JAGT | Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Flere skud lød. Brag. Gang på gang ramte hun plet, og hver evig eneste gang formede smilet sig på hendes læber. Hun efterlod alle sine bytter. Hun skulle ikke bruge dem til noget, de var der bare for fornøjelighedens skyld. De bragte smilet frem.

1Likes
0Kommentarer
144Visninger

1. Jagt

Hvert efterår var det det samme. Dagen hvor bladende havde de flotteste røde, gule og orange nuancer tog hun på jagt. Begav sig dybt ind i den store skov. Det havde hun gjort så længe, hun kunne huske, og kun få ting havde ændret sig gennem tiden.

Det var hendes far, som for første gang havde taget hende med på jagt. Dengang måtte hun ikke selv skyde. Nu var han væk - ligesom sommer brisen. Men det ændrede ikke noget, for på jagt det skulle hun.

Hun pustede irriteret sit store røde hår væk fra ansigtet, tog en dyb indånding og fokuserede på den fugl, hun havde fået øje på. Så lød skuddet. Hun ramte plet. Smilet formede sig på hendes velformede læber, hvorefter hun begav sig dybere ind i den farverige skov. Efterlod sit bytte.

Flere skud lød. Brag. Gang på gang ramte hun plet, og hver evig eneste gang formede smilet sig på hendes læber. Hun efterlod alle sine bytter. Hun skulle ikke bruge dem til noget, de var der bare for fornøjelighedens skyld. De bragte smilet frem.

Hun elskede at mærke adrenalinen pumpe, for hvert et skud hun skød, måden hendes bytter faldt på stribe, gav hende en beroligende og velkendt følelse i maven. Hun nød at se blodet strømme ud af de afdøde dyr. Det gav hende følelsen af, at hun var uovervindelig. Ingen kunne nå hende, for hun var sejres herre.

Hendes mørke og dystre øjne røg op mod det træ, som lige havde smidt et af sine orange blade på hende. Det havde sat sig fast i hendes hår, hvilket irriterede hende grænseløst. En indre vrede steg, og hun vidste godt, at det snart skete. Hun kunne snart ikke holde det inde mere. Følelsen dukkede op ud af det blå, det hele skete hurtigt, men det var ikke til at tage fejl af. Vreden.

Arrigt kastede hun sig i skovbunden, råbte og skreg så det gav genlyd. Vildheden i hendes røde hår trådte for alvor frem, da hendes raseri udbrud startede. Hun fik en umenneskelig styrke, skarpe lange negle, bedre øre, en hale, større og endnu mørkere øjne med et glimt af vildskab og ikke mindst den største vilde og mest utæmmelige manke man overhovedet kunne tænke sig.

Et højt brøl lød fra hende, hvorefter hun på alle fire hurtigt løb ind blandt de mange træer.

Hun skulle på jagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...