Troen på engle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Troen på engle er en novelle om ødelæggelse, tiltro, smerte og så meget mere, som ikke kan skrives i et resume. Novellen er skrevet til the hunger games: mockingjay konkurrencen, valgmulighed nummer 2.

4Likes
6Kommentarer
174Visninger
AA

1. Troen på engle

“Aiden!” hvæser jeg og ser tilbage ned af gangen der er indhyllet i sort røg, så jeg ser faktisk slet ingenting. Men pludselig finder en hånd sin vej i min og mine ben flytter sig mekanisk og slet ikke hurtigt nok. Mine lunger griber ud efter alt det luft de kan nå, men trækker kun sort røg med sig tilbage. Mit syn bliver tåget og pludselig holder jeg ikke i Aidens hånd længere. Uden at ville det, skriger jeg efter ham. For der er kun ham.

”Aiden!”  Hoster jeg, og pludselig er hans hånd i min igen. Jeg når kun en hostende lettet udånding, før jeg bliver skubbet op af væggen.

Han presser sit ansigt op i mit, men det er ikke de velkendte brune øjne og lyse hår. Manden - nærmere drengen - er skaldet, næsten fri for sod og blå øjne, der minder mig om en uvejrsstorm over havet.

Jeg venter på det. Lukker øjnene og prøver at overbevise mig selv om, det er Aidens hænder, der holder fast om mine skuldre og hans bryst jeg støder ind i, hver gang, jeg ralende trækker vejret. Men han ville aldrig holde hårdt, eller stå tæt på.

Jeg falder ned på gulvet, da hans hænder om mine skuldre, og kroppen der pressede mig op ad væggen, er forsvundet. Jeg åbner øjnene, men er stadig indhyllet i mørke.

Aiden venter på mig. Aiden venter på mig. Aiden venter…

Min læbe bløder allerede, men jeg bider i den, da jeg kommer op og stå og snublende løber videre. Jeg ved, der er en dør. Men det føles som løber jeg universet rundt. Mit hoved dunker så kraftigt, at jeg overvejer, om jeg er blevet skudt. Mine ben snubler mere end de løber og krop falder mod noget hårdt. Det svinger op, og jeg tumler ud i hvidt. Intet andet end hvidt, og jeg løber stadig i blinde til højre, til venstre. Min krop ved godt, den er udenfor. Den ved godt, den stadig er i fare, men siger til sig selv at den fare umuligt kan være lige så stor, som da de satte ild til bygningen. Selvom mit hoved skriger til min krop, at den skal videre, falder jeg på knæ og fumler på jorden i korte sekunder, indtil jeg svagt ser antydningen af murbrokker.

Jeg graver mig ned under, mens min krop forsikre mig om, at Aiden allerede er der nede og vil holde om mig.

”Vores verden, er blevet ødelagt.” Men manden smiler. ”Den verden vi lever i, er ikke det samme længere.  Men i dag,” han holder en pause og smilet bliver større. Breder armene ud. ”I dag, bliver dagen som for altid vil blive husket. Dagen, hvor Adam og Eva vil genopstå!”

Jeg ser på Aidens smil, inden han nikker til mig, og jeg slukker for tv’et.

Jeg ryster i det sekund, jeg vågner. Mit åndedræt er i hurtige drag, min krop stivfrossen. Det lykkedes mig dog alligevel, at kravle op af murbrokkerne.  Stilheden er øredøvende, hvert sekund venter jeg at føle smerte, men det sker ikke. Soldaterne er her ikke mere, taget tilbage til Lederen med et budskab om, alle er døde, forhåbentlig.

”Aiden?” Min stemme er hæs. Jeg tænker slet ikke på, at de kunne gemme sig i murbrokkerne, sidde i træerne eller stå lige bag mig.

Jeg snurre rundt, men der er ingen. Kun øde hvidt land med smadrede huse og bundfrossen jord. Jeg ser ned. Skriger, men selvom jeg træder flere skridt tilbage, er der et mere.

”Aiden!” Men han kommer ikke. Jeg snubler over et af dem og falder bag over, så jeg lander på det.

En hæs snøvlen forlader mine læber, og jeg kommer på benene, leder efter en bar plet. Men der er ingen bar plet. Jeg tager mig til hovedet.

De er over det hele. Ligger og rådner. Over det hele. Sneen skjuler dem ikke. Min krop ryster endnu mere, og jeg kan ikke lade være med at se ned.

Hans grønne øjne er hvidt åbne, han er skallet men med et par hår her og der. Ansigtet er sortsvedent og brystet er en stor plamage af røde pletter. Ikke én dybrød plet. Syv dybrøde pletter. Indtørret snavs dækker hans bare overkrop.

”Aiden!” kalder jeg igen, men der kommer intet svar. Mine øjne bliver varme, og jeg knytter hænderne. Men det varme vand løber alligevel ned af mine kinder, som kan det ikke komme væk hurtigt nok.

”Tror du, det bliver godt?” Annas mørke krøller, svinger mod mig, da hun vender hovedet væk fra bygningen bag os. Hun snubler over en forhøjet brosten og griber fat i min trøje og trækker mig næsten med i faldet. Men jeg når at hive hende op.

”Selvfølgelig tror jeg det.” Hun holder stadig min hånd, da hun står ret igen, og vi begynder at gå.

Han bekæmpede kræft og sørgede for, folk holdt op med at dø fra dyreangreb. I starten var vi også ret skeptiske omkring det, men det endte jo godt, ikke?”

Jeg nikker og giver hendes hånd et klem. Vi går gennem stien ned til søen, for der myldre det ikke med mennesker.

”Nå?” de grønne øjne ser ind i mine egne identiske. Hun griner og fremviser et stort smil, fregnerne bliver spredt ud på hendes ansigt. ”Det er lidt spændende, ik?”

Jeg nikker og smiler tilbage.

”Det kunne fandeme være fedt.” Hendes fokus forsvinder et øjeblik og jeg holder en smule bedre fast i hendes hånd, bare så hun ikke skal falde igen. ”Tænk hvis det bliv mig?... eller dig? Eller nogen vi kender? Men altså…” hun rækker tunge til mig, ”Hvis ikke jeg ryger sammen en lækker dreng, siger jeg fra. Jeg gider fandeme ikke være Eva og den eneste mand der er på planeten sammen med mig, er grim.” Hun rynker på næsen.

Jeg nikker. ”Jah,” tilføjer jeg stille. Han sagde, alle kunne blive Eva. Chancen for det bliver mig, er minimal og chancen for, det bliver mig sammen med Aiden er stort set ikkeeksisterende. Men i mit hoved, er chancen for at Aiden bliver valgt som Adam, stor. Han sagde jo, at den valgte, skulle blive næsten, hvis ikke fuldkommen, perfekt, så de kan få perfekte børn. Lave en ny god, perfekt verden. Jeg rynker på næsen, og denne gang, er det Anna som redder mig, for at få slået tænderne ud, da jeg styrter ned mod skovstien. Hun griber mig, men snubler selv i faldet og vi lander kludret ind i hinanden. Solen skinner varmt på vores flettede ben, og vi ler, da det går op for os, hvad vi laver.

”Undskyld,” hvisker jeg. ”Undskyld!” råber jeg, ligeglade med soldaterne, der sikkert er langt væk nu. Et svag: ”Aiden,” når aldrig ud af min mund. En del af mig, har lyst til at vende mig om og gå tilbage til huset og finde ham.

”Det er okay, at dø,” sagde han engang, ”Hvis man selv vælger det.” Valgte han? Slap han min hånd med vilje? Jeg lukker øjnene og synker. Men billederne springer frem for mit ansigt, og jeg åbner hurtigt øjnene igen.

Anna skutter sig, da jeg sætter mig ved siden af hende på terrassen og slår armene om mig selv. De brune krøller hænger slapt og halvvådt om hendes ansigt.

”Har du sidder her længe?”

Hun trækker på skulderne og ånder ud. Ånder små snefnug, der minder mig om sommerfugle i deres pupper. Sommer.

Hun smiler svagt til mig. De ellers røde læber er blege. ”Sne klæ’r dit hår.” Hun fanger min hånd og jeg ser ned på mit eget hår. Selvom jeg godt ved, hvordan det ser ud. Det er mørkere end hendes men krøllerne er jeg for uden.

Jeg giver hendes hånd et klem. ”Hvis vi skal snakke om mit hår, vil jeg helst gøre det indenfor.” Jeg ånder små hvide skyer der forsvinder, når de bliver kølet ned.

Hun ryster på hovedet. Jeg venter.

”Har du aldrig tænkt over, hvem der skal slå den sidste soldat ihjel? Hvis det er meningen, at Adam og Eva skal være de eneste mennesker på jorden, er det en af dem, som skal gøre det. Ikke?”

Jeg ryster på hovedet, rynker panden og citere Aiden:” Selvmord.” Jeg trækker på skulderne. ”Det er næsten synd for dem, de nye Adam og Eva-”

”Hvorfor?” spytter hun, inden jeg når at sige færdigt.

Jeg blinker. ”Fordi de aldrig får lov at møde englene, ligesom alle andre.”

”Men…” Hun bider sig i læben og vender hovedet mod mig. De grønne øjne har lilla skygger under sig. ”Hvad hvis det er løgn? Hvis der ikke findes engle, eller Gud… måske… dør vi bare.”

”Tror du ikke vi skal gå indenfor?” Jeg er allerede i gang med at rejse mig. Det er kulden som gør hende så mærkelig at høre på.

Men hun trækker i mit bukseben og efter en tøven, sætter jeg mig ned igen.

”Hvorfor siger du sådan? Du ved godt, vores Leder har en aftale med englene. Det har han selv fortalt.”

”Men… Lou, er det ikke… sært, at Han vil dø fra sit eget eksperiment?”

Min hånd ryger ud af hendes, og jeg spidser læberne, men det fortæller mig ikke, hvad der er galt med hende.

”Han ser med oppe fra himlen, ligesom alle os andre. Helt ærligt, Anna. Det ved du godt.”

Hun lukker øjnene og trækker vejret dybt, som om hun skal koncentrere sig for ikke at flippe ud på mig.

Jeg fnyser og rejser mig. ”Jeg går ind nu.”

Langsomt går jeg. Fra lig til lig. Uden at se ned. Kulden trænger ind i mine knogler og får dem til at blive stive og uarbejdsomme. Jeg giver ikke efter. Hvis jeg er den sidste civile person, vil jeg ikke gøre det let for dem. Jeg prøver at lade være med at tænke på natten, kulden og manglen på mad. Men det mine tanker begynder at tænke på i stedet, er ikke bedre.

Grunden til vi hørte, det var soldaterne, var fordi de sprang laboratoriet, den sidste madforsyning vi havde, i stykker, før de kom efter os. Det slår mig, at jeg burde være gået tilbage. Måske var der andre overlevende. Men tanken forsvinder lige så hurtigt som den kom. Mine ben går uden, jeg har noget at bestemme. Lige frem er der ingenting. Udover stinkende lig, murbrokker og en svag dis. Flere kilometer. En svag del af mig, fortæller resten af mig, at Adam og Eva har de sidste madforsyninger, hvis jeg kan nå hen til dem, vil de måske se, hvad de har gjort og hjælpe mig. Måske ikke. Men der er ingen andre steder at gå hen.

”Kom.” Aiden ser sig over skulderen og vinker så af mig. Jeg rynker panden, men smutter så ind i træhuset, og Aiden lukker døren bag mig. Selvom det er mørkt indenfor, genkender jeg en svag lugt. Dengang var træet ikke vådt og der stod en madkurv på gulvet som Aidens mor havde lavet til os. Nu lugter her af vådt træ og de våde gulvbrædder gør det svært at se, for lyset kommer ikke ind, for der er ingen vinduer. Det var der engang.

Jeg får kuldegysninger.  Vender mig mod det sted, jeg tror, Aiden står.

”Hvad skal vi her?”

”Jeg skal fortælle dig noget, og det er vigtigt at… at der ikke er andre som ser os.”

Jeg slår armene om mig selv. Træhuset er heller ikke isoleret. Det er trods alt bare et træhus. Til sommerbrug.

”Hvad er det?”

”Har du snakket med Anna?”

Jeg rynker panden. ”Ja-” og det går op for mig. ”Det er dig der har proppet det ind i hovedet på hende. Hvad fanden tænker du på?” Jeg træder per automatik et skridt tilbage.

Jeg kan hører ham trække vejret et par gange, før han siger:

”Fordi jeg ved, jeg har ret. Tænk over det, Lou. Han slog alle sorte mennesker ihjel. Han slog alle dyr ihjel, så vi lever på laboratorie kød. Tænk over det. Det er sygt!” Hvæser han.

Jeg rynker på næsen. ”Han slog ikke de sorte ihjel. Det var ikke hans skyld, at de ikke reagere på samme måde som vi gjorde med cancer medicinen.” Jeg krydser armene over brystet. ”Og-”

”Men hvorfor helvede prøvede han ikke at finde en kur til de sorte? Tænk engang, Lou. Man hørte aldrig om de sorte, ud over den ene gang, de fortalte os at de døde i massevis, fordi cancer langsomt overtog dem… vi hørte ikke en skid om, at vores Leder prøvede at redde dem, som han reddede de hvide.” Han pruster næsten og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Har mest lyst til bare at finde døren og gå.

”Vil du have mig til at sige, det er synd for dem? Okay. Det er synd for dem. Men de er døde, og der er intet vi kan gøre ved det.”

”Og hvad hvis det var omvendt?” Hans stemmer er kommet tættere på. ”Hvis det var os, der modstod kuren og de sorte som overlevede?”

”Ingenting,” svarer jeg. ”Så ville der ikke være flere hvide tilbage, og det er der ikke noget at gøre ved.”

Men min mave tygger alligevel ængsteligt i sig selv.

Pludselig griber han fat i min arm.

”Og hvad med dyrene? Ja, folk bliver dræbt af hajer, edderkopper, slanger og sikkert andre også. Men ikke af kaniner, mus, rådyr, heste, kameler… kan du ikke se det?”

”Man kan ikke tage ting ud af fødekæden og forvente den går videre som om, et led ikke er forsvundet.” Jeg trækker på skulderne. Det fortalte han mig trods alt selv engang. ”Vi kan ikke bare fjerne noget, uden at det vil give meget store problemer og det vil måske slet ikke fungere.”

”Og alternativet er, at skille sig af med alle dyr? Måger, pindsvin, muldvarper? Du er ikke dum, Lou.”

Han giver mig ikke en chance for at svare.

”Har du set det endnu? Hvordan soldaterne slår mennesker ihjel? Skære halsen over på dem og lader dem ligge og rådne.”

”Det passer ikke,” siger jeg og vil rive min arm ud af hans greb, men varmen i hans finger får det til at kilde i hele armen. ”Soldaterne laver massegrave, og det kan godt være det sker efter de har slået os ihjel.”

”Du vil have, at den sidste soldat på jorden,” siger han med tilkæmpet ro. ”Skal begrave ti milliarder mennesker?” han trækker vejret dybt. ”Kan du ikke se, hvor sindssygt det hele er?”

”Undskyld,” hvisker jeg igen og ænser ikke smerten i mine trætte fødder. Vi kunne have flygtet, før det var for sent. Aidens familie og min.

Den første som døde i byen, var pigen i brønden. Vi kendte hende ikke, men Aidens bror gik i skole med hende. Han var den næste. Det skete, dagen hvor soldaterne kom og udslettede byen vi boede i. Men fordi min søster er eminent til at lege skjul, overlevede min familie og Aiden. Vi troede, hans forældre havde klaret det. Men de lå, med faren øverst og moren nederst. Faren med flere skudhuller og rød farve i den grå bluse og moren med et skud direkte gennem hovedet.

Mine ben ryster under mig og inden jeg når at tænke videre, falder jeg i knæ i den bløde sne og er ikke i stand til at rejse mig igen. Jeg kan mærke det i halsen, hvordan den arbejder sig opad som en rotte i et nedløbsrør. På sekunder, finder jeg et halvbart sted, mellem to fødder og åbner munden.

Det lugter klamt og jeg tørre mig om munden, velvidende at lugten vil blive siddende i mit ærme. Men både blod, snot og jord sidder i mit ærme allerede. Bræk gør vel hverken fra eller til. Jeg prøver at rejse mig, men mine ben er så udmattede, at jeg knækker sammen igen. I stedet kravler jeg væk fra søen af bræk, krøller mig sammen og ligger i hullet mellem en arm og en andens ben. Jeg har lyst til ar råbe på Aiden igen, men soldaterne har stjålet min stemme, og jeg er for træt til at lede efter den.

Vi blev, selvom vejen var lavet af lig, maden næsten var væk, og husene forsvundet. Men vi tænkte, at soldaterne ikke ville komme tilbage, når de troede hele byen var udslettet. Og Aiden ville begrave sin familie. Jeg lukker øjnene.

”Far,” hvisker jeg og hiver i hans ærme. Han ser paralyseret på Aiden og skovlen der svinger frem og tilbage som et andet pendul. ”Far,” gentager jeg. Vil ikke have, han skal se det. Men han river sig ud af mit greb og lægger begge arme om mor, som står med ansigtet mod hans bryst. Jeg tager en dyb indånding, slår armene om mig selv og stirrer stift ned i jorden, da jeg går hen til Anna, som sidder ved siden af Aiden på en flækket træstup. Jeg sætter mig ved siden af hende på jorden og trækker knæene op til brystet.

Hvem skal slå den sidste soldat ihjel? Adam? Eva? Soldaten?

Manden jeg havde tiltro til, manden der dræbte hvert eneste dyr og sit folk så han kunne opdrætte en Adam og Eva, som skulle være  som han ønskede. Lave et perfekt samfund og skille sig af med resten.

Med øjne der svier og er varme, ser jeg på Aiden, hvordan sveden drypper ned fra panden og hvordan rynken mellem hans øjenbryn er fokuseret på skovlen. Det er hans fars teori.

Jeg lukker øjnene og begraver hovedet ned mod mine knæ.

Da jeg hører det, falder jeg per automatik ned på maven og ser Aiden gøre det samme. Jeg vender hovedet for at se, om Anna er med.

Jeg stivner. Hun ligger ned på maven, ligesom jeg. Men blodet løber ned af hendes baghoved.

Aidens hånd er pludselig i min og vi kravler så hurtigt, vi kan. Vi kommer på benene og begynder at løbe. Et mere. Måske er det mig, der bliver ramt. Jeg kan ikke mærke det, og jeg stirre på Aiden i stedet for mine fødder, for at sikre mig, det ikke er ham, der er blevet ramt. Vi når hen bag en enlig mur, trækker vejret og løber videre hen mod det hus, som er stående endnu. Det er faldefærdigt, næsten lige så farligt at være derinde som at være tæt på soldaterne.
Et mere.

Jeg skriger, og Aiden hvæser af mig. Men vi er ikke ramt, og Aidens forældre er allerede døde. Nu er der kun mig og Aiden. Den skrå gang med det hvide tapet møder os.

”Hva’-” jeg kan ikke få flere ord ud. I stedet bøjer jeg mig og hviler hænderne mod knæene. Aiden gør det samme.

Hans hurtige åndedræt, gør mig skør. ”Hvad gør vi?” hvæser jeg med skinger stemme.

Han når ikke at svare, før gangen med et bliver mørklagt af tyk sort røg. Aidens hånd griber fat i min, og vi løber. Min vejrtrækning bliver hvæsende, jeg har ikke hvilet nok til at løbe igen, og slet ikke til tyk røg.

”Aiden!” råber jeg. Ved ikke hvorfor. Pludselig bliver hans hånd rykket ud af min og jeg snubler videre. Hans hånd finder min igen, men pludselig bliver jeg skubbet op af væggen.

”Din skyld!” hvæser han og i hans hånd, er der pludselig en sort lille pistol, han uden tøven sætter for mit hoved, jeg når ikke engang at skrige, før…

Jeg sætter mig op med et sæt. Mit åndedræt er næsten, som befandt jeg mig stadig i sort røg. Kulden og vinden er så vild nu, at jeg straks begynder at klapre tænder.

Jeg kigger ned på mine hænder. De har fået en fin blå farve og jeg skutter mig, selvom det ikke hjælper. Min mave klager og råber af mig, men jeg ved, at der er ingenting jeg kan gøre.

”Rejs dig op.” Jeg stivner. Det eneste jeg kan se, er min egen ånde der danner små skyer.

”Rejs dig op.” Jeg lukker øjnene og støder langsomt hænderne mod jorden. Langsomt stiller jeg mig op. Jeg drejer en halv omgang rundt om mig selv, og ser en mørk silhuet.

Hvorfor har han ikke skudt mig? Jeg kan stadig se silhuetten af pistolen i hans bælte. Hvorfor er jeg ikke død?

Jeg lå ned. På den afstand i mørke, ville han ikke vide, jeg var i live. Fulgte han efter mig?

”Lou?” spørger stemmen. ”Er det dit navn?”

Jeg spænder i kæben. Siger ingenting. Jeg skal dø alligevel.

”Du er Lou.” Jeg kan se hans tænder lyse op i mørket. ”Jeg gør dig ingenting. Det lover jeg. Men vores Leder har brug for dig.”

”Og jeg har brug for min familie!” ordene er ude, før jeg tænker mig om, og jeg lukker øjnene. Men der sker ingenting.

”Det er jeg ked af,” svarer han. ”Men du kan sagtens få en ny. Du kan selv vælge, hvis du har lyst.”

Jeg sluger noget, som har sat sig fast i min hals.

”Hvorfor har Lederen brug for mig?”

”Det er faktisk en hemmelighed,” hvisker han. Så lavt, jeg må anstrenge mig for at høre det. Men jeg er ikke dum, jeg kommer ikke tættere på. ”Det er et projekt. Jeg ved, du sikkert gerne vil møde englene i himmelen, men det må vente. Vi har virkelig brug for dig.”

“Brug for mig til hvad?”   

”Vi…” Han går et skridt frem, og jeg går et tilbage. ”Vi har overvåget dig et stykke tid, før du flygtede hertil.” Mine kinder bliver varme. ”Vi så, hvor… troværdig… virkelig…du er. Vi ved, vi kan stole på dig. Vi har brug for mennesker som dig, til at opfostre de børn som Adam og Eva meget snart skal have.”

Min krop ryster. Jeg trækker vejret. Holder det.

For Aiden, fortæller jeg mig selv. For Aiden og for englene, der ikke eksistere.

”Du slår mig ikke ihjel?” Hvisker jeg.

”Nej,” ler han. ”Selvfølgelig ikke. Kom, så får vi dig i noget varmt tøj.”

Jeg tager et lille skridt. Så et til. Da jeg når hen til ham, tager jeg hans udstrakte hånd. Han smiler ned til mig, men jeg ser bare op på ham med et lamt ansigt.

Jeg bliver stolte atomer.

Jeg skriger og tager pistolen fra hans bælte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...