Dreams and disasters: HDIYL 2 I A One Direction fan fiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Evelyn havde troet alt ville være perfekt fra det øjeblik hun sagde ja til Zayn, og det gjorde det også til at starte med. Vi befinder os nu i julen 2014, og tingene er stadig gode mellem Evelyn og Zayn - udover Zayn har fået kontakt til Perrie igen. Evelyn accepter det selvfølgelig, men alligevel kan hun ikke ryste følelsen af at Perrie ønsker at splitte dem og få Zayn helt for sig selv. Ting sker af en grund, og folk tester hinanden hele tiden. Følg med i 2'eren af 'How deep is your love'.

26Likes
8Kommentarer
3567Visninger
AA

8. I believe in second chances, but I don't believe in third or fourth chances.

“I believe in everything until it's disproved. So I believe in fairies, the myths, dragons. It all exists, even if it's in your mind. Who's to say that dreams and nightmares aren't as real as the here and now?”

Evelyn synsvinkel

Der var efterhånden gået 2 dage siden jeg havde haft den snak med Harry. Jeg havde ikke snakket med hverken Harry, Louis, Liam eller Niall i de 2 dage. Jeg havde heller ikke snakket med Eleanor eller Sophia. Jeg ønskede at Zayn selv skulle komme og fortælle mig det, selvom det lignede han ikke havde i sinde at gøre det. Jeg ville også hellere end gerne snakke med Harry, men jeg kunne bare ikke tage mig sammen.

Zayn var taget tideligt af sted til morgen, fordi de skulle indspille musikvideoen til Night Changes. Jeg selv gik bare rundt der hjemme og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle tage mig til. Jeg havde efterhånden gjort rent flere gange, og jeg ønskede ikke at være sammen med nogle. Jeg tog et det sidste sug af min smøg og lænede mig tilbage i sofaen.

Jeg ville egentlig bare være alene. Men det ødelagde 3 bank på døren. Jeg sukkede og bevægede mig ud og åbnede.

”Eleanor?” Havde jeg en aftale med hende? Jeg åbnede bare døren helt og hun gik ind. ”Jeg er bekymret for dig. Vi har intet hørt fra dig i 2 dage, så jeg ville tjekke om du var okay.” Hun kiggede op og ned af mig. ”Det ser ud til du har det godt – fysisk. Hvorfor har du været så fraværende?” Jeg vidste jeg ikke kunne gå med det selv uden Eleanor eller Sophia fik en mistanke om noget var galt.

”Kom med.” Jeg gjorde en bevægelse til vi kunne gå ind i køkkenet og lave noget te. ”Og undskyld. Det har ikke været min mening at fryse jer ude, men de sidste 2 dage har jeg gået i min egen verden.” Jeg satte noget vand over og vendte mig så mod Eleanor.

”Har det noget at gøre med Zayn?” Hun bed sig i læben, hvilket betød hun havde noget hun ville fortælle mig.

”Kom med det Eleanor.” Forberedt på det værste gjorde jeg mig mentalt klar. ”Louis, Liam, Harry og Niall bliver ved med snakke lavt når jeg er omkring dem, og af hvad jeg kan høre fra noget af det, omhandler det Zayn.” Jeg vidste det.

”Jeg havde det på fornemmelsen. Vi har ikke sagt så meget til hinanden de sidste 2 dage, og jeg kan bare mærke hvordan vi er ved at glide væk fra hinanden.” Jeg tørrede en tåre væk. ”Om jeg ønsker at indrømme det eller ej, er noget gået helt galt.”

Zayns synsvinkel

”Zayn!” Jeg vendte mig om af en lys stemme og så et smilende ansigt. Jeg smilede selvfølgelig tilbage og vinkede hurtigt. ”Perrie, dejligt at se dig.” Jeg gav hende et kram og hun stillede sig ved siden af mig.

”Hvordan går det så?” Vi var på settet lige nu og skulle indspille musikvideoen til Night Changes, og jeg havde inviteret Perrie til at komme og kigge. Vi var efterhånden blevet færdig med indspilningen, men alligevel var det rart med hende omkring.

”Jeg har det super skønt. Hvornår skal du ind?” Perrie puffede lidt til mig, og hendes hånd strejfede min. Uden jeg vidste det reagerede min krop på det.

”Lige om lidt tror jeg.” Fik jeg frem stammet og kiggede rundt. Perrie var min veninde, og jeg burde ikke reagere på at hendes hånd tilfældeligt strejfede min - det var jo naturligt man lige strejfede en andens hånd.

”Hvordan går det med Evelyn?” Ved lyden af hendes navn vendte jeg mig 90 grader mod Perrie. Jeg havde endnu ikke fortalt noget omkring Perrie til Evelyn. Hver gang jeg ville have fortalt det, kom der noget andet i vejen.

”Det går fint.” Dog havde jeg min tvivl. Vi havde ikke snakket meget de sidste dage, men det kunne være hun gik igennem noget hun ikke var klar til at snakke om. ”Du lyder ikke helt overbevist. Er i okay?” Perrie tog blidt fat i min arm, og kiggede bekymrende på mig.

”Jeg ved det ikke. Hun har bare været meget stille på de seneste.” Jeg havde ikke lyst til at Perrie skulle høre dette, men det lignede hun faktisk var bekymret for både Evelyn og jeg.

”Jeg er sikker på det går over. Hun virker som en rigtig sød pige.” Jeg smilede ved tanken om Evelyn og hendes fantastiske smil, og alt for dejlige personlighed. Hun var min drøm.

”Jeg tænkte, bare for hyggens skyld, skal vi ikke tage ud og spise i aften?” Perrie kiggede usikkert på mig, hvilket faktisk bare gjorde hende lidt sødere.

”Den er jeg helt med på.” Jeg sendte hende et smil. ”Du kan vel bare blive så?” Hun nikkede ivrigt. Jeg tog min mobil frem, og uden Perrie så noget smed jeg en sms til Evelyn, hvor der stod jeg ville lave noget med Harry i aften. Hvorfor fortalte jeg hende ikke bare sandheden?

Fordi du er en tøsedreng Zayn.

”Zayn!” Jeg kiggede over mod stemmen og fik øje på Ben. Det var vel min tur. ”Jeg er nødt til at smutte. Men tusind tak for din støtte!” Jeg kyssede hendes kind, og gik hen mod Ben.

Harrys synvinkel

”Niall!” Jeg kiggede forbavset på Niall, og jeg var sikker på hans kæbe var ved at røre gulvet. Han øjne lignede sikkert mine – tekopper. ”Han kyssede hende på kinden!” halv hviskede-råbte jeg. Niall nikkede stille. ”Hvad skal vi gøre?”

”Lade som ingenting. Vi så intet Harry.” Han vendte sig og bevægede sig væk fra mig. Hvordan kunne jeg ignorere det? Jeg vidste, at Zayn kun kyssede folk på kinden, hvis det var fans, eller hvis det var en virkelig tæt veninde, eller sin familie for den sags skyld. Nu lå landet bare sådan at Perrie var hans eks forlovede, hvilket gjorde det så meget værre. Men jeg tog imod Nialls råd og ignorerede det så godt som jeg kunne.

Vi var efterhånden ved at være halvvejs med musikvideoen. Vi havde godt nok også været i gang hele dagen, men til gengæld gik der 1 uge før vi skulle filme videre, hvorfor vidste jeg godt ikke. Eller det havde nok noget at gøre med den intim koncert for hjemløse børn.

De andre drenge stod og snakkede sammen så jeg bevægede mig stille derhen. Men da jeg kom derhen så jeg også Perrie. Hvad lavede hun her endnu? Jeg havde altid synes hun var sådan en sød pige, men efter de sidste par dage havde jeg ændret mening. Nok kendte hun ikke Evelyn, men at hun kunne finde på det. Jeg havde set hvad hun prøvede på, men Zayn kunnet intet se, og de andre drenge reagerede ikke på det.

”Det er ved at være sent. Vi må nok hellere smutte.” Zayn var den første til at tage afsked og efterlade os 4 tilbage.

”Er jeg den eneste der begynder at tænke?” Jeg var efterhånden træt af at tænke. Det hele virkede så forvirrende, og jeg burde ikke støtte Zayn i alt det der foregik. Jeg burde sige min mening til ham, men jeg kunne bare ikke få mig selv til det.

”Jeg kan ikke mere i dag. Jeg kører nu.” Mens jeg gik hen til bilen tog jeg min telefon frem, og fandt Evelyns nummer. Der gik ikke lang tid inden den blev taget og jeg kunne høre hendes stemme.

”Hej fremmede.” smilet i hendes stemme kunne sagtens høres. Jeg havde ikke snakket med hende de sidste dage. Hun havde haft brug for rum til at finde hoved og hale i det her.

”Hey du. Hvad går du og laver?” Jeg åbnede min bil og satte mig ind. ”Ikke det helt store. Eleanor er lige taget hjem.” Det var helt rart, at høre hun havde nogle veninder hun kunne snakke med, så det hele ikke blev ren mandesnak.

”Jeg tænkte på om vi ikke kunne lave noget.” Jeg satte nøglen i bilen, men startede den dog ikke. Køre og snakke i telefon samtidig var ikke lige min smag.

”Er du ikke sammen med Zayn?” Forvirringen i hendes stemme var ikke til at fejl af. Men hvorfor skulle jeg være sammen med Zayn? Selvfølgelig, vi var i et band sammen, men vi var ikke sammen døgnet rundt.  

”Nej?” Jeg var tydeligvis meget forvirret over dette. Havde Zayn sagt vi skulle være sammen? Hvorfor?

”Han skrev at han ville tilbringe sin aften med dig?” Hvad? Jeg var virkelig forvirret her. ”Vi er ikke sammen. Han gik før mig sammen med P..” Lige da jeg skulle til at sige hendes navn tav jeg. Hvorfor havde jeg ikke set det noget før?

”Harry? Hvad foregår der?” Hun lød endnu mere forvirret end før. Jeg havde faktisk ret ondt af hende, hun vidste ikke hvad der forgik. Zayn tog røven på hende. Det kunne godt være han mente det godt, men sådan føltes det godt nok ikke.

”Jeg er hjemme ved dig lige om lidt.” Jeg lagde på og trådte speederen i bund.

15 minutter efter holdte jeg hjemme ved Evelyn og Zayn, og jeg kunne ikke spotte hans bil, hvilket måtte betyde han ikke var hjemme. Jeg skyndte mig indenfor og blev modtaget af en forvirret Evelyn.

”Undskyld fordi jeg er så mystisk, men jeg ville ikke sige det til dig i telefonen.” Vi placerede os på sofaen og jeg kunne se hun var ved at sprænge af nysgerrighed. ”Perrie mødte op på settet i dag, og hun har været der hver dag i studiet, jeg er virkelig bange for Zayn ikke kan tænke klart.” Hendes før forvirret ansigt ændrede sig drastisk. Alt farven forsvandt fra hendes ansigt og jeg kunne se hvordan hendes hoved kørte på fuldt tryk. Det var også en bombe at smide. Uden af sige noget rejste hun sig hurtigt og gik hurtigt væk. Jeg blev forvirret og fulgte derfor efter hende. Jeg fandt hende inde på deres værelse i fuld gang med at pakke tøj.

”Evelyn?” Jeg bevægede mig stille frem, bange for hvad der var ved at ske. Hun snøftede og det var der jeg opdagede hun græd – sådan virkelig. Tårerne kørte ned.

”Ved du hvad Harry?” Hun stoppede med hendes pakken og kiggede på mig. Hun lignede, for at være ærlig, lort. ”Jeg er den dummeste. Jeg var så dum og naiv, at tro han havde forandret sig, men ikke en skid. Jeg lod mig rive med og se hvor det fik mig hen.” Hun kiggede på mig i 2 sekunder, men vendte så tilbage. Det ene stykke tøj efter andet blev kastet ned i kufferten.

”Evelyn stop!” Jeg var nødt til at råbe, men da hun ikke lyttede gik jeg hen og tog fat i hende. ”Stop. Du er ikke naiv eller dum, det er ikke dig der har dummet dig her. Det er Zayn og han burde tage ansvar. Stop med at pakke og kom med ind og sid.” Hun startede med at ryste på hovedet og snøftede igen. ”Det er ikke din skyld.” Jeg kiggede hende dybt i øjnene og krammede hende. Hun hulkede lidt, men efter noget tid stoppede hun, og satte sig på sengen.

”Hvorfor troede jeg på ham?” Hun smed opgivende sine arme ud og kørte frustreret en hånd gennem hendes hår. Jeg hadede at se andre triste og helt nede.

”Du troede på kærligheden, og det er der ingen skam i.” Jeg placerede mig ved siden af hende og sådan sad vi. 2 stille minutter blev til 5 stille minutter, som blev til 12 stille minutter, hun snøftede dog engang i mellem. Jeg skulle lige til at sige noget, da jeg hørte døren gå op. Evelyn var hurtig til at reagere.

”Bliv her.” Hun rejste sig og bevægede sig ud mod gangen. Fuck.

Evelyns synsvinkel

Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg vidste at intet af hvad han havde sagt var sandt. Han var en stor løgner, og jeg var hoppet på hans løgne. Jeg hadede mig selv for at tro ham. Se hvor det fik mig hen? Ja, jeg havde haft nogle gode måneder med ham, men de var hurtigt blevet erstattet. Jeg var blevet erstattet.

”Evelyn?” Zayns stemme kom ude fra gangen, men jeg blev stående ind i stuen. Jeg nåede lige at tørre mine øjne inden han kom ind i stuen. ”Evelyn, er du okay? Hvad er de sket?” Han skulle lige til at styrte hen til mig, men jeg holdte en hånd op.

”Nu skal jeg fortælle dig hvad der er sket. Min kæreste har løjet for mig i flere dage nu, han har holdt mig for nar og slet ikke snakket med mig. Han fortalte mig han havde forandret sig, han lovede mig det!” Jeg var sur – faktisk mere end sur. Jeg var rasende, men også dybt såret. ”Og jeg troede så inderligt på det! Jeg ønskede også at tro på det, da en af hans bedste venner ringede til mig tidligere. Men lige meget hvor meget jeg prøver at benægte det, så kan jeg ikke. Min kæreste løj overfor mig med hensyn til sin eks forlovet og tænkte slet ikke på at fortælle mig sandheden.” Mens jeg stod her, kørte jeg mig selv mere og mere op. ”Men ikke mere Zayn.” Først nu opdagede jeg de mange tårer der rendte ned af mine kinder, og det samme gjaldt Zayn. Hans øjne var røde, og tårerne blev bare ved. ”Evelyn, lyt til mig.” Han prøvede igen at gå hen til mig.

”Sandheden er at jeg er naiv. Jeg troede inderligt på dig, men ikke mere. Jeg vil ikke holdes for nar mere.” Jeg vendte ham ryggen og skulle til at gå da jeg opdagede Harry stå med min kuffert, klar til at skride. Jeg vendte mig dog om igen. ”Og det er ikke engang der værste af det hele. Det var en af dine bedste venner der fortalte mig det med Perrie, ikke dig. Er du klar over hvor sårende det er?” Jeg hviskede det, men jeg var sikker på han hørte det. Han bøjede sit hoved i skam. Jeg gik forbi ham og ud i gangen, men lige da Harry var gået ud af døren og jeg selv var på vej stoppede Zayn mig.

”Evelyn, jeg elsker dig og kun dig! Inderst inde ved du at der intet skete mellem Perrie og jeg. Du er forhelvede min drøm! Jeg har ventet så længe på at du ville blive min.” Jeg afbrød ham. ”Og du spildte den chance.” Jeg var så såret og splittet. Jeg ønskede at blive. Blive ved min Zayn, men han var væk. ”Jeg tror på at give andre en anden chance, men ikke på tredje eller fjerde.” Med de ord smækkede jeg døren og løb ud i Harrys bil.

”Evelyn..” Jeg rystede på hovedet og prøvede at tørre mine øjne. ”Bare kør Harry.” Jeg lagde min hoved på vinduet, og lod mine kinder blive våde. Jeg havde mistet ham.

 

”Ved du hvad Evelyn?” Jeg kunne høre hvor vred Zayn var. Jeg kunne tydeligvis høre det i hans stemme, men hvad jeg også kunne høre var gråd. Han var på randen til at brøde fuldstændig sammen, men jeg gjorde intet ved det. Jeg stod bare og kiggede på ham, og så hvordan den første tåre gled ned af hans kind, efterfulgt af en til. ”Hvordan tror du egentlig jeg har det? Kan du se i mine øjne hvad Liam og de andre drenge kan se? Jeg er træt. Jeg er så fucking træt. Jeg er træt af at ingen ser mig som du gør. Jeg er træt af piger der kun vil være sammen med den kendte Zayn Malik, og ikke den ægte Zayn. Jeg er træt af folk altid render mig i røven.” Han gik stille hen mod mig, og jeg så til hvordan flere tårer fandt vejen på hans kinder. ”Og der var jeg så. Jeg var 17 år, og på vej mod berømmelse, men uden dig. Og når du endelig kommer tilbage i mit liv render du rundt med en af mine bedste venner. Og det gør mig så vred at se hvordan du kun hænger ud sammen med Harry.” Han var sur, og han var ked af det, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg stod 6 meter fra en ødelagt Zayn. Jeg havde aldrig set ham sådan før, og jeg ønskede aldrig at så ham sådan igen.

”Harry har jo intet med det at gøre! Han er min ven, forhelvede. Jeg føler intet for ham ud over venskabelige følelser, ligesom med alle de andre drenge. Jeg vil hellere end gerne bruge min tid med dig, men du lukker mig ude! Jeg vil ikke være sammen med Ha-” og da jeg skulle til at afslutte den sætning brød Zayn de 6 meter mellem os, og lagde hård sine bløde løber på mine.

 

Mindet strømmede ind og det gjorde mig bare endnu mere trist. Jeg ønskede virkelig at tro på det bedste i ham, men det kunne jeg bare ikke. Vi havde været så meget igennem, vi havde kæmpet så meget, men nu magtede jeg det ikke mere.

Jeg lod mit blik vandre på alt uden for bilen. Vi kørte ikke vildt stærk så jeg nåede lige at få alt med. Der var sne, og bare ved tanken om kulden, gøs jeg. Flere børn legede i sneen, og flere forældre var sammen med dem. En familie, det var hvad de var. Men før jeg nåede at tænke mere stoppede bilen.

”Hvorfor stopper vi Harry? Vi er jo ikke hjemme ved dig endnu.” Jeg satte mig ordentlig op, og kiggede på ham. Jeg ønskede ikke vi skulle lave et lille stop. Jeg ville bare hjem og sove.

”Jeg tænkte du nok mere havde brug for en veninde i stedet for mig.” Han pegede over mod en velkendt dør, og der stod Sophia og Liam. ”Jeg skrev til dem, og det er helt okay du bliver der i noget tid. Men husk også min dør er åben.” Jeg kiggede tilbage på Harry og et lille smil kom frem.

”Tak Harry, du er den bedste.” Jeg kyssede ham på kinden og steg ud af bilen. Jeg tog min kuffert i hånden og vinkede farvel til Harry. Jeg gik hen mod Sophia og Liam, og med det samme jeg trådte indenfor smed jeg kufferten og smed mig i armene på Sophia.

”Skat, shh.”Liam lukkede døren og tog min kuffert. I stedet for at stå i gangen tog Sophia mig med ind i sengen, hvor jeg lagde mig.

”Går du ind til hende?” hørte jeg Sophia spørge Liam om og lidt efter sad Liam på sengen. Vi sagde ikke noget til hinanden, jeg lagde mig bare op af ham og lukkede min øjne. Minder og billeder sad i hovedet på mig, men alligevel formodede jeg at falde i en dyb søvn.

Her er endnu et kapital, håber i kan lide!

Nå, hvad siger i så? Det kogte over og Evelyn "flyttede" hjem til Liam og Sophia. Hvad synes i indtil videre?

Og husk denne movella er ikke særlig lang, fordi det ligger op til en 3'er. Kan bare ikke slippe Evelyn og Zayn helt endnu, så jeg ved hvordan denne slutter og den næste begynder!

Undskyld alle fejl.

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...