It's okay too be different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 13 dec. 2015
  • Status: Igang
Alexander Miller er en 15 årige almindelig dreng. Han har en kæreste og en familie, alt er egentlig meget normal. Men det eneste problem han har er at, han i alt hemmelighed, går rundt med store følelser for skolens mest populære dreng. Han går 1 klasse over Alexander, og ved slet ikke at Alexander findes.... Eller gør han?

18Likes
11Kommentarer
3070Visninger
AA

9. Model!

~~Er jeg en tøsedreng? Ja bestemt. Jeg gemte mig for en fyr, en helt almindelig fyr. Måske lidt pænere end andre almindelige fyre, men så er han næsten en almindeligt fyr. Jeg ved faktisk ikke om han var gået væk fra vinduet. Fordi, han havde ikke råbt noget til mig i langtid, så jeg tog chancen og rejste mig op. Jeg tog fat i gardinerne, og tog dem stille fra hinanden. Jeg gispede højt, og rev gardinerne fra hinanden. Han sad på en stige, som lå vandret fra hans vindue til mit. Enderne på stigerne lå på vores vindues kant, og det så bestemt ikke stabilt ud. Han sad på midten af den, og smilede stort imens hans ben svingede frem og tilbage. Kunne den overhoved holde til ham? Han må jo veje mega meget med alle de muskler.


Jeg åbnede hurtigt mine vinduer, og greb hurtigt ud efter stigende. Så stod jeg ellers bare og holdte så godt fast jeg kunne på den på den. Heldigvis når jeg åbner mine vinduer skal man trække dem indad, så stigen ikke røg ned. Hvordan kunne han have gjort det her, uden jeg ville have hørt ham? Jeg kiggede skræmt på ham, og råbte til ham ”Hvad har du gang i? Kom ned der fra! ”. Han grinede kun kort, og rystede op hovedet. ”Du kan komme ud til mig” Sagde han. Hvad fanden tænker han på, jeg kunne jo dø og det samme kunne han. Stigen kunne også knække. ”ALDRIG! ” Råbte jeg, og kom til og slippe stigende med mine hænder. Men greb hurtigt ud efter dem ugen. Bare tanken om at, han måske ville falde ned og der så bare blev skrevet i avisen at jeg bare stod og kiggede på. Jeg blev ved med og kigge på ham, og hans overlegende smil. Det var skide irriterende og kigge på, men alligevel charmerende.


” Nå så fik jeg endelig din opmærksomhed ” sagde han, og begyndte at rygge sig tættere på mit vindue. ” Seriøst? Du kunne jo falde ned og dø” Sagde jeg, og gik et par skridt væk fra vinduet. Han hoppede ned på mit gulv, og gik over til min seng, som om vi var bedstevenner og at han bare kunne komme vadende ind når han havde lyst. Det var vi jo egentlig ikke, og det var ikke i gang ligesom med Mathias fordi, han havde jeg jo mødt for. Nej, ham her var noget helt andet. Han kiggerede rundt, og det lignede at han studerede mit værelse. ” Sødt ” sagde han, og lod sig falde baglæns tilbage i sengen. ” Hvad mener du? ” spurgte jeg, og hentydet selvfølgelig til hans lille kommentar om mit værelse. ” Ja, altså de små blomster som stor rundt omkring, og dit rene værelse. Det må jeg godt nok give dig, det er flot at du ikke roder. Du er jo en teenager ” Sagde han og afsluttede det med et kort grin. ” Men jeg er altså bare lidt anderledes ” sagde jeg, og kom automatisk selv til og kigge rundt på mit værelse. ” Han åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Det var som om han ville sige noget, men fortrød det. Så sagde han lidt tid efter ” Også er der også dit tøj, som ligger så flot foldet sammen på dine hylder. Og hvad sker der for alt de hudplejeprodukter? ” han afsluttede det med et grin. Han morede sig åbenbart, men der var jo intet der var sjovt. Sådan her er jeg jo bare mig. ”Jeg kan godt lide orden, og har uren hud ligesom de fleste andre teens ” sagde jeg, og prøvede med vilje at lyde en smule fornærmet, så han måske ville stoppe. Men han grinede nu bare endnu højere, og holdte sig nu for maven af grin. Jeg vente øjne af ham, og gik hen til sengen. Jeg satte mig ved siden af ham, og han satte sig også op.


” Hvorfor er i flyttet her til? ” spurgte jeg. Han tøvede lidt, men skyndte sig så og sige ” Øhh… det er fordi, vi ikke havde penge nok til og bo i vores gamle hus ”. Jeg kigge mistroisk på ham. Altså havde han kiggede på hans søster? Hun linede en eller anden som var milliarder. ”Den køber du ikke? ” spurgte han, og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet. ” Okay. Jeg er model og har fået et model job her, så derfor var vi nød til og flytte. Det er nemlig en stor mulighed for mig, og vi flytter næsten hele tiden så det er jeg egentlig van til ” sagde han, og kiggede nu ned på hans fødder. ” Hvad er der nu galt med og sige at, man er model? ” spurgte jeg. ” Det har nu ikke så meget ned det og gøre. Det er det med vennerne. Nogle vil bare være venner med en pga. af at man har mange penge. Tro mig det har jeg prøvet. Også er der de andre som tror man er et eller andet rigt svin, som bare er mega snobbet. Så jeg vil bare gerne være helt normal for engang skyld” sagde han, og sukkede. ”Tro mig, du bliver ikke almindelig om du vil det eller ej. Du ligner en model, og pigerne vil sværme omkring dig. Og du er pæn nok til at du vil blive lukket ind i de populæres grupper ” sagde jeg, og sukkede. ” øh.. tak for komplimentet, og så må jeg vil bare gå i noget af det grimmeste tøj jeg har, så gider de mig sikkert ikke” sagde han. Jeg kom til og grine, men stoppede hurtigt igen. Tænk hvis det var et stort problem for ham, så kunne jeg ikke sidde her og grine. Men heldigvis grinede han efter mig. Jeg begyndte og grine, og ja…. Så grinede vi vel sammen. ” Jeg ved godt det her er et lidt underligt spørgsmål, men vil du være min første ven? ” spurgte han, og rakte hånden ud som når man giver hinanden hånd. Jeg kiggede på den, og grinede. ”Okay så” sagde jeg og tog den. Vi gav hinanden et fast håndtryk og så rejste han sig op.


” Jeg må nok hellere se og komme over til mig selv, men det har været hyggeligt og lære dig og kende ” sagde han, og klatrede hen af stigen. Da han kom over på den anden sidde kiggede han over på mig, og jeg kiggede over på ham. Så begyndt han at vinke, og jeg vinkede selvfølgelig tilbage.


Han trak stigen ind af vinduet, og jeg kunne se at han satte den op af vægen. Så lukkede han vinduet, og smilede en sidste gang. Så kunne jeg ellers bare stå her, og se ham forsvinde ud af døren. Jeg havde næsten helt glemt hvor nervøs jeg var da jeg første gang så ham. Men nu hvor jeg vidste han faktisk godt gad og tale med mig, var der bare ingen grundt til og være nervøs. Han var jo også, så sød og imødekommende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...