Take Me Here | Harry Styles

Tiden går, og ofte går den hurtig. Det er fem år siden, at Harry og Alexa blev gift og seks år siden deres datter, Annabell blev født. Året er 2023, og naturligvis er Harry og Alexa blevet ældre. Harry er ikke længere i One Direction, og bruger nu sin tid med sin familie. De er flyttet til Harrys hjemby; Holmes Chapel, hvor de lever i fred og ro fra rampelyset. Selvom Harry ikke længere er i One Direction, så vil teenagepiger verden over stadig genkende ham. Annabell starter på den skole hendes far gik på, dengang han var i hendes alder. Det viser sig, at Annabell ikke er ligesom de andre i hendes klasse. Hun holder sig meget for sig selv, og leger ikke med de andre børn. Alexa og Harry undre sig over hvorfor deres datter ikke er social, som hun ellers altid har været. Harrys mor forslår dem, at tage til en børnelæge og der finder de så ud af, hvorfor Annabell ikke er ligesom de andre børn i hendes klasse.

398Likes
812Kommentarer
366655Visninger
AA

30. Kapitel 29

Harrys p.o.w

Location; Holmes Chapel, Cheshire East, England, 7. februar 2024

Det var hårdt, at se Alex forsvinde ud på toilettet. Det var så frustrerende, at Annabell ikke ville have noget med tvillingerne, at gøre. Jeg sukkede, og satte mig i sengen. Robin satte sig ned ved siden af min mor, og Gemma satte sig med Matheo på min mors anden side. ’’Vil du holde Vincent, Robin?’’ spurgte jeg, for at bryde stilheden. ’’Ja, det vil jeg da gerne’’ svarede han, og smilede. Jeg nikkede, og rejste mig fra sengen, og gik hen til babykassen som jordmoderen havde kaldt den; og tog Vincent op til mig.

Jeg gik hen til Robin, og han tog imod ham. Jeg smilede, og kiggede på min mor der sad med Carmen. ’’Hvor er de kære! I har skabt endnu nogle fantastisk smukke børn’’ sagde min mor, og smilede stort til mig. Jeg smilede, ’’Tak mor!’’ svarede jeg, og rakte ud efter en ledig stol og satte den vedsiden af Gemma. Jeg satte mig ned, og kiggede på hende og Matheo.

Matheo kiggede på mig, med hans store brune øjne. ’’Hva’ så, champ?’’ sagde jeg, og nev ham blidt i kinden. Han smilede, og kom med en af hans mange lyde. ’’Hvornår fødte Alex så?’’ spurgte min mor, og jeg kiggede på hende. ’’23:45 var Carmen ude og 23:57 var Vincent ude’’ svarede jeg, og min mor nikkede. ’’Hvordan reagerede Annabell, da I skulle herop?’’ spurgte jeg. ’’Hun ville ikke med, men så fik Gemma overtalt hende’’ svarede min mor, og nikkede mod Gemma. Jeg nikkede, ’’Jeg ved virkelig ikke hvad vi skal gøre’’ sagde jeg, og sukkede og lænede mig tilbage i stolen.

’’Hun skal nok vænne sig til tanken om, at hun ikke er alene med jer mere’’ sagde min mor, og jeg kiggede på hende. ’’Det er selvfølgelig hårdt for mig, men det er absolut hårdere for Alex.. Annabell vil ikke engang snakke med hende’’ sagde jeg, og sukkede trist.

Jeg tog min mobil frem, og gik ind på Instagram. Folk havde fundet ud af, at Alex havde født og lykønskningerne væltede ind. Jeg besluttede mig for, at poste det billede jeg tidligere havde taget af tvillingerne.

 

@harrystyles

Can you be happier, when your wife has given birth to two gold nuggets? @alexastyles_ You are the strongest 26-year-old woman I know! I'm so proud of you, and I could not thank you enough for the three wonderful children that you brought to the world! I love you. All the love, your husband – H.

 

Døren til toilettet, og Alex kom ud. Hun kom stille hen til mig, og satte sig op i sengen. ’’Hva’ så, skat?’’ spurgte jeg stille, og lagde en hånd på hendes lår. ’’Ikke så meget..’’ svarede hun, og sukkede. ’’Hvor er Annabell?’’ spurgte hun, og kiggede på mig. ’’Hun er stadig nede med min far’’ svarede jeg, og Alex nikkede. ’’Jeg kunne virkelig godt trænge til et bad’’ sagde Alex, og jeg smilede. ’’Men jeg vil ikke gå i bad her’’ tilføjede hun. ’’Hvorfor ikke?’’ spurgte jeg, og kiggede undrende på hende.

’’Jeg vil hellere gå i bad der hjemme’’

Jeg kunne sagtens forstå Alex. Jeg forstod godt, at hun hellere ville i bad derhjemme. Men vores børn kunne ikke komme hjem nu. De skulle blive her, så der ikke skete noget – når de er født så meget for seng og lægerne ved stadig ikke hvad der gjorde, at Alex gik så tidlig i fødsel.

’’Jeg forstår dig godt, skat. Men vi bliver nød til, at blive her’’ sagde jeg, og kiggede på hende. Alex kiggede mig i øjnene. ’’Jeg vil hjem! Jeg kan ikke holde ud, at være her! Min datter hader mig, jeg kan ikke være her!’’ sagde hun frustreret. Jeg sukkede, ’’Jeg ved godt, at det er svært skat. Men du må være stærk!’’ svarede jeg bestemt.

’’Jeg ved det bliver bedre hvis vi kommer hjem! Annabell bliver aldrig vænnet til tvillingerne, hvis vi er her’’ sagde Alex bestemt. Det mindede meget om dengang Annabell blev født. Der ville Alex og så hjem med det samme. Hun hader hospitaler.

’’Jeg vil så gerne hjem, Harry’’ klynkede Alex. ’’Det kan være du kan komme hjem, tage et bad og komme tilbage?’’ sagde jeg, og Alex sukkede. ’’Jamen, jeg vil helt hjem’’.

Det gjorde ondt på mig, at se hende sådan.

Jeg forstod godt, at hun ville hjem, det ville jeg også selv – men det kunne vi ikke.

Døren til stuen gik op, og min far kom ind med Annabell. ’’Kan du hoppe op i sengen, og give din mor et stort kram?’’ sagde min far til Annabell. Hun kiggede hen på mig og Alex, og løb hen til sengen og hoppede op i den. Hun svang armene om Alexs hals og Alex lagde sine arme om Annabell. Alex kiggede på mig, hendes øjne var blanke. Hun snøftede og kyssede Annabell i nakken.

’’Jeg elsker dig mor’’

’’Jeg elsker også dig, babygirl’’

Jeg smilede, og kiggede på min mor. Hun nikkede, og smilede. ’’Det er godt’’ mimede hun, og jeg nikkede.

Jeg håbede virkelig, at det ville blive lysere med Annabell!

________________________________________________________ Kort kapitel, men tænker det er bedre end ingenting?  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...