Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
719Visninger
AA

27. Epilog

Solen var ved at gå ned over de ruiner, der endnu ikke havde påbegyndt deres opbygning. Det var et sørgeligt smukt syn, som hun ville savne, når det engang var væk. Men på den anden side, var det på tide at generobre verdenen, og sikre sig, at alle kunne leve i nogenlunde harmoni. Al den had og vold, som havde raseret over verdenen, var så småt standset efter offentliggørelsen af Christians død. Afvigere i alle lande, som havde troet så intenst på Christian, havde med tiden indset profetiens mange snørklede krummelurer, og havde svoret deres troskab til Veronica og hendes ufødte barn.

Det bankede på døren bag hende.

”Kom ind,” sagde hun uden at fjerne blikket. Hun vidste allerede, at det var Leo. Hendes lille bandit var så flink at dele sine allerede kraftfulde evner med hende.

Hendes drengs bedstefar – for det var dét, han var – stillede sig hen ved siden af hende, lagde en varm arm om hendes skuldre.

”Hvordan går det?”

”Fint,” smilede hun.

”De venter på dig nedenunder.”

”Okay.” Hun blev ved med at se ud på solen, der badede himlen i de mest fantastiske farver. ”Har du lagt mærke til, hvor stille der er på det her tidspunkt?”

Leo nikkede eftertænksomt.

”Det er dejligt,” fortsatte hun og lagde en hånd mod sin store mave. Der var ikke lang tid igen, og hun glædede sig.

”Dér,” sagde hun så pludselig og pegede glad ud i horisonten. ”Kan du se den?”

”Hvad kigger jeg efter?” spurgte Leo og anstrengte sig for at se lige så langt som hun.

”Lige dér. Den svageste antydning af blå.” En blå, som hun aldrig ville glemme. En blå som hun håbede, hendes lille dreng ville arve.

”Er den ikke smuk,” sagde hun henført og mindedes tilbage til en tid, hvor hun havde Christian ved sin side. Hjertet var stadig al for fyldt op af kærlighed til ham; hun havde stadig så meget at give ham.

”Meget,” medgav Leo med et blidt smil.

”Det hele skal nok blive godt igen.” Hun var slet ikke i tvivl. Hendes lille bandit skulle nok sørge for, at alt blev rigtigt igen.

Han var trods alt sin fars søn.

Han var trods alt Christian.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...