Clay

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

1. Første møde med Quara

 

Jeg kigger mig ind i spejlet. Der er mørkt inde på værelset så jeg kan ikke rigtig se noget. Min skikkelse er helt utydelig. Jeg kigger mig omkring og undre mig over hvorfor her så mørkt? Jeg tændte da ellers lige lyset.
Jeg går lidt rundt på mit værelse. Jeg føler mig rastløs. Tanken om hvad der om lidt skal ske giver mig kuldegysninger. Jeg går over og trykker på stikkontakten. Lyset tændes men her er stadig mørkt. Det er som om lyset ikke er noget. Som om det bare er noget man tænder for at have noget at give sig til. Mine øjne har vænnet sig til mørket efter den ene nat. Jeg var bange. Jeg kan stadig tydeligt huske det.

Jeg gik med min søster i hånden. Vi gik tværs over gaden. Lyden af regnen der slog mod min regnfrakke var det eneste jeg kunne høre. Jeg var for bange til at høre andet. Min krop havde nærmest låst sig selv. Min krop var som en robot. Mine ben gik som var de en GPS med en indlagt destination. Vi gik meget stille og for sammen hvis vi hørte nogen komme. Vi nærmede os med hastige skridt.

Vi åbnede lågen og gik ind. Den knagede og knirkede sig i en rigtig gyser film. Min søster lod mig gå først. Jeg gik nogle skridt ind i haven. Der var så uhyggeligt. Træerne stod rigtig tæt så jeg kunne ikke se om der var nogen.
”Gå længere ind” råbte min søster. Jeg krydsede græsplænen. Nu var jeg for alvor alene. Jeg kunne ikke høre nogen biler, regndråberne på min regnjakke eller min søster. Helt alene.

Jeg tog et skridt ud i mørket og faldt. Faldt ned i intet. Jeg blev ved med at falde. Jeg kiggede ned og kunne se en lille orange prik for enden af intet. Den blev større og større.

Nu var den væk, og jeg landede med et blødt bump. Jeg kiggede mig omkring. Alting var sort. Den orange prik var også væk. Her var helt stille. Så stille at jeg kun kunne høre mit eget bankede hjerte. ”Knas”

Der kom en lyd bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede. Hvor dum var jeg lige. Jeg kan jo ikke se noget i mørket. Men nu kunne jeg. Med et kom alt til live. Jeg sad midt i en skov og kiggede. Foran mig var der et spejl. Jeg kiggede mig i spejlet og kunne nu se mit spejlbillede helt tydelig og klart. Jeg kunne igen se og høre noget. Alle lydene. Jeg var ikke længere bange. Jeg var frygtløs. Jeg var død

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...