Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3585Visninger
AA

11. She's okay, but..

Zayns synsvinkel

Det var i dag den 17 december. 8 dage til juleaften, men 2 dage siden ulykken. Og ulykken var skyld i, at jeg nu sad på hospitalet med drengene og Evelyns familie. Ingen sagde noget, ingen snakkede lavmælt med hinanden. Vi sad der bare.

Jeg havde endnu ikke været inde og se hende endnu. De havde opereret hele dagen i dag. Hendes lunge var punkteret, og adskillige ribben var blevet brækket. Og det var ikke det værste af det hele. Hun vågnede ikke. Hun lå i koma. Og tanken om aldrig at skulle høre hendes grin igen fik mig til at bryde helt sammen.

”Zayn?” Selvom jeg græd lydløst kunne de fleste se det på min krop. Mary, Evelyns mor, havde sat sig ved siden af mig og kørte beroligende sin hånd op og ned på min ryg. Jeg satte mig lidt op og kiggede på hende. ”Det er ikke din skyld.” Hendes øjne var røde, og jeg kunne sagtens se hun ikke havde sovet i meget lang tid.

”Men hvorfor føler jeg så det er min skyld?” Jeg kunne mærke der var et hulk på mig, så da Mary åbnede sine arme lænede jeg mig ind til hende.

”Ssh.” Hun aede mig igen stille og roligt. Det hjalp på vejrtrækning, eller jeg fik den i hvert fald lidt under kontrol. ”Jeg ved det er hårdt, men vi ved begge at hun er en rigtig fighter. Hun kommer igennem det her.” Ved lyden af hendes beroligende stemme nikkede jeg.

Lyden af en der rømmede sig fik os alle til at kigge hen på en ung sygeplejske. ”Marry og Michael Parker?” Mary og Michael tog hinanden hænder og gik hende til hende. De snakkede lavt, men jeg fuldte med i deres bevægelser. Pludselig brød Mary ud i et smil mens tårerne kørte ned af hendes kinder. Michael takkede hende og hun forsvandt hurtigt.

”Evelyn klarede operationen godt.” Det var det eneste de sagde. Var der ikke mere? Levede hun? Hvordan havde hun det? Var hun vågen? ”Men..” Michael tøvede, så Mary tog over. ”Hun ligger lige nu i koma.” Da jeg hørte ordene ønskede jeg ikke at tro på det. Jeg rejste mig op og styrtede ud af rummet, dog prøvede Michael at stoppe mig. Jeg havde brug for luft.

Luften tog imod mig og jeg åndede den ind. Det havde været nogle hårde dage, og det var den rene kamp bare at holde masken overfor de andre drenge. Jeg fandt en bænk og satte mig ned. Mine tanker røg hurtigt over på Evelyn og hendes smil. Hvad nu hvis jeg aldrig skal opleve hendes smil igen? Eller høre hendes stemme? Tanken var ubærlig.

”Nå, der er du. Jeg har ledt efter dig.” Den ellers glade irske stemme lød trist og lidt efter placerede Niall sig ved siden af mig. ”Jeg tænkte nok jeg kunne finde dig her ude.” Han pillede lidt ved sine fingre og kiggede up på plænen. Hospitalet havde en lille have, hvor patienter kunne få luft og være ude med sin familie. Dog var det lidt for koldt til nogle gad være udenfor, så vi sad alene.

”Hvad sker der?” Efter ulykken og drengene havde fået nyheden var vi alle taget herind på hospitalet. De havde alle sammen grædt. Evelyn betød så meget for os alle.

”Kan du huske den gang Evelyn mødte jer for første gang?” Jeg ignorerede hans spørgsmål. Niall nikkede til mig, og jeg fortsatte. ”I var så pinlige, men alligevel sagde hun ikke noget til det. Hun fjollede rundt med jer lige fra dag 1.” Mindet sad klisteret fast. Niall grinte lidt og nikkede igen.

”Allerede på det tidspunkt elskede vi hende alle.” sagde han og bøjede sit hoved. Jeg vidste en tåre var faldet, mest fordi jeg havde grædt så meget siden det skete.

”Niall, hvad skal jeg gøre?” Jeg følte mig så hjælpeløs uden Evelyn. Jeg var tom for ord, og tanken om at miste hende skræmte mig virkelig.

”Jeg ved det virkelig ikke Zayn. Men husk, vi er her alle sammen.” Han klemte min hånd og forlod mig. Jeg tror godt han vidste jeg ville være lidt alene lige nu.

 

”Jeg vidste det var dumt af mig at kigge på twitter, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg fandt flere billeder af Evelyn, Harry og Liam, men det var ikke dem med Liam der fangede mig. Der var dem hvor Evelyn sad på Harrys ryg og røg. Hun så så glad ud, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sank langt ned. Jeg knugede telefonen i min hånd, og Louis kunne tydeligvis se hvor anspændt jeg var.

”Hey, hvad sker der Zayn?” Jeg svarede ham ikke, men jeg viste ham bare billederne, og jeg regnede med han forstod fordi han kom med den der ’oh’ lyd. Jeg kiggede fjernt ud i luften. Det burde være mig der var med. Det burde være mig der var gået med hende, men så dum som jeg var lod jeg Liam og Harry gå med hende. Flot Zayn, så flot.

”Har du overvejet at fortælle hende hvad du føler?” Jeg kiggede hurtigt på Louis. Vidste han det? Havde Liam sladret? Kunne han læse tanker? ”Jeg kan se det på dig.” Han rejste sig og forsvandt så. Da han kom tilbage havde han et glas vand med og han rakte det til mig. ”Drik lidt.”

”Tak.” mumlede jeg og satte glasset op til min mund, mens jeg bandede indvendigt. Jeg burde have gået med. ”Vær ikke så hård mod dig selv Zayn. Jeg tror bare hun lige skal finde sig selv i alt det her. Det kan være meget mærkeligt at få kontakten til en barndomsven igen, og derefter møde nogle kendte drenge. Nogen ville mene det var meget overvældende.” Louis viste altid hvad han skulle sige, og jeg var mere end taknemmelig for at have mødt både ham, og alle de andre drenge.

”Tak Louis. Men jeg burde være gået med. Jeg er den eneste der ved hvad skræmmer hende, hvad der for hende til at grine. Jeg er den eneste der kender hende, helt indeni.” Jeg hviskede det sidste, og det gik bare mere og mere op for mig hvad jeg følte. Jeg kunne ikke blive ved med at skubbe følelserne væk.

”Så, det du siger, er at det burde dig hun brugte sin tid med, og ikke Harry?” Han kendte mig tydeligvis ret godt. ”Du ved, Harry ser hende kun som en veninde. Han kom og snakkede med mig i går efter han var kommet med Evelyn. Du skal ikke bekymre dig så meget. Spring ud i det mand.” Jeg nikkede bare. Hvad skulle jeg ellers sige? Lidt efter brød døren den tavshed der var mellem os. Jeg havde brug for at tænke.

 

Minderne kørte på høj tryk, og dette var blot en af dem. Jeg havde virkelig været dum dengang, men hvordan skulle man fortælle sin bedsteveninde om ens følelser? Det ville være så stor en risiko.

”Zayn?” Jeg vendte hovedet mod en kvindelig stemme, hvilket viste sig at være Mary. ”Kom.” Jeg rejste mig tøvende, og gik hen i hendes arme. Da jeg trak mig sendte hun mig et forsigtig smil, og tog mig med indenfor.

Da vi havde sat os kom der endnu en læge, og knuden i maven voksede. ”Evelyn ligger stadig i koma, men trods det, kan en gå ind og se til hende.” Jeg kiggede over på Mary, og jeg nikkede. Det føltes mere rigtigt at det var hende der skulle besøge hende. Jeg havde også brug for noget tid til at samle mig i.  

Jeg ved det er længe siden jeg har opdateret, men min skole har bare taget så hårdt på mig. Ja, og så har der også været andre ting indover, men jeg har det i hvert fald meget bedre nu. 

Så jeg håber i vil nyde dette kapitel, er faktisk allerede igang med at skrive en af de sidste kapitler, så den bliver snart afsluttet. 

Tjek da også lige min nye movella ud: It's a crazy little thing called love. 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...