Story Behind The Tears

Den 15 årige, Elizabeth, fra Hjørring er gået igennem et hårdt liv, med en mor som er ligeglad med sine døtre. Hendes mor truer hende, og Elizabeth stikker af. Historien følger hele hendes flugt gennem Jylland og til København hvor hendes søster bor.

0Likes
2Kommentarer
86Visninger

1. Del 1.

”Tag venligst plads”, sagde psykologen til den unge pige, Elizabeth. Hun satte sig ned ved siden af psykologen, som præsenterede sig selv som Fru. Helleberg. ”Skal vi starte fra begyndelsen?” spurgte hun Elizabeth. Elizabeth sukkede og smilede så glad som muligt                

”Ja, lad os det. Fra begyndelsen... Det hele starter vel med at jeg løber for mit liv, og væk fra det. Jeg flygtede fra min hjemby, Hjørring, of endte op her i København. Jeg var blevet truet for livet af min mor, og jeg kunne ikke gøre andet end at tage det seriøst. Jeg tog de penge jeg kunne finde i huset, og hævede alle pengene på mit kort så jeg ikke kunne spores. Jeg pakkede min Fjeldræv taske, med en let baggage,(En skifte T-shirt, et par jeans, sokker, og en hue) og begyndte at løbe. Først vidste jeg ikke hvor jeg skulle tage hen. Jeg havde et par tusinde kroner at leve for, og jeg købte en togbillet til Århus hvor jeg regnede med at blive. Jeg havde ikke taget min mobil med, for jeg ville ikke findes. Jeg ville gerne leve for mig selv resten af mit liv….”

 Fru. Helleberg afbrød hende brat. ”Men du er vel glad for at du blev fundet nu, ikke?” spurgte hun, og Elizabeth nikkede. Hun tørrede en tåre væk fra hendes øje, som var fyldt med sort øjenmake-up.

”Den første nat på gaden var skræmmende, og jeg sad ved busstop med tag over. Jeg kan stadig huske lyden af regnen, som piskede ned på taget, og den bidende kulde. Jeg tog de ekstra sokker på hænderne, og faldt til sidst i søvn. Natten var godt nok skræmmende, men ikke værre end de nætter jeg kunne min mor og hendes daværende kærester har skændtes. Det har nogle gange været grusomt. Mig og min storesøster krøb altid sammen i den samme seng og græd os selv i søvn, mens vi kunne høre på de mange skrig fra soveværelset. Der var ord der skar i mit hjerte, når jeg hørte fremmede mænd true med at tage min mors liv. Jeg vågnede ved lyden af den tidelige morgentrafik, og jeg husker tydeligt at jeg slentrede rundt helt alene på gaden. Der skete ikke noget i et par dage, men da jeg mødte en gruppe drenge som tilbød mig en smøg og så dum som jeg var, sagde jeg ja. De tilbød mig at bo hos den i noget tid, og jeg var desperat efter selvskab, og en tryg nat. De tog mig til et par fester hvor de fik drukket mig fuld. Jeg havde aldrig før drukket mere en øl, og jeg havde aldrig været i nærheden af at være fuld. De gav mig også stoffer, og til en af festerne blev jeg så skæv at jeg kom i et slagsmål med en af drengene. Jeg har altid været stærk, og jeg har aldrig vist tegn på at have fysisk smerte, uanset hvor ondt det gjorde. Ham jeg var oppe og slås med, var kraftigt bygget, og ekstremt stærk. Så mange tæsk havde jeg ikke engang fået af min mor, eller hendes kærester. Jeg nåede at få min taske med inden jeg var langt væk. Denne gang løb jeg bare alt hvad jeg kunne i en ukendt retning, hvor jeg håbede på at komme væk. Det var helt mørkt, og adrenalinen pumpede inden i mig. Der var kun lys fra lygtepælene og de biler der kom højst en gang hver femte minut. Det var midt om natten...”

Tårrene løb ned af hendes kinder, og de sidste par ord var ikke til at forstå, da hun hulkede meget. Tårrene var sorte på grund af alt maskaren, og hun var helt sort under de store brune øjne. Hun tog sig til hovedet og græd ud, og børstede det mørkebrune hår bag ørene. ”Det er helt fint hvis du vil stoppe med at snakke for i dag, men vi har hele dagen hvis du vil blive” sagde Fru. Helleberg. Elizabeth sad tavs i nogle minutter, og uden at sige noget begyndte hun bare pludseligt at fortsætte med at fortælle.

”Jeg løb uden et mål, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke blive, og jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Jeg besluttede mig for at tage sydpå, og finde et sted at bo for en tid. Jeg tog igen toget, og købte en billet til Herning. Tog turen føltes uendelig lang, og jeg var ekstremt udmattet. Mit liv var blevet vendt op og ned og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg følte mig ødelagt, og jeg ville bare væk fra mit liv. Jeg ville flytte hjem til min søster i København, men jeg ville først have en pause fra alt. Mange gange i mit liv har jeg bare haft, mest af alt, lyst til at tage mit liv og få det overstået. Men jeg ved at selvmord er det mest selviske man kan gøre, og jeg kunne gøre det imod min søster.

Da jeg ankom til togstationen i Herning vidste jeg ikke hvor jeg skulle tage hen. Jeg havde aldrig været i Herning før, og jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle tage hen, så jeg slentrede bare rundt på gågaden og spiste noget mad forskellige steder. Jeg sad på en bænk i gågaden hele natten, uden at få den mindste smule søvn. Jeg blev i Herning i to uger, og på den tid skete der forfærdelige ting.

 En af de første dage kom der en voksen mand, og han fulgte efter mig i et par timer. Jeg lagde mærke til det, og jeg løb ned af en sidegade som uheldigvis var blind. Han trængte mig helt op i en krog, og jeg var rædselsslagen. Han begyndte at slå mig, og jeg lå til sidst helt hjælpeløst på jorden. Inden han forlod gyden, tændte han en cigaret og brændte mig, med den flere steder på kroppen. Jeg kan tydeligt huske det grusomme smil der var på hans ansigt, og det at føle sig svag og hjælpeløs, mens en psykopat slår løs på en, føles ikke godt”.

Fru. Helleberg havde lagt sin hånd på Elizabeths lår og smilede forstående. Der løb en masse tårer ned af Elizabeths kinder, men hun viste ikke nogen følelser. Hun snøftede, og tørrede tårrene væk fra ansigtet.  ”Jeg har brug for en pause” sagde hun, og styrtede derefter ud af rummet. Hun løb ud af hovedudgangen på kontorbygningen. Det var lige blevet forår, men luften var stadig isende kold. Hun satte sig ned på trappen og trak vejret dybt. Elizabeth sad i noget tid og betragtede fredagstrafikken. Hun tænkte på alle de forældre som var på vej hjem til deres lykkelige børn, som bare var perfekte. Hendes liv var ikke lig nogen andens. De fleste på hendes alder ville tænke på om ham den lækre dreng fra skolen kunne lide en, mens Elizabeth skulle kæmpe for at have en dag hvor hun ikke græd. Lyden af højhælede sko nærmede sig hende, og Fru. Helleberg satte sig på trappen ved siden af hende. ”Sig til når du er klar igen” sagde hun tålmodigt, og Elizabeth fremtvang et smil, men det var tydeligt hvor anstrengt det var. ”Jeg tror jeg er klar nu”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...