Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3589Visninger
AA

10. Memories and forgiveness.

I will wait

Evelyns synsvinkel

Jeg lod mine fingre køre over fotografiet i min hånd. Jeg vidste ikke hvorfor, men da jeg pakkede havde jeg fået et billede af mig og Zayn med. Det var en vinterdag, og hans læber var presset mod min kind. Det største smil sad klisteret fast på mine læber. Hvor blev den tid af?

”Evelyn søde, vil du ikke være en skat og hjælpe mig?” Sophias stemme lød fra døren og jeg tørrede hurtigt mine øjne. Jeg kom billedet under min hovedpude og gik med hende ud i køkkenet.

”Hvordan har du det i dag?” Jeg trak på skuldrene af hendes spørgsmål og betrækkede hende vaske den første kop op. Mine tanker lå ikke på Sophia eller denne opvask, men på Zayn. Jeg havde overhørt Liam og Sophia snakke i går aftes. Zayn havde haft Perrie med til koncerten.

Idet jeg havde tørret koppen gik døren op og Liam kom ind i køkkenet. Han gik hen til Sophia og krammede hende bagfra. Hun fik også et kys, hvilket gjorde jeg kiggede ud af vinduet. Jeg savnede Zayn utrolig meget, men efter det jeg hørte i går aftes følte jeg mig også virkelig dum og naiv.

”Hvordan har jeres dag været?” Han gav min skulder et lille klem og omfavnede mig så. ”Stille og rolig.” svarede jeg så og gik tilbage til opvasken.

”Jeg tager lige et bad og så går jeg i gang med maden.” Liam gav både Sophia og jeg et kys på kinden, hvilket fik et smil frem på mine læber.

”Jeg tror bare jeg sætter mig ind lidt.” Jeg sendte Sophia et forsigtigt smil og hun lod mig gå. Hende og Liam havde begge været lidt forsigtige omkring mig, men jeg kunne ikke bearbejde dem. Det var ikke mine lykkeligste dage for tiden. ”Hent mig når vi spiser.”

Zayns synsvinkel

”Du kan bare sætte dig ind, så kommer jeg med teen om lidt.” Perrie nikkede og gik målrettet mod stuen. Hun havde inviteret sig selv over, og så svag som jeg var, havde jeg sagt ja. Men jeg havde brug for det. Det blev så ensomt uden Evelyn.

Da jeg kom ind i stuen igen, sad Perrie og ventede pænt på mig. Jeg satte mig ved siden af hende, og rakte hende en kop te.

”Så.” sagde hun og stillede koppen. ”Jeg ved jeg kommer brasende, men der er noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Jeg nikkede til hende og stillede også min kop. Jeg gjorde tegn til hun bare skulle komme med det.

”Jeg ved godt det lyder lidt underligt, men jeg har tænkt meget på dig for tiden. Lige siden vi begyndte at snakke igen har jeg haft sådan en følelse i min mave. Jeg ved godt det ikke endte særlig pænt mellem os, men jeg er klar til at give det en chance til.” Da hun havde sagt det var jeg helt mundlam. Havde det været hendes plan helt fra starten af? Så havde Evelyn jo ret! Jeg havde voldt Evelyn så meget smerte, og så havde hun ret. Perrie ønskede mig for sig selv!

”Perrie, jeg er sammen med Evelyn.” Hun lavede en grimasse.

”Den billige tøs? Pft, du kan få så meget bedre Zayn.” Hun satte sig tættere og jeg satte mig længere væk. ”Jeg kan ikke det her. Jeg er sammen med Evleyn, og jeg vil gerne du tager hjem igen.” Hun gav op, men inden hun gik vendte hun sig om mod mig. ”Du har jo mit nummer hvis du ombestemmer dig.” Det gav helt de klamme kuldegysninger.

Da jeg vidste Perrie var væk, greb jeg min mobil og fandt Evelyns nummer. ”Tag den nu Eve.” Ventetiden var ulidelig. ”Det er Evleyn, jeg kan desværre ikke..” Jeg lagde på da jeg hørte hendes telefonsvare, men jeg gav ikke op. Jeg ringede op igen, og denne gang blev den taget. Dog sagde hun ikke noget.

”Evelyn? Årh, hvor er det dejligt du tager den!”

Evelyns synsvinkel

Aftensmaden havde ikke interesseret mig det helt store, så jeg var igen placeret i sengen. Jeg savnede min egen seng så meget, men det betød jeg skulle hjem i Zayns og min lejlighed, hvilket jeg ikke var helt klar til.

Idet jeg placerede mig det selv samme sted jeg sad på tidligere, kunne jeg mærke noget hårdt mod min ende. Jeg tog billedet op fra tidligere og studerede det igen.

 

”Kom her!” Jeg kiggede mig tilbage og så Zayn var lige bag mig. Men før jeg nåede længere greb han fat rundt om mig og smed os ned i sneen. Jeg grinte dybt, og det smittede af på Zayn. Sådan lå vi i noget tid, inden vi tog os sammen og kiggede seriøst på hinanden. Der gik dog ikke lang tid for vi begge grinte igen. Zayn lænede sig ned mod mig og lod sine læber smede sig sammen med mine. Det gav mig varme i mine ellers så kolde kinder, og gik hele vejen igennem min krop. Jeg elskede alt det Zayn gjorde ved mig.

”Hvis vi ikke snart rejser os, så bliver jeg syg.” Jeg sendte ham et smil og det så ud som om han lignede en der tænkte over hvad hans næste trick skulle være. Han endte med at ryste på hovedet og læne sig ned mod mig igen. ”Bare lidt længere.” Zayn tog mit vejr, ved hårdt at ligge sine læber på mine. Hans hænder fandt mine kinder, og mine fandt hans nakke.

Da vi endelig trak os fra hinanden, var vi begge dybt forpustet. Zayn rejste sig og hjalp mig hurtigt op. Han tog min hånd og vi begyndte at gå.

”Hvordan har din mor det?” Mit spørgsmål så ud til at komme lidt bag på ham, men det var nok fordi vi havde gået noget tid i stilhed. Zayn slap min hånd og lagde den i stedet om mig mens vi gik.

”Hun har det godt. Pigerne har lige fået juleferie, så de kommer snart på besøg.” Jeg elskede Zayns søskende, så jeg kunne ikke vente til de ville komme og besøge os. ”Det vil jeg glæde mig til.” Zayn bed sin læbe, hvilket kan viste sendte signaler rundt i min krop.

 

Smilet på mine læber blev blandet med saltede tårer fra mine øjne. Det var en tid jeg aldrig ville glemme. Jeg lagde billedet ned igen og lagde mig stille ned under dynen, men det stoppede ikke minderne fra at komme.

 

”Kom.” Zayn havde åbnet min dør og jeg tog imod hans hånd. Det var ikke vildt mørkt, men der var stadig en eller stemning i luften. Måneskinnet ramte vandet så det fik det smukkeste skær, og på broen var et tæppe bredt ud, samt en kurv med champagne og jordbær

”Wow.” Han havde virkelig overgået sig selv denne gang. Jeg lukkede kort mine øjne, og åbnede dem igen. Dette var ikke en drøm, det var virkelighed. Vi kom hen til broen og vi slog os ned. ”Zayn, det her.. Det er perfekt.” Jeg kiggede ham dybt i øjnene og jeg var sikker på de udviste en stor kærlighed.

”Alt for dig.” Han kyssede mig blidt og kærtegnede min kind lidt. ”Hvad siger du til lidt champagne?” Jeg nikkede og kiggede rundt omkring os. Lidt efter rakte han et glas til mig og jeg tog en slurk. Jeg kiggede igen lidt rundt, og da jeg kiggede tilbage på Zayn, sad han med en guitar.

”Jeg ved godt jeg ikke er fantastisk til at spille, men Niall lærte mig lidt.” Han smilede fjoget til mig. Jeg havde ikke helt opfattet hvad der skulle til at ske, men inderst inde vidste jeg godt hvad der ville ske. Zayn gled sine fingre over strengene og den smukkeste lyd flød. Lidt efter blandede hans stemme sig med melodien, og det lød stadig fantastisk. Det havde altid lydt fantastisk.

 

"When your legs don't work like they used to before, and I can't sweep you off of your feet

Will your mouth still remember the taste of my love? Will your eyes still smile from your cheeks?

And darling I will be loving you 'til we're 70, and baby my heart could still fall as hard at 23

And I'm thinking 'bout how people fall in love in mysterious ways, maybe just the touch of a hand

Oh me I fall in love with you every single day, and I just wanna tell you I am

So honey now, take me into your loving arms

Kiss me under the light of a thousand stars, place your head on my beating heart

I'm thinking out loud, maybe we found love right where we are.."

 

”Vi to Evelyn, vi har været lidt af hvert igennem, men alt du skal vide er, at jeg aldrig har kunnet glemme dig. Aldrig har jeg kunnet glemme dit smil, dit total fjoget grin og din fantastiske personlighed, og den effekt du har på mig.” Han holdte en lille pause og tog min hånd. Sommerfuglene hvirvlede rundt og sprede en rar følelse i min mave. ”Jeg elsker dig Evelyn – og kun dig.” Jeg var sikker på hele min verden gik i stå. Han elskede mig – Zayn elskede mig. ”Vil du gøre mig den ære at blive min?” Jeg sikker på tårerne havde ødelagt min mascara, men jeg var ligeglad. Jeg startede med at nikke ivrigt og så kom stemmen. ”Ja, ja, ja!” råbte jeg og smed mig i armene på ham – heldigt for mig jeg han havde lagt guitaren et andet sted. Hans blik rummede så meget kærlighed og jeg troede jeg skulle eksplodere af det. ”Jeg elsker også dig.” Jeg kyssede ham lidenskabeligt og det ene stykke tøj røg af efter det andet stykke tøj.

 

Jeg kunne lige så godt stoppe med at prøve, at fjerne mine tårer. Vi havde været igennem så meget, og bare disse to var beviser på hvor stor vores kærlighed var. Men hvor blev den af? Jeg rystede på hovedet, og lige da jeg skulle til at lukke mine øjne, vibrerede min mobil. Jeg satte mig op og kiggede på displayet.

Zayn.

Jeg vidste ikke om jeg skulle tage den eller ej, men da jeg var for langsom ringede den ud. Jeg sad lidt tid efter bare og stirrede på telefonen, da den ringede igen. Det var Zayn. Denne gang valgte jeg at tage den, men uden af sige noget.

”Evelyn? Årh, hvor er det dejligt du tager den!” Zayn lød en smule lettet, men også nervøs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg forblev stille.

”Evelyn, jeg er så ked af det. Jeg ved ikke hvad der gik af mig.” Jeg kunne høre han var yderst frustreret, og jeg havde lyst til at sige noget, men jeg kunne ikke. Ordene ville ikke forlade min mund. ”Du havde ret angående Perrie. Hun ville splitte os, så hun kunne få mig for sig selv. Jeg skulle aldrig have snakket med hende, eller noget, fordi..” Han trak vejret. ”Fordi det er dig jeg vil have. Det er dig jeg elsker af hele mit hjerte, og det er dig jeg vil tilbringe min tid med.” Han sukkede opgivende, og jeg kunne forestille mig han kørte sin hånd igennem sit hår.

Et hulk forlod mine læber, efterfulgt af et til. Jeg gav mig til at nikke. Det var Zayn jeg ville være sammen med. Lige meget hvor meget han dummede sig, lige meget hvor mange fejl han laver, så var han den jeg ville være sammen med. Alle lavede fejl. ”Zayn?” Jeg fik det kun lige ud og med telefonen i hånden fik jeg sko på. Jeg bevægede mig hurtigt udenfor.

”Evelyn, jeg er så ked af det!” Jeg kunne høre Zayn var mere end ked af det. Og det var jeg selv. ”Jeg tilgiver dig.” fik jeg sagt og styrtede ud på vejen. ”Jeg er næsten ved Liam.” Jeg begyndte at løbe den vej som jeg vidste Zayn kom fra, og smilet på mine læber var igen at se. Jeg tilgav Zayn for alting. Han var min. Med ham i tankerne krydsede jeg uopmærksom vejen, og før jeg kunne nå at stoppe hørte jeg et højt dyt og det blev efterfulgt af mørke.

Liams synsvinkel

Et skrig var hvad der fik Sophia og jeg til at styrte ud af huset. Vi havde før hørt Evelyn komme løbende igennem huset, og en dør der var smækket, så de værste tanker for gennem hovedet på mig. Jeg fik hurtigt mine sko på, og efterfulgt af Sophia løb vi ud til vejen. Jeg kiggede rundt, men da Sophia gav et skrig fra sig vendte jeg mig straks mod hende. Hun pegede i en retning jeg ikke havde kigget og synet der mødte mig var ikke til at fatte. Jeg ville ikke tro det, jeg kunne ikke tro det.

Jeg slap Sophia og løb op af vejen. Jeg stoppede dog ved synet der mødte mig. ”Ring til alarmcentralen!” En fremmed mand stod og fumlede med sin telefon, hvilket måtte betyde han var ved at ringe. Sophia var også løbet med, og da hun så hvad der var foran bilen, vendte jeg mig mod hende og tog hende ind i min favn. Hun hulkede svagt. Jeg slap hende dog og gik hen til en knælende Zayn.

”Evelyn, vågn op. Evelyn, forlad mig ikke.” Han hviskede det svagt til den bevidstløse krop i hans arme. Jeg lagde en arm på hans skulder, men han bøjede sit hoved ned på Evelyn.

”Jeg havde lige fået dig tilbage.” Igen var det en lille hvisken, og han placerede et kys på hendes pande. Jeg bøjede mit hoved. Jeg kunne ikke tro det. Men for Zayns skyld tog jeg mig sammen og fik ham op at stå. Jeg trak ham lidt væk og da han ikke længere kunne se hende omfavnede jeg ham hårdt. Jeg skulle være stærk for hans skyld.

”Sophia, få fat på drengene nu.” Hun nikkede og løb ind igen. Manden snakkede ivrigt i telefonen og jeg kunne se hvor panisk han var.

”Jeg havde lige fået hende tilbage Liam.” 

Bum, var? Det var lidt af en bombe. Men hvad synes i, og hvad tænker i?

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...