Plus og minus

Som mange andre har Sophie svært ved matematik. For at bestå eksamen finder hun på en nem og smart løsning, men samvittigheden ånder hende i nakken.

0Likes
0Kommentarer
61Visninger

1. + & -

Sophie lukker lydløst døren bag sig. Hun kigger rundt og er heldigvis alene. Låsen bliver drejet, og da hun er sikker på, at der ikke kan komme andre ind, bevæger hun sig hen mod katederet. I den øverste skuffe ligger der nogle rettede opgaver, og inden hun lukker skuffen, opdager hun, at Jesper har fået 7. I den anden skuffe finder hun det, som hun leder efter. Svararket. Det ligger gemt under klassens engelskbog, og med rystende hænder og hjertebanken tager hun papiret op og stopper det i lommen.

Klokken ringer ind til time, og Sophie skynder sig hen til vinduet, der peger mod skolens baggård. Kysten er klar, og med hurtige og smidige bevægelser er hun kravlet op i vindueskarmen og har taget springet på en meter. Tiden er knap, og for ikke at komme for sent løber hun det sidste stykke hen mod hovedindgangen. 7., 8. og 9. klasser blander sig med hinanden i et mylder af farverigt klædte elever. Freya vinker Sophie hen til sig, og de ånder lettet op, da de igen sidder på deres sædvanlige pladser ved siden af hinanden. Matematiklæreren, Ole, træder ind ad døren og placerer sin blå skuldertaske på katederet.                                                                   

20 minutter efter er klassen godt i gang med at gange og dividerer. Sophies stift knækker endnu engang, og hun tager opgivende en blyant fra det gamle penalhus. ”Hvad laver du?” hun ser på Freya, der sidder med sin læsebog. ”Ole sagde, at jeg godt måtte læse, når jeg blev færdig,” svarer hun fraværende. ”Allerede? Men vi skal jo lave 2 sider.” Men Freya hører det ikke, for hun er igen forsvundet ind i bogens verden. Sophie glider længere og længere ned i stolen, hendes øjenlåg bliver tungere og tungere, og til sidst kan hun ikke holde øjnene åbne. Klassen bliver til en sløret masse, larmen dæmpes, mens lærerens ord bliver mere og mere utydelige.

Sophie vågner først, da klokken giver en skinger lyd fra sig. Freya sender hende et smil, inden hun langsomt pakker sine ting sammen.

 

 

De går arm i arm ude på gangen og sludre, som piger ofte gør. ”Hvis du vil bestå eksamen, må du nok hellere følge med i undervisningen,” siger Freya, mens hun kaster et sukkende blik efter Mark fra parallelklassen. ”Det ved jeg, men det er bare så kedeligt. Hvilken nørd har opfundet matematikken? Kunne Pythagoras ikke have brugt sin hjerne på noget, der var sjovere. Altså hvad skal jeg bruge det til? Plusse kan enhver, men hvis du skal købe en snegl fra bageren, er det da lige meget, om du siger: Jeg køber 2 gange 1 snegl, eller jeg vil gerne købe 2 snegle,” Sophie skærer ansigt. ”Det er ikke så svært, du skal bare knække koden,” siger Freya trøstende og giver sin veninde et kærligt klap på skulderen. ”Ja ja, det kan du sagtens sige. Du fik 12 i problemregningen, og jeg fik 4. Et dumt, grimt, sølle 4-tal.” Det lukker munden på Freya, og så taler de ikke mere om det.

Da klokken bliver 17:00, og Sophie er kommet hjem fra træning, smider hun sin taske i entreen og går ud i køkkenet. Hendes forældre er ikke hjemme, og køleskabet er tomt. Kan det blive værre? Åbenbart, og på køleskabet er der klistret en seddel, hvorpå der står: Husk at lave lektier. Knus mor. Sophie giver et højt støn fra sig og bevæger sig sløvt op ad trappen til sit værelse. Hun finder sin matematikbog frem, åbner den og stirrer mat på stykkerne. Det er reduceringsstykker, og det er lige ved at tage pusten fra hende, indtil hun husker på svararket. Hun finder den krøllede, hemmelighedsfulde seddel frem fra lommen. Der er de jo. Svarerne til terminsprøven. Et lusket smil spiller på hendes læber. Hun skal nok klare den prøve…

Næste morgen vågner Sophie kl. 05:00. Hun vender og drejer sig i den smalle seng og er sikker på, at hendes forældre kan høre hendes hjerte banke hårdt i brystet. Sveden pibler ned fra hendes varme pande, mens tvivlen skyller ind over hende. Burde hun gøre det? Snyde. Hvad nu, hvis hun bliver opdaget?... Til sidst står hun op. Den lange natkjole fejer hen over gulvet, inden hun åbner vinduet. Månen gemmer sig for solen, der roligt spejder efter den. Vinden blæser, og Sophie mærker, hvordan den kølige luft går igennem hende. Hun ryster på hovedet af sig selv. Det er latterligt. Selvfølgelig skal hun nok klare det uden at blive opdaget, og det er jo heller ikke, fordi læreren kan se, at hun har skrevet svarerne i hånden… vel?

Uret viser 06:05. Sophie er i tøjet og står i køkkenet og laver morgenkaffe. Brødet ligger på risteren, og bordet er dækket op med mælk, juice, smør og pålæg.

Ovenpå lyder der fodtrin, og nu kan hun høre, vandet løbe. Nogle minutter efter kommer hendes mor gående ned ad trappen med et smil på læberne. ”Iiih, hvor her dufter dejligt. Har du lavet alt det, og morgenkaffe…mmm.” Sophies mor klapper sultent hænderne sammen. ”Ja, jeg har,” Sophies stemme er skinger. Hun tager sig til halsen og prøver at ignorere det.

”Tak for mad og kaffe,” siger hendes far og kigger på klokken. ”Jeg må hellere gå, inden jeg kommer for sent. Skal du med?” Han sender Sophie et smil, men hun gengælder det ikke. Hvorfor er han så sød mod hende? Ved han ikke, hvilken ussel løgner hun er?  ”Nej…tak. Jeg tager cyklen.” Lyden forstummer, indtil hendes mor siger: ”Øhh…ja. Tak for mad, det var en lækker overraskelse.” Forældrene rejser sig, pusler med det sidste: nøgler, mapper, mobiler… Døren giver et svagt smæk fra sig, da de er gået. Sophies hjerne arbejder på højtryk, men det er for sent at fortryde, så hun pakker sin taske, børster tænder og suser afsted mod skolen på sin cykel.

Da hun ankommer, er der helt øde på gangene. De olivengrønne skabe stirrer på hende, og hun mærke varmen stige op i kinderne for hvert skridt, hun tager. Klasseværelset er kun få meter fra hende, og hun tager de sidste skridt hen mod døren. Timen er ikke gået i gang, så pigerne snakker højlydt om, hvor nervøse de er, mens drengene puffer lidt til hinanden og spørger, om de nu har læst op til prøven. Freya står oppe ved tavlen og snakker med Melanie og Sarah. Sophie smider sin taske på sin plads og går hen til dem. ”Hey,” hun giver dem et kram hver især, og Freya svarer: ”Hej, har du læst op til prøven?” Sophie skal lige til at svare, da Ole kommer ind ad døren med sin blå skuldertaske.

Uret tikker, og klokken er 9:45. Der er godt et kvarter tilbage, og Sophie har allerede griflet svar ned på side 1 og halvdelen af side 2. Hun kigger op og veksler blikke med Freya, der signalerer, at hun er færdig. Sophie sender hende et smil og fokuserer så på sit eget ark. Alt går fint, men så begynder varmen at brede sig i hendes håndflader, og hun vifter med hænderne for ikke at tvære svarerne ud. Bagefter samler hun sin blyant igen og går videre med matematikken. ”5x-4=-44. Hvad er x?” mumler hun…

Skoleklokken ringer, og Ole samler testene ind. Et lettet suk forlader Sophies læber. Hun samler sine ting og mødes med Freya foran klasselokalet. ”Nå, hvordan gik det?” spørger hun. ”Rigtig godt… tror jeg.” Sophie trækker på skuldrene med et smil. ”Samme her. Vi får vist svar om en uge.” De tager hinanden under armen og går videre til fysiklokalet, hvor den næste prøve skal afholdes.

En uge senere er der brev fra skolen. Karakterblad. Sophie flår det op og smider konvolutten på gulvet. Hun skimmer karakterne for fysik, dansk og engelsk og går direkte til matematikken. 12. Hun har fået 12 i matematik for første gang nogensinde. Glæden bobler inde i hende, hun hopper rundt i værelset og er lige ved at falde. Hendes skrig er så højt, at hendes forældre kommer farende ind på det lille værelse. ”Skat, hvad sker der? Er du okay?” hendes mor sender hende et bekymret blik, mens hendes far får karakterbladet og smiler. ”Du har jo fået 12 i matematik. Hvor er det flot.” Hun bliver omfavnet fra begge sider, mens en underlig følelse breder sig i hendes mave.

 Mor går nedenunder og dækker bord, mens far er kørt efter en lækker kage, de kan fejre det med. Imens bliver Sophie på sit værelse og ringer til Freya. Mobilen bipper, og efter nogle få sekunder bliver der svaret i den anden ende. ”Hallo,” lyder Freyas stemme. ”Hej. Jeg fik 12 i matematik,” Sophie smiler ind i telefonen med begejstring i stemmen. ”Virkelig? Hvor fedt. Se, jeg sagde jo, at du bare skulle knække koden.” Da Sophie hører de ord, er det som om, at hun har en stor, tung sten i maven. Hun synker en klump og begynder at ryste. Sveden breder sig i håndfladerne, halsen snører sig sammen, tungen bliver tør, og svimmelheden er ved at tage over. Hun tænker, jamen… jeg knækkede ikke koden. Jeg snød jo. Det hele kører rundt i hovedet på hende, og værelset bliver mere og mere tåget. ”Soph? Er du der,” lyder Freyas stemme. Tårerne triller ned ad Sophies kinder, mens hun hulkende siger: ”Freya, jeg har gjort noget forfærdeligt…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...