Forbudt forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2014
  • Opdateret: 9 okt. 2015
  • Status: Færdig
Elena og Damon er medlem af et hemmeligt program, et program der vedrører særlige mennesker med forstærkede evner. Elena er en af programmets Loup Garou's (lycans, varulve), Damon er en af vampyrerne. De mødes i en del af byen der hedder Iknimaya, hvor det kun er de ekstremt kloge der holder til. Damon og Elena må holde hemmeligheder for hinanden om deres specielle evne, til krigen bryder ud og deres klaner bliver deres værste fjende.

0Likes
5Kommentarer
1023Visninger
AA

18. Sjælenes rejse

***Damon***

 

Elena kiggede på mig med en smule triste øjne, hun sendte mig det der blik. Blikket der sagde at jeg skulle løbe og gemme mig, kun sådan ville jeg kunne overleve drengene. Jeg vidste at de ikke ville dræbe mig, men jeg var sikker på at de ville forsøge. Sarah kiggede over på mig og sagde "Damon Bry Aurora Williams, tag Spanish og find et sikkert sted. Dødemagerne er på vej efter Spanish, de har taget imod ordre fra David. David ville gerne dræbe Spanish, men han kunne ikke. Da han døde blev hans sidste ordre uddelegeret, hybriden må dø, den der dræber hende må få tronen efter mig. Damon få hende i sikkerhed, hun er den eneste der er skyld i der har hersket fred siden Bella svigtede". Jeg tog fat i Elena's hånd og fik hende op på mine skuldre, jeg løb så langt jeg kunne. På en eller anden måde endte jeg nede i undergrunden, nede i de gamle tunneller til undergrundsstationen. Jeg løb ind til indgangen til loup garou'ernes lejr.

 

Inde på den anden side af døren, stod en vagt og ventede, til min overraskelse var det den vagt der ikke ville lukke Elena ind på strøget med hendes billeder. Han sagde "Damon Williams, hvad laver du her? dette er ikke et sted for din slags eller for hendes slags!", og gik hen og trykkede på en knap. Få øjeblikke efter stod der 7 mand, med strømpistolerne klar rettet imod os. Elena rejste sig foran dem, hun sagde "Bring mig Dylan, Leonardo, Samuel og Ice Jarvis med det samme". En af mændene stod og grinede, inden han sagde "miss Spanish Rose du har ingen ret til at kommandere rundt med os, du er ikke engang en renrace". Hun trådte frem imod ham og sagde"Adam, har du nogensinde hørt om den første hybrid? der samtidig også var den der skulle sørge for at freden skulle herske?", han kiggede underligt på mig og sagde "Damon er det rigtigt hvad hun siger? er hun vores prinsesse?". Jeg smilede til Elena og sagde "den eneste der er, og nok den eneste der nogensinde vil være".

 

Mændene kiggede nu på hende med æresfrygt, og Adam sagde "Elena, din far er meget syg. Han holder ikke natten igennem, dine brødre og Jarvis er i hans gemakker. Skynd dig tiden er knap, vi holder indgangen åben". Elena sagde "luk alle indgange, vi er i totalt lockdown. Alle vampyrernes dødemagere er blevet sat på den samme opgave, at dræbe hybriden". Den rødhårede, meget høje mand med helt kulsorte øjne sagde "min Elenamus, vi står til deres tjeneste, hvad vil du at vi skal gøre", jeg må indrømme jeg blev lidt jaloux over at han tog sig så meget frihed at kalde Elena for hans, men Elena sagde bare "Henry, er Jasmine her endnu?". Den rødhårede sagde "Jasmine er inde ved din fader, hun har allerede erklæret at der intet hun kan gøre, ikke engang med hendes trolddomskræfter, er der noget vi skal skaffe til dig?", hun sagde "har du noget menneskeblod på køl til mig Henry?". Manden, Henry, gik op imod det lille indhak i den kolde betonmur og fandt noget frem imellem murbrokkerne. Da han igen kom tilbage til os holdt han en lille pose i hånden, han sagde "0-negativ af fineste kvalitet, lige som du kan lide det, nytappet og stadig varm". Elena sagde "Henry når det gælder blod, er du lige manden man skal have fat i", han svarede "her har du dit rør min frøken nyd din juice". Elena vendte sig med blodposen i hånden og begyndte at gå ind i betonlabyrinten, jeg fulgte tæt efter.

 

Inde i en af de ældre rum, med halvt nedfaldne mure. Var der en smukt udsmykket dør, Elena gik ind uden at banke på, inde bag døren var der et Fantastisk udsmykket rum. Med flotte malerier og vægtæpper, og en smuk seng med stolper af støbt guld, men mennesker var der ingen af herinde. Jeg sagde "Elena, hvor er vi egentlig henne? hvem er det her's værelse?", hun kiggede på mig og sagde "det var mit, indtil du kom ind i billedet, nu er det vores værelse". Jeg tror jeg tabte underlæben lidt, men da jeg var kommet til mig selv igen sagde jeg "Elena, hvor længe har jeg været velkommen på dette værelse?". Hun kiggede og smilede over til mig før hun sagde "Damon, du har hele tiden været velkommen herinde, der har bare ikke været nogen til at fortælle dig at du var det". Elena hev mig med ud fra værelset og ind til et af de andre rum længere nede ad den beskyttede gang. Derinde så jeg de kendte ansigter som jeg utroligt nok havde savnet lidt, Dylan kiggede op på os da vi gik ind. Han sagde "Damon, jeg havde ikke regnet med at se dig i denne tid, hvordan har du haft det siden vi dræbte din stedfar?".

 

Leonardo kiggede op på mig og sagde "Damon min dreng, velkommen i familien. Pas nu godt på hende, især overfor rådets unger", Elena kiggede underligt op på mig et kort øjeblik, før hun begyndte at rødme. Leonardo sukkede "nu da jeg har set min smukke Elena få sin prins, kan mit lys godt gå ud. Men som i nok ved kan jeg ikke vandre turen til underverdenen alene, jeg må have to følgesvende som vil følge mig til dørs, for derefter at vende hjem. Så børn nu må i vælge, hvem skal kæmpe vejen frem for mig som mine tro krigere  i den mystiske underverden?", LaFonterne kiggede på hinanden et kort stykke tid før Samuel sagde "Damon jeg synes du skal gå sammen med mig til underverdenen... se det som et indvielses ritual til familien LaFonte". Jeg kiggede over på Elena, læste i hendes ansigt at det ville gøre hende så lykkelig hvis jeg gjorde det så jeg sagde "Ja, jeg gør det".

 

Jeg vågnede op på briksen, men Elena var ikke i nærheden. Samuel stod bøjet over mig og kiggede over på hans fars sjæl, jeg kunne se det tog hårdt på ham. Der var en lang smal sti med sorte krogede træer, himlen var næsten helt sort. Vi gik os tre sammen ned ad stien, Samuel så ud til at han ventede på noget. Han kiggede over imod den store krogede eg, jeg fulgte hans finger med blikket. Sarah sad med benene trukket op under sig og kiggede skræmt op da hun følte vores øjne hvile på hende. Hendes tomme blik skræmte mig lidt, de store mørke rifter ned over hendes bryst og hals fortalte mig at de drenge havde nydt deres måltid. Vi gik videre ned af den dunkle sti, da den store port pludselig voksede op fra jorden. Da de store låger åbnedes, fløj en masse krager og flagermus ud derinde fra. Leonardo sukkede og gik ind af proten, som lukkede og forsvandt lige efter. Kort tid efter vågnede vi i hver vores seng, Elena lagde ved siden af mig og kiggede på mig med en smule bekymret ansigt. Hun spurgte "Damon, hvordan var det på fars sjælerejse?", jeg svarede "Elena, kan vi ikke snakke om det senere? jeg er for træt til at gennemleve det igen". Hun nikkede og rejste sig lidt op på albuerne, hun strakte sig op imod min pande og kyssede den blidt, før hun igen lagde sig med hovedet på mit bryst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...