Forbandelsen 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 27 apr. 2015
  • Status: Færdig
Afvigerne er klar til deres Messias, men er resten af verdenen? Christian sidder stadig i katakomberne, men hvor der er vilje er der vej. Spørgsmålet er nu bare, om det er en vej han er villig til at gå? Læsning på eget ansvar.

2Likes
17Kommentarer
735Visninger
AA

10. 9

Hun vågnede med et sæt, da nogen tog fat i hende. Hun sprang op fra jorden, men tumlede straks baglæns og landede på rumpen, da det svimlede for hende. Der var for varmt, der var for meget larm. Det susede for ørene, og hun kunne ikke stille skrapt på noget.

”Rolig, miss. Rolig,” blev der sagt af en uniformeret mand, der igen nærmede sig hende langsomt. Han tog hende om armen, for at hjælpe hende op at stå, og hun fulgte forsigtig med. Han lagde en arm om livet på hende, mens han trak hendes højre arm om sine egne skuldre. Så førte han hende hen til en militærvogn, der holdt ikke langt derfra.

Der var en utrolig masse postyr omkring hende. Råb. Lysglimt. Hun var for groggy til at opfange kameraerne og mikrofonerne, men bed mærke i de mange alvorlige ansigter og våben, der var rettet imod hende, da hun blev sat ind i køretøjet. Der sad to ved siden af hende, tre overfor hende. Øjeblikket efter lænede en mand i hvid kittel sig ind over hende. Han lyste hende i øjnene med et lille irriterende blændende lys, mens han med sin frie hånd tvang hendes øjenlåg op.

”Hvad er Deres navn?” spurgte han og lyste fra det ene øje til det andet.

”Veronica Foulum,” stammede hun, og blev kastet tilbage i sædet, da bilen satte i gang.

”Hvilken dag er det i dag?”

”Torsdag.”

”Måned?”

”August.”

”År?”

”Hvad skal det her til for?” spurgte hun og vred sig fri af hans greb. ”Jeg har det fint.”

”Scanner,” sagde han og rakte bagud, for at få sit instrument. Han lod maskinen scanne hendes nethinde, kiggede på resultatet, som hun vidste, ville være negativt – hun var ikke afviger – og lod hende så dumpe tilbage i sædet igen.

”Hvad lavede De i katakomberne?” spurgte en militærmand, der sad overfor hende og havde en pistol rettet mod hende.

”Undersøgelser. Jeg har fået adgangen bevilliget af general Matos,” svarede hun lidt usikkert. Hun var stadig noget ved siden af sig selv, efter det, der var sket. Christians indtrængen i hendes sind havde været grænseoverskridende. Endnu mere krænkende var det, at han havde brugt hende til at slippe ud, for derefter at skille sig af med hende som affald. Han havde ikke haft brug for hende, sådan som hun i et flygtigt sekund havde forestillet sig det. Nej, han havde udelukkende brug for hende som gidsel. Intet andet. Hvordan kunne hun dog også have troet andet? Og hvad med Oliver? Han måtte ikke få at vide, at hun havde – hvad? Følelser? – for en anden mand. Hvis det da var følelser. Hvis det da ikke bare var fascination. Christian var trods alt den frelser, som de havde ventet på så længe. Var det så ikke kun naturligt at blive overvældet af hans nærhed, hans berøring?

Hjertet hamrede lidt for hurtigt, da hun tænkte på hans hænder på hende.

Vognen skramlede, bumlede, hastede afsted gennem ørkenen, så hurtigt, at Veronica ikke kunne nå at orientere sig. Hun mente at se flere forskellige varevogne komme op på siden af dem, dog kun for at blive gelejdet væk af de militærbiler, som eskorterede hendes vogn.

”Hvilke undersøgelser var der tale om, miss. Foulum?” spurgte manden overfor hende.

Hun kiggede på ham, bed sig i læben, mens hun tænkte sig om. Det her var for farligt. Hvis hun kom til at tale over sig, hvis de besluttede sig for at grave i alt, det der var sket i katakomberne, hvis de fandt frem til hendes egentlige dagsorden…

”Jeg vælger ikke at udtale mig yderligere, indtil jeg har talt med min advokat,” sagde hun og forsøgte at lyde hård. Det lød plat, når det kom ud af hendes mund, men Oliver havde udtrykkelig bedt hende om at sige præcis de ord, hvis hun på noget tidspunkt blev tilbageholdt af ordensmagten.

Manden overfor hende lænede sig tilbage i sædet med et træt suk.

Resten af turen blev foretaget i tavshed. Kun bilens motor og våbnenes skramlen brød stilheden. Veronica var ligeglad. Stilheden gav hende anledning til at få styr på sine tanker.

Hun var blevet brugt som gidsel, for at afvigerne kunne slippe ud af katakomberne. Hun havde regnet med at Christian havde en eller anden form for sympati for hende i det mindste. Han havde lydt oprigtig, da han bad om at blive sat fri, så han kunne hjælpe hende. Hans omfavnelse havde været så helhjertet, da han først gav sig hen til den. Hun havde følt sig så tryg, beskyttet. Som om hun havde fundet hjem… Men det havde alt sammen været spil for galleriet. Selv den bekymring han havde vist for hende, havde vist sig at være falsk.

Han var en grusom, beregnende mand.

Udadtil var hun uskyldig. Hun var nede i katakomberne for at undersøge afvigernes fællestræk, adfærdsmønstre, der kunne give menneskeheden en skabelon, hvorved man i de tidligste faser af fosterlivet ville kunne identificere en mulig afviger. Sådan var historien i hvert fald. Uheldigvis var hun blevet fanget i krydsilden, da et oprør i katakomberne brød ud. Det var på ingen måde hendes skyld, og hun ville på ingen måde kunne blive holdt ansvarlig for det. Hendes optegnelser på computeren – hvis de da stadig eksisterede – ville også udelukkende handle om Miley Humm. Hvilket forhåbentlig ville være med til at bekræfte hendes historie.

Så indtil videre skulle hun bare holde sin mund og få fat i Olivers folk. Så skulle alt nok blive godt igen.

Bilen drønede ind mod byen. Den havde fået fodfæste på ordentlig asfalt nu, så den skød en pæn fart. Den bremsede dog ned, da den nåede længere ind i civilisationen. Veronica så ud af vinduet og blev mødt af et postyr, som hun aldrig ville have troet, hun nogen sinde skulle se. Kameraer, journalister i hundredevis, masede sig op af bilen, hamrede på ruden, råbte ind mod dem, for at få en kommentar fra miss. Foulum. De hang bogstaveligtalt fast på bilen, nægtede at flytte sig fra vejen, før de havde fået et billede, opførte sig i det hele taget som vilde.

Veronica lænede sig tilbage i sædet, og trak vejret tungt. Hun ville ikke kunne slippe ud af det her, uden at pressen ville forfølge hende.

”Fuck,” sukkede hun for sig selv.

”Vi ankommer til retsbygningen om få minutter, miss. Foulum,” sagde manden overfor hende. Han havde pakket sin pistol væk. ”Når bilen standser, vil vi så vidt muligt danne en cirkel om dig og doktor Heap. Hold dig til ham, lad være med at sige noget til nogen overhovedet. Lad være med at kigge på dem. Hold hovedet nede og munden lukket. Så skal vi nok klare resten.”

Hun nikkede, pludselig taknemmelig for at have ordensmagten omkring sig.

Da bilen endelig stoppede foran den enorme bygning, var det et regulært menneskehav, der stod og ventede på dem. Veronica følte sig klaustrofobisk i den lille kabine, men vidste at det bestemt ikke ville blive bedre, når hun først kom ud.

”Klar?” spurgte hendes samtalepartner.

Hun nikkede, selvom hun faktisk mest af alt bare havde lyst til at gemme sig under sædet indtil alle var gået hjem.

Den uniformerede mand længst væk fra hende, skubbede med besvær døren op. Folk stod og pressede på fra den anden side, for at komme så tæt på Veronica som muligt. Da militærmændene havde fået lavet en smule plads, hjalp doktoren Veronica ud. Et overvældende kor af brølende spørgsmål og tilråb steg i styrke, da hun steg ud af bilen, og hun kunne ikke lade være med at se rundt. Det enorme opbud af mennesker var foruroligende. Hun anede ikke, hvem, der var hvem. Anede ikke om, der i mængden var nogen hun kunne stole på.

En mikrofon blev presset op i hovedet på hende.

”Miss. Foulum. Hvad skete der helt præcist i katakomberne?”

Hun vendte ansigtet væk, kun for at møde flere ihærdige journalister.

”Hvor længe har de haft adgang til katakomberne, miss. Foulum?”

”De kom med nogle rimelig voldsomme beskyldninger ude i ørkenen, miss. Foulum. Hvor meget har det på sig, og er der flere ting, som befolkningen bør vide?”

”Hvad foregår der egentlig i katakomberne, miss. Foulum?”

Sveden piblede frem på hendes pande, håndfladerne blev øjeblikkelig fugtige. Det svimlede for hende. Der var alt for mange, der ville have hendes opmærksomhed på én gang. Hun tog en dyb indånding og gjorde som hun havde fået besked på, kiggede ned og sagde intet, mens hun blev ført op af en trappe og ind i en enorm indgangshal, mens spørgsmålene blev ved med at hagle ned over hende. Efter cirkusset ude på gaden, var det som at træde ind i en lydtæt boble, og hun kunne endelig begynde at trække vejret igen.

Hun blev gelejdet op af endnu en trappe, forbi en masse måbende mennesker og ind på et kontor, der virkede forladt. Her blev hun placeret på en stol bag et bord. Der var ingen vinduer, ingen billeder på væggen, ingen ting overhovedet, andet end hendes stol, bordet og en tom stol overfor hende. Et afhørings lokale. Hun havde set rigeligt med dårlige tv-serier til at vide, hvordan sådan ét så ud. Hun havde bare aldrig regnet med at skulle sidde i et selv.

Hun fik lov til at vente længe, inden der kom en mand i jakkesæt ind til hende. Han smilede venligt, satte sig overfor hende og folede sine hænder på bordet.

”Nå, miss. Foulum,” startede han. ”Jeg er kommissær King, og lige nu kan jeg gå hen og blive Deres bedste ven. Hvis De altså vælger at samarbejde.” Han smilede igen. Han var en midaldrende mand, med begyndende gråt i siderne af det kastanjebrune hår. Hans øjne var blå. En kedelig, ordinær blå.

”Jeg vil gerne tale med min advokat først,” sagde Veronica. Hun ville ikke virke usamarbejdsvillig, men hun vidste, at de ikke kunne nægte hende, at tale med en advokat.

”Det ville være lettere og langt hurtigere overstået, hvis vi bare kunne tale sammen – De og jeg, miss. Foulum. Så ville De være ude herfra om en halv time.”

”Jeg har ret til at have en advokat til stede,” vedblev hun. Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at få sin advokat?

”Det har De. Helt sikkert.” King lænede sig tilbage i stolen, mens han nikkende gav hende ret. ”Problemet med advokater er bare, at de er så griske, miss. Foulum. Hvis de hører en god historie, og tro mig, det her er en virkelig god historie, vil de kunne sælge den for mange tusind. Tror De ikke, Deres advokat ville gøre det?”

”De er nervøs for, at jeg lækker oplysninger om katakomberne,” sagde hun så, da kendsgerningen gik op for hende. Manden var bange. Han var seriøst bange for, at hun skulle fortælle noget om, hvad der foregik i katakomberne. Og han var endnu mere bange for, at en tilfældig advokat skulle få oplysningerne og videregive dem.

”Det er en penibel situation, ja,” medgav han.

”Og det er lettere at lukke munden på én, end det er at lukke den på to.”

Han hævede det ene øjenbryn, men modsagde hende ikke.

Hun lænede sig frem over bordet, udmattet, nervøs, irriteret. ”Jeg vil have min advokat.” Hun mente ikke, at han ville kunne spore nervøsiteten i hendes stemme. Hun syntes selv, hun lød hård.

King rejste sig tydeligt frustreret og smækkede med døren, da han gik.

Om der var gået en time eller ti minutter, vidste hun egentlig ikke. Der var ingenting til at give hendes nogen som helst form for tidsfornemmelse i rummet, men pludselig gik døren op og to uniformerede mænd kom ind sammen med King. De førte hende hen til et andet lokale, næsten magen til det andet, blot lysere, med et vindue og en telefon som de eneste ting, der skilte rummenes udseende ad.

”Ti minutter,” sagde King og forlod rummet.

De to vagter blev ved døren, for at sikre sig, at hun ikke ville lave ballade.

Efter at have trykket det nummer, som Oliver havde instrueret hende i, gik hun med telefonen i hånden over til vinduet og så ud på den halvmørke eftermiddag og de mange mennesker, der stadig stod ude foran bygningen og kæmpede for at få billeder eller udtalelser, så de havde noget at bringe i nyhederne.

”Hallo,” blev der svaret i den anden ende af røret.

”Hallo? Hej, det er Veronica,” sagde hun uden at ane, hvem hun talte med.

”Veronica?” spurgte manden i den anden ende.

”Ja, Veronica Foulum. Jeg… øh, jeg har fået besked på at ringe til dette nummer, hvis jeg fik behov for hjælp. Juridisk hjælp.”

”Foulum? Kender ingen ved det navn. De må have ringet forkert.”

”Nej, vent,” sagde hun og blev helt kold om hjertet. Dette var hendes eneste livlinje. Hun vendte ryggen til vagterne og stirrede ud af vinduet. ”Oliver bad mig ringe til dette nummer…”

Der var stille. Hun kunne høre ham trække vejret, men han sagde ikke noget.

”Jeg har brug for hjælp,” nærmest hviskede hun. Hvis ikke der var hjælp at hente her, havde hun ikke en chance. Hun ville komme til at tale over sig. Hun ville sige alle de forkerte ting, hun ville blive retsforfulgt, spærret inde, dømt på lige fod med afvigere, fordi hun var delagtig i deres forbrydelser.

”Er det Toobins Veronica? Jamen, søde ven, det kunne du da bare have sagt. Mit navn er Terry Gordimer, en gammel ven af Toobin. Hvor er du? Hvad er problemet?” Tonen ændrede sig fra det ene sekund til det andet og blev langt mere munter og venlig.

”Hvis De ser nyheder, er jeg sikker på, at De kan få en detaljeret forklaring. Jeg kan ikke sige så meget lige her.”

”Jeg forstår. Giv mig tyve minutter, miss. Foulum. Vi ses.” Han lagde røret på. Hun håbede bare inderligt, at han kunne hjælpe hende.

King kom ind lidt efter med armene over kors. ”Nå?”

”Min advokat er her om tyve minutter,” sagde hun.

 Han trak på skuldrene og bad hende følge med tilbage til det første lokale, hvor hun igen fik lov til at vente i uendelig lang tid. Det måtte være en eller anden måde at forsøge at knække hende på. Men hendes mod var steget betragteligt, efter hun rent faktisk havde fået fat i sin livlinje. Det betød også, hun snart kunne se en ende på det her mareridt og kunne vende tilbage til sit stille, kedelige liv – forhåbentlig.

Hun var så småt begyndt at blive urolig for om denne Gordimer rent faktisk ville dukke op, da hun hørte en værre tormult ude på gangen.

”- aldrig hørt noget lignende!” var de første rigtige ord hun opfangede, inden døren ind til hende blev flået op.

En ældre herre kom brasende ind. Han var iført et ulasteligt jakkesæt, der sad perfekt på ham. Hans grå hår var fyldigt, og hans øjne havde næsten samme farve. Ansigtet var mærket af alder og lige nu forvredet af arrigskab.

King fulgte lige i hælene på ham med en løftet pegefinger og en vred grimasse, som han ikke kom særlig langt med. Den fremmede vendte sig mod Veronica, der chokeret havde rejst sig, da døren blev åbnet så voldsomt.

”Veronica, søde skat,” sagde den ældre herre og gik over og omfavnede hende. ”Er du okay? Er der sket dig noget?”

”Nej, jeg har det fint,” stammede hun og gengældte noget tøvende omfavnelsen.

”Det siger jeg Dem, kommissær,” vrissede manden, som Veronica antog, var Gordimer. ”hvis min klient finder ud af, at hans forlovede har lidt overlast, bliver det sidste gang De og Deres mænd nogen sinde for lov til arbejde inden for retsområdet igen!”

Hendes forlovede? Hvem end Gordimer havde sagt han arbejdede for, virkede det øjensynligt. King trak sig lidt væk, tog sin løftede pegefinger til sig igen.

”De har ingen ret til at tilbageholde hende!” vedblev Gordimer hidsigt. ”Hun er et offer i denne sag, og De behandler hende som en gemen afviger! Synes De ikke, hun har været udsat for nok?”

”Rolig nu,” sagde King afværgende. ”Lad os sætte os ned og tale stille og roligt om det.”

”Fint,” sagde Gordimer og trak stolen ud for Veronica, der langsomt satte sig.

King gav sin stol til advokaten og fik bragt en ekstra ind af én af sine vagter. Han satte sig overfor dem.

Veronica var glad for at have en allieret ved sin side. Hun kendte ham ikke, havde aldrig set ham før, men der var et eller andet behageligt over ham. Måske var det dét faktum, at han uden videre havde krammet hende, og talt så familiært til hende, der gjorde, at hun følte, hun kunne stole på ham.

”Miss. Foulum, De har fået Deres advokat til stede nu. Er De klar til at svare på nogle spørgsmål?”

Hun nikkede, og King fandt en lille diktafon frem, som han lagde midt på bordet.

”Hvad var Deres ærinde i katakomberne, nærmere bestemt afdeling R?” spurgte han og kigge intenst på hende.

”Snak med general Matos om det,” brød Gordimer ind, inden Veronica overhovedet havde nået at åbne munden.

”Mr. Gordimer, jeg må bede Dem om ikke at afbryde,” rettede King og skulede over på advokaten, for derefter at vende sin opmærksomhed mod Veronica igen.

”Det kan De tale med general Matos om,” sagde hun lidt nervøst.

Gordimer lagde en hånd over hendes og klemte den med et smil.

King blev rød om kinderne, men fattede sig inden han stillede det næste spørgsmål: ”Hvor længe har De haft adgang til katakomberne?”

”Alt hvad der har med katakomberne at gøre, må De tale med generalen om,” skar Gordimer ind igen.

King bed sig i læben og sendte et vredt blik i advokatens retning, som afværgende holdt begge hænder op foran sig.

”Alt hvad der har med katakomberne at gøre, må De tale med generalen om, kommissær King,” svarede Veronica med et lille smil uden at se på Gordimer.   

Kings blik var isnende, da han mødte hendes igen. ”Hvorfor ville De have adgang til afvigere, miss. Foulum?”

”Det skal du ikke svare på, søde,” sagde advokaten.

Veronica lænede sig tilbage med et lille nik til ham.

”Okay,” sukkede King frustreret. ”Hvad skete der helt præcist nede i katakomberne, da afvigerne brød ud?”

Veronica kiggede over på Gordimer for at få en anvisning, men han sad tilbagelænet med ben og arme over kors. Han nikkede en enkelt gang til hende, og hun tog det som en tilskyndelse af at gå i gang med sin fortælling.

”Jeg var i kontrolrummet ved afdeling R. Helt præcist hvad der skete, kan jeg ikke svare på, for jeg stod med ryggen til og tale i telefon – ”

”Med hvem?” afbrød King.

”Korporal Robinson,” svarede hun. ”Han var syg og var derfor ikke i katakomberne. Men hvor om alting er, så gik det hele meget stærkt. Personalet stillede an med jeg ved ikke hvor mange våben, og var klar til at gå i krig, men alligevel fik afvigerne overtaget. Jeg slap ikke ud, inden kontrolrummet blev overrendt af dem. I stedet blev jeg brugt som gidsel, for at de kunne slippe ud. Resten taler vist for sig selv. De har vel set nyhederne.”

King fnøs. ”Hvem startede oprøret?”

”Det ved jeg ikke. Jeg stod med ryggen til.”

”Men De må da have hørt noget.”

”Jeg talte i telefon…” sagde Veronica med et skuldertræk.

”Hvad skete der i afdelingen lige inden?”

”Intet.”

”Hvorfor var De i kontrolrummet?”

”For at observere.”

”Observere hvad?”

”Tal med generalen, kommissær King,” sagde Gordimer hårdt. Han rejste sig og trak Veronica med sig op. ”Jeg tror miss. Foulum har svaret på de spørgsmål, der kan forventes lige nu. Hun er rystet og chokeret efter oplevelsen og har brug for hvile. Hun går en hård tid i møde med hensyn til pressen, og jeg er sikker på, at I heller ikke vil lade hende være i fred det næste lange stykke tid. Derfor bliver jeg nødt til at få hende hjem nu, så hun kan få lidt ro til at samle sig igen.” Hans stemme var en hæs, myndig raspen.

”Vi er hverken helt eller halvt færdige,” begyndte King.

”Vi er færdige. Tal med general Matos. Jeg er sikker på, han kan svare på mange af Deres spørgsmål. Miss. Foulum er bare en uheldig brik i spillet. Jeg er sikker på, at min klient vil belønne Deres afdeling rundhåndet, hvis De lader hende gå nu.”

Kommissæren skar tænder, men rejste sig så endelig og gav dem begge hånden. ”Så siger jeg tak for denne gang,” sagde han med et utilfredst blik.

Gordimer lagde en arm om skuldrene på Veronica og førte hende ud af rummet og ned af trappen til den store forhal. Gennem glasdørene kunne hun se journalisterne stå presset op af dem, for at få et glimt af hende. Allerede nu, inden de overhoved var kommet ud, var der blitz på blitz, der fangede hendes skræmte udtryk.

Gordimer tog en mobil op af lommen og trykkede et nummer. Der blev svaret med det samme.

”Vi kommer ud af hovedindgangen nu,” sagde han og lagde på. Derefter vendte han sig over mod Veronica og stillede sig ind foran hendes så han blokerede for journalisternes grådige blikke.

”Om lidt går vi ud af døren og ud i favnen på løverne. Hvis de får lov, vil de æde dig. Lad mig føre ordet. Fortsæt bare med at se sød og uskyldig ud,” smilede han og kneb hende i kinden. ”Du er snart hjemme igen.”

Hun smilede genert tilbage. Hun var ikke vant til at folk sådan uden videre rørte ved hende. Oliver tillod det ikke. Havde han set Gordimer omfavne hende tidligere, ville det sandsynligvis have haft en voldlig udgang.

”Kom så,” han lagde en hånd på hendes lænd og førte hende mod udgangen.

Hun tog en lang, dyb indånding og nikkede til advokaten. Han åbnede døren og i det samme blev de næsten væltet af de mange spørgsmål, mikrofoner og kameraer, der skyllede ind over dem.

”Miss. Foulum –” fra venstre.

”Miss. Foulum –” fra højre.

Veronica trak vejret dybt ind og fandt Gordimers hånd, som hun klemte hårdt. Han klemte betrykkende tilbage.

”Miss. Foulum har valgt ikke at udtale sig lige foreløbig,” råbte advokaten ud over menneskemængden, der langsomt forstummede.

”De ting hun har været vidende til i dag, vil plage hende i lang tid fremover. Hun har brug for tid. I må forstå, at hun har været offer for en stor gruppe afvigere, der længe har planlagt deres flugt. Miss. Foulum var så uheldig at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.” Gordimer havde sænket stemmen og lød meget oprigtig og næsten sørgmodig. Han lagde en hånd om Veronicas skulder og knugede hende ind til sig.

”Miss. Foulum gav mig lov til at fortælle jer, at hun på ingen måder bebrejder nogen for det, der skete. Hun var i katakomberne for at udføre et stykke arbejde, og selvom sikkerheden ikke var i top, valgte hun alligevel at være dernede. Nu håber hun på, at afvigerne snart bliver fanget igen, så folk kan leve uden frygt,” sluttede Gordimer og hev hende med sig.

Veronica var forbløffet over, hvor veltalende han var, hvor let det var for ham, at tryllebinde samtlige rapportere inde for hørevidde. Hun var også selv blevet helt opslugt af hans fortælling, og havde slet ikke lagt mærke til den store SUV med mørktonede vinduer, der var trillet ind for foden af trappen og ventede på dem.  Advokaten puffede hende nænsomt ind i den og fulgte hurtigt efter. Han smækkede døren og lukkede resten af verden ude.

Lige så snart hun havde sat sig var der et par velkendte arme, der trak hende ind til sig. Oliver havde siddet i bilen og ventet på hende. Han havde været så tæt på og dog så langt fra.

”Baby,” hviskede han lettet i hendes hår.

Hun kravlede helt ind til ham, så langt som hun overhoved kunne komme og lagde hovedet på hans bryst. Duften af ham var som at komme hjem. Hjertet faldt til ro i hendes bryst.

”Tak, Terry,” sagde Oliver hen over hovedet på hende, mens bilen trak væk fra kantstenen og ud på vejen.

”Det var så lidt, min ven. De var nemme at narre.” Gordimer strakte sig. ”Sørg nu bare for at få din perle med hjem i god behold. Hun ser mig noget træt ud.”

Veronica vendte sig om og smilede til sin nye ven. Taknemmelig for, at han havde været der til at redde hende.

”Tusind tak,” sagde hun spagt og rakte ud efter hans hånd og klemte den.

Oliver strammede sit greb om hende, og hun slap advokaten.

”Du siger bare til, hvis det skulle være en anden gang,” sagde advokaten.

”Det skulle det helst ikke,” sagde Oliver hårdt. ”Jeg ved ikke, hvordan du får rodet dig ud i de her situationer, Veronica…”

”Undskyld,” mumlede hun forlegent.

”Hvad skete der med Christian?” spurgte han efter de havde lagt samtlige journalister bag sig.

Veronica trak på skulderne.

”Hvad sagde han til dig? Jeg så, han hviskede et eller andet til dig.”

”Han sagde bare, at jeg ville falde i søvn. Jeg ville nok snare kalde det at gå ud som et lys. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvad han gjorde ved mig.”

”Vi finder ham. Det skal vi. Men lige nu tager vi hjem,” bekendtgjorde Oliver.

 

Hun vågnede først dagen efter. Selvom klokken kun havde været lidt i fem om eftermiddagen, da hun gik i seng, havde hendes krop alligevel lagt sig i en koma, der fortsatte til langt op på formiddagen dagen efter.

Hun strakte sig og svang sig ud af sengen. Olivers stemme kom inde fra stuen og blev besvaret af en mere raspende stemme. Det måtte være Gordimer, der stadig var hos dem.

Veronica tog en lang morgenkåbe på og trippede stille ind til dem. De sad i hver sin ende af den nye sofa med hver sit glas vin. De lignede to verdensmænd i deres dyre jakkesæt. Hun vidste ikke, hvad de talte om, men stemingen var afslappet, og Oliver lo tilmed indimellem. En lyd hun kun sjældent hørte.

Da han fik øje på hende, satte han glasset fra sig og gik hende i møde med et smil. ”Baby,” sagde han og omfavnede hende. ”Hvordan har du det?”

”Fint, tror jeg. Jeg kan ikke sige, at jeg er træt mere.”

”Nej, du fik godt nok sovet en del,” lo han og nussede hende på kinden.

”Med det du har oplevet, ville jeg også være udmattet,” sagde Gordimer. ”Kan jeg byde på et glas vin?”

”Nej tak,” smilede hun. ”Jeg tror, jeg vil starte med et bad i stedet.”

Advokaten nikkede og løftede sit glas til en lydløs skål.

Oliver fulgte efter hende ud på badeværelset og tændte vandet for hende.

”Vi har nærstuderet de klip, der blev filmet ude fra katakomberne. Journalisterne har fået nogle virkelig gode billeder af Christian. Han er jo enorm, Veronica.”

Veronica genkaldt sig den store afviger og hvor tæt han havde stået op af hende. Hun kunne uden problemer huske, hvordan hans krop havde føltes mod hendes, og hendes hjerte begyndte igen at banke lidt hårdere, mens hun blev varm i kinderne.

”Masken skal vi have af ham på en eller anden måde,” fortsatte Oliver og åbnede hendes morgenkåbe. ”Den får ham til at ligne et dyr.” Forsigtigt tog han den af hende og hang den op på knagen ved siden af brusekabinen. Han betragtede hende som hun stod der foran ham, helt nøgen. Han knep øjnene lidt sammen og legede lidt med hendes hår.

”Hvordan var det at have ham inde i hovedet?” spurgte han lavmeldt. ”Hvordan var det at have ham så tæt på?”

”Grænseoverskridende,” sagde hun forsigtigt. Der var noget i Olivers blik, som hun ikke brød sig om, men hun kunne ikke identificere det. Det var ikke den normale vrede, som udløste hans raseri. Det var diffust, udefinerbart, skræmmende.

”Kunne du lide det, Veronica?”

Hun rystede nervøst på hovedet.

”Det kunne han.”

”Hvad?” Hun bakkede chokeret et skridt væk.

”Christian. Han kunne lide det. Han kunne lide dig, ikke? Det har du bare undladt at fortælle.”

”Jeg ved ikke, hvad du mener, Ollie. Det er Christian vi taler om. Han er manipulerende som bare fanden. Hæmningsløs.”

”Jeg kunne se det i hans øjne. Den måde han kiggede på dig, da han hviskede dig i øret. Han vil have dig, Veronica. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, er følelsen gengældt.” Hans stemme var ikke andet end en hvisken helt tæt ved hendes øre. Hans greb om hendes hår var blevet fastere.

Nu kom det. Nu ville han gå amok. Det var derfor han havde tændt for vandet, for at skjule lyden af hans slag og hendes skrig, mens Gordimer stadig sad i stuen. Hun lukkede øjnene, ventede på det første jag af smerte, men det udeblev.

Han stod stille overfor hende, stirrede på hende. ”Baby,” sagde han, og hun kiggede ind i hans øjne. Stadig dette ulæselige blik. ”Er følelsen gengældt?”

Hun rystede på hovedet igen. ”Nej. Jeg ved ikke, hvorfor du tror det…”

”Den måde du så på ham. Det er et blik, der normalt kun er forbeholdt mig.”

”Det er Christian,” sagde hun med en udånding. ”Undskyld, hvis jeg har været lidt… slået af ærefrygt. Han er en imponerende afviger. Og med al den snak om ham som frelseren, er det vel kun naturligt, at jeg bliver lidt forfjamsket omkring ham.”

”Er det alt?” spurgte Oliver næsten bedende.

”Det er alt,” bekræftede hun. Der var ved at blive koldt på badeværelset, selvom vandet væltede ned og skabte en stor dampsky.

Oliver gik rundt om hende, lagde hænderne om hendes liv og hev hende ind til sig. ”Du er min. Det ved du godt.”

Hun nikkede, stadig bange for, hvad han ville finde på.

”Jeg kunne tage dig lige her, lige nu, hvis jeg ville, sådan som jeg ville, og du ville tage imod, fordi du ved, du er min,” fastslog han hårdt og lagde en hånd om hendes venstre bryst. Han knugede det hårdt, alt for hårdt.

Hun bed sig i læben, for at holde en klynken tilbage.

”Når vi finder ham igen, Veronica, så vil jeg ikke på noget tidspunkt se dig med det blik rettet mod ham!” Oliver hev hendes hoved bagud, og strammede grebet om hendes i forvejen ømme bryst.

”Forstår du, hvad jeg siger til dig?!” råbte han og skubbede hende ind i brusekabinen.

Hun skreg, da vandet ramte hende. Det var kogende mod hendes kolde hud. Hun gispede efter luft, som om hun var ved at drukne, mens han gang på gang hev hende ud og masende hende op mod væggen, mens vandet skoldede hende.

”Ollie…” gispede hun og forsøgte at stemme imod med hænder og fødder.

Han pressede hendes ansigt op mod kabinens bagvæg, ligeglad med, at hans jakkesæt blev vådt. Det gjorde ondt, når han gav hende et ekstra nøk. Hans råberi var blevet uforståeligt for hende, men han blev ved med at skrige hende ind i øret.

Er du hjemme?

Stemmen kom som lyn fra en klar himmel. Så velkendt og så fremmed på samme tid. Den lukkede alle andre lyde ude.

”Christian,” mumlede hun mod væggen.

”Hvad fanden taler du om?” skreg Oliver. ”Har jeg ikke fået banket ham ud af dit kønne lille hoved endnu?”

 Sikke mange biler, der holder ved din lejlighed, miss. Foulum.

”Christian,” gispede hun igen og forsøgte at få styr på sin tunge og sine ord, mens Oliver blev ved med at kaste rundt med hende. ”Han kommer…”

I sit raseri skubbede Oliver hende ud på gulvet, hvor hun gled og faldt.

Ding dong.

”Oliver, stop,” græd hun og forsøgte at komme op at stå igen, samtidig med, at hun forsøgte at kravle væk fra ham. Han tog et par enkelte skridt og var henne ved hende. Hev hende i håret, for at få hende på benene.

Og så så hun ham. Alfaafvigeren. Han tårnede sig op bag ved Oliver. Masken skjult i skyggen af lysegrå hættetrøje, som var trukket godt op over hovedet. De blå øjne lyste i mørket og var ikke til at tage fejl af. Hvordan han var kommet så lydløst ind, anede hun ikke. Hvorfor havde Gordimer ikke alarmeret dem? Hvordan var han sluppet uset ind blandt de mange journalister, som med garanti stadig holdt udkig efter hende nede på gaden?

”Ding dong,” sagde Christian med sin metalliske stemme.

Oliver drejede sig rundt tidsnok til at se den knytnæve, der sekundet efter kolliderede med hans ansigt. Han vaklede desorienteret bagud, tog sig til næsen, mens han skreg af smerte.

Christian fulgte efter og flåede Oliver op af muren med én hånd.

”Oliver Toobin,” knurrede han langt nede i halsen.

”Hvad helvede!” snøvlede Oliver med blodet løbende ud af næsen, indtil han fik set ordentligt på sin overfaldsmand.

Veronica kæmpede sig op at stå og fik fat i sin morgenkåbe.

”Toobin. Det er mange år siden vi har set hinanden sidst.” Christians monotone stemme fyldte hele badeværelset.

”Christian,” henåndede Oliver.

”Jeg skal bruge din hjælp.”

Oliver så uforstående på ham.

”Sidste gang fandt du en meget speciel mand, som andre ellers ikke kunne finde.”

”Jeg forstår ikke…”

”Leo Brandt. Får det en lille klokke til at ringe?” spurgte Christian.

Olivers ansigtsudtryk stivnede.

”Nemlig, Toobin. Du har fundet ham før.” Christian slap ham, og Oliver tumlede ned på gulvet foran sin Messias.

”Find ham igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...