| S H E |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2014
  • Opdateret: 20 dec. 2014
  • Status: Igang
Hun så ikke altid perfekt ud; Hun lignede kunst. Meningen med kunst er ikke, at det skal se perfekt ud. Det får dig til at føle noget.

5Likes
5Kommentarer
350Visninger

2. Prolog.

Jeg stod ved indgangen til skolen og ventede på at få øje på min mors Ford Mondeo komme rullende ind på parkeringspladsen. Det var første gang jeg så ham. Siddende på enden af trappen, tasken ved sin side og med en bog i sin hånd.

Jeg ved ikke, hvad det var jeg fandt så specielt ved ham. Jeg ved det virkelig ikke. 

 

Jeg må havde kigget lidt for længe, for på et tidspunkt så han mig i øjnene og smilede venligt til mig. Jeg kiggede hurtigt væk, han skulle ikke se jeg rødmede. Men hvorfor rødmede jeg overhovedet? 

 

Små dråber begyndte at falde fra himlen, så et højlydt suk kom fra mig. Det var ikke at jeg ikke brød mig om regnen, den var sommetider beroligende, men i dag var ikke lige den slags dage. 

Jeg havde dog taget en paraply med, fordi min mor var den slags mor, som tvinger en tyk trøje og paraply i hånden på en, når vejrudsigten fortæller, at der er chance for regn. Dog elskede jeg min mor for det, hun var overbeskyttende. Det at have en til at bekymre sig og støtte dig ligemeget hvad er fantastisk.

Regnen blev hurtig kraftigere og jeg fik lidt ondt af de mennesker, som gik der på gaden uden en paraply eller andre former for beskyttelse mod regnen. 

 

 

''Det kalder man da en god dag,'' mumlede han og gik hen imod indgangen, som jeg sådan set stod foran, så jeg var nød til at rykke mig en smule.

 

''Er der noget galt?'' spurgte jeg pludselig og overraskede mest mig selv, da det virkelig ikke var typisk mig at snakke med fremmede. Han kiggede også overrasket på mig, dog var det nok mest, fordi han ikke havde regnet med det og ikke fordi han ikke gad snakke med mig. Sådan så det ihvertfald ud.

'''Nej, ikke rigtigt. Bare lidt træls, at jeg nok bliver gennemblødt af regnen efter at have gået hjem. Jeg skulle nok have taget ordentligt overtøj på,'' svarede han og pegede smilende på hans hættetrøje, som ikke så tyk nok ud til, at han kunne holde varmen.

''Det hjælper måske ikke ligefrem, men jeg har en paraply, som du godt må låne,'' Jeg tog paraplyen op af min taske, for så at give den til ham.

''Virkelig? Mange tak, men jeg vil ikke være til besvær,'' sagde han oprigtigt og rakte den til mig.

''Du er ikke til besvær, jeg bliver alligevel hentet af min mor. Og når man snakker om solen,'' sagde jeg, da den Ford Mondeo, som jeg havde ventet så lang til på, kørte ind på parkeringspladsen. 

 

''Når, okay. Mange tak, jeg lover at give dig den tilbage i morgen,'' sagde han lovende og kiggede hurtigt på min mor, som også kiggede ret nysgerrig herhen. 

 

''Det gør du bare.'' svarede jeg og vinkede kort til ham, inden jeg gik hen imod bilen.

 

Det var sådan, jeg mødte ham første gang. Hvem ville have vidst at et tilfældigt møde ville føre til flere?

 

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...