Take Me Here | Harry Styles

Tiden går, og ofte går den hurtig. Det er fem år siden, at Harry og Alexa blev gift og seks år siden deres datter, Annabell blev født. Året er 2023, og naturligvis er Harry og Alexa blevet ældre. Harry er ikke længere i One Direction, og bruger nu sin tid med sin familie. De er flyttet til Harrys hjemby; Holmes Chapel, hvor de lever i fred og ro fra rampelyset. Selvom Harry ikke længere er i One Direction, så vil teenagepiger verden over stadig genkende ham. Annabell starter på den skole hendes far gik på, dengang han var i hendes alder. Det viser sig, at Annabell ikke er ligesom de andre i hendes klasse. Hun holder sig meget for sig selv, og leger ikke med de andre børn. Alexa og Harry undre sig over hvorfor deres datter ikke er social, som hun ellers altid har været. Harrys mor forslår dem, at tage til en børnelæge og der finder de så ud af, hvorfor Annabell ikke er ligesom de andre børn i hendes klasse.

398Likes
812Kommentarer
366126Visninger
AA

17. Kapitel 16

Alexas p.o.w

’’Så vil vi ønske dig tillykke med huset, Alexa – også håber vi, at du, din datter og kommende barn får en dejlig tid her!’’

Jeg smilede venligt, til Carrie, ’’Det gør vi helt bestemt!’’ svarede jeg, og Carrie smilede. ’’Det er jeg glad for, at hører! Hvor gammel er det din datter er?’’ spurgte hun, interesserende. ’’Hun er seks år, så hun vil elske haven, da hun er et meget aktivt barn’’ svarede jeg, og Carrie nikkede. ’’Ja, så er det jo det helt rigtige sted! I havde hunde, ikke sandt?’’ spurgte hun. Jeg nikkede, ’’Jo, vi har to Golden Retrievere. Den ene er stadig en ung hun så haven er jo også et godt sted for den’’ svarede jeg, og Carrie nikkede igen.

’’Bestemt!’’ sagde hun. ’’Men jeg sender papirerne til din advokat og bankrådgiver, også kan din og din lille pige flytte ind fra i dag af’’. Jeg smilede, ’’Super!’’ svarede jeg. ’Tak for handlen’’ sagde Carrie, og rakte sin hånd frem. Jeg tog den, og trykkede den blidt. ’’Det er mig der takker!’’ svarede jeg, og smilede.

Det var dejligt, at jeg havde fået mit eget nu, hvor jeg kunne bo sammen med Annabell og det kommende barn. Faktisk skal jeg til scanning om en uge, hvor jeg kan se hvad kønnet er. Jeg glæder mig utrolig meget til, at se hvad det er der ligger og gemmer sig inde i min mave.

-

Jeg lukkede flyttekassen, og tog sprittussen, og skrev med store bogstaver ’Annabells ting’ på den. Jeg sukkede, og rejste mig op og satte proppen på. Jeg havde fået pakket Annabells ting, og manglede kun mine egne ting nu. Jeg havde valgt, at Harry kunne beholde møbler og sådan noget. Jeg havde kun taget de ting, jeg havde haft med helt tilbage fra Doncaster. Altså de ting jeg havde med fra mine forældre.

’’Mor?’’

Jeg kiggede hen i døren, hvor Annabell stod. Jeg kunne tydeligt se hendes våde kinder. Jeg sukkede, og gik over til hende og satte mig på hug foran hende. ’’Kom her’’ sagde jeg, stille og lagde mine arme om hende. Annabell lagde sine arme om mig hals, ’’Vi skal nok klare den sammen, os to – mor forlader dig aldrig’’ sagde jeg, og kyssede hende i håret.

Det var hårdt for mig, at se Annabell på den her måde. Det var jo tydeligt, at hun var mærket af alt det her. Jeg var så sur på mig selv et eller andet sted fordi jeg byder mit barn det her, i en alder af seks år. Ingen børn fortjener, at deres forældre går fra hinanden. Man kan så diskutere hvornår det er okay, men det har jeg ikke lyst til. Annabell fortjener ikke det her, det ved jeg – men det Harry har lavet, er noget jeg ikke kan leve med.

’’Din far forlader dig heller aldrig’’

Jeg ved, at Harry aldrig vil forlade Annabell. Han vil altid være der for hende, om vi er sammen eller ej. Han elsker den pige, ligeså meget som jeg gør. Det var jo ingen hemmelighed, at Annabell er fars pige – det er jo tydeligt for alle. ’’Vi vil altid være her, skattepige’’ hviskede jeg, og aede hende på ryggen.

’’Kig lige på mig’’

Annabell kiggede på mig, ’’Vil du hjælpe mig med, at få vores ting over i det andet hus?’’ spurgte jeg, og smilede kærligt til hende. Hun nikkede, ’’Godt’’ hviskede jeg, og rejste mig op, og gik hen og tog to flyttekasser. ’’Går du ud og åbner hoveddøren for mor?’’ spurgte jeg, og Annabell nikkede og løb ud i gangen. Jeg smilede svagt, og gik ud af værelset.

Jeg kom ned til hoveddøren, og gik ud og hen til min bil. ’’Hvordan får vi alle tingene derhen, mor?’’ spurgte Annabell og gik lige efter mig. ’’Vi sætter dem ind i mors bil, også kører vi dem derhen’’ svarede jeg, og satte kasserne ned da vi kom hen til min bil. Jeg åbnede bagagerummet, og løftede kasserne ind.

Nu tænker I nok, hvor er Harry?

Han er over hos Anne og Robin hvor hundene også er, og her senere tager jeg over med Annabell også sover hun der og jeg sover henne hos Sophia og Liam. Det var det dejlige ved, at vi alle boede i den sammen by. Hvorfor det lige blev Holmes Chapel dengang, det ved jeg ikke. Vi blev faktisk hurtigt enige om det..

’’Kan du løbe ind, og tage din prinsessetaske?’’ spurgte jeg, og kiggede ned på Annabell. Hun nikkede, og løb ind i huset. Jeg smilede, og kiggede efter hende. ’’Alex?’’. Jeg kiggede til min højre, Sophia kom gående med Mason i hånden. ’’Hey Soph!’’ svarede jeg, og smilede til hende. ’’Hva’ så, hvordan går det?’’ spurgte hun, og Mason løb hen til mig. Jeg tog ham op, og krammede ham. ’’Det går sådan da, vi er i gang med, at flytte vores ting over i huset. Møblerne kommer i morgen’’ svarede jeg, og Sophia nikkede.

’’Hvis der er noget vi skal hjælpe med, så må du endelig ringe eller sige til!’’ sagde hun, seriøst og jeg nikkede. ’’Det skal jeg nok, får nok brug for til hjælp i morgen til møblerne’’ svarede jeg. ’’Jeg hjælper, tante!’’ sagde Mason, og lagde sine arme om min hals. Jeg smilede, og kiggede på ham. ’’Tak bassemand’’ svarede jeg, og kyssede ham på kinderne. ’’Mor, er det den her?’’ Annabell kom ud af huset, og vi kiggede på hende. ’’Ja, det er lige præcis den skat’’ svarede jeg, og smilede til hende.

’’Hej tante Sophia!’’ sagde Annabell, og gik hen til Sophia. ’’Hej lille skat’’ sagde Sophia, og satte sig på hug og krammede Annabell ind til sig. Jeg smilede, og kiggede på Mason. ’’Dig og Annabell kan gå ind og tage en is og løbe ud og lege i haven, imens mig og mor snakker’’ sagde jeg, og smilede til ham. ’’Jaaa!’’ udbrød han, og jeg satte ham ned. ’’Hørte du det, Annabell?’’ spurgte jeg, og hun kiggede på mig. ’’Dig og Mason kan løbe ind og tage en is og løbe ud og lege i haven, i mens mig og tante snakker’’ sagde jeg, og hun smilede. ’’Kom Mason!’’ råbte hun, og tog Mason i hånden også løb de ind i huset.

Mig og Sophia smilede, ’’Søde er de jo’’ sagde hun, og jeg nikkede. ’’Når til det seriøse, hvordan går det helt præcist?’’ spurgte Sophia, og jeg kiggede på hende. ’’Af helvedes til’’ svarede jeg, ærligt. ’’Annabell er ikke glad, og det gør ondt på mig, at se hende græde og være ked af det’’. Sophia nikkede, ’’Ja, Liam sagde godt, at hun var meget ked af det – da ham og drengene havde været ude med alle børnene i går’’ svarede hun, og jeg sukkede. ’’Jeg kan selvfølgelig godt se, at det ville være det bedste for hende, at vi blev sammen – men det er bare ikke det bedste for mig. Jeg kan ikke være sammen med en der har været mig utro, også endda med min lillesøsters veninde’’ sagde jeg.

’’Jeg forstår dig udmærket godt, Alex. Havde det været Liam der havde været mig utro, så havde jeg ikke været et sekund i tvivl om, at jeg ville forlade ham og finde mit eget sted med drengene’’ sagde Sophia. ’’Det kan jeg selv sige, når jeg har været sammen med ham i ti år’’. Jeg nikkede, ’’Jeg elsker ham jo stadig, det holder man jo ikke bare op med fra den ene dag til den anden, når man har været sammen i ni år – der går nok noget tid før, at jeg ikke elsker ham mere’’ sagde jeg, og Sophia nikkede.

’’Det er meget normalt.. Man holder jo ikke bare sådan op med, at elske en person man har været sammen med så længe – der går noget tid’’. Jeg nikkede, ’’Han vil jo altid være i mit liv, fordi var har to børn sammen’’. Sophia nikkede, ’’Helt bestemt, og det vil altid være det bedste for dem, hvis I kan snakke sammen og ikke er uvenner’’.

’’Jeg tror ikke vi vil kunne være venner på den måde vi har været dengang inden vi blev kærester, men jeg vil holde den gode tone så Annabell i hvert fald ikke bliver svigtet eller hvad man kan sige’’ svarede jeg, og Sophia nikkede.

’’Det synes jeg er en god ide’’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...