It's okay too be different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2015
  • Opdateret: 13 dec. 2015
  • Status: Igang
Alexander Miller er en 15 årige almindelig dreng. Han har en kæreste og en familie, alt er egentlig meget normal. Men det eneste problem han har er at, han i alt hemmelighed, går rundt med store følelser for skolens mest populære dreng. Han går 1 klasse over Alexander, og ved slet ikke at Alexander findes.... Eller gør han?

18Likes
11Kommentarer
3050Visninger
AA

5. Hemmeligheden

vi satte os begge op, i sengen. Stilheden havde bredt sig i mit lille værelse, og akavede heden var også godt på vej. Der kom nogle små suk fra os, men så var det heller ikke mere. Jeg havde jo sikkert ødelagt hans popularitet, og hans selvtillid. Hele 6.A piger gik jo rund med, en stor hemmelighed hvis man kan kalde det det. Med mindre han ville stå frem og sige det som det er, men det tvivler jeg meget på han vil. Men hvis ikke, kunne de pigerne jo bare bruge det imod ham. Ja mig, alle var nok ligeglade med mig. Hvis jeg sagde jeg var til dyr, ville der nok ikke ske det helt stor. Men nu taler vi jo om Mathias, tro mig det er noget helt andet.

Jeg sukkede, og blev ved med og kigge ned på mit kedelige gulv. Jeg blev næsten helt forskrækkede da han lagde sin arm om mig, og klemte min ene skulder blidt. Han pressede mig tættere, og tættere end til sig. Det var nu lidt dejligt og, vide at han tænkte lidt på mig og mine følelser til denne her akavede situationen. "Det er altså okay, bare så du ved det" sagde han. Jeg kiggede hurtigt op på ham, og så hans dejlige smil. "Men du er jo..... Det kan ikke passe, det vil jo...."mere nåede jeg ikke og sige, før han afbrød mig. "Ødelægge hele mit omdømme, ja. Men alt er alligevel så fuckt op, så det er lige meget" sagde han, og gav mig et klem i skulderen, og endnu et smil. Jeg blev helt glad inden i. Tænk at han er ligeglad, eller at det her egentlig var lige meget for ham. Det kunne måske være at, han kunne lide mig, sådan rigtigt. Så kunne vi være ligesom ham og Emma engang var, det ville være en drøm som går i opfyldelse. Jeg er bare nød til og spørge ham.

"Hvad med os?" Røg det ud af munden på mig. Jeg fortrød det lidt, tænk hvis han overhovedet ikke havde tænkt over det. "Prøv og hør. Jeg kan rigtig godt lide dig, men det her helt nyt for mig. De her følelser er virkelig overvældene, jeg har nemlig aldrig haft det sådan. Aldrig i hele mit liv!" sagde han, og sukkede. "Efter kysset da vi mødtes, skete der bare noget inde i mig, det var som at se en sidde af en selv man aldrig havde set af før. Det lidt uhyggeligt. " sagde han, og kiggede op på mig. Jeg kunne 100% forstå ham, det her var jo på en lille bitte smule også nyt for mig. Men følelserne har altid været der.

Jeg tog han anden hånd, og flettede min end i hans. Han gav ikke slip, utroligt. "Men vil du gerne være sammen med mig?" spurgte jeg ham usikkert. Der var et par sekunders stilhed. "Ja det vil jeg meget gerne, men hvad med de andre, hvordan vil de dog tage det? Hvad med Emma? Hvad hvis det her bare er en midlertidig følelse jeg har for dig? Fordi, jeg vil jo bestemt ikke såre dig, ved og slå op lige pludselig" sagde han, og sukkede endnu engang.

På en måde forstod jeg ham godt. Jeg ville jo helst ikke blive sårede, og han havde jo også en masse meget hurtigt dømmende venner (Hvis man kan kalde dem det) han skulle fortæller det til. Han kunne miste dem alle sammen, hurtigere end en min hund´kan spiser en godbid. Det ville være forfærdeligt, og han ville også få det forfærdeligt. Det skulle ikke ske, ikke på min vagt. "Hvad hvis det er en hemmelighed, og jeg går ned og taler med pigerne" Spurgte jeg ham om, og smilede. "hhmm.... Okay" svarede han, og smilede igen, igen. De små smil vi sender hinanden gør bare hele denne her samtale meget bedre, hvis jeg selv skulle sige det.

"Vent lige her" sagde jeg, og rejste mig op for og gå neden under. Pigerne larmede stadig meget, og jeg var sikker på musikken var bliver 100 gange højere. På vejen ned af trapperne, hørte jeg nogle bag mig. Jeg vente mig om, og så Mathias komme løbene med en badekåbe af en slags. "Du kan ikke gå ned til pigerne i den mundering" grinede han, og rakte mig kåben. Jeg kiggede ned af mig selv, mig som stod i blå underbukser, og bar mave og jeg havde ikke opdagede en skid. Jeg grinede og tog fat i kåben. "tak" sagde jeg, imens jeg tog kåben på. Jeg ventede mig op, og traskede videre ned af trapperne.

Musikken rungede i gulvedet, og jeg tænkte flere gang på om nogle havde fået ører skader eller sådan noget pga. af den høje musik. Men nej, alle pigerne dansede tossede rundt på gulvedet. Først prøvede jeg og råbe at, de skulle stoppe med og danse, og skrue musikken lidt ned. Det virkede ikke. Så gik jeg over til højtalerne, og trak stikkene ud. Der blev bum stille, de eneste lyde der var, var tunge åndedrætte fra pigerne. Det havde vel dansede så meget og så hurtigt at, de var blevet forpustede. Nå men, alle blikkene var på mig. Jeg foldede armene og begyndte...... "Hør godt efter piger, ikke et eneste ord om episoden på mit værelse til nogle som helst" sagde jeg bestemt. "Hvis jeg så meget som høre et lille ord, fra en som ikke har været her. Finder jeg den person som har sladrede, og jeg er bange for jeg bliver nød til og give personen tæsk. Og jeg kan ikke være mere ligeglad, om man at drenge ikke må slå piger" sagde jeg, og vente mig for og gå oven på.

Da jeg kom ind på mit værelse, sad Mathias i sengen. Musikken spillede allerede vider på fuld drøn, det var sku´ lidt mærkelige de tøsser. " Tak for det, men du behøves ikke og true dem med tæsk, og det hele" små grinede han lidt. "Jeg lod mig vidst lidt rive med. Bare tanken om at det her skulle spredes ud på hele skolen, uden du vil have det" sagde jeg bittert, men grinede kort bagefter. "Nurgh... Tak igen" sagde han, og puffede til mig.  

Jeg kiggede op på klokken, den var snart halv 2 om natten. "Hvornår skal du egentlig hjem?" Spurgte jeg ham. "Kan jeg måske sove her?" spurgte han mig, og smilede usikkert. "Selvfølgelig, du altid velkommen" sagde jeg, og grinede. Hans ansigt gik fra usikker til sikker, det så ret sjovt ud.

"Men jeg har altså ikke lige noget, og sove i eller at børste tænder med" sagde han. "Du kan bare låne en trøje af mig, hvis du ikke føler dig tilpas i og sove i bar over krop, og vi har nok en ekstra tandbørste et sted" sagde jeg, og smiled forstående. "Tak" sagde han endnu engang, og kyssede mig hurtigt på kinden.

Vi lå nu i sengen. Lysede var slukkede, og mit lille rum var nu helt mørkt. Jeg kunne dårlig nok se Mathias, men bare at jeg vidste han lå ved siden af mig var dejligt. Jeg tænkte tilbage på dagen. Wauw.... der er sket meget på en lille dag. Men jeg er glad for det er mest gode ting. Kunne dagen blive medre. I det jeg sagde de kunne jeg mærke, en hand snige sig ned af min mave. Jeg havde på fornæmmelsen, hvor den ville hen. Men var jeg klar? Går det ikke bare lidt forhurtigt? Måske skulle jeg stoppe det, eller ikke.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...