Ude i det fjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
En lille novelle vi havde for. Håber i kan lide den.😄

4Likes
3Kommentarer
136Visninger
AA

2. Ude i det fjerne.

Ude i det fjerne

Jeg kunne dufte maden, imens jeg gik ned ar trapperne. Trin for trin. Hørte lyden af mine fødder ramme de knirkende trin. Kiggede rundt, og mit blik landede på væggen. Et par øjne mødte mine. Normalt ville jeg havde fået et kæmpe chok, og muligvis falde ned af trappen. Men som jeg var, ikke levende. I trance, eller som nogle ville sige. En zombie. Men øjnene stirrede videre på mig, vidste hvad der var sket.

Knirkene stoppede, og jeg opdagede at jeg var nede af trappen. Igen, jeg var i trance. Jeg vidste hvad der ske der nede. Det ville være smertefuldt, som en kniv i hjertet. Jeg havde prøvet det masser af gange, skønt jeg aldrig vendte mig til det.

Hun sad der allerede. Hendes unaturlige orange hår skinnede svagt, som der var ild i det. Hun havde den gamle blå skjorte, som hun havde haft siden min fødsel. Den havde hun på med den røde cardigan. Hun sad stille og elegant, som en voksdukke lavet af en perfektionist. Men hendes øjne var det smukkeste på hende, og det farligste. De var store, sorte som øjnene på en porcelænsdukke. Kolde, og udtryksløse.

Jeg trak stolen ud, i trance. Glemte hvordan jeg satte mig, trancen igen. Der var kun hende og mig. Men dækket op til fire, også gik det i gang.

Hun lagde maden på min tallerken. Jeg vidste uden at kigge at det var en jule middag. Gås, bagte kartofler, og frikadeller. Også tog hun de andre tallerkner og fyldte dem op. Det samme. Jule middag selvom vi var i februar måned. Hun kiggede på stolen som der var nogle. Bevægede læberne, som hun havde en samtale med nogle. Jeg turde ikke bevæge mig, eller spise. Selvom jeg ikke havde fået mad i lang tid.

Jeg kunne huske dengang hendes øjne var fulde af kærlighed, og omsorg. Dengang alt ikke var gråt, og koldt. Dengang de levede. Dengang de sad her, på stolene.

”Hun smilte, og min broder grinte. Han sad for enden af bordet, overfor mig. Folk kunne normalt ikke se forskel på os. Nogle gange kunne vor fader heller ikke. Far grinte, og sagde en af hans latterlige kalkun jokes. De var så platte, men jeg savnede dem. Og far. Dem alle. Far, mor og min anden bedre halvdel. Vi var som dråber vand der mødtes. Sammen var større, og bedre. Han grinte igen, og spiste sin mad. Hans nissehue faldt ned over øjnene, og han hev den op igen.

Også kom jeg i tanke om det. Jeg havde glemt min bamse tæt ved genboens baghave. Jeg græd, tårerne faldt ned af mine kinder. Min dyrebare bamse lå ude i kulde, helt alene juleaften. Far tilbudte at hente den med min bror. De gik, i deres fineste tøj. Jeg stod ude på verandaen, og vinkede til dem. Idet de vendte sig mod mig kom den. Lyset blændede dem, og i stødet fløj min bror længere væk. Min far lå bag bilen. Kvæstet, og med bremse spor over det hele. Mor skreg.

Lægerne sagde at min far døde på stedet. Også fortalte de mig at min bror skulle sove i lang tid. Nu ved jeg at det er koma, men jeg var lille og uvidende, og troede blindt på dem. En stor fejl fra min side.”

Jeg kom tilbage til virkeligheden, og min mor skreg et stort frygtligt skrig. En langt, pinefuldt skrig. Hun rev sig i håret, og opførte sig sindssygt. Hendes smukke hår lå rodet, og hun stoppede. Også skreg hun igen, igen og igen. Jeg hostede og hun vendte hovedet mod mig langsomt. Hun kiggede vredt på mig. Som om jeg var dem der havde dræbt dem. Jeg åbnede munden for at sige noget men ikke en lyd kom ud. Måske havde jeg, det var jo min skyld at de gik. Hvordan kunne hun klare det? At kopiere en scene, og spille den igen og igen.

Også kom det. En anderledes handling i vores families dagsorden. Der lød en ringende lyd, og med et vidste jeg at det var hoveddøren. Jeg gik hen til døren, jeg tog om det kolde håndtag og åbnede døren.

En kølig vind gnubbede sig blidt op af min kind, og et par tårer banede sig ned af min kind. Jeg der ellers var så stærk, jeg der ellers aldrig græd. Jeg kunne mærke fugten, klæbe sig fast til mig. Hvordan græsset sikkert var vådt efter morgendagens regn. Kiggede op, og lagde mærke til skyerne. Hvordan de udstrålede en sorg, en ubeskrivelig smertefuld sorg. Som min var. Som de vidste at de skyggede for solen, og dens varme. Alt lå stille, men ude i det fjerne hørte jeg det. Ikke noget højt, eller larmende. Bare et lille pust af håb der kom med personen foran mig. Noget jeg håbede på der kunne ændre sig, og blive. Som et lille frø, der bliver til en smuk stor solsikke.

Mit hjerte bankede, og i flere år følte jeg for første gang at solen kom frem. At solen var stærk nok til at overskygge de tunge grå skyer. For det var et mirakel, at han nu stod foran mig. Ret ryk, og med et skævt smil.

Min bror var vendt hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...