Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3589Visninger
AA

12. I love you too.

Zayns synvinkel

Det der vækkede mig denne morgen var et opkald fra Mary. ”Det Zayn.” Jeg var meget træt og det kunne helt sikkert høres i min stemme.

”Lægen har sagt vi skulle komme ind i dag, og vi vil meget gerne have dig og drengene med.” Jeg havde troet det hele var en drøm, men med dette, gik det op for mig at det var virkelighed.

Der var nu gået 4 dage, og hun lå stadig i koma. Jeg havde endnu ikke været inde ved hende. Jeg lod hendes forældre og de andre drenge gå derind, fordi jeg var en kujon. Jeg var så bange, og tanken om at se hende ligge så stille ville skræmme mig endnu mere.

”Jeg kommer.” Med de ord lage jeg på og svang mine ben udover sengekanten, og slæbte mig ud i køkkenet. Jeg havde intet overskud til et bad, så jeg var bare hoppet i en hættetrøje og et par sorte jeans.

Da jeg kom ud på gaden holdte Liam der, hvilket jeg fandt meget underligt. Jeg gik forvirrende hen til ham. ”Hvad laver du?” Jeg åbnede dog døren til bilen og satte mig ind. ”Mary spurte om jeg ville hente dig.” Jeg nikkede bare, og tog sele på. Der var tavshed hele vejen.

Efter 20 minutter holdte vi foran hospitalet og jeg tog min hætte på. Da vi kom ind sad de andre drenge, samt Mary og Michael med en læge.

”Hej.” fik jeg mumlet og satte mig ved siden af Mary. Vi kiggede alle på lægen.  

”Jeg har nogle gode nyheder.” Jeg rettede mig ekstra op og lyttede opmærksom ligesom alle de andre. Der blev helt stille inde i rummet. ”Hun vidste tegn på opvågning, hvilket er godt. Derfor synes jeg du, Zayn, skal gå ind til hende.” Jeg kiggede forbavset på ham. ”Du er den eneste der ikke har besøgt hende, og nogle gange foregår der noget psykisk i patientens hoved, og det kan sagtens være det er din stemme hun mangler.”

”Gå ind til hende.” Jeg kiggede mærkeligt over på Louis, mens han nikkede. Faktisk nikkede de alle sammen på mig. Så jeg rejste mig og gik med lægen. Han førte mig ned ad gaden, og tog fat i et håndtag.

”Zayn, husk af snakke med hende.” Jeg smilede taknemmeligt, og han åbnede døren for mig. Da jeg så hende sprang knuden i maven. Hun så så livløs, men smuk ud.

Jeg gik hen til stolen der stod ved kanten af hendes seng. Da jeg satte mig kunne jeg mærke tårerne pressede sig på. Jeg havde så meget at sige til hende.

Jeg greb rystende ud efter hendes hånd, og et gys gik igennem mig. Den var helt koldt, så jeg tog fat med begge mine hænder.

”Evelyn, hvis du kan høre mig, så.. Jeg har så mange ting jeg vil fortælle dig.” Jeg slap den første tåre og rykkede mig lidt tæt på. ”Jeg ved det ikke har været nemt at være sammen med mig. Jeg er ikke altid nem at omgås, og det ved du. Men..” Jeg knækkede, men var fast besluttet på at fortsætte. ”Du har altid stået ved min side, selv da jeg var en kæmpe idiot for dig. Du skal vide at jeg er så taknemmelig for alt den kærlighed du har givet mig. Alt den omsorg du har formået at give mig.” Flere tårer strømmede ned, og jeg hulkede en gang. Jeg kørte min hånd igennem mit uglet hår. ”Bliv.” hviskede jeg og lagde mit hoved på sengekanten. Der var helt stille på værelset og det eneste der kunne høres var bip lyde. ”Bliv ved mig. Du er mit hjem – min kærlighed.” Jeg lukkede mine øjne. ”Jeg ved du kan. Bliv ved mig Evelyn.” Jeg hviskede med min sidste kraft og rejste mig op. Jeg fjernede blidt hendes hår fra hovedet, og lænede mig stille ned til hendes pande. Da mine læber strejfede hendes pande, faldte en tårer ned. Jeg rejste mig helt op igen. ”Jeg elsker dig.” hviskede jeg stille, og lige da jeg skulle til at give slip strammede grebet om min hånd. Hun strammede sin hånd. Jeg kiggede ned på hende og kun rørte lidt på sig, samtidig med hendes øjne flakkede. Hendes greb blev strammere, og jeg åbnede mine øjne. Jeg gav slip på hende, men kun for at løbe ud på gangen.

”Hey! En eller anden!” Jeg råbte af mine lungers kraft og jeg kunne se flere læger komme løbende, samt drengene, Mary og Michael. De strømmede ind på hendes værelse, men lukkede døren efter dem. Jeg stod med drengene, og alle var forvirret.

”Hvad skete der Zayn?!” Harry var den første til at sige noget. ”Hendes greb om min hånd strammede. Altså hun greb fat i mig.” Jeg kiggede på hånd og derefter på de andre. ”Hendes øjne flakkede og hun rørte på sig.” Et lille håb fandt vejen frem i min krop, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig en smule lettet. Måske klarede hun det alligevel.

Der kom en læge ud fra værelset efter 5 minutter. ”Vi ved intet med sikkerhed endnu, og der kan gå nogle timer inden vi kan give et klart svar. Så i kan bare tage plads i venterummet igen.” Vi nikkede alle sammen og gik tavse derhen. Flere ting farede igennem mit hoved og håbet var fundet frem igen.

Vi havde efterhånden ventet i 4 timer, og det var uudholdeligt. Vi havde intet spist. Det eneste vi kunne få ned var kaffe. Jeg havde næsten fået nok af at sidde og vente, og lige da jeg skulle til at gå kom lægen ind. Han smilede til os, hvilket fik mig til at rejse mig op i en fart.

”Evelyn Parker er vågen, men vi kan kun tillade en besøgende ad gangen, da vi ikke vil overbelaste hende.” Jeg vendte mig mod Mary og Michael, da jeg synes de skulle besøge hende først. Men inden jeg nåede at sige noget, tog Michael ordet fra mig. ”Zayn.” Jeg kiggede mærkeligt på dem, men de nikkede bare, ligesom Louis havde gjort tidligere. Jeg sendte dem et smil og fuldte hurtigt med lægen. Jeg kendte godt vejen, men jeg tror det var bedst hvis han kom med. Han åbnede døren, og mine øjne mødte Evelyns med det samme.

Jeg stod stille lidt, men satte så i en slags løb. Jeg tog hende ind i mine arme, men hun ømmede lidt. ”Undskyld.” hun tog bare min hånd og trak mit hoved mod hende. Hendes bløde læber ramte mine hårdt, og jeg tog begge mine hænder ved hendes kinder.

”Hvordan har du det?” Evelyn rykkede sig lidt i sengen og gjorde tegn til jeg skulle sætte mig ved siden af hende. Jeg lagde min arm om hende. ”Lige nu har jeg det perfekt.” Med de ord puttede hun sig ind til mig. Ingen af os sagde noget, vi lå bare og nød hinandens selskab. ”Jeg elsker også dig Zayn.”

Andet sidste kapitel alle kære læsere! Nyd det. Jeg undskylder for stavefejl, og bare ja, alle fejl generelt.

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...