Tror du på skæbnen?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
På vej ned af den første gade kunne jeg pludselig høre en kvindestemme, der kaldte. Den var høj og skinger, og stilheden fik den til at give ekko langt væk. Hun blev ved med at kalde, og det lød som om, hun kom tættere og tættere på. Til sidst gik det op for mig, hvad det var, hun råbte om; Hun kaldte på en, der hed Lukas, og hendes stemme var panisk af angst. Det var tydeligt, at hun var desperat efter at finde ham. ”Lukas! Lukas! Lukas, hvor er du?!” *bidrag til halloweenkonkurrencen*

4Likes
0Kommentarer
180Visninger

1. Novelle

Tror du på skæbnen? For det gjorde jeg ikke.

Det var halloween, den lørdagaften, og det var så koldt, at det føltes som om luften var ved at fryse det inderste af mine knogler til is, men mit humør fejlede absolut intet. Det havde været en fantastisk dag, og nu skulle jeg bare videre til Silkeborg og gøre den endnu mere fantastisk; Svaret var alkohol, min komiske græskarudklædning og en lidt for sød pige. Det kunne kun blive godt.

Jeg løb fra perron til perron på Skanderborg station i ren panik, og sprang ind i det næste tog jeg skulle videre med sekundet inden, at alarmen bippede, og dørene klappede i. Forpustet satte jeg mig ned på det nærmeste ledige sæde, og så ud af vinduet og ud i mørket, imens jeg filosoferede over alt det denne dag allerede havde bragt mig. Måske det hele nok skulle gå alligevel. Alt det, der havde virket så uoverskueligt, virkede pludselig så let, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt fjoget. Verden var jo fyldt med søde mennesker, hvis bare man gad finde dem. Det var blot én af de ting, jeg havde lært i dag.

Jeg havde nok siddet der i min egen verden i omkring ti minutter, og tænkt over, hvor godt jeg havde det, før der igen lød en skingrende bippen, og en mekanisk damestemme annoncerede; ”Næste stop; Hørning.”

Forvirret fløj jeg op, og småløb hen til dørene, imens jeg lidt febrilsk prøvede at se helt upåvirket ud. Jeg havde kørt den her tur så mange gange, og jeg vidste udemærket, at Hørning ikke var navnet på stationen efter Skanderborg. Det var tværtimod stationen før. Jeg var kørt i den forkerte retning.

Jeg prøvede at forholde mig roligt, og så mig søgende omkring, da jeg trådte ud. Med min telefon i hånden gik jeg hen til informationstavlen og sukkede opgivende. Der var femogfyrre minutter til det rigtige tog kom. Det var femogfyrre minutter jeg ville misse af Silkeborg, og mit humør sank lidt. Irriteret tastede jeg Rinas nummer ind på min telefon og ringede op.

”Jeg bliver lidt forsinket,” sagde jeg, og prøvede at lyde neutral. ”Jeg nåede ikke mit tog.”

Jeg kunne ikke selv forklare, hvorfor jeg løj. Faktisk tænkte jeg ikke en gang over det før senere på aftenen.

”Der er i orden. Bare kom så hurtigt du kan, vi har en fest her!”

Jeg smilede. ”Det gør jeg.” og lagde på. Opgivende så jeg på uret, hvis visere tilsyneladende ikke havde flyttet sig det mindste siden jeg var kommet, og jeg besluttede med et halvt smil, der mest var henvendt til mig selv, at gå mig en lille tur. Der var alligevel ikke noget ved at stå på den her perron, og glo efter et tog i så lang tid, så måske jeg kunne finde en butik eller noget i den stil. Så kunne jeg da i det mindste vente et sted, hvor der var varmt.

Fordi jeg havde boet i København i de første nitten år af mit liv, og først var flyttet til Midtjylland for tre måneder siden, var noget af det første jeg lagde mærke til i Hørning, den overdøvende stilhed, som jeg endnu ikke havde vænnet mig helt til. Der var ikke et eneste menneske at se nogen steder, og bortset fra nogle enkelte enlige gadelamper, der lyste op hist og pist, så var der totalt buldermørkt. En mørk skygge bevægede sig rundt oppe på gangbroen over togskinnerne, og jeg skuttede mig, imens jeg prøvede at ignorere den stigende uro. Beslutsomt, og stadig med et hjerte, der hamrede lidt for meget, gik jeg i den modsatte retning i et forsøg på at finde ud af om, der var en midtby et sted med bare lidt liv i.

På vej ned af den første gade kunne jeg pludselig høre en kvindestemme, der kaldte. Den var høj og skinger, og stilheden fik den til at give ekko langt væk. Et sted foran mig gik et par højlydte drenge, og efterlignede hende endnu mere skingert, hvorefter de flækkede sammen af grin. Jeg undrede mig over om det måske var noget der var sket før. Det lød som om de godt vidste, hvem hun var, og jeg blev irriteret. Sikke en respektløs opførsel.

Kvinden blev ved med at kalde, og det lød som om, hun kom tættere og tættere på. Til sidst gik det op for mig, hvad det var, hun råbte om; Hun kaldte på en, der hed Lukas, og hendes stemme var panisk af angst. Det var tydeligt, at hun var desperat efter at finde ham.  

”Lukas! Lukas! Lukas, hvor er du?!”

Jeg kiggede mig nysgerrigt omkring, men jeg kunne ikke se hende, og derfor prøvede i stedet at ignorere det. Det var sikkert bare en løs hund, der var rendt i forvejen, og hvad kunne jeg alligevel gøre?  Det var totalt mørkt, og det var praktisk talt umuligt at lede efter noget her med succes, hvis ikke det kom springende imod én.

Jeg gik længe ned af den vej, men det eneste jeg passerede, var små hyggelige huse med lys i vinduerne, og tavse familier, der sad inde bagved med deres fyldte middagsborde og store smil, der alle så mere eller mindre ægte ud. Jeg fandt ingen midtby, ingen butikker og intet sted jeg kunne gå ind. Til sidst turde jeg ikke gå længere i frygt for, at jeg ikke ville finde tilbage igen i tide, og jeg vendte om. Lige meget hvad, så havde jeg da slået lidt af tiden ihjel med den her gåtur, og ikke mindst genvundet lidt af min varme. Det var da også en start.

Jeg fulgte den samme vej, som jeg var kommet fra, tilbage igen, men denne gang skulle jeg gå lidt længere for at komme over på den anden perron. Jo tættere jeg kom på stationen, jo højere blev den paniske kvindestemme igen, og jeg kunne ikke lade være med at få det helt dårligt over, at hun tilsyneladende bare blev ved og ved med at kalde. Hvis det havde været hendes hund, eller måske endda dreng, burde han så ikke være kommet tilbage til hende nu?

”Lukas! Lukas!” blev hun ved. Ingen svarede.

Gangbroen over stationen, hvor jeg tidligere havde set skyggen, var delt i to. Inden den startede lå den første perron, som jeg var kommet ind på. Her førte en trappe op til den første del af broen, der så gik henover togskinnerne i begge retninger. Midt på gangbroen kunne man så gå ned af en stejl trappe til den anden perron, og ellers kunne man fortsætte ligeud, hvor gangbroen fortsatte henover en mindre å og mundede ud i endnu en trappe ned til en større vej. Jeg kunne se det store ur på perronen oppe fra broen, og kunne konstatere, at der stadig var tyve minutter igen. Det var stadig en del tid, jeg manglede at slå ihjel, og jeg fortsatte derfor hen til den anden del af broen, og så ud over åen. Den var helt stille, og bortset fra det vedvarende kald, udstrålede dette sted en næsten magisk ro som jeg sjældent oplevede. Jeg ville gerne nyde den, men det var svært at lukke kaldet ude, og noget inden i mig skreg, at jeg ikke måtte gøre det, og at jeg i stedet skulle gøre noget. Jeg vidste bare ikke hvad – jeg anede jo ikke engang, hvor kvinden egentlig var. Igen så jeg mig omkring, men der var stadig mennesketomt overalt.

Mit søgende blik blev afbrudt af en plasken nede fra åen. Først troede jeg, at det var en fisk, eller måske en pumpe af en art, men da det blev ved, blev jeg nysgerrig og øjnede en mulighed for at dræbe lidt mere tid. Hurtigt tog jeg trappen ned i en masse trippende trin, og stod nu kun et par meter over åens bred. Lyden af den blide plasken var der endnu, men jeg kunne intet se, og det var slet ikke til at sige, hvor det kom fra. Det underlige var at vandet i åen ikke bevægede sig.

Det trak i mig for at kravle det sidste stykke ned, så jeg bedre kunne se, men jeg turde ikke. Hvad nu hvis jeg faldt? I stedet skævede jeg lidt nervøst til mit ur. Der var syv minutter til mit tog gik. Måske jeg bare skulle droppe det, og se at komme tilbage på perronen.

Jeg havde allerede vendt mig, og taget de to første skridt op ad trappen før jeg hørte det. Det var svagt, og så lavt, at jeg kun opdagede det, fordi jeg stadig ubevidst lyttede efter det.

”Hjælp mig.”

Jeg snurrede rundt, og løb ned ad trappen igen, men jeg kunne stadig ingenting se. Vandet var roligt, bortset fra den blide plasken som jeg stadig ikke kunne finde kilden til. Den kunne stadig ikke ses på vandet, bare høres. En lysændring i min øjenkrog distraherede mit søgende blik, og jeg så op imod gangbroen.

Det var skyggen igen. Let og lydløs – kun akkurat synlig.

”Hey!” råbte jeg, men den var forsvundet inden jeg havde nået at åbne munden, og jeg så igen ud i vandet, men der var stadig intet.

”Hjælp mig,” lød det igen. Denne gang med lidt mere kraft i. Kuldegysningerne løb ned af ryggen på mig, da det gik op for mig, at det var en barnestemme. Det lød som en lille dreng.

”Hvor er du?” råbte jeg, og prøvede at lyde rolig, men sandheden var, at panikken var ved at få rigtigt godt hold i mig. Jeg var stadig ikke helt sikker på, at jeg ikke hørte syner, og skyggen på gangbroen gjorde mig urolig. Der var noget forkert ved den. Som om den ikke tilhørte nogen. Men det kunne jo ikke passe.

”I vandet. Hjælp mig. Kald på min mor.”

Uden at tøve råbte jeg af mine lungers fulde kraft; ”Herovre! Han er her!”

Først var der stille. Mere stille end der overhovedet havde været i den her by, imens jeg havde besøgt den, men så svarede kvinden endelig, og hun var forbløffende tæt på.

”Hvor?!”

”Her!” Jeg rakte armene i vejret, og vejede dem frem og tilbage, imens jeg så mig omkring. Endelig fik jeg øje på de to mennesker, der kom løbende imod mig, så hurtigt deres ben kunne bære dem. Det var en kvinde og en mand - højst sandsynligt drengens forældre.

Herefter gik tingene ufatteligt stærkt. Så stærkt, at jeg slet ikke rigtigt nåede at opfatte det. Kvindens kæreste sprang i vandet uden at tøve, så snart han nåede bredden, og noget, der virkede som flere timer senere, var han oppe igen med en lille dreng på omkring syv år under armen. Mørket havde forhindret mig i, at følge dem i vandet, men de så ud til at være okay. De var begge pjask våde, og drengen så meget træt ud, men ellers lignede det, at han var uskadt. Imens havde kvinden ringet efter en ambulance, og fået dem til at komme med det samme.

”Er han okay?” spurgte jeg med panik i stemmen og løb derhen. Manden satte Lukas fra sig, og så vurderende og bekymret på ham, men så fik hans blik et lettet udtryk.

”Det ser ud til, at han har været meget heldig. Hvor er det godt, du kan svømme min dreng!” Han kørte sin hånd henover håret på Lukas, og trak ham ind til sig. Han lukkede øjnene, og jeg kunne se de lettede tårer forlade hans kinder. Da han trak sig fri igen, så han alvorligt på ham.

”Lukas, hvad skete der?” spurgte han. ”Du ved da, at du ikke må løbe herned alene.”

”Det gjorde jeg heller ikke. Jeg var oppe på broen, og der var en skygge.” Drengen pegede på broen over os. ”Og så faldt jeg bare. Lige pludselig.”

”Var der nogen, der skubbede dig?”

”Det.. Det tror jeg ikke.” Drengen så forvirret ud, og manden opgav og trak ham ind til sig igen.  Kvinden kom hen, og lagde armene om dem begge to ”Hvor er det godt, du er okay,” hviskede hun i hans øre, og så på mig over skulderen på dem begge to. Taknemmeligheden i hendes blik var ikke til at tage fejl af, og heller ikke til at sætte ord på.

Først der gik det op for mig, at hvis jeg ikke havde været på den gangbro den aften, så var der aldrig nogen, der havde fundet Lukas i tide. Hvis jeg havde nået det rigtige tog, så var han druknet, og denne lille by ville være vågnet op til liget af en druknet syv-årig dreng søndag morgen.

Tror du på skæbnen? Det gør jeg nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...