Nattens prins

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 10 feb. 2015
  • Status: Igang

5Likes
2Kommentarer
222Visninger
AA

3. Kapitel 1.

De mørke skyer begyndte at trække sig sammen, lige da jeg havde lukket hoveddøren. Hvor fedt. Jeg lagde igen min ene hånd på dørehåndtaget, og overvejede at gå ind igen efter min paraply. Men ville en enkelt paraply virkelig, være Onkel Daves mange nedladende kommentarer værd? Nej, så var det bedre, at risikerer en lille smule regn. Jeg slap langsomt mit greb om håndtaget, og svingede min slidte taske om på ryggen. Nu var det tid til, at bevæge mig imod mit andet mararidt, inden regnen ville begynde, at falde. 

Jeg havde kun lige sat mine ben to skridt indenfor den lange gang, da der allerede dannede sig en stor vandpyt omkring mine sorte gummisko. Måske var paraplyen mere værd end, at slippe for Onkel Daves ondskabfulde ord? Jeg ville jo alligevel ikke kunne slippe for dem for evigt, og at have haft en paraply ville ikke have gjort spor. Faktisk ville den have reddet mig fra, at oversvømme noget af skolens gang. Og måske også fra nogle af de velkendte nedladende blikke folk sendte mig.

Jeg havde kun lige fået nogle af mine bøger ind i mit skab, da den første kommentar lød " Har du set, Monica? Det ser ud til, at Leonora ikke ved, hvordan man bruger en hårtørrer." Jeg drejede mit hoved meget distræt, lige i tids nok til at se Monica Monttels og Jeanetta Dalin komme gående arm i arm, "tilfældigvis" forbi mit skab. "Hold nu op, Jeanette. Du ved jo, at sådan nogen som hendes slags, aldrig har haft en hårtørrer. Jeg mener prøv lige, at se hendes sko. Hvem vil overhovedet tænke på, at gå med dem, hvis ikke man VIRKELIG var nødt til det?" De to piger grinede højt, imens de gik det sidste stykke forbi mig. Jeg ventede lidt til, at jeg var sikker på de var langt nok væk. Så træk jeg vejret dybt ind og rustede langsomt ud, tog de bøger som jeg skulle bruge til næste time i min taske, og svingede den om på ryggen. Jeg lukkede min skabslåge lidt for hårdt og begav hen til min første time. 

Heldigvis havde hverken Monica eller Jeanetta valgt kunst, så der slap jeg fra at høre på dem. Så var der sket en god ting i dag. Jeg gik hen til et bord og satte mig. Indtil videre var Peter Cahtin og jeg de enste i lokalet, men Peter, som hæng over sit bord, havde en meget afslappet vejrtrækning, så jeg gik ud af at han var faldet i søvn. Det var ikke noget nyt. Faktisk havde jeg aldrig set ham vågen til en enste kunsttime. Så det så ud til, at jeg var alene i lokalet indtil videre. Men efter at have taget et kig på uret oppe på væggen, opdagede jeg, at jeg var kommet hele tyve minutter før timens start. De andre i klassen inklusiv læreren, ville højt sandsynligvis komme, når der kun er små fem til to minutter tilbage. Så jeg havde noget alene-tid i lokalet. Derfor fandt jeg hurtigt min skitsebog frem og begyndte at tegne. Jeg havde altid været hende, som var født med et naturtalent for at tegne. En sand kunster, et kreativt geni. Dog ville jeg ikke have kaldt min nytegnet skitse for et sand kunstværk, men kreativt, det var det. Den forestillede en meget livagtigt, sort gummisko, som kvalte to meget velkendte piger med dens snorebånd. At de to piger lignede Monica og Jeantta var vel blot en tilfældighed. 

Efter kunst-timen og nogle andre mere kedsommelig fag, var det blevet tid til frokost. Jeg smuttede ned i den propfyldte kantine og stillede mig i "Evigheds-køen." At kantinen overhovedet har en kø, er mig en stor gåde, for folk ender alligevel med at gå ind for hinanden. Og ingen tager sig af det. Ligesom at igen tager sig af, at der allerede er fem, som har gået i foran mig. Det er derfor at det er "Evigheds-køen". Jeg kan stå her i en evighed, for blot kun at kunne købe resterne, som folk fravalgte. Tanken for mit hjerte til, at banke hurtigere og mine hænder til, at knytte sig hårdt sammen. Nej, nu er det nok. Min grænse for, hvad jeg vil finde mig i er nået. Dette troede jeg aldrig ville ske, og det næste jeg gjorte havde jeg heller aldrig troet jeg ville gøre. Jeg prikkede den syvende person, som nu var gået ind foran mig, på skulderen. Hvilket var lidt af en øvelse, da vedkommende var utrolig høj. Han vendte sig om og kiggede irriteret på mig, som om jeg var en irriterende flue. " Vil du ikke nok gå om bagi køen? Jeg har faktisk stået her længe, for at købe noget mad" Den høje fyr løftede det ene øjenbryn. " Øh..hvad? " Jeg knyttede mine næver endnu mere. " Du hørte godt, hvad jeg sagde! Gå så om bagi køen" Et smil begyndte at tegne sig for fyrens læber " Ellers hvad?" Jeg ved ikke om det var på grund af magtesløs eller på grund af en stigende vrede. Men jeg knyttede min ene næve en sidste gang og langede ud af ham. Min næve ramte hans venstre kind og det selvtilfreds smil blev tørrede af hans ansigt. En følelse af glæde ramte mig, da jeg så hans chokeret ansigt. Men min glæde varede kun ganske kort tid. For fyrens chok fortog sig og blev afsløret af vrede. "Din lille.." En stor knytnæve ramte hårdt ind i mit hoved og jeg røg i gulvet. Lige inden det hele blev sort, så jeg at fyren blev smidt ud af kantinen. Så var mit nederlag alligevel blevet en lille sejrer. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...