Take Me Here | Harry Styles

Tiden går, og ofte går den hurtig. Det er fem år siden, at Harry og Alexa blev gift og seks år siden deres datter, Annabell blev født. Året er 2023, og naturligvis er Harry og Alexa blevet ældre. Harry er ikke længere i One Direction, og bruger nu sin tid med sin familie. De er flyttet til Harrys hjemby; Holmes Chapel, hvor de lever i fred og ro fra rampelyset. Selvom Harry ikke længere er i One Direction, så vil teenagepiger verden over stadig genkende ham. Annabell starter på den skole hendes far gik på, dengang han var i hendes alder. Det viser sig, at Annabell ikke er ligesom de andre i hendes klasse. Hun holder sig meget for sig selv, og leger ikke med de andre børn. Alexa og Harry undre sig over hvorfor deres datter ikke er social, som hun ellers altid har været. Harrys mor forslår dem, at tage til en børnelæge og der finder de så ud af, hvorfor Annabell ikke er ligesom de andre børn i hendes klasse.

398Likes
812Kommentarer
366125Visninger
AA

27. Kapitel 26

Alexas p.o.w

Location; Holmes Chapel, Cheshire East, England, 6. februar 2024

’’Jeg synes måske bare ikke det er så fedt, at hele verdenen nu ved, at Annabell ikke glæder sig til tvillingerne kommer..’’ sagde jeg, og kiggede på Harry der stod henne ved køkkenbordet og jeg sad ved barbordet eller det høje bord vi har i køkkenet. Vi var flyttet tilbage til huset, og Gemma havde fået det hus jeg havde købt sammen med Matheo. Så skulle hun ikke bo hjemme hos Anne og Robin sammen med ham. Hun var blevet super glad, da jeg fortalte hende, at det var hendes. Det var en slags gave fra mig.

Men tilbage til mig og Harry, efter jeg havde læst den artikel der var blevet skrevet om os – var jeg blevet ret frustreret og ked af det. Jeg synes ikke det kom hele verdenen ved, om hvor vidt Annabell glædet sig eller ej. Harry var kommet til, at sige over sig da han forlod hans fødselsdagsfest i torsdags.

’’Det er jo ikke verdens undergang, Alex’’

Sig mig, var han ligeglad med, at hele verdenen nu vidste, at hans datter ikke glædet sig til, at blive storesøster? Som hun ellers havde været. Jeg var ikke ligeglad med om de vidste det, det var vores private ting der er kommet ud. Jeg deler meget af mit privatliv ud b.la. på min blog som jeg har haft i nogle år nu. Men lige det her synes jeg bare ikke skal ud!

’’Jeg synes bare det er pisse irriterende, at det er kommet ud! For det andet synes jeg også, at vi skal snakke om hvad der skal ud, altså blive enige om hvad der er privat og hvad der ikke er’’. Jeg rejste mig fra barstolen, og gik over og hældte resten af min kaffe ud i vasken og satte koppen ned i opvaskemaskinen. ’’Av!’’ jamrede jeg mig, og holdte lagde en hånd på min mave – den anden havde jeg på kanten af køkkenbordet. Jeg bøjede mig for over og lukkede mine øjne. ’’Alex, hvad sker der?!’’ spurgte Harry, og kom hen til mig og lagde en hånd på min ryg og satte sig så på hug.

’’Jeg ved det ikke, det gør bare ondt’’ sagde jeg, og mine øjne blev fyldt med vand. ’’Prøv og rejs dig op, Alex’’ sagde Harry, og rejste sig fra sin hug-stilling. Jeg rystede på hovedet, ’’Det kan jeg ikke, det gør så ondt!’’ svarede jeg, og tårerne banede sig stille ned af mine kinder og derefter landede på gulvet. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete, der var mere en to måneder til jeg var sat – så de skulle jo slet ikke komme ud nu. Mit vand var heller ikke gået, så jeg kunne ikke finde ud af, hvad der kunne være galt..

’’Avvv!’’ hulkede jeg, og lukkede mine øjne stramt i. ’’Vi skal på hospitalet, skat – det her er ikke normalt’’ sagde Harry, bestemt. Jeg trak vejret hårdt, og åbnede mine øjne. Jeg bøjede mig op, og tog Harrys hånd og klemte den. Smerterne var forfærdelige! Det gjorde så ondt, det føltes som om der var en der både bankede mig i maven og på lænden med en hammer. ’’Kom skat!’’ sagde Harry, og tog nu begge mine hænder i sine. Jeg tog et skridt, og allerede nu kunne jeg fornemme, at det blev et helvede at komme ud i gangen.

Vi gik stille ud i gangen, Harry gik baglæns med mine hænder i sine og ligesom banede vej for mig. Vi kom ud i gangen, og jeg stoppede op. ’’Hvad med Annabell? Hun skal hentes om en halv time’’. Jeg kunne ikke svigte hende, jeg havde lovet hende, at jeg ville hente hende fra skole. ’’Jeg ringer til Liam’’ svarede Harry, og jeg kiggede på ham. ’’Jeg lovede hende, at jeg ville komme! Jeg kan ikke svigte hende’’ sagde jeg, frustreret og tårer væltede ned af kinderne på mig.

Vores hoveddør gik op, og ind kom Sophia lige efter hende kom Liam. Sjovt, at de lige kommer nu.. ’’Hvad sker der?’’ spurgte Sophia og var hurtigt henne ved mig. ’’Det gør så ondt, jeg ved ikke hvad der sker’’ græd jeg, og Sophia krammede mig ind til sig. ’’Shh rolig, Alex! Det skal nok gå’’ sagde hun, og aede mig i håret.

’’Kan I hente, Annabell?’’

’’Kan du ikke tage med op på hospitalet?’’ spurgte jeg, og Sophia nikkede. ’’Jo, selvfølgelig kan jeg det! Liam henter Annabell’’ svarede hun, stille og trak sig væk fra mig. Jeg ville gerne have Sophia med, hun havde tvillinger så hun vidste jo enlig lidt omkring det her. Nok ikke mine smerter, men følelsen af, at have tvillinger i maven. ’’Jeg skal nok hente hende, Alex!’’ sagde Liam, og jeg kiggede på ham og nikkede.

Vi kom ud til bilen, og jeg satte mig ind bagved sammen med Sophia. Harry satte sig ind bag rattet og startede motoren. ’’Av for fanden!’’ hvæsede jeg, og klemmede Sophias hånd. ’’Træk vejret, Alex’’ sagde hun, og nussede min hånd. Harry kørte ned af vejen, på vores vej var der nogle af det fardæmpere eller de der bump man skal over. Harry kørte over den første, og det føltes som om der var en der hoppede på min mave. ’’Av, Harry!’’ pev jeg, og lukkede mine øjne. ’’Sorry!’’ svarede han, og satte farten lidt ned.

Jeg åbnede mine øjne, og tog en dyb indånding. ’’Jeg håber ikke Annabell, føler sig svigtet..’’ sagde jeg, og kiggede på Sophia. Hun kiggede undrende på mig. ’’Hvorfor skulle hun det?’’ spurgte hun. ’’Jeg lovede hende, at jeg ville hente hende i dag.. Hun er i forvejen ikke så begejstret for, at tvillingerne kommer, og nu sker det her’’ svarede jeg, og sukkede.

’’Jeg er sikker på hun forstår, Alex! Hun skal nok blive glad for dem, hun skal bare lige se dem! Hun kommer til, at elske den tro mig!’’ svarede Sophia, og jeg nikkede stille. ’’Det håber jeg, for det er jo alle tre mine børn’’ sagde jeg, og hun nikkede. ’’Jeg forstår dig udmærket godt. Jeg ville have det på sammen måde hvis vi nu sagde, at drengene ikke var tvillinger og Sebastian nu var den ældste også han ikke kunne lide Mason’’ forklarede Sophia, og jeg nikkede.

’’Det er bare.. Hun har glædet sig så meget, det er som om da hun fik af vide, at der var to og ikke en – så blev hendes glæde en helt anden’’. ’’Måske skal hun lige vænne sig til, at der kommer to.. Hun skal nok blive glad, når de er kommet til verdenen – det er jeg 100% sikker på’’ svarede Sophia, overbevisende. ’’Det håber jeg..’’ sagde jeg, og sukkede.

-

’’Nu skal du se Alexa, vi har undersøgt dig igennem og som det ser ud, er det bedst, at dine børn kommer ud nu, men vi vil gerne have en second til, at se på resultaterne. Så det gør vi nu, også kommer vi tilbage til dig om en times tid. Okay?’’ Jeg nikkede, og sygeplejersken – Shannon – nikkede som svar og vente sig om og forlod rummet. Jeg havde fået noget smertestillende, så mine smerter var gået væk. ’’Så ser det jo ud som om, at de kommer ud i dag’’ sagde jeg, og kiggede på Harry og Sophia.

Det var underligt, at tænke på, at det var den 6. februar i dag og der var stadig mere en to måneder tilbage – og nu skulle de ud? Var de overhovedet klar til, at komme ud? Jeg har hørt, at man skal være på hospitalet i noget tid efter man har født når det er så langt fra terminen. Jeg håber virkelig ikke vi skal være her i lang tid, for det ved jeg, at jeg ikke vil kunne klare. Jeg var indlagt i en lille uge, da jeg fødte Annabell.

Men okay, der er også stor forskel. Jeg fødte Annabell 10 dage før tid, tvillingerne er jo enlig først klar om to en halv måned cirka. ’’Altså, nu har jeg født tvillinger, men nu spørg jeg bare – er de overhovedet klar? Altså to måneder før tid. Et enkelt barn ville måske være en lille baby nu, men prøv så og tænk på, at der ligger to derinde så de må være endnu mindre?’’. Jeg kiggede på Sophia og nikkede, ’’Ja, det tænker jeg også’’ svarede jeg. ’’Drengene var faktisk store i forhold til nogle målinger. Jordmoren kiggede på mig og sagde, at de var store når man tænker på den ’’normale’’ størrelse af tvillinger’’.

Harrys mobil begyndte, at ringe – han tog den, og tog den op til hans øre. ’’Det’ Harry?.... Hey Liam…. Der har lige været en sygeplejeske, og hun sagde de nok skulle ud i dag – men det ville gerne lige hører endnu en læges mening…. Hvordan har Annabell det?..... Jeg tænker, at du kan komme op med hende når vi ved noget mere, du kan eventuelt for min mor til, at kører herop med hende. Jeg har ringet og sagt vi er her…. Hun vil ikke her op?’’

Jeg sukkede, selvfølgelig vil hun ikke her op. Det gjorde så ondt på mig, at hun ikke glædet sig ligesom jeg og Harry gjorde. Det betød meget for mig, at hun glædet sig og var glad for det der skete. Et eller andet sted, så følte jeg, at jeg svigtede hende..

’’Hey Alex, det skal nok gå!’’ sagde Sophia, og rejste sig fra stolen hun sad på og tog det sidste skridt hen til mig, og lagde sine arme om mig. Græd jeg? ’’Jeg kan ikke det her..’’ hulkede jeg stille. ’’Okay… Vi ses om lidt Liam!’’ lød det fra Harry. Jeg trak mig væk fra Sophia, og tørrede mine øjne og kiggede på Harry. ’’Han aflevere Annabell henne hos min mor også kommer han herop’’ sagde han, og jeg nikkede.

’’Det skal nok gå, babe! Lige nu reagere Annabell sådan som hun gør, men jeg er sikker på det går over!’’. Harry smilede forsigtigt til mig, og kyssede mig på panden. Jeg nikkede stille.

’’Det håber jeg..’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...