt på de andre, og det lignede ikke de gad sige noget.

”Vi er lidt bekymret.” Fik jeg så sagt. ”Bekymret? For hvad?” Zayn rynkede på brynene, og jeg bad for en af de andre drenge ville tage over. Jeg var ikke god til sådan noget her.

”Vi er lidt bekymret for dig og Perrie. Vi ved alle hvordan hun kan sno dig om hendes lillefinger. Og vi ved også alle at Evelyn ikke er så glad for Perrie, og omvendt.” Harry havde taget over, og vi ventede alle spændt hans reaktion.

”Slap af venner. Perrie og jeg er bare venner. Vi har en fortid, og det ved jeg Evelyn respekter.” Ikke lige den reaktion jeg havde ventet, men Zayn havde aldrig været en som råbte meget. Jeg trak derfor på skuldrene i troen om alt var fint.

”Ved Evelyn vi skal indspille en sang med Little Mix?” Og der røg den tro. Harry havde løftet sine øjenbryn, og det betød han mente det. Jeg så langsomt hvordan Zayns smil forsvandt og han kløede sig akavet i nakken.

”D-det er vi ikke helt kommet til endnu.” stammede han og kiggede ned i jorden. Hvorfor havde jeg dog den fornemmelse af at det hele snart gik helt galt? Sikkert, fordi det gjorde det. Harry nåede lige at sukke en gang, og lige inden jeg skulle give Zayn en røvfuld gik døren op og Perrie sad hurtigt ved siden af Zayn igen. Jeg fik øjenkontakt med Jade, og hun rystede bare på hovedet.

Great.

”Louis, Liam, Harry, skal vi ikke finde noget at drikke? Zayn du kan vel blive og underholde pigerne.” Zayn så ikke ud til at se andre end Perrie så vi gik bare. Jeg fandt hurtigt et andet rum hvor vi kunne tale selv sammen.

”Jeg bare det her ender galt.” Louis var den første til at sige hvad vi alle tænkte.

”Hellere ikke mig.” Liam satte sig på bordet, mens vi andre fandt en stol. ”Men hvad kan vi gøre ved det? Zayn er 21 år og som voksen tager man ansvar for sine handlinger.” Liam lagde altid hovedet i blød, og tænkte bedre end os andre tilsammen i disse situationer.

”Jeg tror ikke det kan lade sig gøre denne gang. I har set hvordan Perrie snor ham om hendes lillefinger! Hvis han ikke selv fortæller det til Evelyn, så gør jeg det altså.” Harry var tydeligvis vred og frustreret.

”Harry, det hjælper ikke at blive sur.” Louis lagde en hånd på Harrys hånd, men det så ikke ud til at hjælpe.

”Helt ærlig, kan i ikke se hvad der sker? Vi ved alle hvordan det her ender! Og jeg har ikke lyst til at se det ske. Evelyn er vores tætteste veninde, og hun fortjener ikke vi holder dette hemmeligt for hende! Når hun sidder tilbage med et knust hjerte, så tænk på hvordan i ignorerede hvad der var lige foran næsen af jer og ikke fortalte hende sandheden!” Jeg kunne se vi alle skammede os virkelig meget. ”Hvis Zayn ikke har fortalt det til hende inden i aften fortæller jeg hende det.”

”Harry, det er ikke vores hemmelighed at skulle fortælle!” Selvom jeg ikke ønskede at se Evelyn ked af det, var jeg enig med Liam.

”Vi kan forhelvede ikke lade hende få knust hendes hjerte! Vi ved alle hvordan det ender, om i vil indrømme det eller ej!” Mens Harry gik frem og tilbage og fægtede med armene blev jeg mere og mere overbevist. Evelyn fortjente ikke det.

”Hvad kan vi overhovedet gøre ved det?” Louis viste sig faktisk at være helt fornuftigt. Vi andre kunne bare ikke komme med et svar. Det var ikke vores hemmelighed at skulle fortælle.

Evelyns synsvinkel

Jeg havde købt gaver til mine forældre, og de havde fået dem i weekenden. Jeg så dem ikke inden juleaften igen, derfor var faktisk smart jeg var så tidelig ude med gaver og sådan.

”Jeg mangler bare en gave til Niall og så er jeg færdig.” Både Eleanor, Sophia og jeg gik med flere end 5 poser hver. Jeg havde fået købt en par jeans til Harry, en jakke af en art til Louis, noget tøj til Niall og et ur til Zayn samt hans ynglings parfume. Jeg var så dårlig til at købe gaver og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle give Niall.

”Hvad med den der polo?” Sophia havde spottet den flotteste polo. Jeg røg det sidste af min smøg, gik ind, fandt den hurtig i hans størrelse så jeg kunne betale, og vi kunne komme hjem.

5 minutter efter sad vi i bilen på vej hjem. Jeg trak min telefon op og kunne se Harry havde haft ringet. Jeg kørte min finger hen ad skærmen og hørte den ringe op.

”Sup Harry.” Harry havde intet nåede at sige inden jeg hilste på ham. ”Kan du komme forbi?” Det var mærkeligt. Han plejede aldrig at være så ligefrem. Jeg holdte for telefonen. ”Kan du sætte mig af ved Harry?” Sophia sagde bare en mh-lyd og jeg tog telefonen op til øret. ”Jeg er der om lidt.” Og så blev røret smækket på.

”Er det bare mig eller opføre drengene sig mærkeligt for tiden?” De nikkede begge to. ”Er de ikke altid det?” Kom det smilende fra Sophia og jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt. Det var så rigtig.

”Tak for i dag, det var rart lige at være sammen. Vi ses snart!” Jeg kyssede dem begge på kinden og gik med alle mine poser ind til Harry. Jeg ringede ikke engang på, jeg gik bare ind. Sådan var mit forhold bare med Harry.

”Harry! Hvad var det der var så vigtigt?” Jeg råbte igennem hele huset, og bevægede mig ind i stuen hvor en lidt nervøs Harry sad.

”Der er noget vi skal snakke om.” Han bankede på pladsen ved siden af ham og jeg tog plads. Han pillede lidt ved sine fingre inden han kiggede på mig. ”Jeg ved jeg ikke burde fortælle det her til dig, og de andre drenge ved ikke engang jeg fortæller det. Men du ved jo godt vi skulle indspille nogle sange med andre kunstnere?” Jeg nikkede bare – bange for hvor dette førte hen.

”En af de kunstnere er Little Mix.” Harry bed sig i læben og kiggede forsigtigt på mig. Der gik lidt tid inden jeg egentlig opfangede hvad han sagde. De skulle indspille en sang med Little Mix. Little Mix er lig med Perrie, og det er lig meget Zayns eks forlovet – altså fuck. Jeg kunne igen mærke den dårlige mavefornemmelse jeg havde haft tidligere i dag.

”Jeg ved det. Det var dumt af mig at fortælle det.” Han skulle lige til at køre sine hænder igennem sit hår, men i stedet for tog jeg hans hånd.

”Jeg er glad for du fortæller mig det.” Var det mon derfor Zayn havde været på fraværende for tiden? Fordi han skulle indspille en sang med Perrie?

”Hvad vil du gøre nu?” Jeg satte bare en facade op og svarede Harry meget pænt: ”Jeg vil give ham muligheden for at fortælle mig det selv. Det burde jo ikke være noget han skjulte, med mindre han havde en grund til det.” Jeg vidste mit smil sikkert så falsk ud, men jeg mente det. Jeg ville give Zayn en chance for at se hvad han havde gang i og komme og sige sandheden til mig. ”Det er det eneste jeg kan gøre.” Jeg bankede Harry på låret og rejste mig op.

”Men tak fordi du ville sige det. Jeg må hellere komme hjem.” Jeg smilede stadig, og da Harry skulle til at protestere, og sige jeg skulle blive, skar jeg ham af med hånden. ”Jeg klarer mig.” Med de ord forsvandt jeg ud af døren med mine poser, og begynde at gå hjem. Jeg havde brug for at tænke det hele igennem.

Den tur hjem til Zayn og jeg var den længste og mest ubehagelige gåtur nogensinde. 

Hej alle sammen! Endnu et kapitel. Igen jeg ved det ikke er vildt spændende, men det kommer altså snart. Tak fordi i er tålmodige med mig. Jeg skriver på livet løs fordi der ikke er mange lektier for tiden. Undskylder for alle fejlene i kapitellet..

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...